fff

gf

Standens tre i’er

Instinkt, indlæring og indsigt i vildtets adfærd og levevis er de tre forhold, der udvikler den stående hunds stand. Men for lidt og for meget fordærver alt, og derfor er det vigtigt, at dressøren spiller på hele registret. Og særlig vigtigt er det, at man ikke overspiller rollen som dressør og flokleder.

         Kategorien af stående hunde er bred og lang. Både ruhår, breton og settere etc. regnes som stående hunde, som tager stand for det trykkende vildt. De skræmmer altså ikke vildtet til flugt, og dermed adskiller de sig fra f.eks. spaniels, som rejser vildtet i samme øjeblik, de har lokaliseret færten fra en trykkende fasan eller kanin.

         At den stående hund holder sig tilbage, når den har lokaliseret vildtet, er der i og for sig ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Også ræv og kat og flere andre firbenede rovdyr holder af og til en lille pause, inden de i et elegant spring kaster sig over byttet, som de har sneget sig ind på. Det unikke ved den stående hund er dog, at den holder pausen og venter på, at føreren kommanderer den frem mod vildtet. Under standen stilles jagtens naturlige udvikling med andre ord på standby, og hunden holder vildtet i skak, indtil jægeren kommer frem.

         Men selv om hunden kategoriseres som en stående hund, er det langt fra ensbetydende med, at den tager stand for vildtet første gang, den møder det. Standen er således et resultat af både instinkt, indlæring samt indsigt i vildtets levevis og adfærd. Det er derfor vigtigt, at man gør sig nogle tanker omkring standen, inden man giver sig i kast med at træne og motivere den unge hund.

Instinkt

Mange stående hunde fødes i dag med et kraftigt udviklet standinstinkt, som medfører, at de allerede meget tidligt i deres udvikling tager stand for emner, de betragter som et potentiel byttedyr. Engang oplevede jeg en endnu ikke salgsklar gammel dansk hønsehund stramme op i klassisk positur, da en tamdue landede på opdrætterens gårdsplads. Den slags gør indtryk, men er ikke ensbetydende med, at man er vidne til en hund med et særlig godt anlæg.        Eksemplet viser blot, at standindstinktet i visse linjer er avlet så rent, at man som ejer kan føle sig sikker på, at hunden har anlæg for at stå for vildtet. Måske vil den allerede ved de første fuglekontakter stå i så lang tid, at føreren kan nå at komme op til den. Og det må alt andet lige siges at være en fordel. Da er man allerede halvvejs i marktræningen. Hunden kan finde og holde vildt og mangler nu kun indsigt i vildtets levevis og reaktioner. Eller sagt med andre ord: hunden mangler erfaring.

Indlæring

Straks mere kompliceret bliver det, hvis det viser sig, at den unge hund ikke vil stå for vildtet. Når standen kun er en kortvarig markering efterfulgt af en resolut og lynsnar rejsning af det trykkende vildt, har man et problem, selv om det næppe er særlig stort. Før eller siden vil langt de fleste hunde tage stand, og selv om det kun er kortvarigt, er dette startskuddet til en ny periode i dressuren.
Derfor er der ikke grund til panik, når hunden under dens første lektioner i marken ikke vil holde standen, til man kommer op til den. Vigtigst er det trods alt, at den kan finde vildt. Standen skal nok vise sig før eller siden. Man skal give hunden en chance, så den får lov til at modnes i sit eget tempo. Først når hunden er 1½-2 år og stadig ikke vil stå for vildtet, bør man overveje at gribe ind og ganske enkelt lære hunden at holde afstand til vildtet, indtil man giver tilladelse til at rejse det.
Men også selv om hunden er et rent naturtalent, vil den ikke kunne slippe for påvirkning fra føreren. Lærkestand er f.eks. ikke ønskeligt, og hunden skal lære, at kun fasan og agerhøns er interessante. I reglen forsvinder interessen for lærker dog, når først hunden har oplevet beruselsen over de lettende hønsefugle. Alligevel kan diskret indblanding blive nødvendigt. Men vær forsigtig. Selvom unghunden allerede har markeret for fem lærker, kan det være et par agerhøns, som trykker foran den sjette gang, den strammer op og tager stand. På sigt kan man dog ofte se på hunden, hvad det er, den står for. Lærkestanden er i reglen knap så stram, som tilfældet er, når det er fasan eller et par agerhøns, der trykker foran hunden.

Indsigt

Det er en stor fordel, hvis hunden lærer at stå for markens eller mosens vilde fugle uden alt for kraftig indblanding fra førerens side. Forårets træning på udparrede agerhøns er højtiden for alle ejere af stående hunde, og her har den unge hund de bedste forudsætninger for at lære, hvor tæt den kan gå på parhønsene, før de letter. For selv om standen i mange tilfælde er medfødt, er det klart, at hunden skal arbejde videre på sin dåbsgave via kontakt med rigtigt vildt.

         Lidt forenklet vil et skridt for meget få fuglene til at lette, hvorimod et skridt for lidt vil betyde, at vildtet ikke føler sig presset og derfor har mulighed for at liste ud af terrænet. Begge dele er uheldige og vil i reglen resultere i, at der ikke opnås en jagtbar situation. Hunden må altså tilegne sig fornemmelsen for, hvor meget den kan og skal presse vildtet, før det trykker sig mod jorden. Det skal dog understreges, at enhver hund – stående som ikke stående – kan lære at stå for vildtet, hvis stand defineres som at holde afstand til vildtet, så det ikke flygter. De fleste jagthunde kan således gennem dressur eller erfaring lære at holde sig tilbage, når de via færten kan mærke, at de har vildt umiddelbart foran sig.

         Men det er ikke evnen til at holde afstand til vildtet, der gør, at jægere over hele verden fascineres af jagten med den stående hund. Det er det urgamle spil mellem hund og vildt, der er kimen i den globale fascination. Hundens livtag med vildtet kan vi ikke blande os i, hvis målet er at få en vildtfinder, som ved, hvordan den skal tackle de mange situationer, den kommer ud for.

Luftvejsinformation

Hunden må selv lære at støtte sig til de mange informationer, den modtager via luftvejene. Ikke mindst evnen til at aflæse vildtets reaktioner alene gennem de signaler, den modtager gennem færten. Det er således min klare overbevisning, at den erfarne hund kan mærke, om fasanen trykker eller forsigtigt forsøger at krybe ud af det jerngreb, som hunden har smedet omkring den. Det er forklaringen på, at hunden i visse situationer pludselig kan rykke frem mod det vildt, som den har stået for i lang tid. Den resolutte avancering får fasanen til at trykke og blive, hvor den er. Hunden må udstråle autoritet og øjeblikkelig reagere over for ethvert forsøg på flugt.

         En vinterdag så jeg tre rålam flygte fra vintersædmarken, da min bil kom for tæt på. Dyrene var indstillet på flugt. Men i brakken gik råen, og et enkelt, men meget autoritært spring frem mod lammene, fik dem til at slå bremserne i. De tre dyr nærmest frøs i springene. Den slags kræver, at råen udstråler overblik og autoritet. Og det er de samme evner, som den stående hund må besidde, hvis den på tilsvarende vis skal være i stand til at bremse fasanen, som forsøger at liste ud af brakmarken.
Men i sagens natur har hunden ikke altid held med at låse fuglen. Det sker, at handlingen medfører, at vildtet letter. Men den manglende skudchance er prisen. Set over en hel jagtsæson vil den hund, som evner at låse vildtet, præstere flere jagtbare situationer end den hund, som er dresseret så hårdt, at den af frygt for konsekvenserne ikke tør gå i nærkamp med vildtet.

         Det er helt afgørende, at hunden nagler fuglen, før den strammer op og tager stand. At hunden med viftende hale holder sig tilbage og markerer, at den har lokaliseret et eller andet, er ikke særlig interessant. Det er den stramme og utvetydige markering af vildtet, der mere end noget andet gør den stående hunds fuglearbejde til en universel oplevelse.

         Derfor skal man være forsigtig med at revse hunden, når den fra tid til anden kommer for tæt på og ikke har held med sit forehavende. I hvert fald risikerer man, at prisen bliver ubodelig, og hvem kender ikke en hundeejer, som stort set ikke siger andet end videre, videre til hunden, når de er på jagt. Af frygt for at lette fuglen i utide strammer hunden op, så snart den falder over fært. Og alt imens jægeren kommanderer hunden videre og videre, løber vildtet foran parret. I reglen kommer de aldrig frem til skud.

         En usikker hund, som markerer i tide, men mest i utide, giver ikke jagtformen den intensitet, som den selvsikre vildtfinder er i stand til. Helt slemt ser det ud, når en hundeejer kommanderer sin hund ud af standen med ordene videre, videre, da han ikke længere tror på sin hund. Hunden må selv finde ud af, om den skal følge op, og kommandoen for videre har ingen berettigelse under markdressuren af en stående hund. Kommandoen burde ganske enkelt bortcensurers fra jagthundesproget. Målet er en hund, som står, når den har vildtet under kontrol og selv løser og følger op, hvis vildtet forsøger at liste bort.

Derfor skal man være tålmodig med sin hund og håbe på, at den selv finder balancen, som gør den i stand til at behandle vildtet, som det oprindelig var hensigten.

Arts- og situationstilpasset fuglebehandling (boks)

Af og til ses dog hunde som venter, indtil føreren kommer op i nærheden af dem. Derefter trækker de op på fuglene for til sidst – uden ordre – at glide frem mod fuglene for at holde dem, indtil jægeren er helt fremme og giver tilladelse til rejsning. Denne jagtteknik er særlig effektiv i de tilfælde, hvor fuglen måske ikke VIL trykke. F.eks. er tjur og urfugl tilbøjelige til at løbe frem for at trykke, og ofte tillader de ikke, at hunden kommer ind på livet af dem. Til den slags jagt er det en fordel, at hunden under avanceringen sikrer sig, at den hele tiden har jægeren med. Det siger sig selv, at det er formålsløst, at hunden rutscher 100 m frem mod en fugl, som alligevel ikke vil trykke.
Til jagt på agerhøns og navnlig fasaner foretrækkes dog hunden, som følger op, indtil den løbende fugl overgiver sig og trykker. Under fasanjagten har man i reglen også råd til at spilde en chance i ny og næ til gengæld for den nydelse, det er at se hunden nagle en gammel kok, som forsøger at undvige.

         Er man for krævende under indlæringen, risikerer man at få en hund, som ikke tør gå til vildtet af frygt for at skræmme det. Den holder dermed afstand og nøjes med at markere, at der er vildt forude. Dermed overlades initiativet til fuglene, som ikke er sen til at udnytte muligheden. De løber så hurtigt, benene kan holde. Og det er hurtigt. Hund og jæger kommer langt bagefter, og ofte kommer de aldrig frem til vildtet, før de på svirrende vinger flygter ved markens ende. Årsagen til at hunden ikke tager stand, men blot markerer vildt forude, er oftest frygten for et fysisk eller psykisk eftersmæk, hvis den støder fuglene.

Stand for udsat vildt

Det er i sidste ende en smagssag, om man foretrækker den i mange tilfælde effektive hold afstand taktik, eller man foretrækker at jage med en hund, som forsøger at nagle vildtet. Sidste metode er dog den, der er vanskeligst at indlære. Det skyldes, at de vilde hønsefugle har det dårligere end nogensinde. Det betyder, at det er blevet vanskeligere at give hunden den erfaring, den har brug for, hvis den skal opnå en tilstrækkelig effektivitet.

         Manglen på vilde fugle betyder, at mange forfalder til at træne på udsatte fugle. Typisk udsatte agerhøns. Men de udsatte agerhøns har ikke samme adfærd som en vild fugl, og derfor vil en stående hund sjældent stå for en nyudsat agerhøne, første gang den præsenteres for en sådan. Den halvtamme fugl vil sjældent trykke for hunden, og eftersom det efter meget at dømme er færten af den trykkende fugl, som får hunden til at stivne, siger det sig selv, at den uerfarne hund glider ret frem mod fuglen og snupper den, hvis den kan. Hvis den da ikke blot ignorerer færten.

         Jeg deltog engang på en markprøve med en hund, som aldrig havde inhaleret færten fra en udsat fugl. Til gengæld var den på hjemmebane med både vilde fasaner og agerhøns. Under afprøvningen kom hunden uheldigvis i god vind af en nyudsat agerhøne. Men bortset fra et lille ryk med hovedet, da den drønede forbi, var der ingen reaktion. Dommeren var ikke just begejstret. Værre blev det, da vi over middag var fremme ved en roemark, som var mere end tæt besat af udsatte høns. Fuglene kaldte fra nær og fjern, og hund efter hund gled næsten fra hånden direkte ind i standen for en af de mange høns, der var løbet sammen under roebladenes skygge. Jeg frygtede for min tur. Og det havde jeg god grund til. Hunden reagerede nemlig ikke på færten af de udsatte fugle, men på mirakuløs vis lykkedes det hende at komme forbi minefeltet af forvirrede agerhøns uden at støde en eneste. Et par slag fremme i marken opnåede hun stand, og kort tid efter kunne prøveskytterne fælde dagens første og eneste fasan. Æren var reddet, men formiddagens dommerbogsnotat kunne ikke ignoreres. Forbigåelse af vildt er en alvorlig sag. Også selv om vildtet er udruget i en rugemaskine og vokset op i en voliere.

         Naturligvis lærer hunden på sigt at holde afstand til de halvtamme agerhøns, men den erfarne hunds stand for en nyudsat agerhøne kan sjældent sammenlignes med hundens stand for fasanen eller hønseflokken. Men at dressuren og dermed jægeren spiller en afgørende rolle for hundens udvikling af standen, er der næppe tvivl om. Intet kommer af intet. Heller ikke den faste stand. Det er førerens opgave at lede hunden i god vind af vildtet, og det er hans opgave at give hunden tilstrækkelig med erfaring, således at den lærer, hvordan den skal takle de enkelte situationer og de enkelte vildtarter. Uanset om standinstinktet i den unge hund er stort eller lille, skal der altså både indlæring og tillært indsigt til, før uddannelsen er færdig. Og som oftest, når det drejer sig om jagthundearbejde, vil resultatet afhænge meget af førerens evne til at holde balancen under terrændressuren.

Stand via syn og hørelse (boks)

Standen kan enten udløses via synet eller mere normalt via lugtesansen. Men også hørelsen kan anvendes. For nogle år siden var jeg den lykkelige indehaver af en usædvanlig god fasanjagt med en velsignelse af vilde fasaner og agerhøns. Landmandens hund, en velafbalanceret og meget elskværdig schæfer, kunne via hørelsen pege de store fasankuld ud med usvigelig sikkerhed, når vi uden bøsse gik tur på ejendommens tilgroede vildnis. Af og til var det en rotte, som måtte lade livet, når hunden pludselig med et par hurtige poteslag fjernede taget over et underjordisk gnaverkompleks. Også schæferen markerede et kort øjeblik, inden den sprang løs på fuglene, gnaveren eller måren i risbunken. Alligevel havde den ikke udviklet en stand i egentlig og traditionel forstand.

         Der er nemlig forskel på den tillærte hold afstand-adfærd og så en egentlig stand. Den egentlige stand ses næsten udelukkende hos stående hunde. Ja, det er det, som kendetegner den mangfoldige kategori af stående jagthunde.
I dag hævdes det dog, at de mest erfarne markprøvehunde faktisk også støtter sig meget til hørelsen, når de skal finde de nyudsatte agerhøns i roemarken. Agerhønsene placeres i marken enkeltvis og vil i løbet af kort tid forsøge at samle sig i flokke. Agerhøns er sociale fugle og trives ikke i ensomheden under roebladene. Men fuglenes kaglen udnyttes af de drevne hunde, som hurtigt bringer sig i færtafstand og tager stand.

Når hunden ikke vil stå (boks)

De fleste, som har arbejdet med stående hunde, har haft en hund, som ikke vil stå. Men der er ingen grund til panik. Før eller siden kommer den første stand.

         I første omgang drejer det sig om, at hunden skal lære, hvad den går efter. Bliver hunden ved med at køre fuglene op, kan man anvende en lang flagline. På den måde kan man lede hunden i nærheden af et sted, hvor man ved, der trykker et par fugle. Når hunden har fært, kan man forsigtigt holde den tilbage og på den måde lære den at respektere vildtet. Men træn aldrig på nyudsatte fugle, når det drejer sig om en ung hund.

         Træning på duer i bur kan heller ikke anbefales, selv om metoden internationalt set bliver mere og mere populær. Tilhængerne hævder, at dressuren i marken forløber mindre problemfrit, når hunden har lært at respektere duen i buret eller græsset. Alle syntes dog at være enige om, at kun kontakt med vilde fugle kan afslutte hundens uddannelse.

Mistede halefjer (boks)

Mange fasaner har gennem tiden efterladt en halefjer eller to mellem tænderne på en stående jagthund. På en markprøve er det da heller ikke diskvalificerende at snappe efter en fugl, som letter. Så længe hunden ikke forfølger vildtet med få eller flere spring, accepteres situationen som præmieringsværdig. Dermed adskiller afprøvningen af stående hunde sig fra afprøvningen af spaniels, hvor det på spanielsprøver er strengt forbudt at apportere ikke skadet vildt.

         Denne forskel skyldes primært, at de to hundetyper normalt arbejder i forskellige former for terræn. Den stående hund er primært udviklet til jagt på hønsefugle i forholdsvis åbent terræn, selv om det mange steder også er populært at anvende den til jagt på f.eks. snepper samt tjur og urfugl i skov. Den stødende hund er primært en skov- og krathund, og derfor tillader man ikke, at hunden snupper en fasankok, som et øjeblik hænger fast i risbunken, inden den slipper fri. Derfor er det vigtigt, at hunden er skolet til at holde tænderne fra fugle, som ikke lugter af blod. Er det ikke tilfældet, vil den ihærdige hunds jagt i underskoven udvikle sig til rene solojagter, hvor jægeren må se langt efter fugle på vingerne. Hunden snupper de fleste.
Det er således primært dressuren, som adskiller de to hundetyper. Både spaniels og stående hunde ønsker at fange vildtet, hvis de kan. Men spaniels lærer, at først når vildtet er skudt, må det apporteres, og den stående hund lærer, at først når jægeren giver tilladelse, må vildtet rejses. En af mine gode venner har en spaniel, som har udviklet en særlig raffineret teknik, når den lugter rå- og dåvildt, idet den primært anvendes som drivende hund til jagt på klovbærende vildt. Hunden bliver lav i koderne og sniger sig som en stor kat ind på dyret, og lider dyret blot af den mindste skavank, hænger den lille spaniel snart i struben. Da gør den kort proces.

Den første stand

Når agerhønsene parrer ud i februar og marts måned, er det startskuddet for terrændressurens højtid. Såfremt unghunden er vækket og ellers mentalt rustet til dressuren, er foråret det bedste tidspunkt at debutere på. Alternativt kan efterårets store fasankyllinger være tredjepart i det urgamle spil mellem hund, jæger og vildt.

         Om foråret er det bedste tidspunkt en lun forårsdag med en let brise, hvor jordvarmen bærer færten op i vinden. Da har hunden de bedste forudsætninger for at fange fært. På dage med lavere jordtemperatur klæber færten til undergrunden og vil ikke spredes på samme måde som på en lun dag med sol og vind.

         Inden man kommer frem til mere vildtvenligt terræn, er det en god idé at tage et par slag over vildtfattige marker. Her kan hunden få afløb for den opsparede energi, ligesom man kan repetere de indlærte færdigheder og fra begyndelsen vise hunden, at man fortsat er chef i samarbejdet.

         Det må ikke forventes, at hunden opnår stand første gang den bringer sig i god vind af et par agerhøns. Mere sandsynligt er det, at den støder fuglene. Måske preller den tilmed. Det må man tage let på. Standen kommer før eller siden. Og når hunden opnår stand næste gang, skal man tage det med samme knusende ro. Desværre er mange tilbøjelige til at styrte af sted mod hunden i håb om at komme så tæt på, at de kan nå at bremse hunden, inden den går fuglene op eller kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Men hunden kan let blive nervøs, når den ud af øjenkrogen ser føreren kommer styrtende. Og eftersom alle antenner er ude i den stærke førstegangsoplevelse, kan den få det indtryk, at den er kommet galt i byen. Den bliver måske nervøs og kan miste grebet om situationen. Resultatet bliver ofte, at fuglene flygter.

         I stedet bør man tage det stille og roligt og gå op imod hunden i normalt tempo. Måske når man ikke op til hunden, før den ryger frem og jager vildtet på flugt. Men i stedet for at ærgre sig, bør man tænke på, at hunden trods alt har fundet vildt. Det er meget positivt. Tilbage er kun at få standen fastankret, og heldigvis er det forholdsvis sjældent, at en hund ikke før eller siden lærer at stå for vildtet. De fleste vil opleve, at deres hund for hver gang står i længere og længere tid. På et tidspunkt lykkes det at komme så tæt på begivenhederne, at man forsigtigt kan forsøge at snakke den sitrende hund til ro. Men overdriv ikke komplimenterne. Nogle hunde vil tage det som en opfordring til at gå fuglene op.

         Det er altid en fordel at nærme sig skråt fra siden, så hunden kan holde kontakt med føreren uden at flytte fokus fra fuglene. På den måde undgår man, at den drejer hovedet, når man forsvinder i dens blinde vinkel. Såfremt hunden ser sig over skulderen, vil den ofte miste det psykologiske jerngreb om fuglene, og de vil da tit lette af sig selv. Er man heldig, når man op på siden og efter en kort, men passende pause, når man måske tilmed at give rejseordre. Standen skal holdes så længe hunden kan og ikke længere. Kommandoen for rejs skal falde i tide. Igen handler det om at flytte grænser. Ikke om at overskride dem.

Når hunden står (boks)

Den højrejste stand regnes for den smukkeste. Men standens positur kan svinge fra situation til situation og fra hund til hund.

         På åben mark, hvor hunden har mulighed for at fange færten på lang afstand, opleves det oftest, at hunden står med højt løftet hoved. Spændt fra snude til halespids. Når færten på kortere afstand rammer hunden som en forhammer, fryser den ofte midt i springet. Kastestanden kan af og til give sig udslag i lidt akavede krops- og benstillinger.

         Jo nærmere hunden befinder sig vildtet, jo lavere holder den i reglen hovedet. Under en jagt i en grusgrav oplevede jeg engang en hund stå for en fasan. Hunden snurrede omkring ved en lille klat fodermarvkål og stod i næste nu som hugget i granit. Jeg var ganske tæt på både hund og fugl og besluttede mig for at trække spændingen. Blot for at se, hvad der skete. I øvrigt er det altid en god idé at reflektere lidt over de enkelte situationer. Der er ikke to, som er helt ens.

         Fasanens fært under fodermarvkålene steg langsomt til vejrs, og i takt med, at lugten bredte sig til de højere, stillestående luftlag, fulgte hundens snude med. Standen, som blev indledt med et lavt point, sluttede således i en smuk højrejst stand.

I reglen har hundens kropsholdning under standen kun kosmetisk betydning. Dog kan den liggende stand være ret upraktisk, da hunden kan forsvinde ud af syne i samme sekund, som den kaster sig til jorden. Af samme årsag foretrækker f.eks. amerikanske opdrættere, at hunden står med højt løftet hale. Ofte er det den lille halespids, der stikker over afgrøden, som afslører hunden.

         Men at føre en stortgående hund er som at styre et fly. Udtrykket blev anvendt af en god ven, som engang solgte en færdigtrænet hund til en pilot, der havde det med at plukke de velsmagende multebær, mens hunden jagtede over fjeldet. Når det drejer sig om styring af en hund, er der ikke noget, som hedder autopilot, forklarede den danske hundesportsmand. Da må man konstant have et øje på hunden.

         Jeg har i mange år anvendt bretons, og selv om en lille rød breton nemt glider i et med efterårsvegetationen, har jeg aldrig oplevet det som et problem. Jagten med den stående hund er primært knyttet til glæden ved at se hunden jage. Derfor går man ikke og plukker bær eller tænker på alt muligt andet, når man er på jagt. Øjnene skal hvile på hunden fra man slipper den, til man atter kobler den. Kommer hunden ikke tilbage fra pilekrattet, hvor man sidst så den forsvinde, betyder det sandsynligvis, at den har stand. Da ved man også, hvor man skal finde den.

         I meget tæt og uoveroverskueligt terræn kan man dog vælge at forsyne hunden med en klokke. Dette er navnlig en fordel, når flere hunde arbejder sammen. Uden klokke kan det være vanskeligt at afgøre, om de knækkede grene stammer fra ens egen hund eller er frembragt under makkerhundens afsøgning. Den lille klokke, der ofte benævnes som en sneppeklokke, kan dog også anvendes, selv om man kun bruger en hund ad gangen. Men strengt nødvendigt er det ikke, såfremt man holder øjne og ører åbne.

Stand uden påvisning af vildt

Det sker, at hunden markerer overbevisende uden at kunne påvise vildt, når føreren kommer frem. Det vil ske for langt de fleste hunde, og så længe det kun optræder undtagelsesvis, er der ingen grund til bekymring. Er det derimod mere reglen end undtagelsen, at hunden står tomt, bør man analysere situationen og forsøge at skyde sig ind på, hvad der er gået galt. Næsten uden undtagelse peger problemets årsag nemlig på føreren.

         Forskellen på den effektive vildtfinder og hunden, som står, hvor der ikke er vildt, er i reglen ikke så stor. Men den effektive hund kan skelne færtindtrykkene. Den bliver ikke hængende ved den efterladte fært, men fortsætter sit søg, indtil den fanger vildtets kropsfært. Den følger med andre ord op på færten eller ignorerer ubetydelig færtstøj og fortsætter sit søgsoplæg. Hunden, der står tomt, virker mere følsom på næsen. Sandheden er dog snarere, at den er mere følsom af sind. I reglen kan den tomme stand forklares med, at føreren har skældt hunden ud, når den har stødt vildtet i forsøget på at nagle det. En anden forklaring kan være, at dressøren er begyndt at blande sig i fuglearbejdet, før hunden fik mulighed for at finde sine egne ben at stå på. På den måde kan hund og fører altså udvikle et uheldigt samspil, hvor hunden standser op og venter på føreren, hver gang den møder det mindste tegn på fugl. Også når den finder kold fod eller gammelt fald. Først når føreren viser sig og siger rejs eller videre, løsner den standen og begynder at søge igen. Såfremt dette uheldige mønster ikke brydes, bliver det blot stærkere og stærkere gang for gang. Uanset hvilken form for indblanding den tomme stand udspringer af, er det derfor vigtigt at få brudt den onde cirkel.

         Føreren må forsøge at få lidt selvtillid ind i hunden igen og for en periode acceptere, at den forsøger at finde sine egen ben at stå på. Bedst er det, hvis man træder lidt ud af den dominerende floklederrolle. Det kan i sig selv give hunden lidt af den manglende selvtillid tilbage. Af samme årsag oplever man også, at ståmiklen forvandles, når den jager med en ny fører. Hunden, der før stod i tide og utide, springer pludselig selvsikkert fra fugl til fugl.

Harestand (boks)

De stående jagthunde regnes som fuglehunde. Men alligevel vil navnlig kontinentale hunde vise interesse for harefært. Af og til sker det også, at den stående hund tager stand for en hare, som trykker sig i sædet. Haren efterlader i reglen kun svag fært, når den sidder i lejet. Af og til kan det medføre, at hunden trækker lidt på færten, inden den står. Derfor er der også en tilbøjelighed til, at haren springer, inden hunden opnår regulær stand.

         Der hersker delte meninger om, hvorvidt en harestand skal opfattes som et plus eller et minus. Jægeren vil i reglen tage det som et spændende indslag i fuglejagten, hvorimod markprøveentusiasten er alt andet end begejstret for hundens interesse for harerne. På en markprøve kan en harestand ikke i sig selv udløse præmie, og derfor er standen i det store og hele uanvendelig for hundesportsmanden.

         Så længe hunden kun reagerer på den fært, der spreder sig fra haren i sædet, er der ingen grund til bekymring, forudsat at hunden kan bremses for haren, når den springer. Men visse hunde kan være så fokuseret på harefærten, at de ikke kan løsrive sig fra den jordbundne fært, en hare har efterladt. Derfor kan et par harer, som har krydset marken, slå den hareinteresserede hunds søgsoplæg helt i stykker. I stedet for at afsøge marken i høj fart og med højt løftet hoved hopper den af sted med snuden i jorden og snuser hver gang, færten fra harens fod bliver særlig stærk. Man kalder dette for nusseri, og bortset fra at det er forfærdeligt at se på, er det alt andet end effektivt. I reglen medfører det, at hunden ikke mærker færten fra markens hønsefugle, før den er så tæt på, at den ganske overraskende skræmmer dem til flugt.

Sekundering

En meget stor del af de jægere, der træner stående hunde, deltager af og til på markprøver. Og på markprøver afprøves hundene altid parvis. På jagt behøver man dog ikke konsekvent at lade hundene arbejde på samme tid.

         Parsøget sætter store krav til hundenes dressurniveau, hvis jagten skal være en nydelse. Blandt andet skal hundene respektere, når makkerhunden pludselig opnår stand. Allerhelst skal den sekundere, altså tage stand på synet af den stående hund. Visse hunde udviser allerede meget tidligt tendens til at sekundere. En aften havde jeg besøg af en bretontæve og hendes 6-7 måneder gamle hvalp. En dansk naturfilm flimrede på skærmen, mens tæven slappede af, og hvalpen vandrede hvileløst rundt på jagt efter lidt eventyr. På et tidspunkt i filmen lettede en fasankok, og den velkendte lyd fik straks tæven til at springe op og stirre intenst mod skærmen. I det samme rundede hvalpen sofahjørnet og fik øje på sin mor i stram positur. Den sekunderede spontant.

         I øvrigt blev hvalpen aldrig den helt store stjerne på marken. Med mindre den arbejdede med en makkerhund, tørrede den hurtigt ud. De første fem-ti minutter kunne den dog virke særdeles overbevisende, men den havde ikke den selvstændighed, der skulle til for at drive den frem i terrænet – slag efter slag. Den var afhængig af vildttætheden og selskabet fra en makkerhund. Til gengæld kunne den sekundere, og i de første par år affandt den sig med at spille andenviolin. Først relativt sent i dens udvikling trådte den ud af rollen som den evige toer og begyndte at gå på jagt for sig selv.

         Har man en hund, der sekunderer spontant, behøver man ikke at arbejde særlig intenst med denne disciplin. Snarere tværtimod. Man risikerer blot, at hunden bruger for meget energi på at holde øje med makkerhunden i stedet for selv at finde vildt. Sekundering bør først komme ind i billedet og træningen relativt sent i hundens uddannelsesforløb. I øvrigt skal man være opmærksom på begrebet negativ sekundering, med hvilket der menes, at hunden holder afstand til hunden i stand uden at sekundere på traditionel vis. Uden at genere afviklingen af makkerhundens situation, fortsætter den sit søg efter vildt. Den negative sekundant finder altså ny fugl og udretter dermed noget positivt uden at spolere makkerhundens stand. Hvorvidt dette er en fordel sammenholdt med den klassiske sekundering, er der næppe noget entydigt svar på. Det er en smagssag, som så meget andet.

Træning af sekundering

Såfremt hunden ikke sekunderer spontant ved mødet med en hund i stand, må man prøve at arbejde med det. Skal hunden fungere på jagt med andre hunde, er det under alle omstændigheder et must, at den ikke stjæler makkerhundens stand i ren og skær jalousi.

De første gange hunden arbejder i marken med en anden hund, fløjtes den ned, når makkerhunden opnår stand. Herefter går man op til hunden og lægger bånd på den. Først derefter går træningspartneren frem til sin hund og beder denne rejse sin fugl.

         Når ens egen hund har været vidne til dette lille skuespil et par gange, begynder den at vise interesse for makkerhundens stand. Måske vil den forsøge at nå op til den for at undersøge, hvad der sker. Den har jo efterhånden erfaret, at den anden hunds stand udløser synet og lyden af lettende fugle. Naturligvis skal hunden bremses, inden det kommet så vidt. Igen lægges hunden i bånd. Men hundens stærke fokus på makkerhundens stand kan udnyttes til indlæring af sekundering. Hunden holdes forsigtigt tilbage og roses, mens den holder fokus på den stående hund. Jo længere tid hunden på den måde kan holdes i standen, jo bedre sætter oplevelsen sig fast. Går det godt, kan man efter nogle øvelser håbe på, at hunden af sig selv sekunderer næste gang, den ser makkerhunden stå for vildt.

         Har hunden derimod held til at komme frem til den stående hund og stjæle standen fra denne, kan man meget vel have taget det første skridt i en negativ retning. Derfor er det også vigtigt, at hundens dressurniveau er på et højt niveau, inden man begynder at arbejde sammen med andre hunde. Denne uskik at sjæle stand kan nemlig udvikle sig til en besættelse og meget konkurrencefikserede hunde, som ikke er godt i hånd, kan have vanskeligt ved at tåle synet af andre hundes succes. Trods førerens højlydte protester styrter de frem mod den stående hund og jager dennes fugle over stok og sten. Ikke sjældent kan oplevelsen virke så provokerende på en ellers stabil makkerhund, at også denne går med på løjerne og kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Det siger sig selv, at man ikke bliver populær blandt ens træningskolleger efter en sådan oplevelse.

Fløjten vigtigst

Den effektive stopfløjte er altså det bedste middel til indøvning af sekundering. Af og til ser man dog jægere, som prøver med mere fantasifulde indslag. F.eks. anvendelse af en stående hund savet ud i krydsfiner. Et arrangeret møde med modelhunden i stand kan anvendes til at fremprovokere en situation, som man kan forhindre udvikler sig i uønsket retning. Ignorerer hunden fløjten og styrter i stedet mod attrappen, vil den blive slemt skuffet, når den er fremme. Og dette kan muligvis være med til at dæmpe dens trang til at komme frem til en hund i stand, næste gang den ser en sådan i levende live. Omvendt har attrappen udspillet sin rolle, og hunden gennemskuet bedrageriet. Attrapperne markedsføres i øvrigt med fjernbetjening, således at den stående hundemodel pludselig kan dukke op i marken som en trold af æske.

         De første gange, hunden møder modellen, skal stopfløjten smælde øjeblikkeligt.

Men indlæring af sekundering eller andre former for jagthundedressur forudsætter ikke anvendelse af mere eller mindre afprøvet isenkram. Dette gælder også indøvelse af sekundering. Til gengæld forudsætter det, at man ind imellem træner sammen med andre hunde, hvilket naturligvis kan være et problem for den jæger, som af den ene eller anden årsag foretrækker at arbejde alene med sin hund. Men navnlig når det gælder respekt for makkerhundens stand, er det vigtigt, at man er to om opgaven. Af og til ser man hundeførere, der trækker deres hund op imod en hund i stand. Først når de føler, de er tilpas tæt på, holder de hunden tilbage og forsøger at lære den sekundering. Men denne løsning må frarådes. Hunden skal bremses i samme sekund, den ser en anden hund i stand. Den må ikke nærme sig.

         En erfaren hund, der kan holde sit vildt i lang tid, er den bedste sparringspartner, man kan ønske sig. Da har man mulighed for at trække hunden op imod den stående hund fra en vinkel, hvor den pludselig får øje på hunden. Den må ikke se den som en prik i horisonten.

I samme øjeblik, hunden ser hunden i stand, holdes den forsigtigt tilbage samtidig med at den roses behersket. Men de arrangerede indslag kan dog aldrig stå alene, og selv om hunden holder afstand til attrappen og hunden, den trækkes op imod, kan alt være ved det gamle, når den ophidset af jagt ser makkerhunden snurre omkring og markere for vildt.

         Stopfløjten er og forbliver trænerens vigtigste redskab, og betyder det, at hunden vælger at sekundere liggende, er dette i sidste ende til at leve med. I øvrigt er det også vigtigt, at man vælger sin makkerhund med omhu. At træne sekundering med en hund, som står i tide og utide, kan ikke anbefales. Makkerhunden må være i stand til at påvise vildt, når den har stand. Ellers mister ens hund troen på kollegaens dømmekraft.

            Skulle det under træningen ske, at hunden finder vildt bag makkerhunden, således at den sekunderende hund optræder i den stående hunds synsvinkel, må man overveje situationen meget nøje. Som hovedregel må man ikke kommandere en hund frem mod en hund i stand. Og selv om makkerhunden reelt set sekunderer, vil hunden alligevel få den opfattelse, at den nu pludselig sendes frem mod det, den har lært at holde sig tilbage for. Derfor kan det være en god idé, at man selv rejser fuglen, mens hunden holdes tilbage i snor. Derved kan den tilspidsede situation reddes.

Rejsning af vildt

Det er afgørende, at hunden vil rejse vildtet, når jægeren er fremme og med ordene rejs eller avance beder hunden gene vildtet til flugt. Navnlig ved jagt på fasaner er det en stor fordel, at hunden vil gå frem og sende den trykkende fugl på vingerne, så jægeren kan afgive skud.

Der er flere teorier om, hvilken form for rejsning, der er mest effektiv. Alle er dog enige om, at den skal være præcis. Uanset om hunden forsigtigt nærmer sig, eller om den flyver frem som skudt ud af en kanon, skal den altid vide, hvor den har sin fugl.
I Danmark er der tradition for at favorisere hunden, som rejser hårdt, hvorimod man i de sydeuropæiske lande foretrækker en hund, som mere behersket går vildtet op. Begge metoder har ulemper og fordele.

         Kanonrejseren sender vildtet på flugt – hårdt og uden slinger i valsen. Den temperamentsfulde ekspedering virker overbevisende og er i mange situationer også en fordel. Fuglene letter øjeblikkelig, når de ser stenstøtten eksplodere i et tigerspring. Fasanen når ikke at flytte sig og tager til vingerne uden først at løbe et par meter eller tre. Og den dag hunden står for en fasan i læbæltet, er det en fordel, at den kan sende fuglen på vingerne øjeblikkelig, så den bliver på den rigtige side af hækken. En mere behersket rejsning kan medføre, at fuglen når skjul og først letter, når den er beskyttet af læbæltet.

         Men selv kanonrejseren kan komme til kort, når den møder en dreven fasankok. Under en jagt langs en røromkranset kanal blev der pludselig stille. Hunden havde stand. Jeg kunne ikke se den, men kommanderede rejs, da jeg ikke ønskede at mase mig ud i rørskoven, der var tæt som en mur. Hunden havde i reglen en meget hård rejsning, og da jeg sagde rejs, var det som at slippe en spændt fjeder. Hunden sprang gennem de tætte rør. Men reaktionen udeblev. Fasanen viste sig ikke, og i stedet blev der atter stille. Jeg kommanderede endnu engang rejs, men med samme resultat. Rør der sprang efterfulgt af total stilhed og endnu en stand. Tredje gang er lykkens gang, tænkte jeg, og endnu en gang var det som at sende et levende projektil gennem rørskoven. Denne gang udeblev reaktionen ikke. Men i stedet for skål og lyden af baskende fasanvinger lød der et ordentlig plask. Hunden var sprunget på hovedet i kanalen. Kokken havde trukket det længste strå og sejrsikkert lettede den fra rørskoven med skål og sjaskvåde halefjer.

         Selv om eksemplet er atypisk, viser det, at det er en fordel, at hunden kan rejse sit vildt, selv om jægeren står på afstand af den. Selv om fasanen blev rejst i tre tempi, gik hunden hårdt på fuglen hver gang, der blev kommanderet rejs. Og det er trods alt det vigtigste. I mange tilfælde er det også en fordel, hvis afstanden fra hunden ud til den trykkende fugl er stor. Rejsningen i flere tempi giver da jægeren mulighed for at følge med. Men hunden må virkelig gøre et forsøg på at rejse vildtet. Den skal altså avancere nogle meter, inden den igen glider ind i standen. Et par demonstrative ryk imod fuglen kan næppe kaldes et rejsningsforsøg og vil – såfremt det gentager sig – nærmere blive behæftet med den lidet flatterende benævnelse: en træg rejsning.

         Tilhængerne af den mere beherskede rejsning hævder ofte, at kanonrejseren tit kommer for langt frem i terrænet, før vildtet går på vingerne. Dermed bliver skuddet langt og stressende. De foretrækker i stedet, at hunden langsomt går mod fuglen, så hundeføreren har mulighed for at følge med. På den måde er der mere tid til at afgive skud, når vildtet sendes på vingerne.

         Hvad man foretrækker er i sidste ende mere en smagssag, end det er et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Vigtigst er det, at hunden vil rejse i samme sekund, den får tilladelse, og at den som nævnt er præcis under sin avancering.

Træg rejsning (boks)

Man skal være klar over, at nogle hunde ikke vil rejse, og gennem tiden er der skrevet mange linjer om dette problem. Til gengæld er man enige om, at problemet er vanskeligt at løse, og nogen universalløsning eksisterer ikke. Ja, ofte findes der slet ingen løsning.

         Problemet kan være medfødt eller skyldes, at føreren har råbt dææææk, hver gang hunden jager fuglen på vingerne. Mange træge rejsere har utvivlsomt fået den forkerte opfattelse gennem forkert dressur. De tror ganske enkelt, at det er forbudt at jage vildt på vingerne. Bl.a. derfor er det vigtigt, at man er positiv og roser hunden, når den finder vildt. Også i de tilfælde, hvor den var knap så rolig som ønskeligt. Kald hunden ind til det sted, hvor den stod for fuglene og ros den og fortæl den, at det var godt, at den fandt vildt. Mange bruger konsekvent at rose unghunden hver gang, den finder vildt. Også selv om den – bevidst eller ubevidst – kommer galt af sted og måske støder eller ligefrem preller lidt. Ved at rose hunden i tilknytning til det sted, hvor der lugter af vildt, vil man skabe de rette associationer mellem vildtfært og ønsket adfærd. Undgå dog at hunden roder rundt i lejet og træk den om nødvendigt forbi det sted, hvor fuglene lå, inden den slippes igen.

dddd

Søget

Jagten med den stående hund er i udpræget grad afhængig af dens evne til at afsøge terrænet systematisk. Den må udnytte vind og terræn så godt som overhovedet muligt. Ikke mindst i dag, hvor chancerne for at møde vildt i det åbne land er så beskedne, som tilfældet er. Der er ikke råd til at spilde chancer, og derfor skal et skolet søg stå meget højt på listen over dressurmål. Ikke meget er mere ærgerligt end at se markens eneste hønseflok lette uden for skudhold, ganske enkelt fordi hunden ikke formåede at bringe sig i god vind af fuglene.

Den stående hunds afsøgning af marken kan sammenlignes med et sejlskib, der i et modvindskryds skærer sig op imod vinden. Ved terrænets afgrænsning skal hunden vende snuden og søge mod markens modsatte skel eller markering. På den måde fortsætter den frem og tilbage, indtil marken er finkæmmet og afsøgt for luftbåret vildtfært.

         Det er vindretningen, som er bestemmende for, hvordan hunden vælger at afsøge marken. Derfor skal hunden så vidt muligt altid slippes i modvind, da dette giver det mest regulære søgsoplæg. Kommer vinden skråt på marken, vil det virke, som om hunden søger frem i terrænet i stedet for at afsøge det på bredden, som den burde. Men hundens udnyttelse af vinden og terrænet er mest effektiv, når den arbejder næsten vinkelret på vindretningen. Derfor skal man altid stikke en finger i vejret, inden man begynder at blande sig og justere hundens søgsoplæg. Selv om vinden blæste ret på marken, da man slap hunden, kan det være, at vinden længere fremme i terrænet blæser fra en helt anden retning. En jagtforstandig hund vil straks tage højde for de nye vinde og ændre strategi og oplæg. En jagtforstandig fører vil gøre det samme.

         Hundens afstand mellem slagene vil afhænge meget af vind og terrænforhold. På åben mark er der langt mellem slagene, hvorimod en afsøgning af f.eks. roemarker kræver, at hunden nærmest pakker marken ind i snævre slag, så der ikke opstår færtlommer bag den. På åben mark er 20-40 m mellem slagene ofte passende, dog afhængig af den pågældende dags færtforhold. I roemarker og andre former for vindhæmmende terræn er 7-12 m mere normalt. Det betyder også, at hunden på flade stubmarker kan afsøge et langt større område, end den kan i f.eks. en tæt knæhøj mark med rodfrugter.

Fremdrift i søget

Der skal i sagens natur være fremdrift i søget. I modsat fald vil hunden løbe frem og tilbage i samme rille. Dette er dog sjældent et problem. Langt de fleste hunde vil gerne frem mod nye områder, og derfor sker oftere det modsatte, nemlig at søget bliver for åbent og fremadrettet. Navnlig når hunden ikke rigtig tror på, at der forefindes vildt i området. Da fristes den til at tage let på opgaven.

         Især på vintersædmarker, hvor der i jagtsæsonen sjældent forefindes vildt, kan det være vanskeligt at holde hunden på marken. Da vil den hellere anvende ressourcerne på læbælter, remiser og lodne markskel. Naturligvis fordi den både erfaringsmæssigt og instinktivt ved, at det ofte er i sådanne biotoper, vildtet skal findes. Men uanset hvor effektiv biotopsøgeren måtte være, er det vigtigt, at det er føreren, der bestemmer jagtens gang. Og markerne skal afsøges korrekt. Fasanen, der gemmer sig i læbæltet, skal hunden nok arbejde sig frem mod. Om ikke før så siden. Ærgerligt er det under alle omstændigheder at gå frem mod hunden, som har stand langt fremme i terrænet, og undervejs støde en flok høns eller to. Hunden må altså lære, at den skal tage chancerne, som de ligger. Set over en sæson eller to er der heller ikke meget tvivl om, at det systematiske søg giver langt flere jagtbare situationer end det mere tilfældigt anlagte søg efter smørhullerne i terrænet.

Biotopsøgeren

Myten om biotopsøgerens fortræffeligheder får dog ny næring, når den velskolede hund arbejder sammen med en selvstændig hund, som primært går efter at finde fugl så hurtigt som overhovedet muligt. Også selv om det sker på bekostning af søgets grundighed. For naturligvis vil den hund, som kommer først frem til markens udyrkede pletter, have større chancer for at finde fugl. I visse terræntyper vil den skolede hund aldrig opnå en chance, når den arbejder med en hund, som fra begyndelsen insisterer på at komme først fra start og til mål. I det lange løb vil den velskolede hund, der kommer ud til kanterne og får hele marken med, dog løbe med sejren og titlen som den bedste vildtfinder. Derfor er det vigtigt, at føreren holder den unge hund tilbage og viser, hvordan terrænet ønskes afsøgt.

         Kontrollen må dog aldrig blive på bekostning af hundens jagtglæde. Hunden skal søge kontrolleret, men uhæmmet. Man kan nemlig ikke tvinge hunden til et effektivt søgsoplæg. I hvert fald ikke uden at det går ud over dens evne til at finde vildt. Naturligvis er det formålsløst at fremelske en dressurbundet hund, som løber pænt og systematisk fra side til side uden at bringe sig for vildt. Derfor kan man kun med diskrete vink og fagter vise hunden til rette. Som hovedregel er det nemlig hunden selv, der skal have overblik over terrænet. Og derfor er det vigtigt, at man også overlader initiativet til hunden. Man kan vise hvilket terræn, der skal afsøges. Men hvordan det skal afsøges, må man lidt forenklet sagt lade hunden om at bestemme.

         Ad åre vil den stående hund således udvikle et ganske imponerende overblik over sit terræn. Trækker den på en fært i venstre side af marken, kan det betyde, at den kommer for langt frem i terrænet, når den atter søger ind mod marken. Men da vil den falde tilbage i terrænet og på den måde undgå at efterlade uafsøgte områder bag sig. Det ser ganske imponerende ud, og man kan kun undre sig over, hvordan den kan have dette overblik. Navnlig når man tænker på, at hundens oversigt set fra et hundeperspektiv må være ret begrænset.

         Som nævnt er det åbne søg generelt det største problem blandt stående hunde. Omvendt ses også hunde, som ikke har tilstrækkeligt drive i søget. Hunden skal frem i terrænet og lægge pres på vildtet. I modsat fald overlades initiativet til fuglene. Navnlig i områder, hvor fasanerne eller agerhønsene har mulighed for at løbe uset ud af terrænet, er det vigtigt, at søget er både bredt og frem for alt fremadrettet. Af og til ser man dog hunde, som søger frem og tilbage som et pendul uden at komme videre. Det skyldes ofte, at de er for knyttet til deres fører og ikke søger frem i terrænet, før de presses. At hunden under søget tilpasser jagten i forhold til føreren er naturligvis meget positivt. Omvendt er det vigtigt, at hunden udnytter sine ressourcer så effektivt som overhovedet muligt. Derfor skal den ikke bruge mere tid på afsøgningen end højst nødvendigt. Den skal med andre ord sørge for, at afstanden mellem slagene er så store, som færtforholdende tillader. I modsat fald vil den spilde kræfter, som den måske får brug for senere på dagen.

         På smalle marker kan det være vanskeligere at finde balancen mellem førerkontakt og fremdrift. På den ene side risikerer man, at hunden har afsøgt marken, inden man er nået mere end nogle få meter frem i terrænet. På den anden side er der fare for, at hunden går i selvsving og blot løber initiativløst frem og tilbage. Bedst undgår man problemet ved kun at lade den mindre erfarne hund søge på brede marker, som giver den unge hund tilpas albuerum.

Søget er adelsmærket (boks)

Den stående hunds adelsmærke er søget. Det skyldes ikke kun den visuelle oplevelse, det er at se den hurtige hunds friktionsfrie løb over markerne. Hundens søg er i bund og grund hundens jagt, hvor jagtens udbytte og håndgribelige resultat afhænger af dens evne til at holde ikke blot en, men en helt række bolde i luften på en gang. Således skal hunden tage hensyn til både vindretning og styrke, luftfugtighed og temperatur, jæger og makkerhund samt vildtet og terrænforholdende. Hunden må lære at tilpasse sit søg til de konkrete forhold, og derfor skal der meget træning og mange timers arbejde til, før den stående hunds format er fuldt udnyttet. Vel kan de fleste stående hunde løbe ud på marken og tage stand for en fasan eller agerhøne. Men at opnå en stående hund, der arbejder klogt på vind og terræn, er dog en helt anden opgave. Desværre har kun de færreste mulighed for at give hunden alle de oplevelser, der skal til, for at terræn- og jagtdressuren kan kaldes fuldendt.

Søget grundlægges tidligt

Hundens forståelse for at udnytte vinden grundlægges meget tidligt i dens liv. Under de tidlige apportøvelser vil hunden lære at anvende vinden, ligesom den modtager en meget stor del af sine informationer via luftvejene. Derfor er udnyttelse af vinden ikke noget, som hunden først skal lære, når man begynder på mark- og terrændressuren. Alligevel er der en tendens til at hunde, der i en meget tidlig alder har haft mulighed for at krydssøge, lægger ud med en større grundforståelse end hunde, der ikke er præget på at krydse op i vinden.

         Det må derfor tilstræbes, at man så vidt muligt altid slipper hvalpen i modvind, når man går tur med den. Man kan evt. tilrettelægge sine daglige lufteture således, at man går ud i modvind, hvor hunden er fri, og går hjem i medvind, hvor hunden er koblet. Ligeledes er det en god idé at opsøge marker med langt græs på et meget tidligt tidspunkt i hundens liv. Her opmuntrer man hvalpen til at følge én, mens man siksakker frem imod vinden. Det høje græs tvinger i positiv forstand hvalpen til at løfte hovedet, og i reglen fatter den lynhurtigt systemet. Måske vil man opleve, at den tager teten og af egen fri vilje krydser frem i vinden som en dreven hund, der ikke har lavet andet. Det er der ikke noget underligt i. Generationers målrettede avlsarbejde har sat sit præg på alle racer, og selv om hunde i reglen bliver gode til det, de anvendes til, vil de enkelte racer alligevel være genetisk programmeret til at udføre de opgaver, de er tiltænkt. En retriever er programmeret til at apportere, en stående hund til at søge på vinden.

Den første søgslektion

Inden hunden er klar til at søge i marken, skal den være mentalt modnet, og jagtlysten aktiveret. Hunden kan og skal ikke motiveres til at søge.

         Viser det sig, at den fjoller rundt på det tidspunkt, hvor man havde tænkt at begynde på markdressuren, må man vente, indtil hunden viser forståelse for, hvad det drejer sig om. I reglen vil man dog under de daglige lufteture få en fornemmelse af, hvor hunden befinder sig i sin udvikling.

         På et tidspunkt gik jeg med en bretonhvalp, som selv, når jeg slap den, undlod at vige fra mine bukseben. En mørk og blæsende efterårsaften slog vildskaben dog pludselig ned i den. Med ét for den ud til siden og tilbage igen. Sekundet efter gentog det sig. Igen et udslag på 20-25 m. Den pludselige trang til at slippe hæmningerne stod på i ganske få sekunder, hvorefter den atter indfandt sig i betryggende nærhed af mine støvler – tydelig overrasket over de kræfter, der så pludselig havde hjemsøgt den. Men allerede dagen efter gentog fænomenet sig, og for hvalpen blev den blæsende efterårsaften et vendepunkt i dens liv. Den hængte aldrig siden i mit bukseben og uanset, hvor lang jagtdagen havde været, og hvor meget den havde ydet, forsøgte den altid at finde vildt. Og altid i galop og med en utrættelig tro på, at der med garanti var et eller andet i næste slag. Selv da jeg gik den sidste tur med den i en alder af kun 8 år, forsøgte den, plaget af gigt og smerte, at finde vildt. Den skulle altid lige!

Søg i ukendte områder

De første ture i marken bør henlægges til områder, hvor risikoen for at møde vildt er næsten ikke eksisterende. Ironisk nok er det ikke særlig vanskeligt at finde sådanne områder i dagens kulturlandskab.

         I første omgang drejer det sig om at få indlært principperne i søget. Først senere skal hunden præsenteres for vildt som agerhøns, fasan og – ikke mindst – harer. Det er en fordel, at man fra første færd forsøger at etablere en række rutiner, som hunden kan kende fra gang til gang. F.eks. er det en god idé at køre eller cykle ud til det område, som man agter at starte hunden på første gang. At forsøge sig på de områder, som man normalt lufter hunden på, er ikke en god idé. Navnlig ikke, hvis området også anvendes af andre hundeejere. Andre hundes store og små visitkort vil da bremse søgsoplægget og forhindre, at søget opnår den rytme og kontinuitet, som ønskes.

         Når hunden begynder på markdressuren, er det i en periode slut med at løbe rundt på må og få. Kun på velkendte arealer bør den slippes for at tømme sig og evt. strække benene og føle sig fri, hvis de mange indtryk under dressuren ser ud til at hæmme den.

Ved at holde hunden koblet mellem søgslektionerne opnår man et mere eksplosivt take off, når hunden slippes. Den kraftige acceleration er et godt afsæt, og selv om de første slag kan bære præg af lidt for meget overskud, vil hunden snart føle glæde ved at løbe frit. Og er kontakten til føreren ellers i orden, vil den tilrettelægge sit søg efter dennes placering i terrænet.

         I begyndelsen er det vigtigt, at man viser hunden til rette ved at krydse frem og tilbage over marken i god fart. Derved lærer hunden systemet, og den hund, der på et tidligt tidspunkt lærer at udnytte vinden, vil snart falde ind i rytmen og lægge sig på vinden, alt imens den søger frem og tilbage over terrænet.

Justerer med følelse

I begyndelsen må man se gennem fingre med skønhedsfejlene. F.eks. kan man ikke forvente, at hunden altid kommer helt ud til markens kanter. Mere sandsynligt er det, at den vender omkring nogle meter, før den når afgræsningen. Det skal man ikke bekymre sig om. Når først hunden har erfaret, at der af og til findes vildt i de lodne skelkanter, efterlader den ikke disse uafsøgt. Tværtimod kan interessen for skellene blive så voldsom, at hunden hænger for længe på kanterne på bekostning af afsøgning af selve marken.

         Det skal også forventes, at hunden af og til vender tilbage mod sin fører, hvis den pludselig føler, den er kommet for langt frem i terrænet. Også dette skal man tage positivt. Men prøv at animere hunden til at søge på bredden, når den er på vej tilbage. Al indlæring af søget skal foregå som animering. Man kan ikke tvinge hunden til at søge ud til kanterne. Kun vise den hvad man ønsker. Det er dog særlig vigtigt, at man er opmærksom på, at hunden vender rigtigt, når den er på vej mod markens kant. Hunden skal da vende op imod vinden. Slår den tilbage i vinden, vil den afsøge det terræn, som den én gang har afsøgt, hvilket er alt andet end effektivt.

         I reglen kan man se, om hunden gør tilløb til denne uheldige kovending. Derfor drejer det sig om at flytte egne ben så hurtigt som muligt, samtidig med at man vifter hunden frem mod terrænets kant. Derved kan man foregribe, at hunden slår tilbage i terrænet. En af årsagerne til, at hunden kovender, er i øvrigt, at den søger kontakt med sin fører. Derfor er det vigtigt, at man bevæger sig på tværs af marken, og hele tiden giver hunden en mulighed for at se, hvor man befinder sig. Når den under søget kaster et blik på føreren, kan man bekræfte den i dens søgsretning og med hånden pege i samme retning, som den søger. Derved stiger lysten og troen på, at den gør det rigtige. På sigt skal man dog holde hænderne i ro, da de evige retningsbestemmelser kan påvirke hundens selvstændighed.

         Såfremt en hund konsekvent kovender, må man søge ud til den side, hvor problemet er størst. Ofte er det kun en af siderne, der volder problemer for hunden. Ved at placere sig forholdsvis tæt på markens afslutning kan man nemmere gribe ind og presse hunden frem i terrænet, inden den vender omkring.

         De fleste hunde, som er i besiddelse af jagtlyst og selvtillid, vil sjældent vende forkert. Forkerte vendinger hører da også til de mindre almindelige problemer. Mere almindeligt er det, at hunden søger for offensivt og ikke får marken helt med i sit oplæg. Navnlig under afsøgning af marker, som hunden ikke tror på, er den tilbøjelig til at gå lidt useriøst til værks. F.eks. vil hunden, der aldrig har fundet vildt på en grøn vintersædmark, være tilbøjelig til at lægge så stor afstand mellem slagene, at f.eks. trykkende agerhøns kan gemme sig, uden at hunden kan færtlokalisere dem. Ligeledes kan den have tendens til at skære hjørnerne af. Ofte er det åbne søg en direkte udspringning af manglende bredde på søget.

         På sigt må man naturligvis insistere på, at hunden går grundigere til værks. Kan man ikke på grund af afstanden til hunden med arm- og håndbevægelser vise den, at den skal søge helt ud til kanten, før den vender, må man fløjte den ned. En jagtglad hund bryder sig ikke om at blive afbrudt i sit arbejde, og når man med hånden viser den retningen og sender den af sted igen, ved den godt, hvad der forventes. Ellers må den atter bremses.

Den først mark (boks)

Rammerne omkring hundens første marksøg skal være afgrænsede. Bedst er det, at der er tydelig markeringer i form af markant anderledes afgrødetyper. F.eks. stubmark omkranset af en pløjemark eller mark med høstet majs. Marken skal være langt fra trafikeret vej, da man kan miste kontrollen over hunden under de første lektioner. Navnlig hvis en hare pludselig blander sig i undervisningen. Af samme årsag er det en fordel, at man starter op på marker, hvor chancen for at møde hare og andre former for vildt er minimal.

Forbigåelse af vildt

Hundens søg skal være så velskolet, at den ikke efterlader vildt bag sig. Navnlig hundetrænere med kontinentale hunde ser med stor ærgrelse på den fugl, som trædes op bag hunden. Altså i det område, som hunden allerede har afsøgt. Ejere af de mere stortgående engelske hunde anser ligeledes forbigåelse af vildt som en stor synd. Dog med knap så stor alvor som ejere af ruhår, korthår og weimaranere etc. Denne toleranceforskel skyldes, at de engelske racer er skabt til jagt i store, nærmest grænseløse områder, hvor der var langt til skel og nabo. At hunden gik lidt for stort og åbent betød ikke så meget. Den vandt det mistede ind, da den kom over et større område. Set over dagen som helhed tabte den lidt på gyngerne. Til gengæld vandt den på karrusellerne. Derfor havde det oprindelig kun mindre betydning, at hunden sløsede lidt med afsøgningen et sted eller tre.

         Den kontinentale hund er fremavlet under helt andre vilkår. De fleste racer så dagens lys hos jægere, som ikke havde grænseløse terræner til rådighed. Grundighed i søget var derfor afgørende. Ikke mindst da det nedlagte vildt spillede en rolle i husholdningen. Når man var på jagt, var det afgørende at få alle chancer med, og det var grundighed frem for sporten, der oprindelig prægede avlen og dressuren af de kontinentale hunde. Selv om tiderne har skiftet adskillige gange, siden de fleste engelske og kontinentale racer så dagens lys, hænger den gamle opfattelser stadig ved i mange kredse.

         I princippet er der dog ikke forskel i vurderingen af de to jagthundetypers søgsoplæg. I dag må også ejere af engelske stående hunde affinde sig med, at terrænet ikke er grænseløst. De stående engelske hunde er for længst blevet folkekære og folkeeje. De er ikke længere forbeholdt velhavere og andre med adgang til vidtstrakte terræner. Både skolelæreren og håndværkeren vil have sit mere beskedne jagtterræn grundig afsøgt, når han eller hun er på jagt med sin setter eller pointer. Men selv om hunden nærmest pakker marken ind i tætte veldækkende slag, kan det ske, at den går forbi vildt, som den ikke bemærker.

         Vinden arter sig ikke altid, som det umiddelbart ser ud til. Således er det ikke ualmindeligt, at vinden kan løbe i forskellige retninger på samme mark. Navnlig når fuglene raster og ikke søger føde, er der en tendens til, at de finder et sted med læ. Og et sted med læ er også et sted med dårlige færtforhold. Derfor er det også bedst at jage hønsefuglene på det tidspunkt af dagen, hvor de søger føde. En flok agerhøns, der har klumpet sig sammen under siestaen, fylder ikke meget. Ligger de uheldigt på marken, kan de snildt putte sig mellem slagene, uden at hunden bemærker dem.

         Fugle, der opholder sig ved skel, diger og læbælter, kan ligeledes ligge i en lomme, hvor færten bæres op i vinden og bort fra markens overflade. Heller ikke her efterlades den stående hund mange chancer.

Slået på fugl

Når hunden gang på gang bliver slået på fugl, som man siger, når makkerhunden finder fugl i samme terræn, er der grund til at være på vagt. Sandsynligvis er det ikke næsen, der er problemer med. Mere sandsynligt er det, at hunden ikke er så koncentreret, som man kunne ønske. Englænderne kalder ofte den type hund for en joyrunner, altså en hund, som elsker at løbe uden egentlig at have et formål med det. Som tidligere nævnt vil kun den hund, som er 100% fokuseret på at finde vildt, også finde det. Måske kan fældning af vildt få lidt alvor ind i søget.

         En spinkel hanhund, som jeg engang trænede, var en vaskeægte vildtfinder, som jeg havde store forventninger til. Hunden var meget blød af sind og krævede næsten ingen dressur. Alle antenner var slået ud for at behage mig, og i en meget tidlig alder var markarbejdet stort set færdigt. Desværre blev den under en af dens første jagter overfaldet af ikke blot en, men to hunde. Første gang det skete var i ren og skær aggression, da den kom for tæt på makkerhunden. Denne oplevelse rystede den af sig. Senere, under samme jagt, blev den igen genstand for overgreb. Denne gang fordi en ny makkerhund sandsynligvis tog den for et stykke vildt, da den i fuld firspring drønede forbi i den meterhøje sivskov. Overfaldet var brutalt og værst af alt; det kom som et lyn fra en klar himmel. Resten af dagen hang hunden ved mine støvler. Jeg undlod at deltage på jagt med hunden i en periode og gav den under træningen i marken lidt længere snor, end den ellers havde fået. Snart var alt ved det gamle, og jeg følte, at tiden var moden til en lille fasanjagt med en anden hund.

         I begyndelsen hvilede det ene øje konstant på makkerhunden, mens den holdt sig på behørig afstand. Da de første fasaner lettede, smed den dog lidt af sin ængstelse. Men desværre blev den kort tid efter atter bekræftet i sin mistro. I skoven var der nemlig – uvist af hvilken grund – trukket en strømførende tråd, og naturligvis ville skæbnen, at hunden løb på tråden, netop som den passerede makkerhunden. Tilliden var definitivt brudt, og selv om hunden ad åre lærte at søge med andre hunde, blev den aldrig helt tryg ved situationen. Og dens manglende tillid kostede koncentration, og under jagt, hvor der deltog andre ukendte hunde, var dens evne til at finde vildt kun en skygge af sig selv.

Rapportering

I Danmark, hvor de stående hunde primært anvendes i overskueligt terræn, er det ikke nødvendigt, at den stående hund rapporterer – altså forlader standen for at hente sin fører og lede denne frem mod fuglene. Alligevel kan det i visse tilfælde være en stor fordel, ligesom det under alle omstændigheder er et charmerende træk. Desværre er det ikke altid, man er opmærksom på de signaler, hunden sender, når den vender tilbage til sin fører. Ofte kommer den lidt undskyldende. Andre gange lidt legende. I begge tilfælde forsøger den tydeligt at fortælle et eller andet. Ved at virke imødekommende og af bedste evne tyde hundens signaler vil den måske forsøge at trække én i den retning, hvor den har fundet fuglene.

         Engang havde jeg en tæve, som lå med hvalpe. De sidste uger med hvalpene trættede, og en eftermiddag besluttede jeg mig for at køre en tur i marken med hende. Trods det at hun var hæmmet af de mælkefyldte kirtler, arbejdede hun fornuftigt og opnåede relativt hurtigt et par situationer. På vej hjem fandt hun en fugl ved kanten af en stribe brakmark, der næppe var mere end 20-25 m bred. Skulle jeg over til hende, skulle jeg springe over en bred og fedtet grøft, hvilket jeg ikke umiddelbart havde lyst til. Derfor besluttede jeg at gå en bue oven over hende, således at jeg kunne passere grøften via en overkørsel. Men da jeg begyndte at gå ud af syne, blev tæven nervøs. Givetvis var det moderinstinktet, som nu pludselig blandede sig i jagtinstinktet, og da jeg fortsatte, så jeg hende gøre noget, jeg aldrig tidligere havde set hende gøre. Hun bakkede ud af standen. Kort tid efter søgte hun helt op til mig, hvilket hun heller aldrig gjorde, med mindre hun blev kaldt ind. Havde jeg ikke set optrinet, havde jeg næppe tænkt dybere over situationen. Da havde jeg givetvis blot undret mig lidt og sendt hende i søg igen.

         Men spændt på at se, hvad der skete, besluttede jeg mig for at lade hende lede spillet. Og fasanen havde hun ikke glemt. Hun havde stadig et regnestykke at gøre op, og med vinden ind fra ryggen gik hun tilbage mod det sted, hvor hun stod for fasanen. Fremrykningen i brakmarken var yderst forsigtig og for hvert skridt kiggede hun fra side til side, som om hun ledte efter fasanen med øjnene. Fremrykningen tog lang tid, men jeg sagde ingenting og fulgte bare med. Omtrent hvor hun stod første gang, strammede hun op og tog stand. Jeg kom bag om hende og stirrede gennem græsset og fik et af de i øvrigt ret sjældne øjeblikke, hvor man ser en vild og trykkende fasan i øjnene. Fuglen blev rejst, og vi gik hjem. Begge en oplevelse rigere.

         Efterfølgende har jeg været lidt mere opmærksom på de signaler, som hunden sender, når den vender hjem til sin fører. Engang gik jeg med en ung hund, som løb tilbage til mig, når den havde stødt en fugl langt fremme i terrænet. Den forsøgte helt tydeligt at fortælle mig et eller andet.

         Hundens rapportering udspringer af dens forståelse for, at jagten er et teamwork, hvor den er afhængig af flokkens øvrige medlemmer. Ikke mindst flokkens leder. En gang overværede jeg et dressurkursus, hvor de mere erfarne hunde skulle apportere ræv for første gang. Ræven var gemt i langt græs, og hundene, der aldrig havde haft ræv i munden før, blev en efter en sendt ud i terrænet med ordren søg apport. I reglen var hundene hurtigt fremme ved den stærkt lugtende ræv. Men ingen af hundene bragte den hjem. Enkelte forsøgte, men opgav, da apporten var for tung og uhåndterbar.

         Reaktionen kan næppe overraske nogen, men til gengæld var nogle af hundenes reaktioner overraskende. Flere af dem vendte nemlig hjem logrende og dansende foran deres fører. En enkelt forsøgte endda meget tydeligt at lokke sin ejer med ud til det bytte, den havde fundet. Det kunne jo være, at floklederen, som i hundens øjne kan alt, også var i stand til at klare denne opgave. Desværre blev hundens tydelige rapportering ikke mødt med forståelse. Tværtimod. Hundeføreren følte sig krænket over, at hunden, som skulle apportere, hvad den havde fået besked på, i den grad svigtede ham. Brummen blev sat på og apportordren gentaget højere og meget bestemt. Der blev bakset med lidt tvangsapportering, men alt endte i fiasko og sænket hale. Ingen kom hjem med ræven.

Maskinsøg eller jagtsøg

Danske jægere, som overværer en markprøve afholdt syd for landegrænsen, vil ofte overraskes over hundens meget maskinelle søgsoplæg. De højt præmierede hunde vil afsøge marken i et særdeles veltilrettelagt søg. Navnlig hunde, der afprøves på de populære Hubertusprøver søger meget disciplineret. En af de væsentligste årsager er, at hundene her afprøves enkeltvis. Dermed bliver de ikke presset frem i terrænet af en makkerhund.

Set i fugleperspektiv søger hunden som efter et fastlagt mønster, og den lader sig ikke slå ud af kurs af svage færtindtryk. Først når den fanger fært af vildt, slår den bremserne i og tager stand. Det ser meget overbevisende ud, og er uden diskussion også effektivt. Dog hører man af og til kritikere, som kalder det maskinsøg, idet de påstår, at hunden er så opsat på at følge systemet, at den ikke finder vildt i samme udstrækning, som den hund, der arbejder i et mere naturligt anlagt jagtsøg.
Om man skal foretrække jagtsøg eller maskinsøg vil afhænge meget af den jagtform, man dyrker og ikke mindst den type terræn, man jager i. På fjeldet, hvor vinden ofte svøber og efterlader store færtløse lommer, kommer jagtsøget til sin ret. Her er det en fordel, at hunden primært koncentrerer sig om de områder, hvor den erfaringsmæssigt ved, at der er størst chance for vildt. Ligeledes er f.eks. norske og svenske rypejægere ikke begrænset af skel på samme måde som jægerne i lavlandet. Derfor kan de tillade, at hunden efterlader uafsøgt terræn bag sig, da den i stedet anvender energien i de områder, som er mest lovende. En fjeldhund vil i mange situationer arbejde som en decideret biotopsøger og fokusere på at undersøge fjeldets mest vildtrige partier.

         I det dyrkede land, hvor vinden i reglen er mere jævn og konstant, vil maskinsøgeren derimod drage fordel af sin uddannelse, og med mindre fjeldhunden omskoles, vil hunden med det skolede søg finde flere fugle og skabe flere jagtbare situationer end fjeldhunden

Vindende slag (boks)

Hønsefuglene vil i reglen opholde sig tæt på markens skel, hvor de kan finde føde, skjul og læ. Derfor er det ofte ved markens begyndelse og afslutning, at man skal finde fuglene. Det siger sig selv, at hunden bør få hele marken med fra begyndelsen. Mange hundeførere er dog tilbøjelige til at slippe hunden i selve marken, således at hunden løber lidt frem i terrænet, inden den lægger sig på vinden og begynder afsøgningen. Denne fremgangsmåde medfører, at hunden ikke kommer i vind af det vildt, som trykker ved markens kant. Under træningen i marken er det derfor vigtigt, at man konsekvent viser hunden, at den skal begynde med at afsøge kanterne, inden den arbejder sig ind på marken.

         Dette første slag kaldes ofte det vindende slag, da mange hunde gennem tiden har afgjort en markprøve til egen fordel ved at finde fugl i netop allerførste slag. På en vinderklasseprøve vil den hund, der først finder fugl, opnå et stort plus i dommerbogen. Man siger, at den har slået den anden hund på fugl.

         Det er i reglen ganske enkelt at lære hunden at begynde afsøgningen ved kanterne. Med tydelig retningsangivelse sendes hunden af sted langs markens kant. Skærer den ind i marken, må den fløjtes tilbage og begynde forfra. Dette kan gentages et par gange, men under de første lektioner må man stille sig tilfreds med, at hunden løber nogle meter langs kanten, inden den fortsætter ind i marken. Gang for gang skal man dog insistere på, at den tager mere og mere af kanten med. Men forlanger man for meget under de første øvelser, kan hunden blive forvirret og tabe modet.

Søg i skov (boks)

I Danmark har vi lange og stolte traditioner for at træne de stående hunde til markjagt. Både forår og efterår bruges der meget energi på at sætte hunden op til den kommende jagt- og markprøvesæson. Men når jagtsæsonen begynder, og markprøveperioden er forbi, er det åbne land som blæst for jægere og jagthunde. Da er de på jagt i skoven.

         Men kun de færreste træner hunden i skoven inden jagtsæsonen, og først når de er færdigtrænet i marken, kommer de med på skovjagt. Man må kravle, før man kan gå, har filosofien været. Men prioriteringen er ikke særlig logisk. Allerede når hvalpen er 6 måneder gammel, skal den være dus med de arbejdsopgaver, den skal udføre som voksen. Naturligvis skal den også vide, hvordan den skal arbejde i skoven. Venter man med at træne hunden i skov og krat til den er 1½-2 år gammel, kan dressuren nemt ende i en hård kamp, som man i sidste ende risikerer at tabe.
En af forklaringerne på, at kun de færreste arbejder ihærdigt på skovarbejdet, er, at der ikke afholdes skovprøver for de stående hunde. Og da mange bruger prøverne som mål for jagthundens træning, er skovdisciplinen ikke særlig højt prioriteret i dressuren, som sigter direkte på prøverne. Stort set alle markprøver afholdes i åbent terræn, og kun fuldbrugsprøverne har skovsøget som en af de mange discipliner. Men fælles for alle markprøver er, at det kun tæller positivt i dommerbogen, når hunden finder sneppe, agerhøne og fasan. At hunden finder hare eller råvildt giver ingen præmie. Jo mindre interesse den viser hårvildt, jo bedre er det. Men når hunden skal med på jagt, er situationen en ganske anden. Nu skal der også hårvildt for bøssen, og den hund, som kan sende ræv og buk ud af skovsåterne, scorer mange point hos de posterede skytter.

         Det kan dog ikke anbefales, at den stående hund driver med råvildt og hare. Alligevel kan den sagtens gøre stor nytte på jagter, hvor det primært drejer sig om at få vildtet frem mod skytterne, der står på post. Hundens søg i skoven er alene tilstrækkeligt til at presse løbende vildt frem eller tilbage. Også uden at hunden hænger i haserne på det.

9

Anskydning af råvildt

Før eller siden bliver den apporterende hund vidne til, at der påskydes et stykke råvildt under haglbøssejagten. Ejeren må inden det sker beslutte sig for, om han ønsker, at hunden skal deltage i hetzen og affangningen af det påskudte dyr.

Råvildt må nedlægges med hagl, og råvildt blander sig i stigende grad blandt paradens rækker af fuglevildt, ræv og harer etc. I visse områder er råvildt endda den primære vildtart og på de vest- og nordjyske terræner, hvor der sjældent udsættes fasaner, er det ikke ualmindeligt, at råvildtet er den mest betydningsfulde vildtart, når der afholdes drivjagt med op til 20-25 deltagere.

         Beskydning af råvildt med hagl er en klassisk diskussion blandt jægere. Kritikerne hævder blandt andet, at der anskydes for meget vildt, som ikke senere findes, da eftersøgningen er vanskeligere, eftersom haglskuddet kun efterlader lidt schweiss til eftersøgningshunden. Med mindre der er tale om et løbskud, eller et skud afgivet på meget kort hold vil blodet opsuges i råvildtets tætte vinterpels, og dermed gøre opsporingen af det påskudte dyr mange gange vanskeligere end eftersøgningen af råvildt påskudt med kugle.

         Selv om der hersker uenighed om, hvorvidt hagl bør anvendes eller ej, er der bred enighed om, at haglbøssen i sig selv er et ansvarligt våben til jagt på råvildt, når det anvendes af en kyndig skytte, som kender våbenets kortrækkevidde, og dertil har evnen til at vurdere situationen fra gang til gang. Personligt kender jeg flere jægere, som stort set aldrig skyder til råvildt uden at levere det, de skyder til. Men jeg kender også jægere, hvor det langt fra altid går lige godt. Det er manden bag bøssen, der er det svage led.

         Uanset hvad man selv måtte mene om problematikken, vil man før eller siden deltage på en jagt, hvor der skydes til råvildt. Ofte tillades det, at hunden i såten driver med råvildtet, og ønsker man at bevare sin hunds respekt over for flygtende vildt, bør man være særlig opmærksom, når man deltager som apportør og driver på jagter, hvor den slags er tilladt og måske ligefrem ønskeligt. Et øjebliks uopmærksomhed kan betyde, at hunden går med på løjerne. Måske oplever den, at drevdyret nedlægges af de posterede skytter eller af en skytte i drevet. Den slags ophidsede øjeblikke glemmer hunden aldrig, og man kan meget vel have skabt sig et problem, som det kan være meget vanskeligt at slippe af med igen. Ja, det kan være næsten umuligt. Tidligere anvendte man fjernbetjente dressurhalsbånd med indlagt strøm, når harepiskere og hund med hang til at drive med råvildt skulle helbredes. Brug af el-halsbånd er ikke længere tilladt i Danmark, hvorimod f.eks. norske jægere stadig anvender strøm, når de skal lære deres fuglehunde at holde snuden fra fjeldets mere eller mindre frit levende bestande af får og rensdyr. Forebyggelse er i denne som i de fleste andre situationer dog langt bedre end helbredelse.

Affangning af råvildt (boks)

Har man besluttet sig for, at ens hund skal deltage som drivende hund i såten, er det en  fordel, at den er i stand til at fange af, når den kommer frem til et anskudt stykke råvildt. Nogle går instinktivt i halsen på dyret, mens andre hellere vil angribe bagfra. Er det sidst nævnte tilfældet, kan man stikke en kniv i halsen på det varme dyr og på den måde lokke hunden frem til struben i stedet for. Det er vanskeligt at indlære denne disciplin på et koldt dyr, og derfor må man udnytte muligheden, hver gang man kommer frem til et nyskudt dyr.
Af og til ser man jægere, som forsøger at forhindre den ophidsede hund i at ryge i halsen på et nyskudt dyr. Det er en stor fejl, og hunden bør ruske dyret i halsen, så længe den har lyst. Skulle halskødet tage skade, er det i den sidste ende en lille pris at betale for at få en hund, som effektivt kan assistere næste gang, skuddet ikke sidder som tiltænkt. Og når hunden bliver ældre, vil den i reglen slippe sit greb, så snart den kan mærke, at livet har forladt dyret. Vil hunden ikke affange, må man naturligvis selv gøre det, når man kommer frem til dyret. F.eks. ved et ekstra skud såfremt det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Hunde og andre jægere skal naturligvis være uden for risikozonen. Kan der ikke afgives fangstskud, kan man vælge at stikke dyret. En smalbladet kniv føres ind i dyrets nakkehul. Også her er det vigtigt, at man har prøvet det på et dødt dyr, inden man giver sig i kast med et levende.

Jagthunden i skoven

En god hund i såten er bedre end ti dårlige, men desværre er der mange hundeejere, som ikke arbejder målrettet på at lave en skovhund.

         Skal, skal ikke. Anvendelsen af de ikke-drivende racer som drivende hunde under jagt på ræv, hare og navnlig klovbærende i skov- og moseområder er en klassisk diskussion blandt jægere. Nogle mener, at de hurtige hunde stresser råvildtet. Holdningen er, at de store og hurtige hunde udelukkende skal anvendes i åbent terræn. Når det gælder skovjagt på råvildt, bør man kun anvende små drivende hunde, hvis man overhovedet skal anvende hund. Tilhængerne hævder på den anden side, at navnlig tætte områder kræver en stor hund, som kan sætte vildtet under pres og få det frem til skytterne. Anvendes små hunde, vil drevet bugte sig frem og tilbage i såten, uden at der opstår mulighed for skud, påstår de.

         Generelt bør man beslutte sig for, om man først og fremmest ønsker en fuglehund, eller om man ønsker en skovhund, som kan drive, gå schweiss og affange et anskudt stykke råvildt. Ellers kommer man meget nemt til at sætte sig mellem to stole. Det er helt klart det nemmeste at tilrettelægge træningen efter en af disciplinerne.

         Langt de fleste jægere bør ikke tillade, at hunden driver. Hunden bør respektere råvildtet i samme øjeblik, det sætter af sted. Derfor er rådet til den almindelige jæger, som ikke driver jagt i store skovterræner med f.eks. kronvildt og dåvildt: Hold hunden i kort snor og lær den, at der i skoven gælder samme regler, som der gør på mark. Ikke påskudt og skadet råvildt, ræv og hare er forbudt vildt. På mange af dagens små revirer er det slet ikke nødvendigt, at hunden driver med vildtet. Når man går igennem med hunden, flytter vildtet sig alligevel, og selv om det ikke presses af hurtige hunde, vil det alligevel komme frem til jægerne, der står på post. Risikoen for at filmen knækker, og hunden jager vildtet over stok og sten, er unødvendig stor.

         Er man fast besluttet på at fremelske det, svenskerne til tider betegner som en støthund, skal træningen tilrettelægges helt fra bunden. En støthund rejser vildtet og forfølger det nogle få hundrede meter, hvorefter den vender tilbage til sin fører og genoptager søget efter nyt vildt. En støthund er altså ikke det samme som en stødende hund, der søger under bøssen og respekterer springende hare eller råvildt.

Pendant til kortdrivere

Mange skovjægere sætter stor pris på en drivende hund, der kan sætte vildtet i bevægelse uden at fortsætte ind i næste såt. På den måde er støthunden en pendant til drivende og kortdrivende hunde, som på mange små terræner er mindre egnede. Men når der anvendes store og hurtige hunde i såterne, er der også risiko for, at den kortvarige glæde ved hundens højlydte halsgivning efterfølges af lang tids ærgrelse, når drevet fortsætter flere kilometer ind i de næste såter. Samtidig kan det ske, at hunden fortsætter ind på naboterræn og endnu værre passerer trafikerede veje. Når vildtet presses af store hunde, vil det ofte forlade terrænet, og trafikanters sammenstød med hund eller råvildt kan i værste fald medføre tab af menneskeliv.

         Jo mere jagtlyst og selvstændighed, der er i hunden, jo vanskeligere er det at forhindre, at drevet bliver langt og strækker sig ind i det næste område, som skal drives af. Derfor vil en lidt blød hund med stort kontaktbehov ofte være født til opgaven som støthund. Men den skal stadig besidde stort jagtligt overskud, hvis den skal være til egentlig nytte. Vel skaber hunde med lille eller moderat jagtlyst sjældent ærgrelser. Desværre er der en klar tendens til, at de heller ikke laver ret mange positive tiltag. Derfor skal en hund, der skal gøre gavn i såten, være i besiddelse af et stort jagtligt overskud. Ellers kommer den ikke i de tætte og stikkende områder, hvor vildtet ofte opholder sig. Derfor er den ideelle støthund den hund, som virkelig giver sig, men som vender tilbage til føreren, når den har sat vildtet i bevægelse.

Godt begyndt

Men hvordan laver man en støthund, som kan finde vildtet, sætte det i gang og slippe drevet igen efter en passende afstand? Udtrykket: Godt begyndt er halvt fuldendt, er sjældent mere passende, end når der er tale om at oplære en velfungerende skovhund. Og en god begyndelse er en tidlig begyndelse. Vigtigt er det, at stopdressuren indarbejdes på et meget tidligt tidspunkt i hunden liv. Al dressur drejer sig om at indarbejde gode vaner, og jo tidligere man kan lære hunden stop uden at knække den, jo bedre sidder det fast. Og inden man begynder at træne hunden i skov med vildtfristelser, er det vigtigt, at stopdressuren er på plads. Viser det sig, at stopdressuren alligevel ikke er så effektiv som antaget, må man udskyde skovdressuren, til hunden kan bremses i alle situationer og på alle afstande.

         Så snart man har styr på hvalpen, tages den med i skoven. På det tidspunkt er jagtlysten til at styre, og hvalpen holder altid kontakt til sin fører. På den måde fasttømres den afgørende kontakt til føreren, som skal følge hunden resten af livet. Hunden kan ikke tvinges til at holde kontakt, men skal arbejde frit uden at føle sig trykket af en dominerende fører. Man skal være flokfører, men heller ikke mere.
Den tidlige start har desuden den fordel, at det er meget nemmere at lære hunden, at den skal stoppe ved brandbælter og andre store skel, som markerer såtens ydergrænser. Bliver hunden først 7-8 måneder, inden denne dressur startes, bliver det en krig fra starten. Også her gælder det om at indarbejde gode vaner, inden jagtlysten for alvor vågner i hunden.

Stod den ved møde

Når hundens stoplydighed er i orden, og man kan stoppe den, når den møder hare eller råvildt, kan man tage den med på jagt i skoven. Men hold stadig fast ved, at råvildt og evt. hare ikke må drives. Hvis der senere opstår behov for, at hunden skal drive, skal der kun en ganske lille opfordring til. Det er meget vanskeligere at gå den anden vej.

         På hundens første jagter bør man afholde sig fra de tætteste områder, når såterne skal drives af. Sørg for at gå i et område, hvor man har en rimelig oversigt, og hvor man stort set altid har et øje på hunden. På den måde kan man gribe ind, hvis provokationerne skulle blive for store. Bedst er det at begynde på en jagt, hvor der kun fældes få skud. At tage unghunden med på en klapjagt med mange fugle og endnu flere skud er at tigge om problemer.

         Det samme gør sig gældende, hvis man tager hunden med på jagt, hvor der deltager mange ulydige hunde. Det værste der kan ske både for jagten og hundens uddannelse, er, at alle hunde styrter af sted, så snart den første hund højlydt tilkendegiver, at den har fundet vildt eller varm fod af hårvildt. Da gælder det om at bremse sin hund og undgå, at den kaster sig ud i den vilde kobbeljagt. Bortset fra at såten pludselig er tom for hunde, kan det ophidsede drev gøre næste ubodelig skade på den unge hund.
Hunde, som ikke dressurmæssigt er i orden, bør ikke deltage i skovjagter. Det bør være undtagelsen, at hunden mister selvbeherskelsen og går amok. Men generelt er det de samme hunde, som hver gang styrter frem i såten og forfølger råvildtet meget længere end godt er. Den jæger, som ikke har tid eller lyst til at træne sin hund til skovjagt, bør lade hunden blive hjemme og i stedet alliere sig med nogle af de mange hundeførere, som gør et stort arbejde for at træne deres hunde. I sidste ende er det bedre at have én god og dresseret hund i såten frem for 10 ulydige og middelmådige.

 

8

Apportering af ræv

Jagthunden, som vender tilbage med den nyskudte ræv, er en fascinerende oplevelse, som vidner om træning, lyst og vilje hos både hund og ejer.

         Nogle hunde og linjer har anlægget i sig og apporterer ræv spontant og uden betænkeligheder første gang, de står snude til snude med en anskudt ræv. De fleste må dog motiveres.

Inden man begiver sig i kast med ræveapportering, skal man således være klar over, at visse hunde er mere egnet til denne opgave end andre. Generelt har en ruhår lettere ved at hente en ræv end en setter. Men naturligvis findes der ræveapportører inden for de fleste racer. Anlægget for ræveapportering er således ikke et racespørgsmål alene. Mere end noget andet handler det om den enkelte hunds tillærte anlæg. Selv om hunden væmmes ved synet og lugten af ræven, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan oparbejde hundens lyst, så den i sidste ende bliver nærmest lidenskabelig. Derfor er det førerens fornemme opgave at finde og udvikle lysten, hvor stor eller lille den end er fra begyndelsen. Det er nemlig lysten, som skal bære værket. Kun den hund, som virkelig har lyst til at hente ræven, bliver en pålidelig ræveapportør.

         Ræveapportering er ikke just noget nyt fænomen i dansk jagthistorie. Alligevel har importen af de tysk inspirerede fuldbrugsprøver virket som en katalysator for den krævende træning. I dag arbejder mange ejere af stående kontinentale jagthunde således systematisk med apportering af ræv. For at bestå den krævende prøve skal hunden nemlig fuldføre et 300 meter langt ræveslæb og spontant – og uden hjælp – bringe den udlagte ræv tilbage til føreren, som venter ved sporets begyndelse. Den udlagte ræv kan ikke ses af føreren, og denne har derfor ikke mulighed for at støtte sin hund, når den er ved enden af det kraftigt lugtende færtspor. Hundeføreren må stole på sin hund. Derfor vægter prøveformen den spontane opsamling og returnering højt.

Den påskudte ræv

På jagt sker det, at en ramt ræv går flere hundrede meter efter påskydningen, inden den forender. Og det er denne situation, som man forsøger at imitere på fuldbrugsprøven. Kun den hund, som virkelig vil apportere ræv, bringer den til føreren.

         Naturligvis har apportering af ræv også interesse for den jæger, som ikke agter at anvende sin hund til prøver. Forudsat er det dog, at hunden deltager på jagt, hvor der nedlægges ræv. Og det gør de fleste hunde før eller siden. Mange anser dog ræveapportering for en vanskelig disciplin, der er forbeholdt de mere øvede. Men det er lidt af en skrøne. Langt de fleste hunde vil apportere ræv med gejst og glæde, hvis føreren er tålmodig og evner at opbygge træningen trin for trin.

         Den sikre vej til en dårlig begyndelse er at smide en ræv få meter foran hunden og kommandere apport. Selv om hunden er vant til at opsamle kilotunge kaniner, vil langt de fleste få komplekser, når de nærmer sig ræven for første gang. Den lugter stærkt, og forsøger de at løfte den, viser det sig, at den er tungere og mere uhåndterlig end noget, de tidligere har haft i munden. De fleste hunde opgiver. Er hundeejeren klog, gør han det samme. Han indser, at han ikke har en spontan ræveapportør og begynder systematisk at tilrettelægge træningen mod det nye mål, apportering af fuldvoksen ræv.

         Men desværre er det ikke alle hundeførere, som kendetegnes ved tålmodighed og evne til at nedbryde et stort mål til mange delmål. De insisterer på, at hunden skal, og med magt lykkes det nogle at gennemtvinge deres vilje. Andre må alligevel efter en lang kamp til sidst opgive. Men i begge tilfælde er resultatet det samme. Ejeren har skabt et negativt billede af ræven i hundens bevidsthed, og vejen til den spontane ræveapportering er nu meget længere, end før han begyndte.

         Det drejer sig om at skabe en glidende overgang fra apportering af kanin og fuglevildt til ræv. Det vil i praksis sige, at man skal vænne hunden til to ting, nemlig lugten og vægten.

         Opdrætteren, der er fokuseret på ræveapportring, kan begynde med at smide en rævehale ind til hvalpene, når de er 5-6 uger gamle. På den måde bliver de dus med lugten på et meget tidligt tidspunkt. Samtidig husker de færten og genkender den med glæde, når de blive ældre.

         Også ræveskind viklet om hundens første dummy kan gøre hunden dus med lugten. Evt. kan skindet sys omkring en bold. Den tidlige tilvænning gør under alle omstændigheder hunden bedre rustet til opgaven.

Tilvænningen til vægten

Tilvænning til vægten bygges ligeledes langsomt op. Har hunden først bildt sig ind, at den ikke kan løfte ræven, kan det være vanskeligt at udviske denne forestilling. Man begynder derfor med at lade hunden apportere en sandsæk, som over nogle dage gøres tungere og tungere. Det er vigtigt, at dummyen gøres til noget helt specielt. Allerede tidligt i forløbet laves derfor en byttehandel med hunden. Den bringer den tunge sandsæk og modtager som belønning f.eks. en pakke leverpostej. Hunden lærer lynhurtigt denne forbindelse, og når hunden glædeligt henter en sandsæk på 8-9 kilo, går man over til ræven.

         Hunden er nu vænnet til lugten via ræveskindsdummyen, og den er vænnet til at apportere noget tungt og blødt. Det den udsættes for, bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for den. Alligevel tilrådes det altid at begynde med en lille ræv. Helst en, der er væsentligt mindre end de sandsække, hunden kan og vil hente. I langt de fleste tilfælde springer hunden direkte på ræven og hjembringer den uden problemer. Og sker det, får den en hel bakke Stryhn’s.

         Vil den mod forventning ikke tage ræven trods ihærdige opfordringer, tyder noget på, at man har forceret træningen. Først når rævedummyen indeholdende den tunge sandsæk apporteres med lyst og gejst, er tiden moden til den endelige prøve.

         Skulle det vise sig, at hunden ikke evner at sidestille opgaverne og fortsat viser modvilje mod den rigtige ræv, kan det blive nødvendigt at tvinge sin vilje igennem. Dette forudsætter naturligvis, at hunden har lært at apportere konsekvent fra hånd. Ved hjælp af tvang kan man således hurtigt overvinde hundens fobi og komme videre med træningen. Men det skal understreges, at man ikke kommer langt med tvang alene. Det er næsten umuligt at arbejde med en lettere trykket hund, og normalt er det mange gange nemmere at lære hunden at apportere ræv, når den synes, det er sjovt. Samtidig er det nemmere at irettesætte en motiveret hund den dag, den ikke synes, det er så sjovt og måske ligefrem nægter at samle ræven op.

Ophidset leg

Hundens duelighed som ræveapportør hænger ofte sammen med de påvirkninger, den modtog, mens den var hvalp. Lærer man den unge hvalp at jage en rævehale, tyder erfaringer på, at den har lettere ved at kaste sig over en evt. anskudt ræv, når den bliver voksen. Det er vigtig, at hunden, som skal lære ræveapportering, tillige er skarp. Ellers giver det en falsk tryghed at medbringe en ræveapportør på jagt. Hunden må være i stand til at affange den anskudte ræv. Mange hunde har denne skarphed i sig. Eksempelvis avlsudvælges mange af de tyske stående hunderacer på baggrund af deres skarphed over for rovvildt.

         Føreren kan dog også opelske voksenhundens evne til at fange og affange en ræv ved at lege med det tidligere nævnte ræveskind. Under legen vil den lære at holde fast, og skindet er faktisk et fantastisk redskab til at fremelske hundens beslutsomhed. Denne til tider lidt ophidsende leg giver næppe problemer med hundens generelle vildtbehandling, når den bliver ældre. Dette ses dog af og til fremført. Men skal hunden anvendes til ræveapportering, er der ingen vej uden om den ophidsende leg med ræveskindet.

         Det sker, at selv en godt ramt ræv løber langt inden den forender. 2-300 meter er ikke ualmindeligt. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at følge sporet af ræven. Noget der sjældent volder de store problemer, da ræven efterlader et kraftigt færtaftryk i bund og vegetation.

         Inden man begynder at træne hunden til slæb, skal den dog være helt vild med at apportere ræv. Eller rettere: Den skal være fuldstændig vild med det, ellers bringer man sig i problemer. Oftest er det her, den mindre rutinerede laver fejl. Såfremt hunden ikke er 100% motiveret for at apportere ræv, må man skabe denne lyst, inden man begynder at lægge slæb.

Det første slæb bør anlægges på græsplænen. Efterfølgende flyttes træningen til åben mark, og først når evne og gejst er helt i top, går man i skov. Men man må ALDRIG lægge et slæb, hvor man ikke med øjnene kan følge hunden, når den slippes. Såfremt hunden går fra ræven, når den har snuset sig frem, må man være over den med det samme og insistere på, at den gør sit arbejde færdig. Sker det, at hunden ikke vil samle ræven op, er det et signal om, at føreren har gjort en fejl. Derfor må han nogle trin tilbage i dressuren og dér lave nogle mere simple øvelser, som hunden kan overse.

         Det er nemlig afgørende, at man ikke laver opgaven så vanskelig, at hunden ikke kan følge med. Nogle vil hævde, at ræveslæbet og den efterfølgende apportering i sig selv er vanskelig. Og det er rigtigt. Det ER krævende at bringe ræven hjem. Men det må ikke være så krævende, at det bliver for krævende. Hunden skal bevare lysten hele vejen. Derfor er det altafgørende, at føreren tilrettelægger træningen, så hunden ikke mister mod og lyst. Forståelsen for den individuelt tilpassede træning er afgørende.

Ræveslæb uden observans

Det eneste tidspunkt, hvor man lægger et slæb, og hvor hundens ejer ikke kan se, hvad der sker, er på en prøve, hvor hunden skal apportere ræv uden hjælp fra føreren. Ellers må hundens ejer eller en hjælper altid være i nærheden, såfremt den forsøger at snyde.

         Man ser ofte hunde, som vender hjem til deres fører, og lader som om de ikke kan finde frem til den udlagte ræv. Nogle hundeejere tager hundens signaler for gode varer og hjælper hunden på vej. Men hunden kan lugte ræven helt fra start til mål, og det er ikke her, ræven så at sige ligger begravet. Opgaven har været for krævende, dressuren for slap og inkonsekvent eller sporet for langt. Derfor må man så vidt muligt aldrig bringe sig i den situation. Har hunden først erfaret, at den kan unddrage sig, glemmer den det aldrig. Under en jagt falder der måske en fasan, mens hunden er på vej hjem med ræven, og så har man balladen. Derfor skal hunden fornemme førerens stikkende øjne i nakken. Den skal vide, at det har konsekvens, såfremt den ikke fuldfører sit arbejde. Det er denne følelse, som skal bygges op i hunden, såfremt lysten en dag skulle svigte. Kun derved kan man føle sig 100% tryg ved ræveapportøren på såvel prøve som på jagt.

Frys ræven ned (Boks)

I løbet af efteråret kan det være en fordel at samle et antal ræve, som grundet dårlige eller ødelagte skind ikke skal pelses. Flere jægere og hundedressører går ofte sammen om en vildtfryser, hvor de kan gemme vildt, herunder bl.a. ræv, til træning uden for sæsonen, hvor det ellers er vanskeligt at fremskaffe vildt.

         En nedfrosset ræv kan anvendes adskillige gange, såfremt den efter endt brug fryses ned. Det er dog vigtigt, at man sørger for, at ræven er tøet op, inden hunden apporterer den. En kold og stiv ræv kan nedsætte hundens lyst. Samtidig må man indstille træningen, inden ræven bliver uappetitlig. Begynder hårene at løsne sig, er forrådnelsen sat ind, og ræven bør ikke længere anvendes til træning.

         I den kolde årstid kan ræven dog holde sig flere dage, såfremt den hænger luftigt og køligt efter endt brug.

B.T. Har hunden stor lyst til at hente ræv, kan man godt træne 2-3 gange ugentlig.

B.T. Halen lige i vejret. Lysten lyser ud af hunden, og kun den hund, som har lysten, kan anvendes som ræveapportør. Pligtapportøren giver kun falsk tryghed, når en påskudt ræv forsvinder fra påskudstedet.

B.T. Hunden, som apporterer ræve alene af pligt og frygt for repressalier, vil før eller siden svigte og vende hjem uden ræv, selv om den har fundet den.

 

7

Generelt om anskudt fuglevildt

Det er primært under apportering af vingeskudt fuglevildt, at apportøren skal bestå sin prøve.

Jagthunden er med rette blevet kaldt for jagtens redning. Uden en effektiv apportør kunne vi ganske enkelt ikke forsvare at drive jagt. Hverken jægerne eller det øvrige samfund kan leve med, at der efter jagten efterlades fugle i terrænet, som ikke samles op. Og navnlig er det vigtigt, at det anskudte vildt findes og aflives så hurtigt som overhovedet muligt. Dødskudt vildt kan jægeren i mange tilfælde selv finde, og derfor er det først og fremmest, når det gælder anskydningerne, at vi er afhængige af en god hund.

         Desværre er anskydninger dårligt defineret, og i daglig omtale føres både invaliderende skud og lettere anskydninger uden langtidsskadelig effekt til kontoen over anskydningerne. Når medierne diskuterer anskydningsprocenter, er det i reglen røntgenundersøgelserne, der refereres til. Altså indfangede gæs og trafikdræbte ræve etc. som viste sig at være påskudte med hagl. I mange tilfælde var de påskudte dyr i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, og ad åre eller måneder var haglene indkapslet i muskulaturen. Ofte skyldes den slags anskydninger for lange skudhold samt anvendelse af uegnet våben og ammunition.

         De mere invaliderende anskydninger, som brækkede vinger og overskydning af løb på hare og råvildt, optræder sjældent i de officielle anskydningsstatistikker. Den vingebrækkede fasan, som jægeren og hans hund ikke kunne finde, forender hurtigt og indgår i naturens fødekæde og fortæres af ræv eller mår etc. En fasan, der ikke er i stand til at flyve i træerne om natten, lever ikke længe. Derfor er det også forholdsvis sjældent, at man finder fasaner med sammenvoksede vingestumper. Hos ænder er dette mere almindeligt. Navnlig dykænder, som på åbent hav kun har få naturlige fjender, klarer sig tilsyneladende oftere, når de skal finde føde på havets bund, selv om de mangler det ene vingeled. Svømmeænder med brækkede vinger kan på samme måde overleve i mange dage. Ofte indtil frosten lukker vandhullet, hvor de faldt. Da er den overladt til ræv og andre rovdyr, der sætter pris på andesteg.

På stive vinger

Endelig er der den sidste form for anskydning, nemlig det dræbelige skud, som alligevel ikke er øjeblikkeligt dræbende. Ofte sker det, at vildtet træffes med et eller flere hagl i de vitale dele uden at falde mod jorden. For den urutinerede kan det faktisk være vanskeligt at se det lille sæt, det giver i det flygtende vildt, når det træffes af et eller flere hagl. Inden man ærgrer sig over sin åbenlyse forbier og kyler de afskudte patronhylstre i tasken, er det dog en god regel at holde øje med det vildt, der er skudt til. Fuglevildt, der alligevel er ramt, når ikke langt, før det søger mod jorden. Glider fuglen på stive vinger, er det et ret sikkert tegn på, at den er forendt. Inden den kolliderer med jorden, vil den i reglen kollapse og falde hovedkulds, som om skuddet pludselig indhentede den. Den slags fugle kan samles op det sted, hvor de falder.

         Derimod skal man være mere varsom, når fuglene bremser farten med vingerne og sætter sig, som den normalt gør. Først når man med bøssen i anslag er helt fremme i det område, hvor fuglen faldt, slippes hunden. Måske er fuglen allerede forendt, og da er alt godt. Men af og til er den påskudte fugl i stand til at lette efter at have sundet sig over det første chok. Og sker det, er det naturligvis vigtigt, at man forsøger at hente den med et skud eller to. Også i de tilfælde, hvor den anskudte fugl letter på kanten af det forsvarlige skud, bør man forsøge at hive den mod jorden. Måske vil blot et enkelt hagl eller to være det udslagsgivende, der sender den sårede fugl tilbage mod jorden.

         Slutteligt bør det nævnes, at også vildt, der ikke forender i en sky af fjer og afskudte hår, er at regne som anskydninger. I hvert fald set fra hundens synspunkt. I mange tilfælde er der blot tale om nerver, som ikke rigtig vil forlade vildtkroppen. Navnlig i de tilfælde, hvor vildtet er ramt i hovedet uden at være truffet i kroppen, kan de baske rundt på jorden og gøre den urutinerede apporterende hund forvirret.

         Alt i alt skal man altså være klar over, at begrebet anskydninger er ret bredt. På sigt må man håbe, at mere nuancerede begreber grundfæstes i jagthundekulturen. Det vil i alle tilfælde gøre kommunikationen enklere.

Løbere

Briterne kalder ofte vingeskudte fasaner og agerhøns for runners. I Danmark har vi endnu ikke fundet er ord, der helt dækker begrebet for påskudt fuglevildt, som løber fra anskudsstedet. Vingeskudte fugle er nok det mest dækkende udtryk, selv om runners også indbefatter alle andre former for anskydninger, hvor fuglen løber fra det sted, hvor den faldt. I langt de fleste tilfælde er det dog hagl i vingerne, der sender fuglen mod jorden, og da selv beskadigelse af de yderste svingfjer kan bremse fuglens flugt, kan eftersøgningen af fuglen blive meget vanskelig. Beskadigelse af vingens yderste fjer efterlader nemlig intet eller kun ganske lidt blod, som hunden under eftersøgningen kan støtte sig til.

         Alligevel vil den rutinerede hund ofte med forbavsende sikkerhed kunne følge den fært, som den påskudte fugl efterlader. Givetvis vil den skadede fugl udsende duftsignaler, som afslører den, og gør det muligt for hunden at holde sig på sporet.

         På en af sæsonens sidste jagter var vi tre, der var på fasanjagt med stående hund. Et let lag sne havde klædt den store brakmark i hvidt, og hunden nærmest sprang fra stand til stand. På et tidspunkt skød jeg til en fasan, som jeg uheldigvis ramte meget tyndt. Fuglen fortsatte og satte sig langt fremme i terrænet. Jeg bemærkede mig stedet og satte atter hunden i søg efter nye fugle. Den påskudte fugl burde være nem at finde, og vi ville nå op til den i løbet af få minutter. Under vores offensiv frem mod vinden havde hunden endnu en velafviklet situation med stand, rejsning og apportering. Det var virkelig en god dag, hvor fuglene holdt godt, og det meste bare klappede. Efter afleveringen fortsatte hunden sit bredsøg og nærmede sig nu den påskudte fugl. Som forventet havde den påskudte kok ikke flyttet sig nævneværdigt, og da hunden fik vind af den, strammede den sig an og markerede, at den havde fundet fugl endnu en gang. Men standen blev kortvarig. I stedet for at blive stående indtil vi var på skudhold, gled den frem og snuppede den spillevende fasan, inden den nåede at flytte sig.

         En grundig eftersøgning i sneen afslørede ikke blod, og heller ikke fjerdragten viste synlige tegn på beskadigelse. At hunden har opfanget færten af blod kan ikke udelukkes. Mere sandsynligt er det dog, at den har mærket, at fuglen var skadet, og at den derfor i bogstaveligste forstand stod over for en helt anden situation. Den tøvede ikke med at løse opgaven på samme måde, som den plejede, når den mærkede en anskudt fugl gemmer sig i vegetationen.

         Scweisshundeførere, som har eftersøgt vildt i sne, kan berette om lignende oplevelser under eftersøgning af påskudt eller påkørt hjortevildt. Selv når det sårede dyr i en ruddel kronvildt ikke længere afsætter synlige blodpartikler i sneen, er hunden i stand til at holde sig koncentreret om færten. Deler dyrene sig under eftersøgningen i en eller flere mindre rudler, holder hunden sig til det påskudte dyr. Dyrets angstfært, sammenholdt med at ikke alle dyr må formodes at lugte ens, må være forklaringen. Mennesker kender primært hinanden på udseendet. Hunde skal i reglen først snuse til hinanden, før den fremmede hunds sande identitet er afsløret. At alle dyr og for den sag skyld også mennesker er udstyret med et færtaftryk, som er lige så unik som vores fingeraftryk, er en nærliggende teori.

         Hundens fantastiske lugtesans må man aldrig glemme, når hunden er så erfaren, at den er klar til sin første eftersøgning af bortløbet vildt. Er træningen gået planmæssigt, har man nemlig afholdt hunden fra at følge op på vildt, der er forsvundet fra anskudsstedet. Vigtigt er det, at hunden tidligere har apporteret anskudt vildt, som ikke var i stand til at flytte sig fra det sted, hvor det faldt. At sende hunden efter en bortløbet fugl uden at vide, hvordan den vil tackle situationen, når den er ved vejs ende, er naturligvis uhensigtsmæssigt. Ikke alene risikerer man, at hunden vender tilbage uden fugl, hvilket for enhver pris må undgås af hensyn til hundens uddannelse. Man risikerer også, at den anskudte fugl kommer så langt væk, at den bliver umulig at finde for en ny og mere erfaren hund.

Når den dødskudte fugl alligevel er i live

Det, der lignede en dødskudt fugl, kan alligevel vise sig at være en knap så anskudt. Måske vågner den op efter det første chok og forsvinder fra det sted, hvor den faldt. Enten ved hjælp af vingerne eller til fods. Under et hektisk krikandtræk modtog jeg engang en dødskudt and, som min hund bragte mig. Jeg antog anden for død og lagde den i rækken af lidelsesfæller bag mig. Imens jeg sendte hunden efter endnu en and og dukkede mig for den indflyvende flok, som på krumme vinger gled til landing over den oversvømmede uhøstede kornmark. Men kort tid efter at den afleverede and var lagt til lit de parade med slap hals og vinger, lød der vingebasken umiddelbart bag min ryg. Forskrækket over andevingerne, der var meget tæt på, snurrede jeg omkring og så den dødskudte and forsvinde op i den mørke aftenhimmel.    Fænomenet med krikanden er ikke ukendt, og af og til sker det, at fuglen ikke er så dødskudt, som det umiddelbart ser ud til. I værste fald kan den lette fra jorden eller vandspejlet og forsvinde ud af rækkevidde for både hund og bøsse.

         Naturligvis skal man tilstræbe, at hunden kun apporterer bortløbet og vingeskudt fuglevildt, når den er helt dus med at bringe skudte, men endnu levende fugle, som ikke er i stand til at fjerne sig fra det sted, de faldt. Desværre er det ikke altid, at hundetræningen går lige efter forskrifterne. Under de første jagter kan det forekomme, at man sender sin hund på en fugl, som slet ikke er så død og dermed nem at apportere, som man antog. Måske har fuglen tilmed fjernet sig. Er hunden først sendt på opgaven, bør den ikke bremses, når den med lav næse følger sporet af den anskudte fugl. Man må da blot krydse fingre for, at den evner at løse opgaven, hvilket de fleste hunde af god jagtlig afstamning da også heldigvis vil være i stand til. Eftersøgningen, der giver pote og pludselig åbenbarer en levende fugl, vækker de inderste jagtinstinkter. Før den unge hund har opdaget, hvad der er sket, har den lukket munden om sit bytte.

Hold på den anskudte fugl

Bedst er det naturligvis, hvis man kan overskue situationen første gang, man sender hunden ud på en eftersøgning efter en anskudt fugl. Under en hønsejagt, hvor jeg deltog med en ung labrador, faldt der en vingebrækket agerhøne på en nysået mark. Den anskudte fugl følte sig meget nøgen på den flade mark, og efter en hurtig spurt på 100-150 m trykkede den sig i en lille fure. Jeg vidste nu, hvor fuglen opholdt sig og ledte hunden i god vind af færtsporet. Hunden virkede en anelse forvirret, men fattede hurtigt, hvad det drejede sig om og ikke mindst, hvilken vej den skulle. Med lav næse tøffede den ned ad marken. Jo nærmere den kom fuglen, jo højere blev farten. 10-15 m før den nåede agerhønen, sprang fuglen op og løb af sted langs fugen, så stærkt som de korte ben kunne bære. Hunden var øjeblikkelig over den, og før den selv vidste af det, havde den apporteret sin første anskudte fugl. Jeg kaldte den hjem og modtog den levende fugl med påtaget selvfølgelighed, selv om jeg var særdeles tilfreds med situationen.

         Af og til vil hunden ikke aflevere den anskudte fugl, når den returnerer til sin fører. Årsagen kan være, at den på et tidspunkt i sin karriere har skiftet greb under vejs med en anskudt fugl i munden. Resultatet af den slags manøvrer bliver i reglen, at fuglen øjeblikkelig udnytter chancen og flygter. Hunden erfarer da, at det drejer sig om at holde særlig godt fast, når den fornemmer, at der endnu er liv i fuglekroppen, den holder i sit gab.        Ligeledes vil hunden, der endnu ikke er helt skolet i aflevering, være tilbøjelig til at smide emnet, før den får tilladelse og er helt fremme ved førerens hånd. Også dette udløser en ny og hæsblæsende jagt efter f.eks. en anskudt and, der altid ved, hvor den kan søge vand.

         Lykkes det hunden at fange fuglen, holder den ekstra godt fat, og i visse tilfælde kan det være vanskeligt at få den til at slippe fuglen igen. Ikke desto mindre bør man huske på, at afleveringerne skal være så udramatiske som overhovedet muligt. Hvis man begynder at gribe ud efter fuglen og brutalt tvinger kæberne fra hinanden, gør man blot ondt værre. List forsigtigt en finger ind i hundens mundvig og sig tak som normalt. Hunden er meget varsom med at beskadige sin fører, og når den mærker hans eller hendes fingre mod tænderne, løsner den grebet, og fuglen kan forsigtigt tages, mens hunden modtager behersket ros og et lille klap. Men pas på at hunden ikke hugger ud efter anden eller fasanen, når den ser, at den nu atter er på vej væk. Fuglen skal modtages meget bestemt, og føreren må af bedste evne forsøge at indtage lederrollen. Man må tydeligt signalere, at man har overblik over situationen. Dæk eller sæt hunden af og tag livet af den lidende fugl. Undgå for enhver pris at hunden hopper og danser omkring den døde fugl i bestræbelserne på atter at hugge tænderne i den, så snart den får mulighed for det. I denne som i talrige andre situationer er det afgørende, at hunden kan pacificeres og blive på det sted, den får besked på.

         Viser det sig, at hunden gang på gang er vanskelig at kontrollere i aflivningssituationer, kan det måske hjælpe at opsøge en fjerkræavler, hvor man under mindre stressede forhold kan fortælle hunden, at den skal holde sig i ro, selv om fuglen i hånden basker med vingerne. Naturligvis kan denne del af træningen ikke praktiseres i marken ved hjælp af anskudte fugle. Hensynet til vildtets lidelser går altid forud for hundens træning og adfærd.

Stol på hunden (boks)

Første gang man sender sin hund på en anskudt fugl, er det en god idé, at man går med hunden frem til det sted, hvor man har set fuglen falde. På sigt skal det naturligvis være muligt at dirigere hunden frem til området, med mindre den selv har markeret fuglens fald.

Når hunden slippes og eftersøgningen starter, er det vigtigt at skrive sig bag øret, at opgaven er overladt til hunden. Det er nu hunden, der skal forsøge at løse opgaven og ikke dens fører. Derfor skal man som hovedregel aldrig blande sig, når hunden forsøger at udrede sporet. Og slet ikke de første gange, hunden prøver kræfter med en bortløbet fugl.

         Den mere erfarne og selvsikre hund kan naturligvis hjælpes på vej, såfremt man kan se, at den har fået en skæv begyndelse på eftersøgningen. Naturligvis er det en fordel at få hunden frem på sporet så hurtigt som overhovedet muligt.

         Uanset hundens evner og dressurniveau skal man være indstillet på, at det i sjældne tilfælde ikke lykkes hunden at finde den anskudte fugl. Det kan der være mange årsager til, og mest almindeligt er det, at fuglen er løbet over områder, hvor færten ganske enkelt udviskes så hurtigt, at hunden efterlades mere eller mindre chanceløs.

         I sådanne tilfælde kan man trække hunden frem i området og prøve med et mere tilfældigt apportsøg de steder, hvor man formoder, at fuglen kan have søgt tilflugt. Drejer det sig om ænder, der når sø eller mose, kan det dog blive yderst problematisk. Anskudte ænder kan på forbavsende kort tid tilbagelægge store afstande og nå beskyttelse i nærliggende områder med vand og vanskelig vandvegetation, før hunden er fremme ved den. Og begynder de først at gemme sig under søens overflade, bliver opgaven særdeles vanskelig.

         Når en hund af forklarlige eller uforklarlige årsager ikke kan finde den fugl, den er sendt på, kan man prøve med en ny hund. På prøver for retrievere og spaniels vil nummer to hunds succes være første hunds fiasko. Fænomenet kaldes ejewipede og medfører, at første hund er færdigbedømt og ikke kan tildeles præmie på den pågældende prøve. Vinderen tager det hele, og vurderer dommerne, at der er tale om en ekstraordinær vanskelig eftersøgning, har hund nr. to ganske store chancer for at vinde prøven, forudsat at de øvrige kvaliteter hos hunden er af tilstrækkelig høj standard. Regelsættet viser, at jagthundeklubberne tillægger eftersøgning af anskudt vildt ganske stor betydning i både dressurmæssig og avlsmæssig sammenhæng.

En hund pr. apportering (boks)

Når det gælder apportering af bortløbet vildt, er det vigtigt kun at sætte én hund på opgaven. Først når denne svigter og ikke kan løse apporteringen, kan man forsøge sig med en ny. Desværre er der en tendens til, at jægere mener, at to hunde må være bedre end en ud fra devisen om, at en plus en er to. Ikke meget er dog mere forkert. Under eftersøgningen vil hundene stresse og presse hinanden frem i området på bekostning af grundigheden. Og når det gælder eftersøgning af fuglevildt, er det den koncentrerede eftersøgning med lav næseføring, som giver det bedste resultat.

         I det hele taget er der en tendens til, at for mange hunde har det ligesom for mange kokke. Kokkene fordærver maden, og hundene jagten. En januardag for mange år siden deltog jeg på en rævejagt, som blev afholdt i et vildtrigt engareal, hvor jeg ofte trænede mine stående hunde. Dengang startede jeg altid op på forårstræningen ved årsskiftet, og efter et par besøg i området var jeg særdeles godt kendt med bestanden af agerhøns og fasaner. Derfor undrede det mig, at navnlig fasanerne var som sunket i jorden, da den lokale jagtforening slap det store antal hunde. Selv om området tilsyneladende blev løbet tyndt, så vi kun ganske få fugle på vingerne.

         Situationen gjorde mig interesseret i problematikken, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at én trænet hund finder flere fugle end et hel kobbel, der præges af hunde med et svingende erfaringsniveau. De mange hunde er i udpræget grad fokuseret på hinanden, og under mere vanskelige færtforhold vil det nedsætte evnen til at finde ganske mærkbart. En vildtfinder kendes i særdeleshed på dens evne til at arbejde 100% målrettet om den ene opgave at finde vildt. Noget der virker bedst, hvis ejeren holder sin fløjte i ro og jagtkammeraterne deres hunde i snor.

Apportering med klare øjne (boks)

En jagthund må ikke selv tage livet af de anskudte fugle, den finder. Er fuglen i stand til at løfte hovedet, mens den er fastklemt i hundens mund, er det et godt tegn.

         Hunde, der sendes på en anskudt fugl, vil ofte afslutte eftersøgningen med en mere eller mindre voldsom jagt efter fuglen, der naturligvis forsøger at unddrage sig hunden. Under jagten kan det ske, at fuglen kommer til skade og enten river sig på en hjørnetand eller på en gren, såfremt eftersøgningen afsluttes i et bevokset terræn. Navnlig unge hunde vil mangle den resoluthed, som kendetegner mere drevne apportører. Derfor kan de godt forsøge sig et par gange, inden de endelig finder den rigtige måde at gribe fat om problemet og fuglen på. F.eks. er det ikke sjældent, at den unge hund griber efter fasankokkens lange halefjer, inden den erfarer, at dette kun giver løse fjer i munden. Og selv om det naturligvis er ærgerligt at modtage en haleløs fasanhane, skal man ikke være nervøs. Er fuglen stadig i live, er det i hvert fald et godt tegn. Da har fuglen næppe været udsat for hårdmundet behandling, og hunden vil før eller siden erfare, hvordan den skal gebærde sig i de forskellige situationer og med de forskellige vildtarter.

         Derimod skal man være på vagt, hvis hunden konsekvent afleverer dødt vildt. Hvis de lettere anskudte fugle også er livløse, når de dumper ned i ens hånd, tyder det på, at man har et problem. Desværre er der ikke nogen nem og enkel kur mod hård mund.

Ikke tage levende fugle (boks)

Det sker af og til, at en hund nægter at tage en fugl, som endnu ikke er forendt. Evt. fordi den bliver nervøs. Årsagen kan bunde i både arv og miljø. Men uanset forklaringen er det naturligvis helt afgørende, at hunden bringes ud af denne forestilling.

         Af og til kan problemet løses ved at lade hunden apportere en apport, som bevæger sig. F.eks. ved at binde et apportemne til en snor, som er fæstnet til en lang stiv pind. Denne fiskestangsmetode har mange tilhængere. Hunden lærer at apportere et emne, som flytter sig og den lærer, at den skal være hurtig og beslutsom. Af og til ses hunde som mangler beslutsomhed i det afgørende sekund, hvor den er fremme ved den anskudte fugl. Ofte medfører det, at fuglen undslipper. Det gælder ikke mindst apportering af anskudte ænder, som dykker. Sekunderne efter anskydningerne er vildtet ofte lidt forvirret, og det er dette øjeblik, hunden skal udnytte.

         Under træning med apportemner, som bevæger sig, må der ikke anvendes fuglevildt, da dette kan lede til dårlig vildtbehandling. Dummyer omviklet med fuglevinger er en bedre løsning.

 

6

Apportørens jagtdressur

Overgangen mellem terrændressur og jagtdressur er ikke særlig markant. Eneste forskel er at man så småt begynder at nedlægge vildt for den apporterende hund.

Efterhånden som hunden bliver mere og mere stabil bærer dressuren mere og mere præg af egentlig jagt. Dog bliver en jagthund aldrig helt færdig, og gennem hele dens korte liv skal man være indstillet på at justere og finpudse. Givetvis vil der også blive behov for at gå tilbage i grund- og terrændressuren for at genetablere mistede færdigheder.

Den første duejagt

Jagt på skovduer, også kaldet ringduer foregår normalt i september måned, selv om der kan nedlægges duer alle måneder fra sæsonens begyndelse til dens afslutning d. 31. januar. Men i de øvrige jagtmåneder har mange jægere lovet sig bort til andre jagtlige gøremål, og derfor er duejagt primært forbundet med de første dage i september.

         Duetrækket afventes ofte i skjul, og for den unge hund er en afslappet duejagt en god begyndelse. Bedst er det som altid at overlade skydningen til andre. Derved kan man helt koncentrere sig om hunden og dens uddannelse. Vil man både opdrage hund og skyde duer, kan det nemt blive en rodet forestilling.

         Inden man tager hunden med i skjul, skal den dog være helt fortrolig med skud afgivet på ret tæt hold. Selv om hunden på dressurbanen er dus med skud, er det en anden situation, når dens ejer pludselig trykker sig i skjulet ved synet af de indflyvende duer for kort tid efter at smide bøssen til skulderen og skyde et skud eller to mod himmelrummet.

Inden der kommer duer, er det derfor en fordel at vise hunden, hvad der i de kommende par timer kan forventes at ske i skjulet. Affyr evt. et skud eller to inden duerne begynder at ankomme samtidig med, at man insisterer på, at hunden forbliver i skjulet.

         Den værst tænkelige begyndelse er at ankomme til stubmarken, hvor duerne allerede trækker godt og intenst. Da kommer jægeren op i hundetræneren, og der er risiko for at opstilling af skjul og lokkeduer foregår i et hæsblæsende tempo, alt imens man skeler efter de mange fugle, der jager over marken. I samme øjeblik den sidste lokkedue er sat op, kommanderes hunden i skjul og i næste øjeblik begynder skyderiet – og dermed nedbrydningen af det forarbejde, som har taget måneder at opbygge.

         Derfor må den meget jagtivrige krydse fingre for, at duetrækket bliver mere moderat på hundens første jagt.

Rolig dueapportør

Når de første duer falder, er det en god idé at lade hunden blive tilbage i skjulet, alt imens man selv samler duerne op. Derved udviskes forbindelsen mellem skud og apportering. Den første due, som hunden sendes på, bør i øvrigt først hentes 5-10 minutter efter, at skuddet er faldet. Derved har hunden ikke erindring om, at skud betyder apportering.

         Duen skal være forendt og må ikke ligge synligt på marken. Hunden skal finde frem til den urørte apport ved hjælp af næsen og ikke ved hjælp af synet. I modsat fald vil den ved de efterfølgende apporteringer undersøge alle de opstillede lokkefugle, før den begynder at bruge næsen.

         I reglen volder duerne sjældent problemer, selv om nogle hunde kan have lidt vanskeligt ved at vænne sig til de løse fjer, der klæber sig til tunge, mund og svælg. Men jo hurtigere opsamlingen er, jo mindre er risikoen for, at den første apportering ender i en ubehagelig situation. Hunden skal også her kaldes hjem i samme øjeblik, den er fremme ved duen. Sker der ikke noget, må man kalde igen, samtidig med at man bevæger sig væk fra hunden. Dette har i reglen den udløsende effekt, og i næste nu er hunden på vej tilbage med sin første rigtige apportering.

         Det væsentlige for duejagtapportøren er dog ikke at hente de skudte duer. I langt de fleste tilfælde volder de sjældent problemer at finde, og derfor er det kun i særlige tilfælde, man har brug for en hund. Duejægerens hund skal først og fremmest kunne sidde stille. Derfor er det denne del af træningen, man skal koncentrere sig mest om på de første jagter. For at undgå at hunden springer ud af skjulet, når det første skud falder, kan det være en god idé at sætte line på hunden. I dag markedsføres tøjrepæle til hunde, som kan skrues i jorden. Såfremt underlaget er nogenlunde fast og stabilt, er det en nem og enkel måde til at komme uønskede begivenheder i forkøbet. I øvrigt kan denne løsning også anvendes på den (næsten) færdigdresserede hund. Hunden må så vidt muligt aldrig få held til at prelle eller knaldapportere, og pælen er ikke et udtryk for, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. Tværtimod viser det, at man tager opgaven seriøst og for enhver pris ønsker, at jagten og jagtdressuren afvikles uden ophidsede råb og skrål. Ikke alene ødelægger det jagtens stemning; man risikerer også at tabe ansigt over for hunden.

         Såfremt man ikke holder hunden i snor, kan der falde en fugl, som er så fristende, at hunden ikke kan modstå den. Og lykkes det hunden at nå frem til den nedlagte due, er spillet tabt. Har den først fat om en nedlagt fugl, kan den ikke straffes for at knaldapportere eller ignorere stopfløjten eller kommandoen. I hvert fald kan man ikke udelukke, at afstraffelse i den forbindelse vil have en meget uheldig indvirkning på hundens opfattelse af det at hente varme og nyskudte skovduer. Duen modtages uden ros og vanlig opstandelse.

Om apportering af duer (boks)

En forudsætning for at lade hunden apportere duer, er naturligvis, at den under træningen er vænnet til at apportere duer. Noget langt de fleste jagthunde dog er, da aflivede tamduer er et af de mest anvendte apportemner under jagthundens dressur. Det skyldes, at det uden for jagtsæsonen er vanskeligt at skaffe frisk vildt, og derfor udgør apportering af duer et væsentligt indslag hos langt de fleste, som træner jagthunde.

         Er hundens dressurniveau eller mentale udvikling ikke på det ønskelige niveau, når duejagten begynder 1. september, må man overføre ideerne til andre jagtformer, hvor man deltager for første gang. Og uanset om man deltager på en andejagt, en fasanjagt eller en jagt efter agerhøns, er det vigtigt, at hunden ikke sendes på det første stykke vildt, den ser falde mod jorden.

         Bedst er det at afvente begivenhederne på afstand og undgå at andre – ikke mindst andre hunde blander sig under hundens første apporteringer. Kun dødskudt, ikke synligt vildt bør man sende hunden på.

Træn under duetrækket

Selv om enhver jæger drømmer om et godt duetræk, er det som nævnt ikke ønskeligt at løbe ind i drømmetrækket første gang, man er på jagt med sin nye apportør. Her er det en fordel, at der er minutter mellem chancerne, så de forhåbentlig positive oplevelser har tid til at fæstne sig. Tre positive oplevelser kan udviskes af bare en negativ, såfremt den opleves i umiddelbar tilknytning til de foregående.

         En jagt med en lille håndfuld duer på tasken og et tilsvarende antal uudnyttede chancer er et særdeles godt resultat. På sådanne dage er der tid til at snakke med hunden og give den et rigtig godt førstehåndsindtryk af jagten. I trækkets mere stille perioder kan man desuden træne hunden i nogle af de ting, som den allerede behersker, navnlig dirigering og frit søg, da det under duejagt primært er disse discipliner, der bliver brug for.

         Selv om det ikke er nødvendigt at lade hunden hente mere end en eller to nyskudte og endnu ikke menneskeberørte duer, kan man udmærket arbejde med de allerede hentede eller apporterede duer. Fra skjulet kan man evt. lære hunden, at man i visse situationer vil have duerne bragt til skjulet i en bestemt rækkefølge. Som oftest vil det primært dreje sig om situationer med anskudte duer, som ikke må lide længere end højst nødvendigt. I andre tilfælde ønsker man blot de skudte duer væk fra indflyvningsbanen så hurtigt som muligt. Duer, som faldt i højt græs, kan derimod godt vente. Også i sådanne tilfælde er det en fordel, at man er i stand til via dirigering at kontrollere begivenhedernes rækkefølge.

Apportering af anskudte duer

Sker det, at man skyder til en due, der tegner for skuddet men alligevel holder sig på vingerne, må man i første omgang forsøge at bremse den med endnu et skud. Det er ikke en god idé at sende hunden efter den lavtflyvende fugl i håb om, at den er fremme ved nedfaldsstedet kort tid efter, at duen mister pusten og falder mod jorden. I reglen lykkes det de anskudte duer at nå et nærliggende træ, hvor de sætter sig. Ofte vil duen ret hurtigt forende og falde mod jorden, og ser man duens fald, kan man blot samle duen op, når trækket ebber ud, og jagten indstilles.

         Men omvendt sker det også, at den ramte due kommer til kræfter. Skuddet var med andre ord ikke så dødeligt, som det i første omgang tegnede til. Derfor bør man altid nærme sig den påskudte due med bøssen i anslag samtidig med, at man gennemser trætoppene for synet af den hårdt ramte due. Af og til bliver duen siddende, selv om man kommer den nær. Mere almindeligt er det dog, at den kaster sig fra grenen, når den føler sig opdaget. Her må jægeren være hurtig med sit skud. Duen, der på den måde nedlægges, hentes af jægeren, da den unge hund endnu ikke bør koble lyden af skud og synet af fuglevildt sammen med apportering.

         Er duen som sunket i jorden, kan det som antydet tidligere være præcis det, der er sket. Da skal duen oftest findes under det træ, hvor den satte sig. Kan man ikke finde fuglen, kan man i de tilfælde, hvor man føler sig sikker på, at duen ikke opholder sig i træerne, slippe hunden med ordene søg apport.

         Under en blæsende efterårsjagt på fasaner løb vi engang på et fantastisk duetræk. På et tidspunkt kom en af de mange flokke os for nær, og der faldt et par skud. Desværre fortsatte en af de ramte duer på stive vinger. I den kraftige vind nåede den langt, før den kantede sig ned i en lille remise med høje graner. Jeg var overbevist om, at duen var forendt og satte hunden ind i granernes mørke, alt imens min kammerat krøb i skjul for de tiltrækkende duer på remisens modsatte side. Men hundens eftersøgning i granerne var resultatløs, selv om jeg følte mig sikker på, at duen for længst var forendt. Den sikre due var pludselig ikke længere så sikker, og jeg masede mig gennem granerne for ved selvsyn at undersøge sagen. Duen var borte, selv om en lille bunke fjer på den golde granbund fortalte, at duen havde haft jordforbindelse. Den sad altså næppe i grenene, og det hele så meget mærkeligt ud. Ikke mindst, da hunden overhovedet ikke viste fjerene og nedfaldsstedet interesse. Jeg opgav og opsøgte atter min kammerat, som kunne få det hele til at falde på plads. Han fortalte, at en stor duehøg var fløjet bort med den skudte due i fangerne i samme øjeblik, vi begyndte eftersøgningen. Beskyttet af jagtloven sejlede den store rovfugl sejrstolt forbi ham på blot 15 m afstand.

Når hunden ikke vil apportere duer (boks)

Skulle hunden af den ene eller anden årsag ikke ønske at apportere de skudte duer, må man  undlade at tvinge den. Da må man vente til dagen efter jagten, hvor hunden under vante omgivelser kan hente de kolde og udlagte skovduer. Som regel helt uden problemer. Under næste jagt kan man begynde med at kaste en af de første duer, der nedlægges. Nu er overgangen minimal. Hunden kender lugten af den kolde due, og den kender lugten af sin ejers berøring. Den eneste forskel er, at duen er varm.

         Efter et par forhåbentlig positive apporteringer, kan man gå tilbage til skjulet. Den næste due, som falder, apporterer man på samme måde. Betyder det, at man skal forlade skjulet, må man efterligne de foregående oplevelser med de skudte, men berørte duer. Har hunden først taget det første skridt, er slaget vundet og en dueapportør forhåbentlig født.

Den første andejagt

Jagt på svømmeænder er generelt den form for jagt, der stiller størst krav til apportøren. Ofte foregår jagten i vanskeligt terræn i dårligt lys og i dårligt vejr. Andevejr er som bekendt ruskvejr. Men andejagt kan også være ganske afslappet og udramatisk og dermed en glimrende debut for den unge hund.

         Har man adgang til fugtige eller oversvømmede strandenge, kan man udmærket introducere apportøren til jagten i sådanne områder. De lavvandede eng- og moseområder er desuden karakteristiske rammer om et krikandetræk, og netop apportering af de små, håndtérbare krikænder er en fin begyndelse for apportøren.

         Som det er tilfældet med duejagten, bør hunden først og fremmest lære at sidde stille under andetrækket. Kun dødskudte og ikke synlige fugle bør apporteres. Og igen er kunstpauser mellem skud og apportering af vildt et must, ligesom brug af dressurline og en tøjrepæl kan være en rigtig god gardering mod brud på reglementet.

         Modsat duejagten, der foregår i dagslys, anvendes der under andetrækket i morgen- og aftentimerne sjældent skjul. Her gemmer hund og jæger sig i mørket, og når ænderne opdager jægeren, er det i reglen for sent. Da er de allerede på skudhold.

         Mest almindeligt er det, at apportøren sidder ganske tæt ved jægeren, der venter på andetrækket. Men nogle hunde foretrækker at sidde lidt for sig selv, og er det tilfældet, mener jeg, man skal acceptere dette. Modviljen mod at sidde tæt kan skyldes skudstøjen, og er hundens dressurniveau ellers i orden, er risikoen for knaldapport næppe større, fordi den er 5-10 m borte. Line og det udmærkede tøjr kan ligesom under duejagten være en gardering.

Apportering af anskudte ænder

Anskydes der ænder under aften- eller morgentrækket, er det en opgave, der bør overlades til en mere erfaren hund. Dermed er det også antydet, at den unge hunds første andejagt skal assisteres af en erfaren apportør, som bør være inden for tilkaldeafstand.

         At sende en ung og uerfaren hund på en anskudt and må frarådes, selv om mange hunde givetvis vil klare opgaven uden problemer. Chancerytteri hører dog ikke hundedressuren til. Og slet ikke på dette stadie, hvor man er kommet ganske langt og står med det første ben i målet. Ligeledes er det fristende straks at sende hunden på en påskudt and, som den har set tegne og glide mod jorden. Under jagt sker det af og til, at dødskudt vildt fortsætter ufortrødent efter skuddet. Først efter en flugt på måske 200 m slipper livet op, og fuglen falder forendt mod jorden. Navnlig under andejagt er det ganske praktisk, at apportøren holder et vågent øje med det vildt, der skydes til. Hunde, som virkelig anvendes meget til andejagt, bliver ganske skarpsindige, og kan ofte aflæse for os at se ikke synlige skudtegn. Derfor kan det naturligvis være nærliggende at sende hunden på de ænder, den ser falde mod jorden. På den måde kan den lære at holde øje med de påskudte ænder, indtil de er ude af syne.

         Engang drev jeg en del jagt med en kleiner münsterlænder, som havde udviklet evnen til at holde fokus på ramte ænder til det fuldkomne. Hundens dressurniveau er ikke noget at skrive om her, men den havde dog erfaret, at det var mest praktisk at sidde stille under andetrækket. Det gav i reglen de fleste apporteringer. Men hunden var af natur en selvstændig og meget egenrådig knaldapportør, og så snart en and faldt ud af himlen, satte den af sted – uanset hvad dens ejer ellers mente om den sag. Men modsat mange andre knaldapportører, var det kun i de tilfælde, hvor der virkelig var noget at gå efter, den satte af sted. Når vi skød forbi, hvad vi ofte gjorde, var den rolig som en klippe. Hunden evnede at læse selv de mindste skudtegn, og af og til skete det, at hun satte efter en and, som vi helt klart mente, vi skød forbi. I reglen vendte hun tilbage med forbieren i munden. Jeg er den egenrådige kleiner münsterlænder skyldig i meget.

Faldapportør (boks)

Af og til bliver der i mere nuancerede diskussioner om knaldapport nævnt udtrykket faldapport. En faldapportør er i reglen nogenlunde rolig under skudafgivelsen, men i det øjeblik, den ser et stykke vildt træffes og falde mod jorden, sætter den af sted uden tilladelse. Det er en meget almindelig uskik, som man bør tage i opløbet. Desværre skal der nemlig mange ærgrelser til, før hunden erfarer, at kun vildt, der er ramt, skal apporteres. De færreste hunde vil blive vidne til så mange påskydninger, at de vil være i stand til at kende de enkelte jagtsituationer fra hinanden. For det store flertal vil alene lyden af skuddet være startskuddet. Overvejer man at lade hunden afgøre, hvornår den skal apportere, bør den i flere sæsoner holdes i ultrakort snor, inden den tildeles det tunge ansvar.

         Andejægere hævder ofte, at faldapportører er at foretrække under trækket. Dette er dog en sandhed med modifikationer. Bedst er det, at hunden ser op og spørger om lov, inden den sendes. Der tabes næppe brøkdele af et sekund, såfremt hunden først sendes på ordre frem for på eget initiativ at gå efter anden, som faldt.

         Den meget hurtige apportordre kan dog have ulemper. Desværre medfører den apportordre, som afgives umiddelbart efter skuddet, at hunden ikke afventer apportordre næste gang, den befinder sig i en lignende situation. Husk på, at hunden først og fremmest opfører sig, som den gjorde forrige gang, den var i en lignende situation. Derfor kan en lille kunstpause være en fordel i de situationer, hvor der ikke er fare for, at det skudte vildt forsvinder.

         Hvor længe man trækker tidsintervallet mellem skud og apportordre må vurderes fra gang til gang. Vigtigt er det under alle omstændigheder, at hensynet til det anskudte vildts lidelser går forud for hundens dressurniveau. Har man haft en hurtig apportering, som man frygter har sat spor i hundens stabilitetsniveau, må man være særlig opmærksom næste gang, der skydes og evt. falder vildt.

         Den mest effektive apportør er, når alt kommer til alt, den selvstændige apportør, der kan samarbejde, og som er under kontrol. For selv om hunden har en god næse, er det i sidste ende jægeren, der har eller burde have overblikket over jagtens afvikling. Og selvfølgelig er det fascinerende, at en hund på eget initiativ sætter efter en and, den ser falde død mod jorden 300 m borte. Dette opvejer dog ikke tabet af den vingeskudte and, der når at sunde sig og dykker og aldrig mere viser sig på søens eller jordens overflade. Derfor er det jægeren, der skal afvikle jagtens gang og sørge for, at kabalen af apporteringer i sidste ende går op. Terrænet skal i bogstaveligste forstand være støvsuget for vildt. Hvor en god jagt før hen ofte blev målt i fugle på tasken, måles en god jagt i stigende grad på antallet af efterladte fugle i terrænet. Jo færre, jo bedre, og jo større er tilfredsheden, når man går hjem. End ikke de tungeste galger kan veje op på den dårlige smag af skudt vildt, som ikke blev fundet.

Den første trampejagt

Selv om markvildtet er trængt i det dyrkede land, er det stadig muligt at deltage på en regulær trampejagt. For den unge hund er det en rigtig god oplevelse.

         Fasan, agerhøne og hare har det vanskeligt i det åbne land. I områder uden udsætning og intensiv vildtpleje er bestandene ofte så sparsomme, at de ellers så populære vildtarter ikke udsættes for jagt. Dels fordi det hedder sig, at det ikke kan betale sig, og dels fordi jagtglæden ved at nedlægge en hårdtpresset vildtart er for lille. Navnlig agerhønen nyder jægernes beskyttelse, og mange undlader helt at skyde til hønseflokken, hvis de tilfældigt løber over en. Især hundesportsmanden eller -kvinden holder i reglen skuddet tilbage, da han under træningen af navnlig stående og stødende hunde har brug for vilde og frem for alt levende agerhøns.

         Heldigvis findes der stadig områder, hvor der afholdes regulær trampejagt. Navnlig i områder, hvor der udsættes vildt, kan det først på sæsonen ofte betale sig at opsøge dyrkede marker. Men hvor det førhen var almindeligt, at to-tre jægere og en hund eller to afsøgte marklandet, afvikles trampejagterne også som en slags selskabsjagt med mange deltagere.

         Har man mulighed for at deltage på en vildtrig trampejagt, kan det være en særdeles god træning for hunden. Langt de fleste hunde skal før eller siden deltage på jagter, hvor der er flere deltagere, og en skydefri dag i selskab med andre jægere er en god investering. Navnlig da jagten afvikles i åbent terræn, hvor hunden kan se, hvad der foregår. På den måde kan man lære den korrekt opførsel i en lang række situationer. I skov og uoverskueligt terræn vil det tage meget længere tid at vise hunden til rette i forhold til de mange episoder, der kan udspilles under en jagtdag. Med hunden under kontrol kan man således vejlede den i ønskelig opførsel, når den ser et stykke råvildt springe bagud af såten, ser en flok agerhøns lette fra kartoffelmarken, eller ser en af de øvrige hunde apportere en endnu ikke forendt fasankok. Alt sammen indtryk, som kan ophidse hunden og få den til at fortrænge sin lærdom.

         Naturligvis vil de fleste jagthundetrænere også gerne nedlægge en hare eller en fasan, når invitationen eller chancen byder sig. Den fulde opmærksomhed omkring hunden er dog det, som giver det bedste resultat, og derfor er det vigtigt, at man skubber egen jagtlyst i baggrunden og helt og holdent sørger for, at hunden introduceres til jagten på en så hensigtsmæssig måde som muligt.

Uheldigheder under trampejagten

Det er dog de færreste steder, at vildtet kun trampes op. Mere almindeligt er det at anvende stødende hunde i driverkæden. Disse fungerer tillige som apportører. Derved reduceres apporteringsmulighederne for den unge hund der – i line eller fri ved fod – går med i kæden for første gang.

         Synet af det lettende vildt, synet af hundene, der søger og apporterer, og lyden af skud og andre jægeres fløjt og tilråb er dog med til at afprøve hundens lydighedsniveau og sætte den under pres. Derfor skal man være særlig opmærksom på ethvert tegn på uro hos hunden og gøre, hvad man kan for at berolige den.

         Skulle det ske, at den bliver decideret stresset af oplevelserne og begynder at pibe eller trække i snoren, kan man sakke lidt bagud af kæden og på afstand vænne hunden til, at den blot skal forholde sig rolig, indtil den får besked på det modsatte.

         Falder der på et tidspunkt en dødskudt fugl, som hunden ikke ser, kan man trække hunden frem til området og bede den eftersøge fuglen. Forudsat naturligvis, at hunden er rolig og tryg ved situationen. Vigtigt er det, at andre hunde ikke pludselig dukker op og begynder at blande sig i begivenhederne. Ikke alle hunde, som deltager på selskabsjagter, er af lige høj dressurmæssig standard. Derfor er det vigtigt, at den første apportering kan gennemføres i fred og ro. Noget nær det værste, der kan ske, er, at en fremmed hund pludselig viser sig i området og kaster sig over den nyskudte fasan, som ens hund bærer i munden. En ung hund vil givetvis straks slippe grebet, men er hunden selvstændig og egenrådig, risikerer man, at den ikke overgiver sit bytte uden kamp. Tovtrækkeriet vil i reglen ødelægge det nedlagte vildt, og hvad værre er, kan det også ødelægge hundens vildtbehandling. Næste gang, den under returneringen ser en hund nærme sig, vil den klemme kæberne ekstra hårdt fast om vildtet, og dermed er det første klem taget i en ond spiral, der kan ende i permanent eller situationsbestemt hårdmundethed.

Den første hare

På trampejagter med flere deltagere er det af og til anvendt at placere front eller sideposter i f.eks. læbælter, som omkranser de marker, der afdrives for vildt. Kan man placere sig bag en eller flere af disse skytter, kan man i højere grad selv styre begivenhedernes gang. Dog bør der være en mere erfaren apportør til stede, som kan tage sig af eventuelle anskydninger, med mindre hunden allerede er helt dus med disse.

         Under trampejagterne, der oprindelig primært var rettet mod harer, sker det naturligvis også stadigvæk, at der nedlægges harer, selv om arten i mange år har været i tilbagegang. Inden hunden deltager på jagt, forventes det derfor, at den er fortrolig med apportering af kaniner i harestørrelse. Det vil tillige være en fordel, at den tidligere har apporteret en varm og nyslagtet kanin. Dermed burde det ikke volde de store problemer at bringe skudte harer hjem til føreren.

         Alligevel må man indstille sig på, at den første hareapportering ikke går helt efter bogen. Den blodige og varme hare er en helt anden oplevelse for hunden, og er der tale om en stor fuldvoksen hare på 3,5-4 kilo, kan alene det at finde balancepunket volde lidt begyndervanskeligheder. Opmuntrende tilråb, samtidig med at man bevæger sig væk fra haren og hunden, vil i reglen få den til at gå lidt mere kvikt til værks, såfremt den står og nøler med opgaven. Og når først hunden har fået fat om haren og begynder at løbe tilbage mod føreren, skal den roses behersket. Det siger sig selv, at det drejer sig om at afslutte opgaven så hurtigt og positivt som muligt. Kravet om pæn aflevering må man slække på, såfremt hunden viser tegn på at ville slippe byttet, før den får tilladelse.

         Det er kendt af de fleste, at harer generelt udsætter respektdressuren for voldsomme prøvelser. Derfor skal man ikke sende sin hund på en nyskudt hare, som den har set springe af sædet og forende i de klassiske tre-fire koldbøtter. Den slags oplevelser huskes, og næste gang den ser en hare i fuld firspring over markerne, venter den ikke på apportordre. Den husker tydeligt den varme belønning fra forrige gang, hvor den så en hare strække ud over fennerne i høj fart. Den ved med andre ord, at de ikke er uopnåelige.

         Sker det, at haren ikke forender i skuddet, bør den så vidt det overhovedet kan lade sig gøre aflives med et ekstra skud. Er det ikke muligt, må man sætte eller dække hunden af, og selv med et håndkantslag over harens nakke gøre en ende på lidelserne. Men husk at holde et øje på hunden, når haren i bagbenene løftes op fra jorden. En skadet hare vil af og til udstøde et ganske hjerteskærende skrig, som går gennem marv og ben. Det lyder som et barn, der græder. Lyden kan ophidse hunden, og tager man den ikke i opløbet, vil den snart være ved ens side, klar til at assistere ved affangningen. Derved er situationen endt i stress og panik, og mens hunden hopper og danser omkring føreren, forsøger man at få haren taget af dage.

         En hare, der springer over den høstede eller harvede mark, kan næppe karakteriseres som et vanskeligt skud. Alligevel, eller måske netop derfor, sker det af og til, at skuddet bliver placeret for bagligt. Resultatet kan blive et af de berygtede løbskud, der medfører, at haren fortsætter, selv om den kun har støtte fra de tre af benene. I de tilfælde må det kraftigt overvejes at slippe hunden straks, da hvert sekund tæller til harens fordel. Fordelen er dog i sagens natur meget kortsigtet.

B.T. I begyndelsen må man forhindre, at den unge hund apporterer ikke-forendte harer. Men på sigt skal hunden lære at bringe en skudt hare, selv om den bevæger sig. De første gange bør man dog ikke sende hunden efter en hare, hvor man ikke har mulighed for at gribe ind, hvis apporteringen udvikler sig uhensigtsmæssig.

En trebenet hare

Haren på tre ben kan løbe forbavsende stærkt, men før eller siden vil den løbes op af hunden. Og selv om den anskudte hare spræller for sit liv og måske skriger hjertenskærende, når hunden er fremme ved den, falder den som regel til ro i samme sekund, den befinder sig mellem hundens kæber. Måske en instinktiv reaktion, da den ved, at første del af kampen er tabt. Vilde spark vil kun medføre, at hunden lukker kæberne sammen og gør en definitiv ende på dens liv. Samme reaktion ses i øvrigt hos de fleste andre vildtarter, som anskydes og apporteres af hunden. I samme øjeblik, de er i hånden eller i hundens mund, falder de til ro.

         Som barn deltog jeg en gang på en harejagt, hvor der ikke var en duelig apportør til stede. En hare sprang fra den nyharvede mark, men desværre sad min onkels skud for bagligt, og med det ene bagben dinglende som en propel efter sig, løb den af sted over marken. Jeg løb bagefter, og efter en lang jagt lykkedes det mig at løbe haren op. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre en ende på harens lidelser, og med den hårdt ramte hare i armene løb jeg tilbage mod den uheldige jæger. Haren var fuldstændig rolig, og jeg fornemmede, at livet var ved at forlade den. Fremme ved min onkel satte jeg derfor blot haren på jorden i den naive tro, at haren var så afkræftet, at den ikke evnede at flytte sig. Men i samme sekund de tre ben havde jordforbindelse, satte den af sted med 3/4 skrue. Heldigvis var min onkel hurtigere med sit skud, og denne gang endte harens liv brat og uden slinger i bøssen.

         I dag er det heldigvis ikke længere tilladt at drive jagt på harer og andet småvildt uden tilstedeværelsen af en brugbar apportør. Navnlig i de situationer, hvor haren flygter fra anskudsstedet, er en apportør afgørende. På de forskellige dressurkurser, der afholdes rundt omkring i landet, tillægges apportering af hare og opsporing af bortløben hare da også afgørende opmærksomhed under træningslektionerne.

Harepisker

Desværre indebærer apportering af anskudte harer en risiko for efterfølgende harepiskeri efter ikke påskudte harer. Derfor er mange jagthundeejere ikke just begejstret for harejagt i åbent og for hunden overskueligt terræn. I tæt skov, hvor hunden ikke har øjenkontakt med haren, er der mindre risiko for, at oplevelserne efterlader uheldige associationer i hundens opfattelse af rigtigt og forkert. For naturligvis må hunden ikke løbe efter harer, som de ikke har fået besked på at sætte efter. Men har hunden først en gang indhentet en flygtende hare, siger det sig selv, at den næste hare, den ser springe, virker ekstra fristende.

         Når hunden er dus med apportering af dødskudte harer, kan man begynde at lade den hente hårdt ramte harer, der ikke er i stand til at flytte sig fra påskudstedet. Derved kan man kalde hunden hjem i samme øjeblik, den er fremme ved haren og på den måde foregribe, at den begynder at pjatte med det lidende dyr. Når man sender hunden på en trebenet hare, vil den måske være langt uden for høre- og synsafstand, når haren indhentes. Og har hunden ikke tidligere stået over for en spillevende hare, finder den sin egen måde at klare opgaven på.

         Den i denne bog tidligere omtalte bretontæve udviklede en ret uheldig adfærd, når den var fremme ved en anskudt hare. Dens første apportering af anskudt hare var en af de omtalte trebenede, som blev hentet på lang afstand, langt uden for mit kontrol- og indflydelsesområde. Under en jagt i et moseområde blev en stor hare ramt af en posteret jæger. Afskudt uld og jægerens beskrivelse efterlod ingen tvivl. Jeg kunne kun sætte den unge hund på sporet og ellers vente og håbe på, at den klarede opgaven. Hunden var væk længe, men dukkede så pludselig op med den nu døde hare i flaben. Jeg var af den overbevisning, at haren var forendt under flugten, hvilket er meget normalt, hvis kun få hagl har ramt de vitale dele. Men da skindet blev trukket af haren fortalte den knuste ryg en anden historie. Hunden glemte aldrig den oplevelse, og hver gang den kom frem til en anskudt hare, fik den en rusketur, indtil ryggen gav efter og apporten lå stille. Det var effektivt, men ikke særlig heldigt for den, der skulle have harestegen i ovnen eller gryden.

         Havde jeg været til stede, første gang hunden stod ansigt til ansigt med en ikke forendt hare, kunne jeg måske have foregrebet den uheldige adfærd.

Den første klapjagt

En meget stor del af det vildt, som nedlægges i Danmark, skydes på efterårets klap- og drivjagter. På en jagt kan en ung hund lære mere om apportering af vildt, end den kan på adskillige jagter med mere naturlig og beskeden vildttæthed.

         I reglen ledes klap- og drivjagten af en tilknyttet skytte, der sørger for, at jagten afvikles, så de ofte betalende jægere får den jagtmæssig oplevelse, de forventer. Derfor er den jagtansvarlige meget afhængig af et velfungerende team af apportører og drivere. Det siger sig selv, at hundene, der deltager på sådanne jagter, skal være af en særlig høj dressurmæssig standard. De mange skud og de mange fugle kan virke ekstremt ophidsende, og har man ikke fuld kontrol over hunden, inden man møder op på en stor ande- eller klapjagt, har man det i hvert fald slet ikke, når man forlader den igen. Derfor er en klapjagt ikke stedet, hvor man træner sin hund i de færdigheder, der må anses som basale.

         Først når man føler, at man har kontrol over hunden, bør man rette henvendelse til en skytte eller terrænplejer og forhøre sig om muligheden for at deltage på en eller flere af efterårets jagter. I reglen er skytten dækket ind, da navnlig hundesportsfolk sætter stor pris på at deltage på jagterne, idet f.eks. markprøver for retrievere typisk afvikles under klapjagter på ænder og fasaner. Men en forespørgsel lønner sig i reglen altid, og måske opstår der en ledig plads på et tidspunkt, som man kan udfylde.

         Inden man tager opstilling i rækken af hundeførere, er det dog praksis, at man viser skytten, hvad hunden kan. I den, som i de fleste andre situationer, gælder det om at være ærlig og sige, hvad man ved, hunden kan klare. At man påpeger tænkte situationer, som man ikke ved om hunden kan løse, efterlader kun et positivt indtryk. Såfremt skytten ved, at man f.eks. ikke er 100% sikker på, at hunden kan holdes tilbage ved mødet med råvildt, kan han udpege en post, hvor risikoen for den slags provokationer er minimal.

         Ligeledes er det en god idé at bede skytten om at forklare reglerne for deltagelse. På selve dagen er der mange hensyn at tage, og alle skal helst kende deres opgave og vide, hvad der forventes af dem.

Mental forberedt

Når den store dag oprinder, er det vigtigt at få så meget som muligt ud af oplevelserne. Husk at man først og fremmest deltager for at lære sin hund, hvordan den skal opføre sig. Ikke hvordan den kan opføre sig. Det gælder om at stikke en finger i jorden og tænke på, at de øvrige hundeførere også har deltaget på en stor jagt med en ung og uerfaren hund. De fleste af dem endda adskillige gange.

         Efter parolen, hvor jagtværten og den ansvarlige for jagtens afvikling har givet de nødvendige informationer om jagtens afvikling, går eller kører man til første såt.

Som ny hundefører bliver man tildelt en post, hvor der ikke forventes at falde en masse fugle. På fasanjagter vil man i reglen blive placeret et stykke bag skytterne, hvorimod man ved andejagter ofte står lidt tættere på de enkelte skytter. Bed dog altid jagtgæsten fortælle, hvor han ønsker, man skal opholde sig under drevet.

         Når såten blæses i gang og de første skud begynder at falde, er det vigtigt at have sin fulde opmærksomhed omkring hunden. Man kan evt. sætte sig ned ved siden af den og forsøge at berolige den, såfremt den virker opstemt. Fugle, som falder dødskudte, opsamles efter såtens afblæsning. Lettere anskudte fugle skal så vidt muligt eftersøges straks. For at undgå problemer, er det dog en god idé at alliere sig med en af de mere erfarne hundeførere. Denne kender i reglen rækkefølgen i såterne, der skal afdrives, og kan derfor foregribe uheldige afsøgninger af næste såt. Man står næppe øverst på listen, næste gang der inviteres apportører såfremt ens hund i bestræbelserne på at fange en bortløbet fugl rydder næste såt for vildt. Fugle, der falder eller søger tilflugt i områder, som skal afdrives senere på dagen, bør man ikke sende hunden ind i uden tilladelse. Er der noget, man er i tvivl om, er det en god idé at spørge nabohundeføreren.

Apportering af snepper(boks)

En af de mest populære vildtarter vi har i Danmark, er skovsneppen. Men apportering af den sagnomspundne vadefugl kan give problemer.

         De færreste jægere jager snepper. Fuglene nedlægges i reglen tilfældigt under andre former for jagt. På driv- og klapjagt i skov og krat er sneppen en ret almindelige sidegevinst, og derfor skal hunden naturligvis være i stand til at bringe fuglen til tasken den dag, det lykkes at sende en skovsneppe til jorden.

         Af en eller anden årsag er der dog mange hunde, som ikke bryder sig om sneppen. De ignorerer den nærmest som en slags uinteressant færtstøj, når de lokaliserer den. I stedet for at samle den op, snuser de blot til den og fortsætter deres eftersøgning efter fasan eller and. Der er givetvis et eller andet ved sneppen, som forvirrer dem eller vækker deres afsky. Derfor er det ikke unormalt, at man skal arbejde lidt med de nedlagte snepper, før hunden overvinder sin modvilje eller blot erfarer, at sneppen skal bringes til hånd på lige fod med alle andre nedlagte vildtarter, den finder på sin vej.

         Et par nedfrosne eksemplarer kan tøs op, og med dem kan man pudse formen af, inden sæsonen starter. Dermed er det første skridt taget. Bedst er det dog, hvis man under jagt kan låne en nyskudt og varm fugl, så man kan lave et par kast og lokke hunden til at overvinde den modvilje, den evt. måtte udvise. De første gange man har mulighed for at introducere hunden for en nedlagt sneppe, er det således om at udnytte muligheden. Undlad dog at overdrive og stop, så snart legen er god. Den nedlagte fugl er i øvrigt særlig værdifuld for den heldige jæger, og derfor bør man aflevere fuglen så pæn og intakt som muligt, når man er færdig.

Problemvildt (boks)

Man må undre sig over, at f.eks. en setter eller pointer vil gå gennem ild og vand for at få tænderne i en fasan eller agerhøne, men vender den anden kind til, når den møder en nyskudt krage eller and. Hønsefuglebegæret er nedarvet, hvorimod lysten til at gabe over dykand og måge etc. ofte skal fremelskes via inspirerende prægning og dressur.

         Selv om præferencerne for de forskellige vildtarter ses mest markant hos stående engelske jagthunderacer, vil langt de fleste hunderacer have vildtarter, som de sætter mere pris på end andre.

         Inden hunden deltager på jagt, er det derfor en fordel, at hunden er vænnet til at hente både måge, krage, dykand og husmår etc., selv om de nævnte vildtarter ikke står øverst på den apporterende hunds topti-liste.

         Den magelige jæger og dressør vil hævde, at dette er unødvendigt, eftersom han eller hun ikke driver jagt på de nævnte arter. Med stor sandsynlighed sker det dog på et eller andet tidspunkt, at der nedlægges en krage eller sølvmåge på en jagt, hvor ens hund er den ansvarlige. Da er det både ærgerligt og pinligt, hvis hunden afviser ordren og lader vildtet blive, hvor det faldt.

         Skulle man opleve, at hunden f.eks. ikke vil apportere en krage, vil et par fristende kast hen over græsplænen i mange tilfælde tænde dens jagtlyst og få den til at overvinde den ubehagelige smag. Virker det ikke, kan man prøve at binde vingerne til den vante dummy, som hunden er glad for at hente. Det hjælper i reglen. Inden man vender tilbage til den døde problemfugl, kan man evt. stoppe den i en strømpe. Før hunden sendes efter strømpen med den indlagte krage eller måge, kan man trække strømpen over dummyen, og dermed lade hunden tage det første skridt. Efterfølgende vil overgangen til mågen eller kragen være meget lille.

         Jægere, der er tilhængere af tvangsdressur, vil ofte krybe til anvendelse af tvang, når de løber ind i en problemart, som hunden nægter at apportere. Og givet er det, at det er det første skridt, som er det vanskeligste. Når først hunden en gang har taget fat om fuglen, vil begejstringen stige gang for gang, forudsat at man laver træningen afvekslende og fængslende. Alligevel må det tilrådes, at hundens førstehåndsindtryk af den nye vildtart er positivt. Derfor skal tvang være absolut sidste udvej, da resultatet meget vel kan blive det stik modsatte af det, man forestillede sig. Det er muligt, at man på græsplænen kan få hunden til at hente og bringe måren eller kragen. Men så snart hunden under jagt ikke mærker sin ejers stikkende øjne, vil den være tilbøjelig til at forbigå den ubehagelige vildtart i al ubemærkethed. Fænomenet er ikke just ukendt og kan opleves de fleste steder, hvor flere jægere træner hund sammen.

         Tvangsdressuren kan være en farbar vej mod etablering af den basale forståelse for at bringe og aflevere et apportemne. Men det skal understreges, at kun lystbetonet dressur kan bringe hund og træner videre i forløbet. At tvinge en hund til at hente en vildtart, den ikke bryder sig om, er derfor ikke løsningen. Træneren må udvise mere fantasi. Og husk i den forbindelse ikke at gentage en succesfuld øvelse. Selv om man almindeligvis siger, at man ikke skal gå tilbage til en fuser, gælder det i hundetræning om ikke at gentage en succes, før oplevelsen er faldet på plads i hundens erindring. Det vil sige, at man ikke bør genoptage øvelsen før i næste undervisningslektion.

 

5

Møde med hårvildt

Under jagt og træning i terrænet vil hunden ofte støde på vildt, som den ikke skal apportere. Derfor er det vigtigt, at hunden har lært, at flygtende vildt skal ignoreres.

Det er i reglen fasaner, og i særdeleshed harer, som volder problemer. Synet af en hare, der springer af sted foran hunden, virker som ilt til et allerede iltert blod. Mange hunde vil gennem hele livet løbe  efter det vildt, de møder, selv om føreren højlydt protesterer, hver gang det sker. Og den eventuelle straf trykker ikke hunden mere, end at den gør det samme næste gang, den støder på en hare, fasan eller et stykke trykkende råvildt etc.

         Gennem tiden er der udtænkt mange tiltag for at dæmpe uskikken, der kan spolerer enhver jagt. De fleste tiltag er uden virkning, når først den manglende respekt er blevet et indgroet reaktionsmønster. Derfor må man, så vidt det overhovedet er muligt, forhindre, at den apporterende hund preller fuglevildt eller pisker efter hare og råvildt. Det drejer sig om at lære hunden, at den skal forholde sig i ro, når den møder fristelserne. Husk, at man ikke kan opdrage en hund ved hjælp af straf. Derfor må den lære, hvordan den skal opføre sig i de enkelte situationer. Først når den ved, hvad der forventes af den, kan den irettesættes, hvis den alligevel gør, som den selv har lyst til.

         Bedst er det at lære hunden, at det flygtende vildt er endnu et signal for stop på lige fod med håndsignaler, fløjte- og verbale kommandoer som sit eller dæk. Dette indlæres mest effektivt i områder med mange harer. Parker, golfbaner og grønne områder i industrikvarterer huser ofte en tæt bestand af harer, der tillige er vænnet til synet af mennesker og hunde, og derfor tillader, at man nærmer sig. Spotter man en hare, der fouragerer på en mark eller græsplæne forsøger man at trække hunden op mod haren. I samme øjeblik hunden ser haren, kommanderes den dæk eller sit. I sekundet efter kaldes den op, og man bevæger sig bort fra haren. Situationen skal virke rolig og afslappet, og haren skal ignoreres. Derfor må stemmeføringen være behersket og kontrolleret. Når hunden spontant stopper ved mødet med haren, kan man lade den gå fri ved fod. Gang for gang giver man hunden mere og mere snor, og til sidst kan man lade den søge i områder, hvor man ved, der er harer. Men forsøg altid at være et skridt foran hunden. Ofte ved man erfaringsmæssigt, hvor harerne trykker, ligesom man af og til kan spotte dem, når de trykker i sædet. Dette giver mulighed for at sætte ind med stopsignalet i absolut samme sekund, som haren forlader sit leje.

Opsøg en hare

De mange forberedende ture i hareområdet med hunden fri ved fod er i reglen en god investering, selv om navnlig ejere af stående hunde og spaniels brænder for at se den unge hund udfolde sig i søget efter vildt. Men da netop manglende respekt over for harer er et af de områder, der traditionelt anvendes mange ressourcer på at bekæmpe, er den grundige forberedelse godt givet ud. Samtidig kan harerne ofte findes på det tidspunkt af året, hvor det alligevel ikke er muligt at træne hunden i terrænet pga. af fuglevildtets yngleaktivitet.

         Hunde, der først har fået smag på at piske efter harer, kan i øvrigt med fordel trænes efter samme recept. Igen er det den ignorende opførsel over for haren, der er det vigtigste. Den ophidsede skældud, som man af og til ser anvendt, virker kun ophidsende på hunden. Det vil næste haremøde også gøre. Men da er det ikke sikkert, at hunden er i rem.

         Tidligere var det almindeligt at kurere hunden ved hjælp af elektrisk halsbånd. Og i de rette hænder var det fjernbetjente dressurhalsbånd i mange tilfælde en effektiv kur mod harepiskeren, selv om også eksempler på det modsatte er set. Uheldige følgevirkninger var desværre et ikke ukendt resultat af el-halsbåndet. Skaderne opstod primært, når det elektriske hjælpemiddel blev anvendt i forbindelse med manglende reaktion ved hjemkald, ved manglende respekt over for fuglevildt og ved manglende respekt over for andre hunde. Strøm givet i situationer, som hunden ikke helt forstår, kan efterlade højst uhensigtsmæssige forbindelser i hundens erindring. I dag må strøm dog ikke anvendes til dressur af hunde, og derfor giver det ikke mening at diskutere fordele og ulemper samt retningslinjer for anvendelsen af denne ulovlige metode.

         Sker det under jagt eller træning, at en hund ignorerer den opspringende hare og pisker efter den, selv om det indlærte stopsignal efterfølges af fløjt og verbale stopsignaler, må man som i alle andre sammenhænge vende problemets årsag mod sig selv. Måske var man et øjeblik ukoncentreret og kom for sent med kommandoen. Stopsignalet skal helst falde, før hunden sætter af sted. Har den allerede taget det første skridt, er det mange gange vanskeligere. Årsagen til den manglende respekt kan også skyldes, at man overså hundens manglende koncentration. En mentalt træt hund er mere tilbøjelig til at give efter for provokationerne.

         Før eller siden kommer de fleste ud for, at en hund kaster sig ud i harejagten, selv om den i mange lignende situationer har opført sig efter bogen. Det er vanskeligt at sige, hvad det er, der udløser den uønskede reaktion. Engang gik jeg med en stående hund, som var særdeles flink til at dække for de opspringende harer, selv om jagtlysten absolut ikke fejlede noget. Efterhånden ignorerede hun blot harerne, når de sprang op af jorden og uden at slå søgsoplægget i stykker, fortsatte hun sit arbejde.

         I en af hendes sidste jagtsæsoner blev der dog nedlagt en del harer for hende. Herunder havde hun flere apporteringer efter anskudte harer, der blev hentet efter lange og hæsblæsende forfølgelser. Disse oplevelser satte sine indtryk, og sidst på sæsonen piskede hun efter harer, så det var en lyst. Jeg vendte det blinde øje til og besluttede at tage fat på problemet, så snart jagtsæsonen var forbi. Under den allerførste forårstur i marken, søgte hunden på en lille opharvet mark. Ved markens ende sprang en stor hare, næppe mere end fem meter fra hunden. Men nu var alt ved det gamle. Hunden fornemmede tydeligt, at vi ikke var på jagt og bortset fra et lille ryk og et henkastet blik, udløste haren ingen reaktion. Uanfægtet fortsatte hunden sit søg efter fuglevildt. Eksemplet viser, at situationerne for os at se kan være identiske, selv om hunden med dens fremragende fornemmelse for nuancerne kan opleve det helt anderledes

Kræver mange situationer

Som udgangspunkt gør hunden, som den gjorde sidste gang, den var i en lignende situation. Og sidst omtalte hund var i en situation, hvor jeg ikke havde bøsse i hånden, og derfor ignorerede den haren.

         Eksemplet kan også vendes og anvendes til forståelse af de situationer, hvor hunden efter tre-fire vellykkede ignoreringer pludselig bryder alle regler og sætter af sted. Men for hunden er der måske tale om en oplevelse, som den ikke umiddelbart kan kende fra sit erindringslager. Og når hunden ikke kan huske, hvordan den gjorde sidst den var i en lignede situation, slår instinkterne til og den gør, som den føler for. Derfor skal der mange vellykkede situationer til, før man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at ens hund er hareren.        Spørgsmålet er, om man nogensinde når så langt. Under en markprøve mødte jeg en gang en selvsikker hundefører, der kun havde hånlige træk til overs for de hunde, der på denne prøve piskede efter harer. Hans hund løb ALDRIG efter harer, oplyste han. Få minutter efter den bombastiske udtalelse blev han kaldt frem til afprøvning. Desværre gik det ikke som ALTID. Få sekunder efter at hunden var sluppet, løb den på en hare. Hverken dressur eller respekten for fløjten og de høje råb holdt. På fuld hals forsvandt hunden efter haren. Hunden var færdigbedømt på under 10 sekunder, og for den skuffede hundefører var prøven forbi. Eksemplet viser i øvrigt, at man altid skal være forsigtig med folk, som anvender udtrykket aldrig og altid. Navnlig når det drejer sig om hundefolk.

Ikke hareren (boks)

Det hævdes ofte, at en apporterende hund ikke skal være hårvildtren. Den skal blot kunne bremses ved mødet med en hare eller et springende stykke hjortevildt. I de tilfælde, hvor en hare anskydes, er det afgørende, at hunden kan sendes på haren, indhente den og bringe den til sin fører, som kan gøre en ende på lidelserne. I praksis skal en hund dog kun have en ganske lille opfordring, og den vil – uanset hvor hareren den end måtte være – sætte efter den eventuelt løbskudte hare på fuld tryk. Kun meget hårdhændet dressur kan efterlade så varige indtryk, at en hund ikke tør give efter for fristelserne, når dens fører peger mod den flygtende hare og siger apport.

         Det store problem opstår først efterfølgende. Givet er det, at de hæsblæsende jagter efter trebenede harer efterlader uhensigtsmæssige indtryk, og næste gang hunden ser en hare, der ikke er anskudt, skal man være særlig opmærksom på at holde den tilbage.

Kaninhegn (boks)

I de senere år er det blevet populært at oprette kaninhegn til indlæring af jagthundens hårvildtrespekt. Ideen er importeret fra det det britiske kontinent. Og selv om der kun i begrænset omfang jages kaniner i Danmark, kan hunden med fordel lære de grundlæggende regler for møde med hårvildt i hegnet, der ofte kaldes for en rabbitpen.

         Hegnet er typisk omkring 10x 50 m, og kaninerne lever et ret frit liv med mange underjordiske gangsystemer, hvor de kan søge tilflugt, når hunden kommer for nær.

         Selve træningen praktiseres på stort set samme måde, som tidligere beskrevet under haretræningen. For den hundeejer, der kun har en eller to hunde, kan det næppe tidsmæssigt forsvares at indrette et kaninhegn. Kun i de tilfælde, hvor man har mange hunde i oplæring, og måske er bosiddende et sted, hvor der ikke er adgang til områder med harer i tilstrækkeligt antal, kan det være en fordel at finde et område, hvor man kan indrette en lille indhegning med måske 10-20 kaniner. Husk dog, at kaninerne skal passes på lige fod med andre dyr, man påtager sig ansvaret for, ligesom de skal beskyttes mod besøg af ræv og rovfugle.

Respekt for fuglevildt

En hund, som løber efter fuglevildt – typisk fasan og agerhøne – er et irritationsmoment på enhver jagt. Man skal dog tænke på, at en lettende fugl er stærkt ophidsende for en jagtglad spaniel eller stående hund. Når hunden efter et langt og trættende søg endelig finder fugl og rejser, er det naturligt, at den eftersætter i forsøget på at fange byttet. En apporterende hund, som normalt kun slippes, når der skal apporteres ikke synligt vildt, vil ikke opleve vildtets flugt nær så fristende.

         Men også den hund som kun skal apportere skal lære at modstå fristelserne. Under eftersøgning af skudt vildt, vil den apporterende hund før eller siden støde på en fasan eller en trykkende flok agerhøns. Derfor er det vigtigt, at hunden er kold og bevarer fatningen i sådanne situationer. Preller den, kan der gå afgørende sekunder eller minutter, inden hunden atter er tilbage i det område, hvor den blev sendt ud for at eftersøge en nedlagt fugl. Navnlig anskudt vildt kan i denne periode fjerne sig langt fra nedfaldsstedet, og dermed gøre eftersøgningen mange gange vanskeligere.

         Indlæring af respekt over for fuglevildt er mere eller mindre identisk med indlæring af respekt over for hårvildt. Også her indledes respektdressuren med hunden i snor. I samme øjeblik, fuglen bryder op og tager flugten, kommanderer man hunden sit eller dæk og roser den behersket. Igen drejer det sig om at udstråle overskud og overblik. Panikagtige reaktioner efterlader kun stress.

         I reglen lærer hunden ret hurtigt at sætte sig ved mødet med de baskende vinger. Men det forudsætter, at man kan finde områder, hvor det er muligt at finde fugle i tilstrækkeligt antal. Mødet med en fugl om ugen flytter ikke grænser, og for mange nye hundeejere uden kontakt til jagtvæsener med udsætning af vildt, kan det blive et problem at få denne del af respektdressuren på plads, inden jagtsæsonen starter.

         Navnlig i de tilfælde, hvor hunden først er klar til denne del af dressuren i sommer- og sensommerperioden. I den høje vegetation kan det være vanskeligt at få fuglevildtet på vingerne, ligesom de fleste jægere ønsker fred på terrænet forud for den kommende sæson. Efter jagtsæsonen er de knap så følsomme, da fuglene nu er stærkere og mere knyttet til området.

         De tidlige forårsmåneder er derfor de måneder, hvor det alt i alt er nemmest at præsentere hunden for flygtende og lettende fuglevildt. Når hunden respekterer fuglevildtet i rem, trænes den fri ved fod og efterfølgende, mens den søger efter en dummy i et område, hvor man ved eller forventer, at der opholder sig en fasan eller to.

         Afslutningsvis skal der kobles skud på øvelserne. Hunden er allerede fortrolig med skud, men skal naturligvis lære at modstå dobbeltfristelserne fra både skud og baskende fasanvinger. Husk at lade fasanen trække ud, inden skuddet afgives. Og kun i de tilfælde, hvor hunden er komplet rolig under vildtets flugt, bør der skydes.

Nænsom respekt (boks)

Selv om man ikke skal acceptere prelning hos den færdigdresserede hund, skal man dog ikke gribe for hårdt ind over for den unge hunds første forsøg på at fange en flygtende fugl. I hvert fald ikke, når det gælder dressur af en stående hund. Såfremt hunden forbinder hønseskrål og baskende vinger med sin førers højlydte utilfredshed, kan den på sigt udvikle en træg rejsning. Til sidst vil den måske nægte at gå frem mod ubehaget, som skjuler sig i det lange græs. Træg rejsning er som bekendt ikke just et ukendt fænomen hos stående jagthunde, selv om det retfærdigvis skal nævnes, at problemet også kan være delvis medfødt.

         Kommandoen for stop skal falde på et tidspunkt, hvor man er sikker på, at den unge hund ikke forbinder kommandoen med selve rejsningen. I praksis vil det sige, at man forsøger at nedkorte forfølgelsen gang for gang. Dog er der hundeførere, som forsøger at lære hunden fuld respekt over for flygtende vildt, inden de slipper hunden i marken første gang.

         Dressuren må – som al dressur – tage udgangspunkt i den enkelte hund. Meget egenrådige hunde med et meget stort jagtoverskud kan måske med fordel startes op på vildt under kontrollerede forhold. Evt. på steder, hvor man med hunden i snor har mulighed for at lære den, hvad der forventes af den i det øjeblik, vildtet tager flugten. Dog skal man ikke forvente, at den uden videre medbringer denne lærdom til marken. Hunde har det med at gennemskue alle mulige tricks og kunstige indslag i dressuren. Men en hund, som ved, hvad der forventes, er trods alt nemmere at irettesætte end den hund, som preller, fordi den ikke ved bedre.

Arbejd med glæde (boks)

Det giver de hurtigste fremskridt, hvis man arbejder med hundens glæde under træningen. Navnlig når man arbejder med den helt unge hund, som kun kan trænes så længe, den selv har lyst. Til gengæld er indlæringsniveauet ganske højt hos en glad og motiveret hvalp eller unghund. Men der er ting, som er nemmere at lære den end andre.

         En ung hund kan lære at knaldapportere på sekunder. Aldrig senere i hundens liv vil det blive nødvendigt at genopfriske dens lærdom, og den vil med stor fornøjelse piske af sted i samme øjeblik, bøssen knalder. Omvendt vil det tage timer at lære den det modsatte, nemlig at forholde sig rolig i skud, uanset hvad der sker. Hundens lyst gør forskellen.

         Eksemplet bør man forsøge at overføre til den daglige træning. Kan man få hunden til at udføre opgaverne af egen fri vilje, lærer den det mange gange hurtigere, end hvis den skal have lærdommen repeteret gang på gang, fordi den dybest set hellere vil lave noget andet.

         I bestræbelserne på at holde hundens lyst og motivation i top er det vigtigt, at man ikke trækker træningen i langdrag. De enkelte træningsmomenter må ikke strække sig over særlig lang tid. 5×3 minutter er bedre end en lektion på 15 minutter.

         En af de første ting, man begynder med, når man begynder træningen af en ny hund, er at etablere øjenkontakt med hunden. Hunden skal lære at se på sin fører, og den hund, der med øjnene har lært at spørge om lov under grunddressuren, er betydelig lettere at dressere, når arbejdet flyttes til mark og skov. F.eks. kan man forlange, at hunden kigger på én, inden man giver den madskålen, ligesom den må lære, at døren først går op, når den sidder pænt og ser sin fører i øjnene.

         Selv om mange mere erfarne jagthundedressører ofte blander grunddressuren og markdressuren og træner eller motiverer hunden i samme periode af dens liv, bør det tilrådes, at man som nybegynder har en plan, hvor man holder tingene adskilt.

         Har unghunden først lært at prelle og løbe efter harer, kan det blive problematisk at omskole den. Derfor bør man som udgangspunkt ikke gå i terrænet med den unge hund, før den er stoplydig og kan bremses på tilråb, fløjte og håndsignal.

 

4

Markering – også på lyd

Den del af træningen, som kræver mindst opmærksomhed, er markering, selv om evnen til at markere og huske, hvor vildtet faldt i langt de fleste tilfælde er det, der gør forskellen mellem succes og fiasko.

De fleste hunde udvikler hurtigt en forbavsende god evne til at bemærke, hvor dummyen eller vildtet tog jorden. Og har hunden set, hvor vildtet faldt, er det sjældent nødvendigt at støtte den undervejs mod målet. Derimod skal man være særlig opmærksom på at holde hunden i ro, når den oplever, at der falder noget ned fra himlen. Faren for knaldapport lurer altid og må for enhver pris holdes nede.

         Markering på lyd kan være nyttig at indlægge i den daglige træning. I mange situationer har hunden ikke mulighed for at se fuglen falde mod jorden. Men kan den på lyden retningsbestemme nedfaldsstedet, er den halve sejr allerede vundet. Under ande- og duejagt sidder hunden ofte gemt bag sløringsnet eller høj vegetation og er derfor forhindret i at følge slagets gang med øjnene. Men lyden af fuglevildt, der rammer jorden eller vandspejlet, er nyttige informationer, som betyder, at hunden i reglen selv finder frem til vildtet uden retningsanvisninger fra føreren.

         Under jagt sker det ofte, at der falder flere stykker vildt mod jorden inden for samme korte tidsperiode. Ofte har man et ønske om at få de nedlagte fugle bragt hjem i en bestemt rækkefølge. Det vil typisk være i de situationer, hvor en fugl tegnede for et ikke dødeligt skud. Også i de situationer, hvor vildt falder på vand, kan det være en fordel at få hunden ud efter en fugl, som vind og strøm truer med at føre bort.

         I sådanne og lignede situationer er det derfor en fordel, at hunden husker de enkelte markeringer og accepterer, at det er føreren, der bestemmer, hvornår de nedlagte fugle skal hentes. Overlades denne beslutning til hunden, vil den typisk gå efter den fugl, som den så falde mod jorden sidst. Evnen til at markere og huske de enkelte fugle er derfor også en del af den mere avancerede træning af apportøren.

Apporteringskommando (boks)

De fleste jægere anvender ordet apport, når de sender hunden ud mod en apportgenstand, som hunden har set falde mod jorden. Har man flere hunde, er det en fordel, at hunden trænes til at apportere på navn. Anvendes ordet apport, vil alle hunde ved ens side stryge af sted i samme øjeblik, kommandoen falder.

         Drejer det sig om en blindapportering, altså apportering af vildt eller dummy, som hunden ikke har set falde i området, anvendes ofte udtrykket søg apport. Hunden skal herefter anlægge et frit søg, hvor den udnytter vind og terræn så godt som muligt.

         Ved man præcis hvor fuglen er faldet, kan det være en fordel at dirigere hunden frem til området. Her anvendes ofte udtrykket ud eller bach, når man sender hunden frem mod det sted. I den forbindelse er det vigtigt at koble håndsignaler til kommandoerne. Og husk at overdrive retningsangivelserne under indøvning af dirigering. Skal hunden søge til venstre for føreren, peges der med venstre arm og hånd mod målet, og skal hunden søge mod højre, kastes højre arm og hånd i den ønskede retning. Af og til ses et områdefløjt tilknyttet, når hunden er fremme i det område, hvor den skal slå sanserne til og begynde at søge.

Dirigering på lang afstand

Dirigering af den apporterende jagthund gør altid indtryk på tilskueren. Og flot ser det ud, når en hundefører på stor afstand kan lede sin hund frem til en fasan, som hunden ikke allerede har set falde mod jorden. Men for lidt og for meget fordærver som bekendt alt. Og givet er det, at dirigering er balancens kunst. Støttes hunden for meget under apporteringsøvelserne, går det ud over dens selvstændighed og det frie søg. Den søger da konstant støtte hos sin fører. Dette er naturligvis ikke ønskeligt.

         Omvendt skal hunden være modtagelig for kommandoer, når den arbejder på en apportopgave. Er den ikke lydhør for fløjt og retningsangivelser, vil man miste en del, navnlig anskudt vildt, fordi hunden ganske enkelt søger i det forkerte område, alt imens det anskudte vildt bevæger sig længere og længere væk fra nedfaldsstedet. Dirigentens fornemme opgave er at lede hunden på rette spor så hurtigt som muligt. Når først hunden er fremme i området, må den støtte sig til færten og selvstændigt følge op på det spor, som det anskudte vildt har efterladt.

         Dirigering er dog også nyttig i mange andre situationer, hvor dødskudt vildt falder i områder, som jægeren ikke har lyst eller mulighed for at bevæge sig hen til. Kan man tørskoet lede hunden ud i en våd og sumpet eng, er det naturligvis en fordel. En hund, som ikke har lært dirigering, vil muligvis insistere på, at dens fører forlader posten og følger med.

         Det er i reglen ret enkelt at lære hunden dirigering til husbehov, forudsat at den naturligvis er stoplydig og kan sættes af uden at flytte sig. Nemmest er det at lære den at søge ud til siderne samt søge ind mod føreren. Den diciplin, som man bør bruge mest tid på, er kommandoen for ud, da den dels er den vanskeligste og dels er den, som man oftest har brug for.

         Begynd med at sætte hunden af, og gå væk fra den. Vend om efter nogle få meter og kast derefter en dummy ud til den ene side. Med tydelig retningsavisning sendes hunden ud for at apportere. Øvelsen skal blot repetere det allerede indlærte.

         Efter denne øvelse kastes der nu to dummyer. En til hver side. Igen sendes hunden ud mod den dummy, der ønskes. Første gang mod den sidst kastede, da det falder mest naturligt for hunden. Efterfølgende bestemmer man selv rækkefølgen. Skulle hunden ignorere det tydelige håndsignal og gøre tegn til at springe mod den uønskede dummy, bremses den i opløbet, hvorefter man selv henter dummyen. For en apportglad hund er det en ret alvorligt at blive stoppet undervejs mod dummyen, og handlingen tages til efterretning. Skulle det ske, at hunden når at sætte i den forkerte retning, bremses den på fløjte eller kommando og bæres tilbage til udgangspunktet. Efterfølgende henter man selv dummyen.

         Bedst er det at træne hunden på en langhåret græsplæne, der akkurat er i stand til at skjule de udkastede dummyer, som falder 10-15 m fra apportøren.

         Når hunden er dus med dirigeringsprincipperne højre og venstre, begynder man at lære den kommandoen for ud. Også her sættes den af. Dummyen kastes nu hen over hovedet på hunden. Lad dem falde 10-15 m bag den. Med kommandoen ud eller bach, hvis man foretrækker dette udtryk, sendes hunden ud efter apporten, som den har markeret. Samtidig vinkes hunden ud med håndsignalet. I begyndelsen kan man anvende begge hænder. Men i løbet af kort tid bør man gå over til enhåndsdirigering, da man under jagt i reglen kun har en hånd fri.

Vedligeholdelse af frit søg

Den jæger, som ønsker at gå til prøve med sin hund, skal tilstræbe en hund som mestrer alle disciplinerne; markering, dirigering og frit søg. Navnlig på retrieverprøver på højt niveau.

Under jagt er hundens evne til at anlægge et energisk og selvstændigt frit søg dog det, man oftest har brug for. Den hund, som har lært at søge selvstændigt, vil kunne løse langt de fleste af de opgaver, den sættes ud på. Derfor er det vigtigt, at man under dressuren er særlig opmærksom på at oparbejde hundens evne til at holde koncentrationen under det frie søg. Det skyldes, at mange faktisk sætter hundens selvstændighed over styr under træningen.

         En hund, der er sat ud i frit søg, skal som hovedregel ikke støttes eller animeres. Standser den op under afsøgningen og ser mod føreren, skal man ignorere den diskrete opfordring om hjælp og retningsangivelse. Efter et par sekunders anmodning om støtte vender hunden dog tilbage til søget, og den erfarer hurtigt, at den er alene og skal søge, indtil opgaven er løst.

         I mange situationer er man under jagt ikke selv klar over, hvor vildtet befinder sig, og derfor er hundens initiativ meget afgørende. Det gælder ikke mindst under jagt i de tidlige morgen- og aftentimer, hvor der af og til skydes til ænder, som falder uden for synsvidde. I sådanne og mange lignede jagtsituationer, er det vigtigt, at hunden kan afsøge et stort areal uden støtte og hjælp.

         Under træningen forud for jagtsæsonen er det vigtigt at opbygge hundens evne til at holde koncentrationen omkring det frie søg. Det vil i praksis sige, at man tilstræber at holde hunden så længe på opgaven, som dens psyke og dressurniveau tillader og ikke længere. Opgaverne med at finde de udlagte dummyer må ikke være så vanskelige, at hunden mister farten og gnisten under søget. Derfor skal den i begyndelsen relativt hurtigt finde frem til en af de dummyer, der er gemt i terrænet.

         Gang på gang tilstræbes det at flytte grænserne minut for minut. Der udlægges færre dummyer i terrænet, og man tilstræber, at hundens evne til at arbejde koncentreret også udvides. I sidste ende skal hunden være i stand til at søge i ganske lange tidsintervaller uden indblanding fra føreren. Under jagt vil man dog af og til støtte hunden i bestræbelserne på at få hunden frem til en evt. anskudt fugl så hurtigt som muligt. Er det frie søg først grundlagt, volder det sjældent problemer at blande sig fra tid til anden. Men under træningen gælder det om at holde både fløjte og hænder i ro.

         Det er naturligvis formålsløst, såfremt hunden bliver ved med at finkæmme en del af området, selv om det naturligvis er prisværdigt, at den er grundig. Men det er også vigtigt, at søget er fremadrettet, og at hunden kommer frem i det område, der skal afsøges. Skulle hunden have vanskeligt ved at slippe en del af terrænet, kan man flytte sig en anelse. Men stadig skal hunden ikke bremses i søget eller dirigeres bort fra området. Alene det, at føreren flytter sig, vil i reglen medføre, at også hunden trækker med i samme retning. Normalt er føreren jo omdrejningspunkt i hundens frie søg, og ved på den måde at flytte sig i terrænet, kan man støtte hunden, uden at den oplever det som hjælp.

         Kan man fornemme, at hunden er ved at køre kold og ikke kan finde den eller de dummyer, der er udlagt, kan forklaringen være, at emnet er faldet i et område, der ikke kan bære færten bort fra dummyen. Det kan også skyldes, at man har arbejdet så meget med hunden, at den er mentalt eller fysisk træt. Uanset årsagen til hårdknuden er det dog vigtigt, at man kommer ud af øvelsen med optimismen og troen i behold.

         Derfor er det altid en fordel at have en eller flere reservedummyer med ud i terrænet. Derved kan man liste en ny ud i området, som man ved, at hunden hurtigt vil finde. På den måde vil den føle, at den har løst opgaven, og det truende nederlag vendes til sejr. Næste gang må man dog være mere opmærksom på hundens begrænsning og fortsat tilstræbe, at grænserne skal flyttes, men ikke overskrides.

Terrænskifte

Når man driver jagt med en stående hund eller en spaniel, der søger vildt foran sin fører, er det i mange situationer en fordel, at hunden støtter sig til de skel, der er i terrænet. Den stående hund vil f.eks. typisk vende tilbage mod føreren, når den under søget når markens kant, markeret med ny afgrødetype eller et læbælte etc. Det vil være upraktisk, hvis hunden går gennem læhegnet og afsøger marken på modsatte side, hvor man f.eks. ikke kan se, hvornår den opnår stand. Kun i de tilfælde, hvor hundeføreren direkte kommanderer hunden videre, skal det tillades at springe over de tydelige grænser. Som hovedregel skal skel opfattes som stop.

         Men hvor praktisk det end måtte forekomme, at den søgende hund respekterer de fysiske markeringer, lige så upraktisk kan det i mange situationer forekomme, når det drejer sig om apportering af skudt vildt. Nogle hunde kan under søget virke meget hæmmet af grænserne og vil ofte være tilbøjelig til at blive inden for området, selv om lykken ligger gemt få meter inde på den modsatte side. At bevæge sig fra en terræntype ind i en anden kan ganske enkelt virke som en usynlig mur, og det, der burde være et lille fysisk skridt, kan virke som et stort psykisk skridt for hunden. I stedet for at skifte terræn kan den søge i mange og lange minutter efter en dummy, den har set falde tæt på en lille lavvandet bæk. Men at springe over bækken, forekommer den helt ulogisk, og i stedet vender den hvert et græsstrå på den side af bækken, hvorfra den kom. Lignende træk ses, når der falder en fasan i udkanten af roemarken. Den mindre rutinerede hund vil da bruge al sin energi på at søge i roemarken eller uden for roemarken. At søge i grænselandet mellem åben mark og den tætte roemark kan virke helt ulogisk. Derfor skal man under terræntræningen være meget opmærksom på at lære den apporterende hund at ignorere de tydelige skel.

         En af de bedste andeapportører, jeg har kendt, lod sig aldrig hæmme af terrængrænser og kunne under et frit søg skifte mellem land, vand og sump. Den tog de forskellige terræntyper med i et samlet søgsoplæg og pressede dermed vildtet foran sig. En evt. anskudt and kunne ikke gemme sig i sivskoven, mens hunden afsøgte brinkerne. Ænderne var under konstant pres, og med mindre de på åbent vand valgte at dykke, blev de i reglen hurtigt sorteper.

Apportering i krat og skov

Vildt, der falder i rørskove, krat og tæt skov, volder i reglen de vanskeligste eftersøgninger for den tobenede jæger, som alene må støtte sig til synet. Navnlig ved jagt i sådanne områder skal den apporterende hund vise sit værd. Derfor drejer det sig om at gøre hunden dus med mere krævende terræn, allerede mens den er hvalp, selv om tilvænning ikke skal overdrives.      Under de tidlige ture i skoven lærer hvalpen desuden at holde sin fører under observation. I åbent terræn kan den tage det mere afslappet og alligevel holde øje med sin fører. Under skov- og kratprægningen er det dog vigtigt, at man har en finger på pulsen og ikke gør hunden utryg. Målet er, at den skal kunne søge frit uden at miste førerkontakten. Derfor må man støtte den, når den virker lidt usikker.

         Under jagt sker det ofte, at vildtet falder i terræn, som både hunde og mennesker i reglen går i en stor bue udenom. Brændenælder, tæt og tornet brombærris og områder med tjørn og tidsler etc. Også vildt, som falder i sådanne områder, skal naturligvis eftersøges og apporteres. Desværre er det ikke så nemt at forberede hunden til det stikkende og sviende arbejde. Ikke meget tyder på, at hunde, der er trænet i så hårdt terræn, klarer sig bedre i sådanne områder end hunde, der ikke er. Hundes smertetærskel er forskellig, og nogle hunde pløjer sig gennem brombærrene uden at lad sig bremse, mens andre tydeligt lader sig mærke af rifterne, der uvilkårligt opstår under søget i det stikkende krat.

         I reglen skal der dog mere end en dummy eller kold due til at få hunden ind i et terræn, der påfører den ubehag eller smerte i et eller andet omfang. Derfor er det først under jagt, man virkelig kan se, hvor pågående ens hund er over for hårdt terræn. Mange hundeejere er blevet positivt overrasket, når jagten begynder. Jagtoplevelserne får ganske enkelt hunden til at yde mere, end den gør under træning med dummyer og koldt vildt. Men også under jagten må man så vidt muligt udskyde apportering i f.eks. brændenælder og brombærkrat, til hunden har deltaget i flere jagter i mere behageligt terræn. I øvrigt kan jagt i områder med mange brændenælder henlægges til efter den første periode med frost. Frosten nedsætter nældernes sviende berøring mærkbart.

         I samme forbindelse skal det nævnes, at selv hunde, som arbejder frit og uhæmmet i brændenælder, i løbet af dagen må betale prisen for indsatsen. I samme øjeblik, jagtfeberen falder, melder smerten sig, og en ret voldsom kløe kan indfinde sig.

Knaldapportering (boks)

Hunde, som uden tegn fra føreren sætter af sted i samme øjeblik, der falder et skud, er vanskelige at anvende til jagt. Navnlig i de tilfælde, hvor der falder mere end ét stykke vildt inden for de samme sekunder, er en hund, som går i skuddet, en pestilens. Den egenrådige hund vil gå efter den første fugl, den ser styrte mod jorden. Den vil altså ikke markere den eventuelt anskudte fugl, der falder umiddelbart efter. Da fænomenet knaldapport ofte bunder i en mangelfuld lydighedsdressur, vil en knaldapportør som oftest være umulig at bremse, når først den er sat i gang. Derfor er det knaldapportøren, som bestemmer rækkefølgen. Et ansvar man ikke kan overlade til hunden.

         Når det gælder det, som til tider omtales som faldapport, er problemet knap så alvorligt. En hund, som sidder roligt, når der skydes, men som går i samme øjeblik, der falder vildt, kan i enkelte tilfælde have sin fordel, selv om det naturligvis udelukker muligheden for at prioritere de enkelte apporteringer. Men navnlig under efterårets andejagt i dårligt lys kan en faldapportør til tider registrere en påskydning, som føreren ikke bemærkede. Derved kan den fra tid til anden bringe vildt, som jægeren ikke selv var klar over, han ramte. I enkelte tilfælde kan hunden, som går uden tilladelse, altså redde situationen. Og jo hurtigere hunden er fremme ved en anskudt fugl, jo større er chancen for at den finder den.

         På efterårets store ande- og fasanjagter er en faldapportør dog nærmest uanvendelig, med mindre den holdes koblet under drevet, hvor der ofte falder mange fugle.

Når det gælder jagten med stående og stødende hunde, er begrebet faldapport om ikke at foretrække, så dog til at leve med. Langt fra alle fuglehunde opnår så stor jagtlig erfaring, at de aldrig går i skuddet eller under fældning af vildt. Ved jagt med stående og stødende hunde vil der ofte kun fældes en eller to fugle ved hver situation, og selv om det altid bør være føreren, som bestemmer, hvornår der skal apporteres, er apport før tilladelse kun i sjældne tilfælde decideret ødelæggende for selve jagten. Dermed ikke være sagt, at knald- eller faldapport er en fordel. Det er det absolut ikke, selv om der fra tid til anden høres påstande om det modsatte.

3

Vandapportering

Alle apporterende jagthunde skal kunne apportere fra vand. Under jagt sker det af og til, at et stykke vildt falder i en sø eller et vandhul. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at hente fuglen og bringe den i land.

Heldigvis elsker de fleste jagthunderacer at arbejde i vand, men det forudsætter, at de på et tidligt tidspunkt er blevet introduceret til vand. Selv racen gammel dansk hønsehund, der fra naturens side ikke er den store vandhund, kan ende med at blive en glad og effektiv vandapportør, hvis dens ejer tager opgaven alvorligt og bygger passionen op trin for trin. Omvendt findes racer og linjer, som kendetegnes ved en umættelig passion for vandarbejdet. Disse kan være dus med vand allerede første gang de opholder sig i elementet. Men uanset anlæg er det vigtigt at understrege, at der skal gøres en prægningsindsats

Et eksempel (boks)

Jeg havde en gang en bretontæve. En gudsbenådet jagtlyst drev den gennem krat og sump. Men når det gjaldt apportering fra vand, var det så som så med begejstringen. Vel svømmede den ud efter de ænder, der faldt i søer og andre steder. Dirigerbar var den også. Men gnisten for ænder og andejagt manglende, og selv om jeg er af den overbevisning, at jeg gjorde en stor og ihærdig indsats for at få vandarbejdet op i femte gear, lykkedes det mig aldrig helt. På et tidspunkt fik tæven hvalpe, og jeg beholdt en hanhund, som jeg fra første øjeblik syntes særlig godt om. Men denne gang var jeg indstillet på at få den vandapportør, som jeg ikke havde i den første hund. Hunden apporterede næsten daglig ænder og alene den øgede opmærksomhed gav åbenbart pote. Hvalpen fik samme passion for andejagt og apportering i vand, som tæven havde for jagt på fasan og agerhøns.

         Da hvalpen var 7-8 måneder, var vi to, der gik en tur med bøssen. Hvalpen var vænnet til skud og var med for blot at snuse lidt til jagtens stemning. Et par gråænder lettede fra en sø, som et gennemstrømmende vandløb holdt delvist fri for is. Begge ænder faldt, da de fløj over til min kammerat, som gik på søens modsatte side. Den ene and gik ned i nyisen, og inden jeg nåede at gribe ind, var unghunden sprunget i søen. Og mens nyisen sprang for brystet af den, kæmpede den sig ud efter andrikken, som den bragte til land i fin og rutineret stil. Det var dens første apportering, og selv om episoden ikke ligefrem gik efter bogen, indikerer den alligevel, at førerens prioritering kan spille en afgørende rolle. I øvrigt blev hundens passion for andejagt senere ganske stor, og blev der sagt søg apport og peget mod søens dynd, søgte den ufortrødent, indtil anden var fundet. Den krævede kun en opfordring, og den skulle kaldes op, hvis den efter 15-20 minutters arbejde endnu ikke havde fundet anden.

Tilvænning til vand

I reglen er det bedst at vænne hunden til vand på det tidspunkt af året, hvor vandtemperaturen er nogenlunde tålelig. En lun sommerdag ved stranden er f.eks. et godt sted at introducere hvalpen til vand. Dog forudsat at man finder roligt vand uden dønninger og bølger. Stille dage eller dage med fralandsvind er absolut at foretrække. På sådanne rolige kyststrækninger kan hvalpen soppe rundt uden at få andet end våde poter.

         Efterhånden som selvtilliden stiger, vil den bevæge sig længere og længere ud. Navnlig i de tilfælde, hvor dens ejer iklæder sig waders eller smider bukserne og animerer hunden med ud på lidt dybere vand. Men så snart man kan se, at hunden begynder at blive ængstelig, vender man omkring og går tilbage mod strandbredden. Derved erfarer hunden, at den selv styrer forløbet. Den kan jo altid vende omkring.

         Ved på den måde hele tiden at bevæge sig på kanten af hundens grænse, flyttes denne centimeter for centimeter. Til sidst er hunden så lang ude, at vandet løber hen over ryggen på den, og den mister forbindelsen til bunden. Den svømmer med andre ord. Uvant med den underlige fornemmelse vil den måske straks vende omkring og søge bundforbindelsen igen. Undgår man at lave et stort nummer ud af præstationen og blot taler roligt og opmuntrende til hunden, vil den snart komme igen. Og inden man går hjem, har hunden haft sin første positive oplevelse med vandarbejdet.

         Skulle hunden være lidt mere tilbageholdende, må man evt. gennemføre den nævnte tilvænning over flere dage. Hundens første oplevelse med opholdet i vandet skal være så positiv og udramatisk som overhovedet muligt. I den forbindelse kan et par vandglade hunde være med til at vise vejen. Er hunden allerede glad for at apportere, kan man ligeledes anvende dummyer til at få hunden ud i vandet. Dog skal man kende sin hund godt, så man ikke risikerer at kaste dummyen et sted, hvor hunden ikke tør hente den. Dette vil skade hele hundens opfattelse af apportdressuren, og sker det, må man altid selv gå ud og hente emnet, samtidig med at man animerer hunden til at følge med. Det gælder i øvrigt i alle lignede situationer. Et apportemne må aldrig opgives under træningen, og sker det, at hunden mister inspirationen, inden den finder emnet, må man forsøge at snyde den, således at den kan gå ud af situationen med en positiv opfattelse. Nederlag hører ikke træningsperioden til, og er dummyen faldet et sted, hvor den ikke kan findes, må man uden at hunden ser det, liste endnu en eller flere ud i området, således at hundens tro på egne evner opretholdes og styrkes gang for gang. Dette gælder ikke mindst under apportering fra vand.

Vandskræk (boks)

Langt de fleste hunde vil blive glade for at arbejde i vand, hvis de modtager den rette stimulering, mens de er unge og modtagelige for indtryk. Ældre hunde, der aldrig har oplevet glæden ved at opholde sig i vand, kan derimod udvikle aversion mod at få våde poter. Når sådanne hunde skal vænnes til vand er det – ligesom med hvalpen – vigtigt, at tilvænning sker i hundens eget tempo. At tvinge hunden i vand er den sikre vej til udvikling af vandskræk, selv om der sikkert er hundeejere, som har fået en brugbar vandapportør ud af anvendelse af denne metode. Dette står dog ikke mål med de hunde, der er ødelagt ved brug af tvang.

         Passionen for vand kan svinge meget fra race til race og fra individ til individ. Nogle hunde er næsten lige så vanskelige at få i vandet, som andre er at få op igen. Da de fleste apportører skal kunne anvendes til andejagt og andre former for jagt, hvor vildtet falder i vand og sump, er det meget vigtigt, at man er opmærksom på at få hunden gjort helt dus med det våde og sumpede element.

Vandhund er andehund

Blandt jægere og hundeførere diskuteres det ofte, hvilken disciplin der er vigtigst at beherske for den apporterende hund. Er det det frie søg, evnen til at markere, eller er det modtageligheden for dirigering på stor afstand. Der findes ingen facitliste på diskussionen, og måske derfor er den så populær.

         Når det gælder apportering fra vand er diskussionen mindst lige så interessant. Vandapportøren skal faktisk kunne det hele lige godt. Både markere, søge selvstændigt og frit, samt være modtagelig for retningsangivelser fra føreren, når der er behov for dette.

Apportering fra vand er på mange måder helt anderledes end apportering fra land. På land kan hunden forholdsvis hurtigt afsøge et stort område, og selv om hundens markeringsevne og evne til at anlægge et veldækkende og systematisk søg ikke er i top, vil den – hvis den er ihærdig nok – i reglen finde fuglen før eller siden. Den kan med andre ord satse lidt på heldet og på, at lykken i sidste ende står den kække bi.

         Når det drejer sig om apportering fra vand, er situationen ganske anderledes. Hunden skal oftest svømmende afsøge terrænet, og kan derfor i sagens natur ikke komme over så stort et område, som den kan på land. Derfor er det vigtigt, at dens arbejde er så målrettet og effektivt som overhovedet muligt. Det gælder ikke mindst eftersøgning i koldt vand, hvor kræfterne hurtigt slipper op. Derfor stilles der særlig store krav til vandapportøren og til den jæger, som skal træne sin hund op til andejagt.

         I den forbindelse er det vigtigt, at andejægeren i sit valg af hund satser på race og linjer, der kendetegnes ved stor vandpassion. En hund, som efter en apportering eller to mister gnisten, er vanskelig at træne op til det høje niveau, der tilstræbes. Der skal med andre ord være noget at arbejde med, hvis resultatet skal blive, som man håber.

         Inden man begynder vandapportering, forudsættes det naturligvis, at hunden kan apportere fra land, og at den er fuldstændig dus med at svømme og opholde sig i vand.

Når man første gang sender hunden ud efter en dummy, som er faldet i vandet, kan det virke som om den helt har mistet sin hundeforstand. Kan den se dummyen flyde i vandoverfladen, hvilket må anbefales de første gange, er der ingen ko på isen. Men går den fejl af markeringen, kan den virke desorienteret og initiativløs. I stedet for at søge mod kanterne, hvortil vind og strøm kan have båret dummyen, begynder den gerne at søge i rundkreds i det område, hvor den mener, emnet skal befinde sig.

         Derfor skal dressøren være indstillet på at optræde som den jagtforstandige under de første mange gange ved træningssøen. For det første skal apporteringerne gradvis gøres mere og mere jagtrealistiske, og for det andet skal han eller hun være i stand til at få hunden ledt i den rigtige retning fra starten, således at hunden ikke spilder tiden med at søge i vest, når dummyen befinder sig i øst.

Brinkerne

Apportering fra åbent vand volder sjældent de store problemer, og efter et par animerende kast bør man begynde at gøre træningen mere krævende. I stedet for fortsat at kaste apporten synligt på åbent vand, bør man begynde at lære hunden, at det først og fremmest er på modsatte side af søen, kanalen eller åen, den kan finde noget interessant. Under jagt er det ofte her, at vildtet falder, ligesom det gerne er langs brinkerne, at anskudt vildt søger tilflugt.       Dødskudt eller hårdt ramt vildt, der driver for vind og strøm, vil også af indlysende årsager bremses ved brinkerne. Der er med andre ord mange gode årsager til, at hunden hurtigt erfarer, at det er langs kanterne, den først og fremmest skal anvende sin ressourcer.

         Kan man retningsstyre hunden, når den opholder sig i vand, kan man relativt hurtigt få hunden frem til de områder, hvor dummyen ligger gemt. Navnlig er kommandoen for ud særdeles nyttig. Som tidligere nævnt er det vigtigt at få hunden dirigeret over til modsatte brink, da det i langt de fleste tilfælde er her, man har brug for dens hjælp. Vildt, som falder på land eller driver i land på egen brink, kan man ofte selv samle op.

         Kommandoen for ud læres under græsplænedressuren, og selv om det virker fint på land, kan det i begyndelsen være lidt vanskeligt at få kontakt med den ellers dirigerbare hund, når den opholder sig i vand. Samarbejdsglæden stiger dog gevaldigt, når hunden erfarer, at støtten fra land oftest leder den til succes.

         I reglen lærer hunden hurtigt at søge mod modsatte brink, inden den for alvor kobler næsen til og begynder at afsøge siv og rør og andre former for beplantning langs brinkerne for dummy eller skudt vildt. Til gengæld kan det være vanskeligere at få hunden til at forlade vandet og i stedet påbegynde eftersøgningen på søens modsatte bred. Af og til falder vildtet ikke i vandet, men et stykke inde på bredden af søens modsatte side. Derfor skal hunden naturligvis lære at forlade vandet og begynde eftersøgningen her. I øvrigt er der en gammel regel som siger, at ænder, der falder på land, søger vand, mens ænder, der falder på vand, søger land. Det er og bliver en tommelfingerregel, selv om den i mange tilfælde rent faktisk holder vand. Også under indlæring af denne øvelse er det vigtigt, at hunden lystrer kommandoen ud, da man derved kan få hunden i land og lære den, at også brinkerne kan gemme på dummyen.

Det bedste sted at starte (boks)

Bedst er det at starte vandapporteringerne ved en sø uden siv og rørskov. Træning i områder med sammenvokset pilekrat, siv og sump kan ikke anbefales i begyndelsen, hvor det først og fremmest drejer sig om at gøre hunden glad og fortroligt med vandarbejdet.

         Ligeledes bør de første lektioner i apportering over vandløb henlægges til let overskueligt terræn, hvor hunden tydeligt kan se dummyen falde på modsatte side. Også her bør vandløb eller kanaler med stejle og mudrede brinker undgås.

         Når hunden sidder ved ens side og ser dummyen, der kastes over åen, er den naturligvis opmærksom på, at vandet kun skal forceres. Ikke eftersøges. Insister på, at hunden vælger den korteste vej mod målet. Begynder den at løbe frem og tilbage langs brinken, er det tegn på, at man har forceret øvelsen. Da bør man bremse den, kalde den ind og med tydelig håndbevægelse vise, at man ønsker, at den tager den direkte vej mod målet. Find et oplagt ned- og opgangssted ved åen og husk, at alene det at svømme i strømvand kan betyde, at den mister markeringen af emnet og rammer land langt nedenfor det sted, hvor dummyen ramte jorden. Derfor skal dummyen smides, så hunden hurtigt kan udnytte vinden, når den kommer i land og begynder eftersøgningen.

B.T. Den apporterende andehund skal groft sagt være i stand til at apportere vildt, som er faldet i vand eller vildt, som er faldet på den modsatte side af en å eller sø etc. Derfor skal begge terræntyper indgå i træningslektionerne.

Apportering i siv og rør

Gennemgående anvendes mange timer på at lære hunden at arbejde i vand. En af forklaringerne er, at træningen ofte tilrettelægges med apporteringsprøver for øje. Koldtvildtprøverne afholdes ofte i mindre søer, og prøvernes formål er primært at teste hundens basisegenskaber. Hvordan er dens passion for vand? Kan den sidde roligt, mens der skydes, og der falder en and? Og hvordan er dens behandling af vildtet, som den apporterer? Det er dog vigtigt at understrege, at dette er basisegenskaber for vandapportøren. En hund, der skal anvendes til andejagt, skal kunne meget mere.

         Under andetrækket falder ænderne ofte i rør- og sivskove. Arbejdet i sådanne områder kræver sin hund. Den bløde bund trækker kræfter ud af hunden, og samtidig er der ofte tale om vanskelige apporteringer i de tætte rør- og sivskove, hvor vinden holdes ude og nedsætter hundens mulighed for at fange fært.

         Hunde, som skal anvendes til andejagt, skal derfor være særlig robuste. Både psykisk og fysisk. Apporteringslysten skal virkelig være lidenskabelig, hvis hunden skal udgøre den støtte, som der er brug for, når der drives jagt i sådanne områder. Navnlig på dage, hvor der falder mange ænder, er det vigtigt, at and nr. 10 eftersøges lige så ihærdigt som and nr. 1.

         Det er vanskeligt at træne hunden op til et højt niveau, inden sæsonen starter. Kast af dummyer og koldt vildt i tæt rør- og sivskov vil næppe fremme passionen. Måske snarere tværtimod, da man risikerer, at hunden mister apporteringslysten. Bedst er det derfor, at man i løbet af jagtsæsonen langsomt opbygger hundens lidenskab. De første jagter bør foregå i terræn, der ikke kræver den store indsats. I løbet af sæsonen henlægges trækket til områder, hvor apporteringerne bliver mere og mere krævende. Jagten bør tilrettelægges efter hundens udvikling og overskud, og måske er det først i hundens anden sæson, at den for alvor er klar til at assistere på mere krævende andejagter. Lysten skal være der. Og den skal være stor. I sidste ende er det kun begejstringen, der kan trække hunden gennem rør og siv og klæbende dynd.

Watertail(boks)

Efter vandarbejdet kan der opstå voldsomme smerter i hundens hale. Det kan virke som om halen er brækket. Det skyldes, at hunden anvender halen som en slags ror, når den svømmer, hvilket belaster muskulaturen mange gange mere, end når den i det daglige logrer med halen. I reglen fortager smerten sig efter et par dage, men i perioden kan man vælge i samråd med dyrlægen at give hunden smertestillende medicin. Det kan gøre den meget ubehagelige periode lidt mere tålelig. Efterhånden som hundens muskulatur optrænes, bliver fænomenet watertail eller vandhale mere og mere sjældent.

Tag vandvejen hjem (boks)

Under apportering på modsatte side af en sø vil hunden ofte være tilbøjelig til at tage landvejen hjem til sin fører. I mange tilfælde kan det være en fornuftig beslutning. Hunden sparer måske tid og energi, da den ikke skal opholde sig i det kolde vand længere end højst nødvendigt. Alligevel må man lære hunden, at den skal søge hjem ad samme vej, som den søgte ud. Den skal blive i vandet eller ved apportering på brinken atter gå i vandet og svømme tilbage med fuglen.

         I mange tilfælde er landvejen nemlig slet ikke så farbar, som hunden forestiller sig. Ruten rundt om søen kan være sumpet og tæt bevokset med pil og rørskov, hvilket medfører, at returneringen bliver uhensigtsmæssigt tidskrævende.

         Ikke sjældent anvendes engdragene omkring søer til afgræsning. Og en våd hund, der løber ind i et strømførende hegn, vil ofte smide anden og efterfølgende nægte at opsamle fuglen, der pludselig kan forbindes med smerte. Er fuglen anskudt, mistes den måske, ligesom oplevelsen med strøm kan efterlade uheldige associationer i hundens erindringskæde.

Der er derfor mange gode grunde til at lære hunden, at den skal tage den direkte vej hjem i samme øjeblik, den lukker munden om vildtet.

Tag hensyn til begrænsningerne (Boks)

Både juridisk og moralsk skal jagt på småvildt assisteres af en egnet apportør. Spørgsmålet, der ofte diskuteres i jægerkredse, er dog, hvad der mere præcist forstås ved en egnet apportør. Flere har gennem tiden givet kvalificerede bud. Men nogen endegyldig definition er endnu ikke rodfæstet i jagtkulturen. Nogle mener, at en hund, som har bestået en apporteringsprøve, er at betegne som egnet, mens andre mener, der skal mere til.

         Apporteringsprøverne, der afslutter landets mange dressurkurser, viser først og fremmest noget om hundens dressurniveau. Hvordan hunden reagerer over for anskudt vildt og apportering i krævende terræn, siger prøverne i sagens natur ikke noget om. Apportørens kvalitetsniveau vil først afsløres under jagt, hvor både dressurniveau og de medfødte kvaliteter eller mangel på samme kommer frem i dagens lys.

         Det er således altid den enkelte jæger og hundeførers ansvar at tilpasse jagten efter hans hunds formåen. Har man en hund, hvis evner rækker til at svømme ud efter en and, som falder på åbent vand, bør man naturligvis tilrettelægge jagten efter denne begrænsning. Andejagt i områder, hvor der er risiko for, at apporteringsopgaverne bliver mere krævende, bør derfor undgås. Ligeledes må man undgå at skyde til ræv, såfremt der under jagten ikke deltager en hund, som har vilje og mod til at færdiggøre arbejdet, såfremt den påskudte ræv flygter fra anskudsstedet.

         Ideelt set er det dog hundetrænerens ansvar at ruste hunden mod stort set alle de apporteringsopgaver, som de kan komme ud for på jagt. Selv om hunden kun henter fasaner på klap- og drivjager, er det ærgerligt, at den nægter at apportere en sneppe den dag, en sådan måtte falde i såten.

B.T. Apportørens terræntræning sigter mod at fremelske en hund, som kan løse de mange forskellige opgaver, den møder under sit korte liv som apporterende jagthund, hvad enten den ifølge stambogen kategoriseres som en retriever, spaniel eller stående hund etc.

Apporterende racer (boks)

Nogle hunde fødes med en utrættelig lyst til at apportere. Det gælder i særdeleshed retrieverracerne. Andre har en mere behersket lyst fra naturens side, mens enkelte linjer og racer kendetegnes ved helt at mangle lyst til at bringe emner tilbage til føreren. Men uanset graden af medfødt lyst er det helt afgørende, at hunden med tiden kommer til at elske at apportere. Det gælder både under træningen og i særdeleshed under jagt.

         En stor del af den mere avancerede apportdressur kan kun gennemføres med succes, såfremt hundens apporteringslyst er brændende. Ligeledes vil mange af de opgaver, som hunden bliver sendt på som færdigtrænet jagthund, kræve, at hunden virkelig er tændt på opgaven. Apporteringslysten er hundens motor, og jo mere lyst den har, jo bedre er den, når der under jagt virkelig skal arbejdes offroad. Derfor må træneren finde frem til de virkemidler, der virker for at få hunden op i det terrængående gear.

 

2

d

Apportering af kaniner og fuglevildt

Under træningen kan man komme ganske langt med anvendelse af dummyer. De fleste hunde finder apporteringen af disse ganske spændende, og derfor er det ikke nødvendigt at anvende vildt, hverken hver eller hveranden gang man træner. Men naturligvis skal hunden tilvænnes  vildt, inden den skal med på jagt.

         Det er en god idé at starte tilvænning med en fjer- eller skindomklædt dummy. Volder dette ikke nævneværdige problemer, bortset fra almindelig undren og akavet hjembringelse de første gange, gås der videre til anvendelse af rigtig vildt. Evt. aflivede kaniner.

         I begyndelsen skal kaninen være lille og kold. Først senere introduceres hunden for en varm og nyaflivet kanin. Målet er, at hunden skal være i stand til at hjembringe en varm kanin i harestørrelse, hvilket vil sige ca. 4 kilo. Samme tilvænning anvendes ved apportering af fuglevildt. Også her startes der op på fjerklædte dummyer, hvorefter der gås over til kolde og varme duer i nævnte rækkefølge.
Vildtet, der anvendes, skal være rent og uden blod og indvolde i fjer eller hårdragt. Det medfører blot, at hunden begynder at slikke, snuse og bide i apportemnet, og da der satses på en hurtig og resolut opsamling af vildtet, er denne adfærd absolut ikke ønskelig.

Overgangen fra skind og fjerklædt dummy sker nemmest, hvis man efter et par apporteringer uden stor dramatik hiver en due eller kanin op af tasken. Også denne smides ud som de forudgående dummyer. I samme øjeblik, hunden bøjer sig over kaninen eller duen, kaldes den hjem. Tøver hvalpen kan man evt. bakke, alt imens hjemkaldet gentages. Hunden tvinges nu til at tage en hurtig beslutning, og i de fleste tilfælde ender det med, at den snupper den uvante dummy. Men i stedet for at gentage øvelsen, stoppes der for den dag, alt imens overvindelsen lagres som en positiv oplevelse i hundens erindring.

         Hvis hvalpen, i stedet for at apportere med det samme, begynder at snuse eller lege med emnet, kaldes den hjem – også selv om den ikke kommer med duen eller kaninen. I stedet hentes den, hvorefter man kan prøve at tirre hvalpen til at tage det uvante. Begynder hvalpen at gribe efter duen eller kaninen går det efter planen, og apporten smides, hvorefter hvalpen sendes med det samme. I ren og skær ophidselse vil den måske overvinde sin skepsis og tage apporten.

         Svigter denne metode også, kan man lade den overvære andre hundes apporteringer. Det kan være startskuddet. Og ellers kan man, ved bevidst at spille på misundelse, få hvalpen til at åbne gabet over apporten for første gang. En ældre hund medbringes til dressurområdet. Duen eller kaninen placeres synligt for begge hunde, der sidder tilbage. En hjælper trækker den ældre hund frem mod apporten i samme øjeblik, hvalpen sendes. Hvalpen ser nu, at den anden hund nærmer sig. Går det efter planen vil hvalpen i ren og skær jalousi snuppe duen eller kaninen og vende triumferende tilbage, som om den aldrig har lavet andet.

Begynd med kaniner (boks)

Når hvalpen vil apportere en kold kanin, kan man prøve med andre kolde dyr, fasaner, agerhøns, ænder o.s.v. Duer er ikke velegnede i begyndelsen, da de løse fjer klæber sig fast i munden på hunden, hvilket kan få den til bide og lege med dem. Duer kommer først ind i billedet senere i forløbet. Den samme modvilje ses over for bekkasiner, skovsnepper samt skader, krager og måger.

         Fra at apportere koldt vildt til at bære varmt, er der kun et lille skridt. Dog skal man være særlig opmærksom, hvis dyret lige er skudt, idet lugten da er meget stærkere. Urin, ekskrementer og blod på pels eller fjerdragt kan distrahere den unge hund og medføre dårlig greb og vildtbehandling.

Hård mund

De fleste jagthunde vil før eller siden behandle et stykke vildt på en måde, som vækker mistanke om hårdmundethed. Oftest er der en naturlig forklaring på, at der er gået hul i duen eller på, at vildtet virker klemt og skamferet. Årsagen kan være, at vildtet ikke var dødskudt og at hunden da forsøgte at fange f.eks. den anskudte fasan under roebladene. Under jagten på fuglen kan det ske, at hunden river hul i skindet eller på anden måde skamferer vildtet. I reglen er dette ikke noget, man bør bekymre sig om, og med mindre det samme gentager sig under de næste apporteringer, kan man tage det helt roligt. Omvendt er det vigtigt, at man konstant er på vagt over for tegn på hårdmundethed. Er tendensen under udvikling, skal problemet løses i opløbet, inden skavanken bliver vedvarende.

         Under afprøvning af retrievere og spaniels er man meget opmærksomme på, hvordan vildtet ser ud efter afleveringen. Og selv om man i reglen lader tvivlen komme hunden til gode, slås der hårdt ned på den hund, som afleverer en fugl med f.eks. knuste ribben. Det afleverede vildt undersøges i bogstaveligste forstand til hudløshed. Føler dommeren sig overbevist om, at hunden har haft for hårdt fat i anden eller fasanen, er det farvel og tak.

         Hårdmundethed ses i øvrigt ofte under prøver. Og lige så ofte hævder føreren, at han aldrig tidligere har været vidne til, at hunden på den måde har forgrebet sig på vildtet. Sandsynligvis er det i langt de fleste tilfælde også rigtigt. Stress er nemlig den hyppigste årsag til, at hunden pludselig begynder at tygge i vildtet, og under jagt og navnlig prøver er stressniveauet meget højt. Kun ganske sjældent fødes hunden som hårdmundet, selv om der af og til ses en psykisk ustabil hund, som klemmer vildtet til ukendelighed.

         Forcering af træningen er ofte det, som fremkalder hundens stressoplevelse, og springer man for hurtigt fra de grundlæggende apporteringsøvelser til apportering af friskt vildt, fremelskes de uheldige tendenser med vildttyggeri. Alene derfor er det en god idé at tilrettelægge sin træning.

Tilrettelæggelse kan forebygge hård mund

I forårsmånederne arbejdes der generelt hårdt på at få de grundlæggende færdigheder på plads. I sommer og sensommermånederne kan man koncentrere sig om at rette op på de småfejl, som de fleste oplever. Men mange er tilbøjelige til at starte op for sent. Først i august begynder de på den mere grundlæggende og krævende del at træningen. Og nu er der pludselig et tidsmæsssigt pres, hvis hunden skal være færdig, inden jagten og prøvesæsonen for alvor tager fat. Vandarbejde, dirigering og apportering i krævende terræn indledes ofte længe, før hunden er parat til den denne del af træningen.

         Hunden skal have fuld forståelse for de grundlæggende apporteringsøvelser, inden man kaster sig over den mere krævende del af dressuren. På dressurbanerne ses hvert år desperate og ofte meget højtråbende jægere og hundesportsfolk, som med al tydelighed viser, at de er kommet for sent i gang. Forholdet mellem hund og fører er anspændt, og i skyggen af den dårlige stemning klækkes den dårlige vildtbehandling.

         Husk på, at både apportering og aflevering skal foregå i en positiv ånd. Derfor siger det sig selv, at skarpe kommandoer, som den meget anvendte hold fast, opfattes alt andet end positivt. Udtrykket anvendes ofte, når hunden begynder at vende emnet eller gøre antydning til at gnaske. Men eftersom det er en ufravigelig grundregel, at der ikke skal skændes på hunden, når den er på vej tilbage med apportemnet, skal problemet ikke løses med kommandoer og skabelse af en negativ stemning, da den negative ånd er roden til problemets opståen.

Hjertelig modtagelse giver blød mund

Ligeledes er det vigtigt, at man er bevidst om sin fremtoning. Hunden skal i bogstaveligste forstand mødes med åbne arme. Desværre er føreren, som allerede har oplevet dårlig vildtbehandling, ofte tilbøjelig til at møde hunden med en truende attitude. For at komme problemet i forkøbet puster han sig op og nedstirrer hunden. Hunden oplever hjemkomsten alt andet end positivt. Den bliver nervøs og stresset, og dermed er der ikke langt til det lille nervøse klem, der kan gøre anden uspiselig.

         En ung labrador, som jeg trænede, havde aldrig vist tegn på hårdmundethed, men under en af dens første jagter blev den sendt på en nem fasan, som var faldet i en lille stump brakmark. Hunden fandt hurtig fasanen og spurtede tilbage med fuglen, som den plejede. Men i bestræbelserne på at få et minde om dens første apportering sigtede jeg på den med en 600 mm. lang telelinse. Og få meter før mig klemte hunden fasanen, så ribbenene knagede. Jeg blev naturligvis nervøs og holdt hunden tilbage resten af formiddagen. Over middag prøvede jeg igen, men situationen var den samme. Få meter før mig blev fuglen, denne gang en agerhøne, klemt. Jeg holdt en pause, indtil det gik op for mig, at problemet givetvis lå gemt i linsens store mørke rovdyrøje, som nedstirrede den. Hunden blev under træning vænnet til linsen og har ikke siden lavet samme nummer. Eksemplet viser vigtigheden af den trygge og imødekommende attitude, når hunden vender hjem med byttet.

Frosne duer

Overgangen mellem dummy og vildt skal gribes rigtig an. Tidligere er kolde kaniner anbefalet. I mangel af kaniner kan der anvendes tamduer, der det meste af året er lette at anskaffe. Flere anvender dog frosne duer, som få timer før de første øvelser tøes op. Derved er de varme på ydersiden, mens kernen stadig er kold og hård. De frosne duer appellerer ikke i samme udstrækning til vildttyggeri, som de friske og bløde duer gør. Først når huden er helt dus med de frosne, kan den introduceres for friske og bløde duer.

         Anvendelsen af frosne duer har ligeledes den fordel, at de efter træningen kan nedfryses igen. Dermed kan de genbruges. Dette er ikke tilfældet når man anvender ikke-frossent vildt. Og da det i det lange løb er både dyrt og besværligt, er man mange steder tilbøjelige til at anvende duerne lidt længere end godt er. Desværre er det ofte i sådanne situationer, at den dårlige vildtbehandling begynder. En tilsavlet due, der har været kastet og apporteret adskillige gange, er ikke særlig lækker at apportere, og begynder hundens entusiasme at dale, er der ikke langt til den dårlige vildtbehandling. Hunden begynder da at nøle ved opsamlingen, og undervejs tilbage mod føreren skiftes der greb. Måske medfører det, at der går hul i duen, som efter de mange apporteringer kun hænger sammen i et stykke tyndt skind. Hvis hunden ikke allerede ved det, erfarer den nu, at der inde i duen er en krop af kød og blod. Dermed kan man risikere, at hunden efterfølgende begynder at punktere det vildt, der opsamles. Derfor er det vigtigt, at man anvender frisk og appetitligt vildt under apporteringsøvelserne.

         Skulle en hund under introduceringen til de frosne duer vise tegn på hårdmundethed, må man være forsigtig og evt. lade den apportere fra hånd i en periode. Dermed afdramatiseres det nye emne, ligesom det kan hjælpe at lade den bære duen, mens man går tur på græsplænen. Spyttes duen ud, siger man nej og giver den duen tilbage. Men omvendt skal man aldrig anvende kommandoen hold fast. I stedet skal man sikre sig, at forholdet mellem hund og fører fungerer. Evt. kan man give hunden en godbid, når den kommer hjem med emnet. De jægere, jeg har set anvende denne løsning, har formået at få en hund, som styrter hjem med apporten for at få afsluttet byttehandlen. Føreren får fuglen, og den modtager en godbid for veludført gerning. Hunden har slet ikke tid til at gnaske eller vende emnet i munden. Løsningen kan dog afstedkomme lidt for ivrig aflevering. Men det må man hen af vejen arbejde af.

Aflevering af apportemne

Det er en smagssag, om man ønsker, at hunden sætter sig eller blot står op, når den afleverer apportemnet. Nogle foretrækker, at hunden går bag om føreren og sætter sig på dennes venstre side. Denne metode er dog forældet og ses ikke længere praktiseret ret mange steder. På jagt og prøver, hvor der fældes vildt, bliver det mere og mere almindeligt, at hunden aflevere direkte til hånden. Den behøver ikke at sidde, da den derved hurtigere er klar til næste opgave. Samtidig tyder det på, at denne metode giver en mere frimodig aflevering.

Forlanges der for meget af hunden i afleveringssituationen, ser man ofte, at den nedsætter farten, når den nærmer sig føreren. Tydeligvis forsøger den at genopfriske alle de ting, den skal huske, inden vildtet skal overrækkes, så som at sidde pænt, kigge op osv.

         Man skal dog være klar over, at mange prøvereglementer (endnu) kræver siddende aflevering, som retfærdigvis også er det pæneste. Desuden har man på almindelig og ikke kommerciel jagt sjældent så travlt, at der ikke er tid til at nyde synet, når hunden med højt løftet hoved sætter sig foran sin fører og på sin egen måde siger værsgo.

         I forsøget på at fremme den frimodige aflevering skal man være opmærksom på sit kropssprog. En frontal og nærmest – set med hundens øjne – fjendtlig modtagelse kan gøre hunden nervøs. Ikke sjældent er det netop på de sidste meter, at den hårdmundede hund klemmer kæberne sammen. En mere imødekommende attitude kan være løsningen og er under alle omstændigheder vigtig, selv om stærkt ophidsende tilkendegivelser kan stresse hunden op og få den til at cirkle omkring føreren. Æresrunder er ikke ønskelige, og alt i alt må man forsøge at finde den metode, som passer til den enkelte hund.

         Det sker, at en hund nægter at aflevere og ligefrem knurrer ad hundeføreren, når denne forsøger at tage emnet. Problemet er alvorligt, og afleveringen er kun toppen af isbjerget. Et eller andet sted er der ikke enighed om lederskabet, og inden der arbejdes videre med apporteringen, må hundeføreren skabe eller genskabe sin position som flokleder. Ikke gennem brutal magtanvendelse, men ved simple lederskabsøvelser, hvor man ikke risikerer at få fingrene i klemme. Det er mindre risikofyldt at sætte hunden på plads, når den nægter at sætte sig, eller når den springer ud af bilen etc. Man skal ikke begynde at koble lederskabsøvelser sammen med apporterings- og afleveringsøvelser, der altid skal være positive.

B.T. Ofte starter hårdmundethed under dressuren, hvor hunden bliver sendt ud for at apportere vildt, som den dybest set finder uappetitligt. Under lektionerne, hvor man vænner hunden til at finde og apportere vildt, er det derfor vigtigt, at man anvender vildt, som fremtræder pænt og appetitligt. Sendes hunden ud efter en and eller due, som allerede har været kastet adskillige gange, er det næsten som at bede om problemer. Lysten og farten under apporteringen må for enhver pris bevares, da tøvende opsamling og langsom returnering er en af de hyppigste årsager til, at hunden bliver en vildtgnasker.

Apportering med andre hunde (boks)

Dårlig vildtbehandling kan også udvikles under jagt, hvor navnlig måger og krager kan have en skadelig virkning. Bider en måge eller kragefugl sig fast i en hund, kan hunden finde på at aflive fuglen i bestræbelserne på at stoppe ubehaget. Uskikken kan i visse tilfælde overføres til apportering af andre former for fuglevildt. Derfor er det en god regel altid selv at hente de måger og krager, man nedlægger. De nævnte arter flytter sig sjældent særlig langt fra nedfaldsstedet og volder kun meget sjældent problemer at finde.

         Ligeledes kan det ske under jagt, at en anden hund forsøger at hive apportemnet fra den apporterende hund. I bestræbelserne på at holde vildtet for sig selv, kan hunden holde ekstra hårdt fast og derved beskadige vildtet. Næste gang, den ser en hund nærme sig, kan den gøre det samme, og på sigt kan uskikken udvikle sig. Under jagt er det derfor vigtigt, at man vælger sine apporteringer med omhu. Er der allerede en eller flere uopdragne hunde i området, bør man holde sin egen hund i kort snor. At sende sin hund ud på en opgave, som i værste fald kan ende i det rene tovtrækkeri, har kun en dårlig indflydelse på hundens udvikling. Eksemplet viser også her, hvor vigtigt det er, at man har styr på sin hund, inden den begynder på jagt. Opstår der en situation som omtalte, er det afgørende, at man kan stoppe hunden og kalde den ud af farezonen.

Træbukke (boks)

Anvendelse af træbukke kan fremme tyggeri, og derfor må det anbefales, at man under den tidlige træning anvender træbukke omviklet med et ru materiale, som giver hunden et godt greb. Eksempelvis et udtjent gulvtæppe. Dummyer lavet i kanvas bliver let glatte og vanskelige at holde i munden, når de bliver våde af hundens spyt.

B.T. Den hårdmundede hund har nemmere ved at mase en due, en agerhøne eller en fasan, end den har ved at mase en stor gråand.

B.T. På træningsbanen er det forholdsvis enkelt at undersøge, om hunden er hårdmundet, hvis man gør det til en vane at undersøge vildtet før og efter apporteringen. På jagt skal man dog være forsigtig med straks at laste hunden, hvis vildtet er ødelagt, når det afleveres. Ofte sker det, at fuglevildt, som falder fra stor højde, bliver beskadiget. Ligesom en gren kan bremse faldet og give fuglen læsioner, som hunden er uforskyldt i.

B.T. Sendes hunden ud efter en anskudt fugl, bør den som hovedregel også være levende, når den bringes. Er selv lettere anskudt vildt altid dødt ved afleveringen, bør man være opmærksom og undersøge vildtet for bid og tyggeskader. Omvendt sker det ofte, at vildtet forender under returneringen. Selv når det er en hund med blød mund, som bærer det hjem til føreren.

Piberi (Boks)

Ikke meget i denne verden er mere irriterende end at gå på jagt med en hund, som piber. Aftentrækkets mystik ødelægges fuldstændig, såfremt jagthunden ikke formår at holde inde med sin iver. Derfor skal man også være klar over, at hunde, som piber, ikke får lang snor på jagtprøver, uanset hvor fremragende de ellers måtte være. Navnlig på markprøver for retrievere diskvalificeres de hunde, som konstant klager sig, mens de venter på, at det bliver deres tur.

         Problemet skyldes ofte en kombination af dårlige nerver og dårlig dressur. Men selv om unghunden viser sig at have tendens til at pibe, er det langt fra umuligt at vænne den af med denne uskik. Men det forudsætter, at man tager fat om problemet første gang, det viser sig. Jo flere gange man overhører skaberiet, jo mere sætter uskikken sig fast. Til sidst har man en mere eller mindre uhelbredelig piber til irritation for sig selv og ikke mindst de mennesker, man ynder at gå på jagt med.

         Hvordan man helt eksakt løser problemet, når det viser sig første gang, er der næppe nogen endegyldig løsning på. De fleste hunde, som har et trygt forhold til deres fører, og som allerede har lært betydningen af ordet nej, vil dog holde inde i samme øjeblik, kommandoen falder. Ikke fordi man siger nej, men fordi hunden pludselig får noget andet at tænke på. Hjælper det ikke, kan meningen evt. understreges med et fast greb om kæbe- og næseryg. Er man 100% konsekvent, vil piberiet aldrig få lov til at slå rod i unghunden. Med tiden vil langt de fleste hunde ganske enkelt vokse fra problemet. Dog findes der hunde, som er umulige at kurere, og har piberiet først manifesteret sig, findes der ingen let løsning. At afstraffe hunden er formålsløst, da hunden ikke aner, hvad den gør forkert.

         Afslutningsvis bør man være opmærksom på, om man i det daglige er lydhør over for hundens piperi. Såfremt hunden piber hver gang, den skal ud, er tørstig eller føler trang til opmærksomhed, er det naturligt, at den overfører signalerne til lignende situationer, hvor den ønsker at fremtvinge en eller anden reaktion. En hund bør ikke via piberi fortælle, hvornår den skal ud. Det er ejerens ansvar at sikre sig, at det aldrig kommer så vidt, at hunden bliver så trængende, at den ligefrem trygler om at komme ud.

B.T Såfremt hunden gives noget andet at tænke på, når den piber, vil uskikken gang for gang kunne fortrænges. Evt. kan hunden dækkes ned, hver gang den indleder koncerten.