Apportørens terræn- og jagtdressur 1
Den apporterende jagthund er den vigtigste brik i tidens haglbøssejagt. Derfor er apportørens terræn- og jagtdressur et område, som skal prioriteres særlig højt under jagthundens træning.
For de fleste jægere er apportøvelserne den del af specialdressuren, der bør have størst opmærksomhed. Inden man begynder på de mere jagtrealistiske træningslektioner, er det dog en forudsætning, at man er sluppet heldigt igennem de foregående perioder. Det vil sige, at det forventes, at hunden kan:
bremses på afstand
blive tilbage
aflevere til hånden
forholde sig rolig ved skud
Såfremt der ikke medbringes en egnet, apporterende hund under jagt på arter mindre end råvildt, er det faktisk ikke tilladt at drive jagt på og fra landarealer, samt i siv- og rørbevoksninger. Kun under udøvelse af riffeljagt samt jagt fra pramme, kajakker og motorbåde på fiskeriterritoriet, er det ikke et lovmæssigt krav, at der skal medbringes en hund, som kan hente vildtet, der nedlægges. Endelig er det tilladt at drive haglbøssejagt på råvildt uden medbringelse af en apporterende hund. Under alle andre former for haglbøssejagt er en egnet apportør et must, selv om der ikke stilles krav til race eller aflagt prøve. Men mon ikke de fleste er enige om, at en egnet apportør kan:
sidde stille på post
markere påskudt vildt
anlægge et frit søg
apportere anskudt vildt
følge fod af anskudt vildt
modtage dirigering
arbejde i skov og krat, vand samt i rør, siv og andre former for hårdt terræn
Den grundlæggende apporteringsdressur gælder for alle apporterende hundetyper. Først senere deles træningen op på de tre hundetyper, stødende, stående og apporterende hunde.
En apporterende jagthund skal beherske tre basale færdigheder. Den skal kunne markere, gå på fod af skadet vildt, samt anlægge et frit søg. Endelig kan det i mange situationer være en fordel, hvis hunden er modtagelig for dirigering. Det gælder ikke mindst for jægeren, som har planer om at deltage som opsamler på store klap- og drivjagter.
Retrieverejeren, som agter at anvende sin hund som markprøvehund, skal ligeledes være særlig opmærksom på, at hunden lærer at lystre fløjte- og håndsignaler på lang afstand. At kunne lede hunden frem til nedfaldsstedet på så kort tid som muligt er afgørende på de store ande- og fasanjagter, hvor tiden spiller en mere afgørende rolle, end den gør under mere almindelige jagter. Ligeledes forbedres hundens chancer for, at afslutte apporteringen af det anskudte vildt markant, jo hurtigere den er fremme ved det sted, hvor en vingeskudt fasan eller løbskudt hare gik i jorden. Også dette taler for at dirigering bør prioriteres. Under mere almindelig jagt med få deltagere og vildt i mere moderate mængder, er det knap så afgørende. Her vil hunden i reglen markere, hvor vildtet rammer jorden eller vandoverfladen og dermed ligeledes på kort tid være fremme ved nedfaldsstedet.
B.T. Hjortevildt som anskydes bør eftersøges af en registreret schweisshundefører, da denne har tilladelse til at fortsætte eftersøgningen uafhængig af skel. Eftersøgning af hjortevildt med schweisshund er derfor mest relevant for de personer, som agter at få deres hunde registeret.
Markering
Langt de fleste stykker vildt, som bliver apporteret, bliver fundet, fordi hunden så vildtet falde mod jorden og derfor var klar over, hvor den skulle indlede sin eftersøgning. En hund, der anvendes meget til jagt, kan udvikle en næsten overnaturlig evne til at markere en fugls fald over selv ganske betragtelige afstande. Selv om evnen til at markere er overordentlig vigtig, er det sjældent særlig vanskeligt at lære hunden at holde fokus på det sted, hvor vildtet faldt. Den fødes med denne evne samt ikke mindst evnen til at huske, hvor den har set noget falde mod jorden. Engang trænede jeg en lille labradorhvalp. Allerede i en alder af 9-10 uger viste hunden forståelse for at forbinde forskellige punkter i terrænet. Smed jeg en bold i ankelhøjt græs, som den ikke kunne finde, gik den tilbage til mine fødder og tog endnu engang bestik af situationen. Derefter tog den ikke fejl, og det var, som man kunne se dens selvbebrejdelse over i første omgang at have skudt forbi målet.
Under de første øvelser sætter man hunden af og bevæger sig små 20 skridt bort, hvorefter dummyen kastes højt op i luften, således at hunden tydeligt kan følge dens lange fald mod jorden. Hunden skulle på det tidspunkt gerne være stabil og blive tilbage. Er det ikke tilfældet, må man tilbage i lektionerne og evt. med mere provokerende kast med dummyen lære hunden, at den skal blive, indtil den får besked på andet.
Når man efter kastet er tilbage ved hunden, peges der efter en lille pause mod apporten, hvorefter den sendes af sted. Den udstrakte arm er næppe nødvendig, eftersom hunden i langt de fleste tilfælde udmærket ved, hvor den skal begynde at søge. Men armen hjælper i de situationer, hvor den sendes ud efter en dummy, som den ikke har set falde. Her er det en fordel, at man kan sende hunden i den rigtige retning og dermed sikre sig, at den indleder apportsøget hensigtsmæssigt i forhold til vind og terræn og stedet, hvor vildtet faldt.
Ud
Efterhånden som hundens markeringer bliver mere eller mindre rutinepræget, kan man begynde at anvende kommandoen ud, da det senere kan vise sig overordentlig vigtigt, at hunden lærer signalet for at søge længere væk fra føreren, før den overlades til sig selv og det frie søg. Ikke mindst under apportering i vand er det vigtigt, at man er i stand til at dirigere hunden over til søens modsatte bred, før den starter eftersøgningen. Anskudte ænder gemmer sig oftest i bevoksningerne langs søens bred, og derfor er det naturligvis afgørende, at hunden begynder eftersøgningen der, hvor chancen for et heldigt udfald er størst.
Efter at hvalpen er sendt ud mod en apport, den har set falde, kan den fløjtes ned. På dette stadie i dressuren burde det ikke volde problemer at stoppe den, når den er omkring 20 meter væk. Hvalpen vender sig så automatisk omkring og kigger på føreren, hvorefter man med opstrakt arm og løs hånd vinker hunden videre med kommandoen ud. De fleste hvalpe lærer hurtigt, at denne kommando betyder, at de skal gå væk fra træneren.
Det er god træning at bremse hunden under dens vej mod apportemnet, men øvelsen må ikke overdrives, da dette kan spolere hundens arbejdsglæde. Hundens reaktion og individuelle forståelse er også her retningsgivende.
Søg apport
Under jagt sker det ofte, at der falder en fugl, som hunden ikke ser, ligesom det hænder, at en jagtkammerat skyder en fugl, som han gerne vil have hjælp til at finde. Også her er hunden oftest uvidende om, hvor vildtet faldt. I visse situationer er heller ikke jægeren i stand til præcis at udpege det område, hvor vildtet faldt.
Hundens evne til at afsøge et område selvstændigt uden væsentlig indblanding fra føreren er derfor af særlig stor vigtighed.
I begyndelsen kan det dog volde lidt vanskeligheder at få hunden til at fatte ideen med det frie søg. Den er jo vænnet til, at den ser apporten blive kastet, hver gang den skal apportere.
En lille plet med langt græs er et godt sted at begynde. I den høje græsplet, der kun bør være få kvadratmeter stor, udlægges en eller flere dummyer, inden hunden kommer frem til området.
Lav de samme ritualer som normalt forud for en apportøvelse. Sæt hunden ved siden, tag evt. remmen af den og lav de rutinemæssige forberedelser. Herefter kastes der med hånden mod den lille plet med græs. Hunden vil givetvis se lidt desorienteret ud. Den hverken så eller hørte noget. Men tvivlen nager den, og når man kort tid efter siger apport og peger mod stedet, vil den være endnu mere i tvivl.
I langt de fleste tilfælde vil den lade tvivlen komme en til gode, og begynde at undersøge den lille markerede græsplet. Den kunne jo tage fejl, og da apporten er placeret, så den nærmest snubler over den, når den gå på opdagelse i græsset, er man kommet rigtig godt fra start.
Næste gang kan man med fordel opsøge samme område og kaste den tomme hånd mod græspletten og sige apport eller søg apport. I reglen vil hunden huske, at det sidste gang var en succes at følge anvisningen, selv om den ikke så eller hørte dummyen suse gennem luften.
Senere flyttes lektionerne til nye velafgrænsede områder, hvor hunden så at sige ikke kan fare vild.
Det er et must, at hunden i begyndelsen straks kommer i færtkontakt med den udlagte dummy, og derfor skal hunden sættes ud i det frie søg i god (mod)vind. Øvelse for øvelse opbygges hundens evne til at anlægge et frit søg. Den skal lære at stole 100% på, at der altid er noget at finde, når den har modtaget ordren apport. Derfor skal hunden heller ikke støttes under søget, og begynder den at se rådvild mod sin fører, er det tegn på, at man har forceret træningen og gjort øvelsen vanskeligere end godt er. Naturligvis er det nærliggende at opmuntre hunden og evt. med håndsignaler give den anvisning på, hvor den kan finde apporten. Men det må frarådes. I stedet kan man, uden at hunden ser det, smide endnu et par apportemner i området, som den hurtigt kan finde. Helst skal dette ske, inden hunden taber fart og energi.
Det frie søg skal være frit
Det frie søg er det selvstændige søg, og kun under jagt og i særlige træningstilfælde kan man vælge at støtte hunden for hurtigere at få den i god vind af apporten. For langt de fleste jægere er det frie søg dog overordentlig vigtigt, og en hund, der har lært at anlægge et frit og selvstændigt søg, er en oplevelse at iagttage. Her ses hundens medfødte og tillærte jagtforståelse måske tydeligere end noget andet sted.
Det frie søg bør tilrettelægges i forhold til føreren, og derfor skal man ikke tillade, at hunden søger alt for stort og bredt. Et par fløjt kan kridte banen op de første gange, indtil hunden erfarer, at emnet i reglen skal findes inden for rækkevidden af et langt haglbøsseskud.
Et snævert og meget grundigt søg anlagt i forhold til førerens placering er målet. Under jagt, hvor man ikke selv er klar over, hvor vildtet befinder sig, må man selv flytte sig og dermed presse hunden ud i nye områder. Det gælder også under kontroleftersøgninger i områder, hvor man blot sikrer sig, at der ikke lades skudt eller anskudt vildt tilbage.
Spaniels, der skal søge ikke skudt vildt under bøssen, kan man med fordel lade søge endnu kortere. Tillades det, at der søges stort og bredt, kan det være vanskeligt efterfølgende at holde den under bøssen, når jagten efter endnu ikke påskudt vildt fortsætter. Her gælder det om så vidt muligt at lade unghunden søge, som den plejer, og derved lede hunden frem i vind af vildtet. Omvendt kan stående hunde og retrievere, der allerede er skolet i det frie søg, godt tillades at søge endnu længere ud end det foreskrevne. Dog forudsat, at de fortsat er i kontakt med føreren og forudsat, at de får terrænet med.
Navnlig stående hunde er ofte arealbegærlige og kan have vanskeligt ved at geare ned fra (jagt)søget efter vildt, der ikke er påskudt til det mere grundige søg efter vildt, der er fældet.
Hunden skal kende tydelig forskel på kommandoerne for søg og søg apport. Hunden skal vide, hvad den går efter, og det samme skal føreren. Hunden må derfor afholdes fra at opgive apportsøget og i stedet langsomt glide over i et mere og mere arealkrævende jagtsøg. Under apportering af fasan og agerhøns i roer er dette ikke just et ukendt fænomen. I apportsøget under roebladene, hvor der ikke er meget vind at arbejde med, er det særlig vigtigt, at hunden søger grundigt.
Træningsvejr (boks)
Den apporterende hund lærer først og fremmest af sine succesoplevelser. Hvor mennesker ofte kan lære af fiasko og modgang, modnes hunden ikke, hvis den ikke evner at udrede færten og finde frem til belønningen: Den gemte eller kastede apportgenstand. Dens ubetingede tro på, at den, der søger, i sidste ende vil finde, må aldrig drages i tvivl.
Derfor er det vigtigt, at man under træningen tager højde for vejret. Varme, tørre og vindstille dage med tør jord er ensbetydende med dårlige færtforhold. I perioder med varmt og tørt vejr må træningen derfor indstilles eller henlægges til de fugtige morgen- og aftentimer.
På fod (slæb)
På markprøver, arrangeret af retrieveravlere, tillægges evnen til at følge op på foden af et anskudt stykke vildt afgørende betydning. Til gengæld er der delte meninger om, hvorvidt denne evne er medfødt eller tillært under træning. I praksis er det givetvis en kombination af begge dele. Det er næppe udlægning af færtspor, der alene skaber den effektive vildtfinder. I sidste ende handler det i lige så høj grad om hundens psyke samt ejerens forståelse for at løse opgaven i samarbejde med hunden. Det er således ikke kun et spørgsmål om gode eller dårlige næser, men mere et spørgsmål om hundens evne til at arbejde koncentreret og udelukke jagtens øvrige indtryk.
Det er en god regel at præsentere hvalpen og unghunden for alle de funktioner, som den skal arbejde med i voksenlivet. Derfor er det også fornuftigt at lære hunden princippet i at følge op på et slæbespor. F.eks. kan man smide en dummy bundet til en lang snor. Hunden ser tydeligt, hvor dummyen falder, men med snoren trækker man dummyen væk fra nedfaldsstedet. De første gange op i vinden. Når hvalpen fatter ideen og søger koncentreret på sporet, slæbes apporten med vinden, således at hvalpen tvinges til at arbejde med lavere næseføring. Den skal ikke have mulighed for at fange færten af dummyen, der befinder sig fremme i terrænet.
En hjælper, der kan trække dummyen gennem græsset, kan være en fordel, selv om der er risiko for, at hunden lærer at gå på fod af hjælperen. Men eftersom det kun drejer sig om at lære hunden ideen i at følge et spor, har dette mindre betydning. Senere i forløbet skal hunden naturligvis ikke iagttage assistentens rute gennem terrænet.
I mangel af en hjælper kan man anvende en fiskestang, og derved trække dummyen gennem græsset uden at efterlade fodfært overhovedet. Dummyen smides ud i terrænet, mens man med løs line bevæger sig i en bue uden om dummyen. Herefter hives apporten i land. Hunden, der er lagt af i nærheden, hentes og sættes på opgaven.
I begyndelsen skal man kun lægge et slæb på 20-30 meter. Efterhånden udvides afstanden, og til sidst vil hunden være i stand til at udrede et færtslæb på flere hundrede meter – tilmed med flere indlagte knæk undervejs.
Skulle hunden under de første øvelser miste tråden og søge i bredsøg, skal man ikke fortvivle. På sigt vil den lære at støtte sig til sporet. For at undgå stress er der jægere, som foretrækker at trække hunden op til færtsporets begyndelse og derfra forsigtigt lade hunden glide ud af remmen, så snart de kan se, at den er på. Andre sender hunden ud på afstand og satser på, at den relativt hurtigt finder begyndelsen, der leder til enden. Dette hævdes at give en mere jagtrealistisk øvelse, da man under jagt sjældent leder hunden op til nedfaldsstedet. På jagt er det mere almindeligt at sende hunden på den skudte fugl og derefter overlade sporingsarbejdet til den.
B.T. Hunden skal med i skoven så tidligt som overhovedet muligt. Jo før den kan blive dus med skovens dufte og indtryk jo bedre. Ofte er det i skov og krat og andre former for bevoksning, at vildtet skal findes, og derfor skal hunden lære, at det er her, den skal gøre sig nyttig.
B.T. Mange jagthundetrænere er tilbøjelige til at blive hængende i markeringsøvelserne og glemmer f.eks. at indøve det langt mere krævende frie søg.
Dummykaster (boks)
En dummykaster er efterhånden blevet ret almindelig i træningen af navnlig retrievere. Især under markeringsøvelserne er dummykasteren særdeles nyttig. Braget og synet af dummyen, der farer af sted i høj fart, virker stærkt provokerende og sætter dressuren på en mindre prøve. Selv en ellers stabil og rolig apportør vil være tilbøjelig til at knaldapportere de første gange, den hører braget og ser bolden eller dummyen suse gennem luften.
Dummykasteren sparer desuden træneren for en del vandreture, når man skal smide dummyen ud på længere afstande. Det skal nævnes, at hunden skal være skudvant, inden man begynder at anvende dummykasteren, der i reglen lades med en lille cal. 22. Af samme årsag kræves våbentilladelse til kasteren.
Dummykasteren er særlig effektiv for den, som normalt træner alene. Er man flere, som træner hund sammen, er anskaffelsen ikke strengt nødvendig. Da kan man simulere fald over store afstande ved skiftevis at placere sig forskellige steder i terrænet.