7
Generelt om anskudt fuglevildt
Det er primært under apportering af vingeskudt fuglevildt, at apportøren skal bestå sin prøve.
Jagthunden er med rette blevet kaldt for jagtens redning. Uden en effektiv apportør kunne vi ganske enkelt ikke forsvare at drive jagt. Hverken jægerne eller det øvrige samfund kan leve med, at der efter jagten efterlades fugle i terrænet, som ikke samles op. Og navnlig er det vigtigt, at det anskudte vildt findes og aflives så hurtigt som overhovedet muligt. Dødskudt vildt kan jægeren i mange tilfælde selv finde, og derfor er det først og fremmest, når det gælder anskydningerne, at vi er afhængige af en god hund.
Desværre er anskydninger dårligt defineret, og i daglig omtale føres både invaliderende skud og lettere anskydninger uden langtidsskadelig effekt til kontoen over anskydningerne. Når medierne diskuterer anskydningsprocenter, er det i reglen røntgenundersøgelserne, der refereres til. Altså indfangede gæs og trafikdræbte ræve etc. som viste sig at være påskudte med hagl. I mange tilfælde var de påskudte dyr i stand til at leve et nogenlunde normalt liv, og ad åre eller måneder var haglene indkapslet i muskulaturen. Ofte skyldes den slags anskydninger for lange skudhold samt anvendelse af uegnet våben og ammunition.
De mere invaliderende anskydninger, som brækkede vinger og overskydning af løb på hare og råvildt, optræder sjældent i de officielle anskydningsstatistikker. Den vingebrækkede fasan, som jægeren og hans hund ikke kunne finde, forender hurtigt og indgår i naturens fødekæde og fortæres af ræv eller mår etc. En fasan, der ikke er i stand til at flyve i træerne om natten, lever ikke længe. Derfor er det også forholdsvis sjældent, at man finder fasaner med sammenvoksede vingestumper. Hos ænder er dette mere almindeligt. Navnlig dykænder, som på åbent hav kun har få naturlige fjender, klarer sig tilsyneladende oftere, når de skal finde føde på havets bund, selv om de mangler det ene vingeled. Svømmeænder med brækkede vinger kan på samme måde overleve i mange dage. Ofte indtil frosten lukker vandhullet, hvor de faldt. Da er den overladt til ræv og andre rovdyr, der sætter pris på andesteg.
På stive vinger
Endelig er der den sidste form for anskydning, nemlig det dræbelige skud, som alligevel ikke er øjeblikkeligt dræbende. Ofte sker det, at vildtet træffes med et eller flere hagl i de vitale dele uden at falde mod jorden. For den urutinerede kan det faktisk være vanskeligt at se det lille sæt, det giver i det flygtende vildt, når det træffes af et eller flere hagl. Inden man ærgrer sig over sin åbenlyse forbier og kyler de afskudte patronhylstre i tasken, er det dog en god regel at holde øje med det vildt, der er skudt til. Fuglevildt, der alligevel er ramt, når ikke langt, før det søger mod jorden. Glider fuglen på stive vinger, er det et ret sikkert tegn på, at den er forendt. Inden den kolliderer med jorden, vil den i reglen kollapse og falde hovedkulds, som om skuddet pludselig indhentede den. Den slags fugle kan samles op det sted, hvor de falder.
Derimod skal man være mere varsom, når fuglene bremser farten med vingerne og sætter sig, som den normalt gør. Først når man med bøssen i anslag er helt fremme i det område, hvor fuglen faldt, slippes hunden. Måske er fuglen allerede forendt, og da er alt godt. Men af og til er den påskudte fugl i stand til at lette efter at have sundet sig over det første chok. Og sker det, er det naturligvis vigtigt, at man forsøger at hente den med et skud eller to. Også i de tilfælde, hvor den anskudte fugl letter på kanten af det forsvarlige skud, bør man forsøge at hive den mod jorden. Måske vil blot et enkelt hagl eller to være det udslagsgivende, der sender den sårede fugl tilbage mod jorden.
Slutteligt bør det nævnes, at også vildt, der ikke forender i en sky af fjer og afskudte hår, er at regne som anskydninger. I hvert fald set fra hundens synspunkt. I mange tilfælde er der blot tale om nerver, som ikke rigtig vil forlade vildtkroppen. Navnlig i de tilfælde, hvor vildtet er ramt i hovedet uden at være truffet i kroppen, kan de baske rundt på jorden og gøre den urutinerede apporterende hund forvirret.
Alt i alt skal man altså være klar over, at begrebet anskydninger er ret bredt. På sigt må man håbe, at mere nuancerede begreber grundfæstes i jagthundekulturen. Det vil i alle tilfælde gøre kommunikationen enklere.
Løbere
Briterne kalder ofte vingeskudte fasaner og agerhøns for runners. I Danmark har vi endnu ikke fundet er ord, der helt dækker begrebet for påskudt fuglevildt, som løber fra anskudsstedet. Vingeskudte fugle er nok det mest dækkende udtryk, selv om runners også indbefatter alle andre former for anskydninger, hvor fuglen løber fra det sted, hvor den faldt. I langt de fleste tilfælde er det dog hagl i vingerne, der sender fuglen mod jorden, og da selv beskadigelse af de yderste svingfjer kan bremse fuglens flugt, kan eftersøgningen af fuglen blive meget vanskelig. Beskadigelse af vingens yderste fjer efterlader nemlig intet eller kun ganske lidt blod, som hunden under eftersøgningen kan støtte sig til.
Alligevel vil den rutinerede hund ofte med forbavsende sikkerhed kunne følge den fært, som den påskudte fugl efterlader. Givetvis vil den skadede fugl udsende duftsignaler, som afslører den, og gør det muligt for hunden at holde sig på sporet.
På en af sæsonens sidste jagter var vi tre, der var på fasanjagt med stående hund. Et let lag sne havde klædt den store brakmark i hvidt, og hunden nærmest sprang fra stand til stand. På et tidspunkt skød jeg til en fasan, som jeg uheldigvis ramte meget tyndt. Fuglen fortsatte og satte sig langt fremme i terrænet. Jeg bemærkede mig stedet og satte atter hunden i søg efter nye fugle. Den påskudte fugl burde være nem at finde, og vi ville nå op til den i løbet af få minutter. Under vores offensiv frem mod vinden havde hunden endnu en velafviklet situation med stand, rejsning og apportering. Det var virkelig en god dag, hvor fuglene holdt godt, og det meste bare klappede. Efter afleveringen fortsatte hunden sit bredsøg og nærmede sig nu den påskudte fugl. Som forventet havde den påskudte kok ikke flyttet sig nævneværdigt, og da hunden fik vind af den, strammede den sig an og markerede, at den havde fundet fugl endnu en gang. Men standen blev kortvarig. I stedet for at blive stående indtil vi var på skudhold, gled den frem og snuppede den spillevende fasan, inden den nåede at flytte sig.
En grundig eftersøgning i sneen afslørede ikke blod, og heller ikke fjerdragten viste synlige tegn på beskadigelse. At hunden har opfanget færten af blod kan ikke udelukkes. Mere sandsynligt er det dog, at den har mærket, at fuglen var skadet, og at den derfor i bogstaveligste forstand stod over for en helt anden situation. Den tøvede ikke med at løse opgaven på samme måde, som den plejede, når den mærkede en anskudt fugl gemmer sig i vegetationen.
Scweisshundeførere, som har eftersøgt vildt i sne, kan berette om lignende oplevelser under eftersøgning af påskudt eller påkørt hjortevildt. Selv når det sårede dyr i en ruddel kronvildt ikke længere afsætter synlige blodpartikler i sneen, er hunden i stand til at holde sig koncentreret om færten. Deler dyrene sig under eftersøgningen i en eller flere mindre rudler, holder hunden sig til det påskudte dyr. Dyrets angstfært, sammenholdt med at ikke alle dyr må formodes at lugte ens, må være forklaringen. Mennesker kender primært hinanden på udseendet. Hunde skal i reglen først snuse til hinanden, før den fremmede hunds sande identitet er afsløret. At alle dyr og for den sag skyld også mennesker er udstyret med et færtaftryk, som er lige så unik som vores fingeraftryk, er en nærliggende teori.
Hundens fantastiske lugtesans må man aldrig glemme, når hunden er så erfaren, at den er klar til sin første eftersøgning af bortløbet vildt. Er træningen gået planmæssigt, har man nemlig afholdt hunden fra at følge op på vildt, der er forsvundet fra anskudsstedet. Vigtigt er det, at hunden tidligere har apporteret anskudt vildt, som ikke var i stand til at flytte sig fra det sted, hvor det faldt. At sende hunden efter en bortløbet fugl uden at vide, hvordan den vil tackle situationen, når den er ved vejs ende, er naturligvis uhensigtsmæssigt. Ikke alene risikerer man, at hunden vender tilbage uden fugl, hvilket for enhver pris må undgås af hensyn til hundens uddannelse. Man risikerer også, at den anskudte fugl kommer så langt væk, at den bliver umulig at finde for en ny og mere erfaren hund.
Når den dødskudte fugl alligevel er i live
Det, der lignede en dødskudt fugl, kan alligevel vise sig at være en knap så anskudt. Måske vågner den op efter det første chok og forsvinder fra det sted, hvor den faldt. Enten ved hjælp af vingerne eller til fods. Under et hektisk krikandtræk modtog jeg engang en dødskudt and, som min hund bragte mig. Jeg antog anden for død og lagde den i rækken af lidelsesfæller bag mig. Imens jeg sendte hunden efter endnu en and og dukkede mig for den indflyvende flok, som på krumme vinger gled til landing over den oversvømmede uhøstede kornmark. Men kort tid efter at den afleverede and var lagt til lit de parade med slap hals og vinger, lød der vingebasken umiddelbart bag min ryg. Forskrækket over andevingerne, der var meget tæt på, snurrede jeg omkring og så den dødskudte and forsvinde op i den mørke aftenhimmel. Fænomenet med krikanden er ikke ukendt, og af og til sker det, at fuglen ikke er så dødskudt, som det umiddelbart ser ud til. I værste fald kan den lette fra jorden eller vandspejlet og forsvinde ud af rækkevidde for både hund og bøsse.
Naturligvis skal man tilstræbe, at hunden kun apporterer bortløbet og vingeskudt fuglevildt, når den er helt dus med at bringe skudte, men endnu levende fugle, som ikke er i stand til at fjerne sig fra det sted, de faldt. Desværre er det ikke altid, at hundetræningen går lige efter forskrifterne. Under de første jagter kan det forekomme, at man sender sin hund på en fugl, som slet ikke er så død og dermed nem at apportere, som man antog. Måske har fuglen tilmed fjernet sig. Er hunden først sendt på opgaven, bør den ikke bremses, når den med lav næse følger sporet af den anskudte fugl. Man må da blot krydse fingre for, at den evner at løse opgaven, hvilket de fleste hunde af god jagtlig afstamning da også heldigvis vil være i stand til. Eftersøgningen, der giver pote og pludselig åbenbarer en levende fugl, vækker de inderste jagtinstinkter. Før den unge hund har opdaget, hvad der er sket, har den lukket munden om sit bytte.
Hold på den anskudte fugl
Bedst er det naturligvis, hvis man kan overskue situationen første gang, man sender hunden ud på en eftersøgning efter en anskudt fugl. Under en hønsejagt, hvor jeg deltog med en ung labrador, faldt der en vingebrækket agerhøne på en nysået mark. Den anskudte fugl følte sig meget nøgen på den flade mark, og efter en hurtig spurt på 100-150 m trykkede den sig i en lille fure. Jeg vidste nu, hvor fuglen opholdt sig og ledte hunden i god vind af færtsporet. Hunden virkede en anelse forvirret, men fattede hurtigt, hvad det drejede sig om og ikke mindst, hvilken vej den skulle. Med lav næse tøffede den ned ad marken. Jo nærmere den kom fuglen, jo højere blev farten. 10-15 m før den nåede agerhønen, sprang fuglen op og løb af sted langs fugen, så stærkt som de korte ben kunne bære. Hunden var øjeblikkelig over den, og før den selv vidste af det, havde den apporteret sin første anskudte fugl. Jeg kaldte den hjem og modtog den levende fugl med påtaget selvfølgelighed, selv om jeg var særdeles tilfreds med situationen.
Af og til vil hunden ikke aflevere den anskudte fugl, når den returnerer til sin fører. Årsagen kan være, at den på et tidspunkt i sin karriere har skiftet greb under vejs med en anskudt fugl i munden. Resultatet af den slags manøvrer bliver i reglen, at fuglen øjeblikkelig udnytter chancen og flygter. Hunden erfarer da, at det drejer sig om at holde særlig godt fast, når den fornemmer, at der endnu er liv i fuglekroppen, den holder i sit gab. Ligeledes vil hunden, der endnu ikke er helt skolet i aflevering, være tilbøjelig til at smide emnet, før den får tilladelse og er helt fremme ved førerens hånd. Også dette udløser en ny og hæsblæsende jagt efter f.eks. en anskudt and, der altid ved, hvor den kan søge vand.
Lykkes det hunden at fange fuglen, holder den ekstra godt fat, og i visse tilfælde kan det være vanskeligt at få den til at slippe fuglen igen. Ikke desto mindre bør man huske på, at afleveringerne skal være så udramatiske som overhovedet muligt. Hvis man begynder at gribe ud efter fuglen og brutalt tvinger kæberne fra hinanden, gør man blot ondt værre. List forsigtigt en finger ind i hundens mundvig og sig tak som normalt. Hunden er meget varsom med at beskadige sin fører, og når den mærker hans eller hendes fingre mod tænderne, løsner den grebet, og fuglen kan forsigtigt tages, mens hunden modtager behersket ros og et lille klap. Men pas på at hunden ikke hugger ud efter anden eller fasanen, når den ser, at den nu atter er på vej væk. Fuglen skal modtages meget bestemt, og føreren må af bedste evne forsøge at indtage lederrollen. Man må tydeligt signalere, at man har overblik over situationen. Dæk eller sæt hunden af og tag livet af den lidende fugl. Undgå for enhver pris at hunden hopper og danser omkring den døde fugl i bestræbelserne på atter at hugge tænderne i den, så snart den får mulighed for det. I denne som i talrige andre situationer er det afgørende, at hunden kan pacificeres og blive på det sted, den får besked på.
Viser det sig, at hunden gang på gang er vanskelig at kontrollere i aflivningssituationer, kan det måske hjælpe at opsøge en fjerkræavler, hvor man under mindre stressede forhold kan fortælle hunden, at den skal holde sig i ro, selv om fuglen i hånden basker med vingerne. Naturligvis kan denne del af træningen ikke praktiseres i marken ved hjælp af anskudte fugle. Hensynet til vildtets lidelser går altid forud for hundens træning og adfærd.
Stol på hunden (boks)
Første gang man sender sin hund på en anskudt fugl, er det en god idé, at man går med hunden frem til det sted, hvor man har set fuglen falde. På sigt skal det naturligvis være muligt at dirigere hunden frem til området, med mindre den selv har markeret fuglens fald.
Når hunden slippes og eftersøgningen starter, er det vigtigt at skrive sig bag øret, at opgaven er overladt til hunden. Det er nu hunden, der skal forsøge at løse opgaven og ikke dens fører. Derfor skal man som hovedregel aldrig blande sig, når hunden forsøger at udrede sporet. Og slet ikke de første gange, hunden prøver kræfter med en bortløbet fugl.
Den mere erfarne og selvsikre hund kan naturligvis hjælpes på vej, såfremt man kan se, at den har fået en skæv begyndelse på eftersøgningen. Naturligvis er det en fordel at få hunden frem på sporet så hurtigt som overhovedet muligt.
Uanset hundens evner og dressurniveau skal man være indstillet på, at det i sjældne tilfælde ikke lykkes hunden at finde den anskudte fugl. Det kan der være mange årsager til, og mest almindeligt er det, at fuglen er løbet over områder, hvor færten ganske enkelt udviskes så hurtigt, at hunden efterlades mere eller mindre chanceløs.
I sådanne tilfælde kan man trække hunden frem i området og prøve med et mere tilfældigt apportsøg de steder, hvor man formoder, at fuglen kan have søgt tilflugt. Drejer det sig om ænder, der når sø eller mose, kan det dog blive yderst problematisk. Anskudte ænder kan på forbavsende kort tid tilbagelægge store afstande og nå beskyttelse i nærliggende områder med vand og vanskelig vandvegetation, før hunden er fremme ved den. Og begynder de først at gemme sig under søens overflade, bliver opgaven særdeles vanskelig.
Når en hund af forklarlige eller uforklarlige årsager ikke kan finde den fugl, den er sendt på, kan man prøve med en ny hund. På prøver for retrievere og spaniels vil nummer to hunds succes være første hunds fiasko. Fænomenet kaldes ejewipede og medfører, at første hund er færdigbedømt og ikke kan tildeles præmie på den pågældende prøve. Vinderen tager det hele, og vurderer dommerne, at der er tale om en ekstraordinær vanskelig eftersøgning, har hund nr. to ganske store chancer for at vinde prøven, forudsat at de øvrige kvaliteter hos hunden er af tilstrækkelig høj standard. Regelsættet viser, at jagthundeklubberne tillægger eftersøgning af anskudt vildt ganske stor betydning i både dressurmæssig og avlsmæssig sammenhæng.
En hund pr. apportering (boks)
Når det gælder apportering af bortløbet vildt, er det vigtigt kun at sætte én hund på opgaven. Først når denne svigter og ikke kan løse apporteringen, kan man forsøge sig med en ny. Desværre er der en tendens til, at jægere mener, at to hunde må være bedre end en ud fra devisen om, at en plus en er to. Ikke meget er dog mere forkert. Under eftersøgningen vil hundene stresse og presse hinanden frem i området på bekostning af grundigheden. Og når det gælder eftersøgning af fuglevildt, er det den koncentrerede eftersøgning med lav næseføring, som giver det bedste resultat.
I det hele taget er der en tendens til, at for mange hunde har det ligesom for mange kokke. Kokkene fordærver maden, og hundene jagten. En januardag for mange år siden deltog jeg på en rævejagt, som blev afholdt i et vildtrigt engareal, hvor jeg ofte trænede mine stående hunde. Dengang startede jeg altid op på forårstræningen ved årsskiftet, og efter et par besøg i området var jeg særdeles godt kendt med bestanden af agerhøns og fasaner. Derfor undrede det mig, at navnlig fasanerne var som sunket i jorden, da den lokale jagtforening slap det store antal hunde. Selv om området tilsyneladende blev løbet tyndt, så vi kun ganske få fugle på vingerne.
Situationen gjorde mig interesseret i problematikken, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at én trænet hund finder flere fugle end et hel kobbel, der præges af hunde med et svingende erfaringsniveau. De mange hunde er i udpræget grad fokuseret på hinanden, og under mere vanskelige færtforhold vil det nedsætte evnen til at finde ganske mærkbart. En vildtfinder kendes i særdeleshed på dens evne til at arbejde 100% målrettet om den ene opgave at finde vildt. Noget der virker bedst, hvis ejeren holder sin fløjte i ro og jagtkammeraterne deres hunde i snor.
Apportering med klare øjne (boks)
En jagthund må ikke selv tage livet af de anskudte fugle, den finder. Er fuglen i stand til at løfte hovedet, mens den er fastklemt i hundens mund, er det et godt tegn.
Hunde, der sendes på en anskudt fugl, vil ofte afslutte eftersøgningen med en mere eller mindre voldsom jagt efter fuglen, der naturligvis forsøger at unddrage sig hunden. Under jagten kan det ske, at fuglen kommer til skade og enten river sig på en hjørnetand eller på en gren, såfremt eftersøgningen afsluttes i et bevokset terræn. Navnlig unge hunde vil mangle den resoluthed, som kendetegner mere drevne apportører. Derfor kan de godt forsøge sig et par gange, inden de endelig finder den rigtige måde at gribe fat om problemet og fuglen på. F.eks. er det ikke sjældent, at den unge hund griber efter fasankokkens lange halefjer, inden den erfarer, at dette kun giver løse fjer i munden. Og selv om det naturligvis er ærgerligt at modtage en haleløs fasanhane, skal man ikke være nervøs. Er fuglen stadig i live, er det i hvert fald et godt tegn. Da har fuglen næppe været udsat for hårdmundet behandling, og hunden vil før eller siden erfare, hvordan den skal gebærde sig i de forskellige situationer og med de forskellige vildtarter.
Derimod skal man være på vagt, hvis hunden konsekvent afleverer dødt vildt. Hvis de lettere anskudte fugle også er livløse, når de dumper ned i ens hånd, tyder det på, at man har et problem. Desværre er der ikke nogen nem og enkel kur mod hård mund.
Ikke tage levende fugle (boks)
Det sker af og til, at en hund nægter at tage en fugl, som endnu ikke er forendt. Evt. fordi den bliver nervøs. Årsagen kan bunde i både arv og miljø. Men uanset forklaringen er det naturligvis helt afgørende, at hunden bringes ud af denne forestilling.
Af og til kan problemet løses ved at lade hunden apportere en apport, som bevæger sig. F.eks. ved at binde et apportemne til en snor, som er fæstnet til en lang stiv pind. Denne fiskestangsmetode har mange tilhængere. Hunden lærer at apportere et emne, som flytter sig og den lærer, at den skal være hurtig og beslutsom. Af og til ses hunde som mangler beslutsomhed i det afgørende sekund, hvor den er fremme ved den anskudte fugl. Ofte medfører det, at fuglen undslipper. Det gælder ikke mindst apportering af anskudte ænder, som dykker. Sekunderne efter anskydningerne er vildtet ofte lidt forvirret, og det er dette øjeblik, hunden skal udnytte.
Under træning med apportemner, som bevæger sig, må der ikke anvendes fuglevildt, da dette kan lede til dårlig vildtbehandling. Dummyer omviklet med fuglevinger er en bedre løsning.
Skriv et svar