fff
gf
Standens tre i’er
Instinkt, indlæring og indsigt i vildtets adfærd og levevis er de tre forhold, der udvikler den stående hunds stand. Men for lidt og for meget fordærver alt, og derfor er det vigtigt, at dressøren spiller på hele registret. Og særlig vigtigt er det, at man ikke overspiller rollen som dressør og flokleder.
Kategorien af stående hunde er bred og lang. Både ruhår, breton og settere etc. regnes som stående hunde, som tager stand for det trykkende vildt. De skræmmer altså ikke vildtet til flugt, og dermed adskiller de sig fra f.eks. spaniels, som rejser vildtet i samme øjeblik, de har lokaliseret færten fra en trykkende fasan eller kanin.
At den stående hund holder sig tilbage, når den har lokaliseret vildtet, er der i og for sig ikke noget bemærkelsesværdigt ved. Også ræv og kat og flere andre firbenede rovdyr holder af og til en lille pause, inden de i et elegant spring kaster sig over byttet, som de har sneget sig ind på. Det unikke ved den stående hund er dog, at den holder pausen og venter på, at føreren kommanderer den frem mod vildtet. Under standen stilles jagtens naturlige udvikling med andre ord på standby, og hunden holder vildtet i skak, indtil jægeren kommer frem.
Men selv om hunden kategoriseres som en stående hund, er det langt fra ensbetydende med, at den tager stand for vildtet første gang, den møder det. Standen er således et resultat af både instinkt, indlæring samt indsigt i vildtets levevis og adfærd. Det er derfor vigtigt, at man gør sig nogle tanker omkring standen, inden man giver sig i kast med at træne og motivere den unge hund.
Instinkt
Mange stående hunde fødes i dag med et kraftigt udviklet standinstinkt, som medfører, at de allerede meget tidligt i deres udvikling tager stand for emner, de betragter som et potentiel byttedyr. Engang oplevede jeg en endnu ikke salgsklar gammel dansk hønsehund stramme op i klassisk positur, da en tamdue landede på opdrætterens gårdsplads. Den slags gør indtryk, men er ikke ensbetydende med, at man er vidne til en hund med et særlig godt anlæg. Eksemplet viser blot, at standindstinktet i visse linjer er avlet så rent, at man som ejer kan føle sig sikker på, at hunden har anlæg for at stå for vildtet. Måske vil den allerede ved de første fuglekontakter stå i så lang tid, at føreren kan nå at komme op til den. Og det må alt andet lige siges at være en fordel. Da er man allerede halvvejs i marktræningen. Hunden kan finde og holde vildt og mangler nu kun indsigt i vildtets levevis og reaktioner. Eller sagt med andre ord: hunden mangler erfaring.
Indlæring
Straks mere kompliceret bliver det, hvis det viser sig, at den unge hund ikke vil stå for vildtet. Når standen kun er en kortvarig markering efterfulgt af en resolut og lynsnar rejsning af det trykkende vildt, har man et problem, selv om det næppe er særlig stort. Før eller siden vil langt de fleste hunde tage stand, og selv om det kun er kortvarigt, er dette startskuddet til en ny periode i dressuren.
Derfor er der ikke grund til panik, når hunden under dens første lektioner i marken ikke vil holde standen, til man kommer op til den. Vigtigst er det trods alt, at den kan finde vildt. Standen skal nok vise sig før eller siden. Man skal give hunden en chance, så den får lov til at modnes i sit eget tempo. Først når hunden er 1½-2 år og stadig ikke vil stå for vildtet, bør man overveje at gribe ind og ganske enkelt lære hunden at holde afstand til vildtet, indtil man giver tilladelse til at rejse det.
Men også selv om hunden er et rent naturtalent, vil den ikke kunne slippe for påvirkning fra føreren. Lærkestand er f.eks. ikke ønskeligt, og hunden skal lære, at kun fasan og agerhøns er interessante. I reglen forsvinder interessen for lærker dog, når først hunden har oplevet beruselsen over de lettende hønsefugle. Alligevel kan diskret indblanding blive nødvendigt. Men vær forsigtig. Selvom unghunden allerede har markeret for fem lærker, kan det være et par agerhøns, som trykker foran den sjette gang, den strammer op og tager stand. På sigt kan man dog ofte se på hunden, hvad det er, den står for. Lærkestanden er i reglen knap så stram, som tilfældet er, når det er fasan eller et par agerhøns, der trykker foran hunden.
Indsigt
Det er en stor fordel, hvis hunden lærer at stå for markens eller mosens vilde fugle uden alt for kraftig indblanding fra førerens side. Forårets træning på udparrede agerhøns er højtiden for alle ejere af stående hunde, og her har den unge hund de bedste forudsætninger for at lære, hvor tæt den kan gå på parhønsene, før de letter. For selv om standen i mange tilfælde er medfødt, er det klart, at hunden skal arbejde videre på sin dåbsgave via kontakt med rigtigt vildt.
Lidt forenklet vil et skridt for meget få fuglene til at lette, hvorimod et skridt for lidt vil betyde, at vildtet ikke føler sig presset og derfor har mulighed for at liste ud af terrænet. Begge dele er uheldige og vil i reglen resultere i, at der ikke opnås en jagtbar situation. Hunden må altså tilegne sig fornemmelsen for, hvor meget den kan og skal presse vildtet, før det trykker sig mod jorden. Det skal dog understreges, at enhver hund – stående som ikke stående – kan lære at stå for vildtet, hvis stand defineres som at holde afstand til vildtet, så det ikke flygter. De fleste jagthunde kan således gennem dressur eller erfaring lære at holde sig tilbage, når de via færten kan mærke, at de har vildt umiddelbart foran sig.
Men det er ikke evnen til at holde afstand til vildtet, der gør, at jægere over hele verden fascineres af jagten med den stående hund. Det er det urgamle spil mellem hund og vildt, der er kimen i den globale fascination. Hundens livtag med vildtet kan vi ikke blande os i, hvis målet er at få en vildtfinder, som ved, hvordan den skal tackle de mange situationer, den kommer ud for.
Luftvejsinformation
Hunden må selv lære at støtte sig til de mange informationer, den modtager via luftvejene. Ikke mindst evnen til at aflæse vildtets reaktioner alene gennem de signaler, den modtager gennem færten. Det er således min klare overbevisning, at den erfarne hund kan mærke, om fasanen trykker eller forsigtigt forsøger at krybe ud af det jerngreb, som hunden har smedet omkring den. Det er forklaringen på, at hunden i visse situationer pludselig kan rykke frem mod det vildt, som den har stået for i lang tid. Den resolutte avancering får fasanen til at trykke og blive, hvor den er. Hunden må udstråle autoritet og øjeblikkelig reagere over for ethvert forsøg på flugt.
En vinterdag så jeg tre rålam flygte fra vintersædmarken, da min bil kom for tæt på. Dyrene var indstillet på flugt. Men i brakken gik råen, og et enkelt, men meget autoritært spring frem mod lammene, fik dem til at slå bremserne i. De tre dyr nærmest frøs i springene. Den slags kræver, at råen udstråler overblik og autoritet. Og det er de samme evner, som den stående hund må besidde, hvis den på tilsvarende vis skal være i stand til at bremse fasanen, som forsøger at liste ud af brakmarken.
Men i sagens natur har hunden ikke altid held med at låse fuglen. Det sker, at handlingen medfører, at vildtet letter. Men den manglende skudchance er prisen. Set over en hel jagtsæson vil den hund, som evner at låse vildtet, præstere flere jagtbare situationer end den hund, som er dresseret så hårdt, at den af frygt for konsekvenserne ikke tør gå i nærkamp med vildtet.
Det er helt afgørende, at hunden nagler fuglen, før den strammer op og tager stand. At hunden med viftende hale holder sig tilbage og markerer, at den har lokaliseret et eller andet, er ikke særlig interessant. Det er den stramme og utvetydige markering af vildtet, der mere end noget andet gør den stående hunds fuglearbejde til en universel oplevelse.
Derfor skal man være forsigtig med at revse hunden, når den fra tid til anden kommer for tæt på og ikke har held med sit forehavende. I hvert fald risikerer man, at prisen bliver ubodelig, og hvem kender ikke en hundeejer, som stort set ikke siger andet end videre, videre til hunden, når de er på jagt. Af frygt for at lette fuglen i utide strammer hunden op, så snart den falder over fært. Og alt imens jægeren kommanderer hunden videre og videre, løber vildtet foran parret. I reglen kommer de aldrig frem til skud.
En usikker hund, som markerer i tide, men mest i utide, giver ikke jagtformen den intensitet, som den selvsikre vildtfinder er i stand til. Helt slemt ser det ud, når en hundeejer kommanderer sin hund ud af standen med ordene videre, videre, da han ikke længere tror på sin hund. Hunden må selv finde ud af, om den skal følge op, og kommandoen for videre har ingen berettigelse under markdressuren af en stående hund. Kommandoen burde ganske enkelt bortcensurers fra jagthundesproget. Målet er en hund, som står, når den har vildtet under kontrol og selv løser og følger op, hvis vildtet forsøger at liste bort.
Derfor skal man være tålmodig med sin hund og håbe på, at den selv finder balancen, som gør den i stand til at behandle vildtet, som det oprindelig var hensigten.
Arts- og situationstilpasset fuglebehandling (boks)
Af og til ses dog hunde som venter, indtil føreren kommer op i nærheden af dem. Derefter trækker de op på fuglene for til sidst – uden ordre – at glide frem mod fuglene for at holde dem, indtil jægeren er helt fremme og giver tilladelse til rejsning. Denne jagtteknik er særlig effektiv i de tilfælde, hvor fuglen måske ikke VIL trykke. F.eks. er tjur og urfugl tilbøjelige til at løbe frem for at trykke, og ofte tillader de ikke, at hunden kommer ind på livet af dem. Til den slags jagt er det en fordel, at hunden under avanceringen sikrer sig, at den hele tiden har jægeren med. Det siger sig selv, at det er formålsløst, at hunden rutscher 100 m frem mod en fugl, som alligevel ikke vil trykke.
Til jagt på agerhøns og navnlig fasaner foretrækkes dog hunden, som følger op, indtil den løbende fugl overgiver sig og trykker. Under fasanjagten har man i reglen også råd til at spilde en chance i ny og næ til gengæld for den nydelse, det er at se hunden nagle en gammel kok, som forsøger at undvige.
Er man for krævende under indlæringen, risikerer man at få en hund, som ikke tør gå til vildtet af frygt for at skræmme det. Den holder dermed afstand og nøjes med at markere, at der er vildt forude. Dermed overlades initiativet til fuglene, som ikke er sen til at udnytte muligheden. De løber så hurtigt, benene kan holde. Og det er hurtigt. Hund og jæger kommer langt bagefter, og ofte kommer de aldrig frem til vildtet, før de på svirrende vinger flygter ved markens ende. Årsagen til at hunden ikke tager stand, men blot markerer vildt forude, er oftest frygten for et fysisk eller psykisk eftersmæk, hvis den støder fuglene.
Stand for udsat vildt
Det er i sidste ende en smagssag, om man foretrækker den i mange tilfælde effektive hold afstand taktik, eller man foretrækker at jage med en hund, som forsøger at nagle vildtet. Sidste metode er dog den, der er vanskeligst at indlære. Det skyldes, at de vilde hønsefugle har det dårligere end nogensinde. Det betyder, at det er blevet vanskeligere at give hunden den erfaring, den har brug for, hvis den skal opnå en tilstrækkelig effektivitet.
Manglen på vilde fugle betyder, at mange forfalder til at træne på udsatte fugle. Typisk udsatte agerhøns. Men de udsatte agerhøns har ikke samme adfærd som en vild fugl, og derfor vil en stående hund sjældent stå for en nyudsat agerhøne, første gang den præsenteres for en sådan. Den halvtamme fugl vil sjældent trykke for hunden, og eftersom det efter meget at dømme er færten af den trykkende fugl, som får hunden til at stivne, siger det sig selv, at den uerfarne hund glider ret frem mod fuglen og snupper den, hvis den kan. Hvis den da ikke blot ignorerer færten.
Jeg deltog engang på en markprøve med en hund, som aldrig havde inhaleret færten fra en udsat fugl. Til gengæld var den på hjemmebane med både vilde fasaner og agerhøns. Under afprøvningen kom hunden uheldigvis i god vind af en nyudsat agerhøne. Men bortset fra et lille ryk med hovedet, da den drønede forbi, var der ingen reaktion. Dommeren var ikke just begejstret. Værre blev det, da vi over middag var fremme ved en roemark, som var mere end tæt besat af udsatte høns. Fuglene kaldte fra nær og fjern, og hund efter hund gled næsten fra hånden direkte ind i standen for en af de mange høns, der var løbet sammen under roebladenes skygge. Jeg frygtede for min tur. Og det havde jeg god grund til. Hunden reagerede nemlig ikke på færten af de udsatte fugle, men på mirakuløs vis lykkedes det hende at komme forbi minefeltet af forvirrede agerhøns uden at støde en eneste. Et par slag fremme i marken opnåede hun stand, og kort tid efter kunne prøveskytterne fælde dagens første og eneste fasan. Æren var reddet, men formiddagens dommerbogsnotat kunne ikke ignoreres. Forbigåelse af vildt er en alvorlig sag. Også selv om vildtet er udruget i en rugemaskine og vokset op i en voliere.
Naturligvis lærer hunden på sigt at holde afstand til de halvtamme agerhøns, men den erfarne hunds stand for en nyudsat agerhøne kan sjældent sammenlignes med hundens stand for fasanen eller hønseflokken. Men at dressuren og dermed jægeren spiller en afgørende rolle for hundens udvikling af standen, er der næppe tvivl om. Intet kommer af intet. Heller ikke den faste stand. Det er førerens opgave at lede hunden i god vind af vildtet, og det er hans opgave at give hunden tilstrækkelig med erfaring, således at den lærer, hvordan den skal takle de enkelte situationer og de enkelte vildtarter. Uanset om standinstinktet i den unge hund er stort eller lille, skal der altså både indlæring og tillært indsigt til, før uddannelsen er færdig. Og som oftest, når det drejer sig om jagthundearbejde, vil resultatet afhænge meget af førerens evne til at holde balancen under terrændressuren.
Stand via syn og hørelse (boks)
Standen kan enten udløses via synet eller mere normalt via lugtesansen. Men også hørelsen kan anvendes. For nogle år siden var jeg den lykkelige indehaver af en usædvanlig god fasanjagt med en velsignelse af vilde fasaner og agerhøns. Landmandens hund, en velafbalanceret og meget elskværdig schæfer, kunne via hørelsen pege de store fasankuld ud med usvigelig sikkerhed, når vi uden bøsse gik tur på ejendommens tilgroede vildnis. Af og til var det en rotte, som måtte lade livet, når hunden pludselig med et par hurtige poteslag fjernede taget over et underjordisk gnaverkompleks. Også schæferen markerede et kort øjeblik, inden den sprang løs på fuglene, gnaveren eller måren i risbunken. Alligevel havde den ikke udviklet en stand i egentlig og traditionel forstand.
Der er nemlig forskel på den tillærte hold afstand-adfærd og så en egentlig stand. Den egentlige stand ses næsten udelukkende hos stående hunde. Ja, det er det, som kendetegner den mangfoldige kategori af stående jagthunde.
I dag hævdes det dog, at de mest erfarne markprøvehunde faktisk også støtter sig meget til hørelsen, når de skal finde de nyudsatte agerhøns i roemarken. Agerhønsene placeres i marken enkeltvis og vil i løbet af kort tid forsøge at samle sig i flokke. Agerhøns er sociale fugle og trives ikke i ensomheden under roebladene. Men fuglenes kaglen udnyttes af de drevne hunde, som hurtigt bringer sig i færtafstand og tager stand.
Når hunden ikke vil stå (boks)
De fleste, som har arbejdet med stående hunde, har haft en hund, som ikke vil stå. Men der er ingen grund til panik. Før eller siden kommer den første stand.
I første omgang drejer det sig om, at hunden skal lære, hvad den går efter. Bliver hunden ved med at køre fuglene op, kan man anvende en lang flagline. På den måde kan man lede hunden i nærheden af et sted, hvor man ved, der trykker et par fugle. Når hunden har fært, kan man forsigtigt holde den tilbage og på den måde lære den at respektere vildtet. Men træn aldrig på nyudsatte fugle, når det drejer sig om en ung hund.
Træning på duer i bur kan heller ikke anbefales, selv om metoden internationalt set bliver mere og mere populær. Tilhængerne hævder, at dressuren i marken forløber mindre problemfrit, når hunden har lært at respektere duen i buret eller græsset. Alle syntes dog at være enige om, at kun kontakt med vilde fugle kan afslutte hundens uddannelse.
Mistede halefjer (boks)
Mange fasaner har gennem tiden efterladt en halefjer eller to mellem tænderne på en stående jagthund. På en markprøve er det da heller ikke diskvalificerende at snappe efter en fugl, som letter. Så længe hunden ikke forfølger vildtet med få eller flere spring, accepteres situationen som præmieringsværdig. Dermed adskiller afprøvningen af stående hunde sig fra afprøvningen af spaniels, hvor det på spanielsprøver er strengt forbudt at apportere ikke skadet vildt.
Denne forskel skyldes primært, at de to hundetyper normalt arbejder i forskellige former for terræn. Den stående hund er primært udviklet til jagt på hønsefugle i forholdsvis åbent terræn, selv om det mange steder også er populært at anvende den til jagt på f.eks. snepper samt tjur og urfugl i skov. Den stødende hund er primært en skov- og krathund, og derfor tillader man ikke, at hunden snupper en fasankok, som et øjeblik hænger fast i risbunken, inden den slipper fri. Derfor er det vigtigt, at hunden er skolet til at holde tænderne fra fugle, som ikke lugter af blod. Er det ikke tilfældet, vil den ihærdige hunds jagt i underskoven udvikle sig til rene solojagter, hvor jægeren må se langt efter fugle på vingerne. Hunden snupper de fleste.
Det er således primært dressuren, som adskiller de to hundetyper. Både spaniels og stående hunde ønsker at fange vildtet, hvis de kan. Men spaniels lærer, at først når vildtet er skudt, må det apporteres, og den stående hund lærer, at først når jægeren giver tilladelse, må vildtet rejses. En af mine gode venner har en spaniel, som har udviklet en særlig raffineret teknik, når den lugter rå- og dåvildt, idet den primært anvendes som drivende hund til jagt på klovbærende vildt. Hunden bliver lav i koderne og sniger sig som en stor kat ind på dyret, og lider dyret blot af den mindste skavank, hænger den lille spaniel snart i struben. Da gør den kort proces.
Den første stand
Når agerhønsene parrer ud i februar og marts måned, er det startskuddet for terrændressurens højtid. Såfremt unghunden er vækket og ellers mentalt rustet til dressuren, er foråret det bedste tidspunkt at debutere på. Alternativt kan efterårets store fasankyllinger være tredjepart i det urgamle spil mellem hund, jæger og vildt.
Om foråret er det bedste tidspunkt en lun forårsdag med en let brise, hvor jordvarmen bærer færten op i vinden. Da har hunden de bedste forudsætninger for at fange fært. På dage med lavere jordtemperatur klæber færten til undergrunden og vil ikke spredes på samme måde som på en lun dag med sol og vind.
Inden man kommer frem til mere vildtvenligt terræn, er det en god idé at tage et par slag over vildtfattige marker. Her kan hunden få afløb for den opsparede energi, ligesom man kan repetere de indlærte færdigheder og fra begyndelsen vise hunden, at man fortsat er chef i samarbejdet.
Det må ikke forventes, at hunden opnår stand første gang den bringer sig i god vind af et par agerhøns. Mere sandsynligt er det, at den støder fuglene. Måske preller den tilmed. Det må man tage let på. Standen kommer før eller siden. Og når hunden opnår stand næste gang, skal man tage det med samme knusende ro. Desværre er mange tilbøjelige til at styrte af sted mod hunden i håb om at komme så tæt på, at de kan nå at bremse hunden, inden den går fuglene op eller kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Men hunden kan let blive nervøs, når den ud af øjenkrogen ser føreren kommer styrtende. Og eftersom alle antenner er ude i den stærke førstegangsoplevelse, kan den få det indtryk, at den er kommet galt i byen. Den bliver måske nervøs og kan miste grebet om situationen. Resultatet bliver ofte, at fuglene flygter.
I stedet bør man tage det stille og roligt og gå op imod hunden i normalt tempo. Måske når man ikke op til hunden, før den ryger frem og jager vildtet på flugt. Men i stedet for at ærgre sig, bør man tænke på, at hunden trods alt har fundet vildt. Det er meget positivt. Tilbage er kun at få standen fastankret, og heldigvis er det forholdsvis sjældent, at en hund ikke før eller siden lærer at stå for vildtet. De fleste vil opleve, at deres hund for hver gang står i længere og længere tid. På et tidspunkt lykkes det at komme så tæt på begivenhederne, at man forsigtigt kan forsøge at snakke den sitrende hund til ro. Men overdriv ikke komplimenterne. Nogle hunde vil tage det som en opfordring til at gå fuglene op.
Det er altid en fordel at nærme sig skråt fra siden, så hunden kan holde kontakt med føreren uden at flytte fokus fra fuglene. På den måde undgår man, at den drejer hovedet, når man forsvinder i dens blinde vinkel. Såfremt hunden ser sig over skulderen, vil den ofte miste det psykologiske jerngreb om fuglene, og de vil da tit lette af sig selv. Er man heldig, når man op på siden og efter en kort, men passende pause, når man måske tilmed at give rejseordre. Standen skal holdes så længe hunden kan og ikke længere. Kommandoen for rejs skal falde i tide. Igen handler det om at flytte grænser. Ikke om at overskride dem.
Når hunden står (boks)
Den højrejste stand regnes for den smukkeste. Men standens positur kan svinge fra situation til situation og fra hund til hund.
På åben mark, hvor hunden har mulighed for at fange færten på lang afstand, opleves det oftest, at hunden står med højt løftet hoved. Spændt fra snude til halespids. Når færten på kortere afstand rammer hunden som en forhammer, fryser den ofte midt i springet. Kastestanden kan af og til give sig udslag i lidt akavede krops- og benstillinger.
Jo nærmere hunden befinder sig vildtet, jo lavere holder den i reglen hovedet. Under en jagt i en grusgrav oplevede jeg engang en hund stå for en fasan. Hunden snurrede omkring ved en lille klat fodermarvkål og stod i næste nu som hugget i granit. Jeg var ganske tæt på både hund og fugl og besluttede mig for at trække spændingen. Blot for at se, hvad der skete. I øvrigt er det altid en god idé at reflektere lidt over de enkelte situationer. Der er ikke to, som er helt ens.
Fasanens fært under fodermarvkålene steg langsomt til vejrs, og i takt med, at lugten bredte sig til de højere, stillestående luftlag, fulgte hundens snude med. Standen, som blev indledt med et lavt point, sluttede således i en smuk højrejst stand.
I reglen har hundens kropsholdning under standen kun kosmetisk betydning. Dog kan den liggende stand være ret upraktisk, da hunden kan forsvinde ud af syne i samme sekund, som den kaster sig til jorden. Af samme årsag foretrækker f.eks. amerikanske opdrættere, at hunden står med højt løftet hale. Ofte er det den lille halespids, der stikker over afgrøden, som afslører hunden.
Men at føre en stortgående hund er som at styre et fly. Udtrykket blev anvendt af en god ven, som engang solgte en færdigtrænet hund til en pilot, der havde det med at plukke de velsmagende multebær, mens hunden jagtede over fjeldet. Når det drejer sig om styring af en hund, er der ikke noget, som hedder autopilot, forklarede den danske hundesportsmand. Da må man konstant have et øje på hunden.
Jeg har i mange år anvendt bretons, og selv om en lille rød breton nemt glider i et med efterårsvegetationen, har jeg aldrig oplevet det som et problem. Jagten med den stående hund er primært knyttet til glæden ved at se hunden jage. Derfor går man ikke og plukker bær eller tænker på alt muligt andet, når man er på jagt. Øjnene skal hvile på hunden fra man slipper den, til man atter kobler den. Kommer hunden ikke tilbage fra pilekrattet, hvor man sidst så den forsvinde, betyder det sandsynligvis, at den har stand. Da ved man også, hvor man skal finde den.
I meget tæt og uoveroverskueligt terræn kan man dog vælge at forsyne hunden med en klokke. Dette er navnlig en fordel, når flere hunde arbejder sammen. Uden klokke kan det være vanskeligt at afgøre, om de knækkede grene stammer fra ens egen hund eller er frembragt under makkerhundens afsøgning. Den lille klokke, der ofte benævnes som en sneppeklokke, kan dog også anvendes, selv om man kun bruger en hund ad gangen. Men strengt nødvendigt er det ikke, såfremt man holder øjne og ører åbne.
Stand uden påvisning af vildt
Det sker, at hunden markerer overbevisende uden at kunne påvise vildt, når føreren kommer frem. Det vil ske for langt de fleste hunde, og så længe det kun optræder undtagelsesvis, er der ingen grund til bekymring. Er det derimod mere reglen end undtagelsen, at hunden står tomt, bør man analysere situationen og forsøge at skyde sig ind på, hvad der er gået galt. Næsten uden undtagelse peger problemets årsag nemlig på føreren.
Forskellen på den effektive vildtfinder og hunden, som står, hvor der ikke er vildt, er i reglen ikke så stor. Men den effektive hund kan skelne færtindtrykkene. Den bliver ikke hængende ved den efterladte fært, men fortsætter sit søg, indtil den fanger vildtets kropsfært. Den følger med andre ord op på færten eller ignorerer ubetydelig færtstøj og fortsætter sit søgsoplæg. Hunden, der står tomt, virker mere følsom på næsen. Sandheden er dog snarere, at den er mere følsom af sind. I reglen kan den tomme stand forklares med, at føreren har skældt hunden ud, når den har stødt vildtet i forsøget på at nagle det. En anden forklaring kan være, at dressøren er begyndt at blande sig i fuglearbejdet, før hunden fik mulighed for at finde sine egne ben at stå på. På den måde kan hund og fører altså udvikle et uheldigt samspil, hvor hunden standser op og venter på føreren, hver gang den møder det mindste tegn på fugl. Også når den finder kold fod eller gammelt fald. Først når føreren viser sig og siger rejs eller videre, løsner den standen og begynder at søge igen. Såfremt dette uheldige mønster ikke brydes, bliver det blot stærkere og stærkere gang for gang. Uanset hvilken form for indblanding den tomme stand udspringer af, er det derfor vigtigt at få brudt den onde cirkel.
Føreren må forsøge at få lidt selvtillid ind i hunden igen og for en periode acceptere, at den forsøger at finde sine egen ben at stå på. Bedst er det, hvis man træder lidt ud af den dominerende floklederrolle. Det kan i sig selv give hunden lidt af den manglende selvtillid tilbage. Af samme årsag oplever man også, at ståmiklen forvandles, når den jager med en ny fører. Hunden, der før stod i tide og utide, springer pludselig selvsikkert fra fugl til fugl.
Harestand (boks)
De stående jagthunde regnes som fuglehunde. Men alligevel vil navnlig kontinentale hunde vise interesse for harefært. Af og til sker det også, at den stående hund tager stand for en hare, som trykker sig i sædet. Haren efterlader i reglen kun svag fært, når den sidder i lejet. Af og til kan det medføre, at hunden trækker lidt på færten, inden den står. Derfor er der også en tilbøjelighed til, at haren springer, inden hunden opnår regulær stand.
Der hersker delte meninger om, hvorvidt en harestand skal opfattes som et plus eller et minus. Jægeren vil i reglen tage det som et spændende indslag i fuglejagten, hvorimod markprøveentusiasten er alt andet end begejstret for hundens interesse for harerne. På en markprøve kan en harestand ikke i sig selv udløse præmie, og derfor er standen i det store og hele uanvendelig for hundesportsmanden.
Så længe hunden kun reagerer på den fært, der spreder sig fra haren i sædet, er der ingen grund til bekymring, forudsat at hunden kan bremses for haren, når den springer. Men visse hunde kan være så fokuseret på harefærten, at de ikke kan løsrive sig fra den jordbundne fært, en hare har efterladt. Derfor kan et par harer, som har krydset marken, slå den hareinteresserede hunds søgsoplæg helt i stykker. I stedet for at afsøge marken i høj fart og med højt løftet hoved hopper den af sted med snuden i jorden og snuser hver gang, færten fra harens fod bliver særlig stærk. Man kalder dette for nusseri, og bortset fra at det er forfærdeligt at se på, er det alt andet end effektivt. I reglen medfører det, at hunden ikke mærker færten fra markens hønsefugle, før den er så tæt på, at den ganske overraskende skræmmer dem til flugt.
Sekundering
En meget stor del af de jægere, der træner stående hunde, deltager af og til på markprøver. Og på markprøver afprøves hundene altid parvis. På jagt behøver man dog ikke konsekvent at lade hundene arbejde på samme tid.
Parsøget sætter store krav til hundenes dressurniveau, hvis jagten skal være en nydelse. Blandt andet skal hundene respektere, når makkerhunden pludselig opnår stand. Allerhelst skal den sekundere, altså tage stand på synet af den stående hund. Visse hunde udviser allerede meget tidligt tendens til at sekundere. En aften havde jeg besøg af en bretontæve og hendes 6-7 måneder gamle hvalp. En dansk naturfilm flimrede på skærmen, mens tæven slappede af, og hvalpen vandrede hvileløst rundt på jagt efter lidt eventyr. På et tidspunkt i filmen lettede en fasankok, og den velkendte lyd fik straks tæven til at springe op og stirre intenst mod skærmen. I det samme rundede hvalpen sofahjørnet og fik øje på sin mor i stram positur. Den sekunderede spontant.
I øvrigt blev hvalpen aldrig den helt store stjerne på marken. Med mindre den arbejdede med en makkerhund, tørrede den hurtigt ud. De første fem-ti minutter kunne den dog virke særdeles overbevisende, men den havde ikke den selvstændighed, der skulle til for at drive den frem i terrænet – slag efter slag. Den var afhængig af vildttætheden og selskabet fra en makkerhund. Til gengæld kunne den sekundere, og i de første par år affandt den sig med at spille andenviolin. Først relativt sent i dens udvikling trådte den ud af rollen som den evige toer og begyndte at gå på jagt for sig selv.
Har man en hund, der sekunderer spontant, behøver man ikke at arbejde særlig intenst med denne disciplin. Snarere tværtimod. Man risikerer blot, at hunden bruger for meget energi på at holde øje med makkerhunden i stedet for selv at finde vildt. Sekundering bør først komme ind i billedet og træningen relativt sent i hundens uddannelsesforløb. I øvrigt skal man være opmærksom på begrebet negativ sekundering, med hvilket der menes, at hunden holder afstand til hunden i stand uden at sekundere på traditionel vis. Uden at genere afviklingen af makkerhundens situation, fortsætter den sit søg efter vildt. Den negative sekundant finder altså ny fugl og udretter dermed noget positivt uden at spolere makkerhundens stand. Hvorvidt dette er en fordel sammenholdt med den klassiske sekundering, er der næppe noget entydigt svar på. Det er en smagssag, som så meget andet.
Træning af sekundering
Såfremt hunden ikke sekunderer spontant ved mødet med en hund i stand, må man prøve at arbejde med det. Skal hunden fungere på jagt med andre hunde, er det under alle omstændigheder et must, at den ikke stjæler makkerhundens stand i ren og skær jalousi.
De første gange hunden arbejder i marken med en anden hund, fløjtes den ned, når makkerhunden opnår stand. Herefter går man op til hunden og lægger bånd på den. Først derefter går træningspartneren frem til sin hund og beder denne rejse sin fugl.
Når ens egen hund har været vidne til dette lille skuespil et par gange, begynder den at vise interesse for makkerhundens stand. Måske vil den forsøge at nå op til den for at undersøge, hvad der sker. Den har jo efterhånden erfaret, at den anden hunds stand udløser synet og lyden af lettende fugle. Naturligvis skal hunden bremses, inden det kommet så vidt. Igen lægges hunden i bånd. Men hundens stærke fokus på makkerhundens stand kan udnyttes til indlæring af sekundering. Hunden holdes forsigtigt tilbage og roses, mens den holder fokus på den stående hund. Jo længere tid hunden på den måde kan holdes i standen, jo bedre sætter oplevelsen sig fast. Går det godt, kan man efter nogle øvelser håbe på, at hunden af sig selv sekunderer næste gang, den ser makkerhunden stå for vildt.
Har hunden derimod held til at komme frem til den stående hund og stjæle standen fra denne, kan man meget vel have taget det første skridt i en negativ retning. Derfor er det også vigtigt, at hundens dressurniveau er på et højt niveau, inden man begynder at arbejde sammen med andre hunde. Denne uskik at sjæle stand kan nemlig udvikle sig til en besættelse og meget konkurrencefikserede hunde, som ikke er godt i hånd, kan have vanskeligt ved at tåle synet af andre hundes succes. Trods førerens højlydte protester styrter de frem mod den stående hund og jager dennes fugle over stok og sten. Ikke sjældent kan oplevelsen virke så provokerende på en ellers stabil makkerhund, at også denne går med på løjerne og kaster sig ud i jagten på de flygtende fugle. Det siger sig selv, at man ikke bliver populær blandt ens træningskolleger efter en sådan oplevelse.
Fløjten vigtigst
Den effektive stopfløjte er altså det bedste middel til indøvning af sekundering. Af og til ser man dog jægere, som prøver med mere fantasifulde indslag. F.eks. anvendelse af en stående hund savet ud i krydsfiner. Et arrangeret møde med modelhunden i stand kan anvendes til at fremprovokere en situation, som man kan forhindre udvikler sig i uønsket retning. Ignorerer hunden fløjten og styrter i stedet mod attrappen, vil den blive slemt skuffet, når den er fremme. Og dette kan muligvis være med til at dæmpe dens trang til at komme frem til en hund i stand, næste gang den ser en sådan i levende live. Omvendt har attrappen udspillet sin rolle, og hunden gennemskuet bedrageriet. Attrapperne markedsføres i øvrigt med fjernbetjening, således at den stående hundemodel pludselig kan dukke op i marken som en trold af æske.
De første gange, hunden møder modellen, skal stopfløjten smælde øjeblikkeligt.
Men indlæring af sekundering eller andre former for jagthundedressur forudsætter ikke anvendelse af mere eller mindre afprøvet isenkram. Dette gælder også indøvelse af sekundering. Til gengæld forudsætter det, at man ind imellem træner sammen med andre hunde, hvilket naturligvis kan være et problem for den jæger, som af den ene eller anden årsag foretrækker at arbejde alene med sin hund. Men navnlig når det gælder respekt for makkerhundens stand, er det vigtigt, at man er to om opgaven. Af og til ser man hundeførere, der trækker deres hund op imod en hund i stand. Først når de føler, de er tilpas tæt på, holder de hunden tilbage og forsøger at lære den sekundering. Men denne løsning må frarådes. Hunden skal bremses i samme sekund, den ser en anden hund i stand. Den må ikke nærme sig.
En erfaren hund, der kan holde sit vildt i lang tid, er den bedste sparringspartner, man kan ønske sig. Da har man mulighed for at trække hunden op imod den stående hund fra en vinkel, hvor den pludselig får øje på hunden. Den må ikke se den som en prik i horisonten.
I samme øjeblik, hunden ser hunden i stand, holdes den forsigtigt tilbage samtidig med at den roses behersket. Men de arrangerede indslag kan dog aldrig stå alene, og selv om hunden holder afstand til attrappen og hunden, den trækkes op imod, kan alt være ved det gamle, når den ophidset af jagt ser makkerhunden snurre omkring og markere for vildt.
Stopfløjten er og forbliver trænerens vigtigste redskab, og betyder det, at hunden vælger at sekundere liggende, er dette i sidste ende til at leve med. I øvrigt er det også vigtigt, at man vælger sin makkerhund med omhu. At træne sekundering med en hund, som står i tide og utide, kan ikke anbefales. Makkerhunden må være i stand til at påvise vildt, når den har stand. Ellers mister ens hund troen på kollegaens dømmekraft.
Skulle det under træningen ske, at hunden finder vildt bag makkerhunden, således at den sekunderende hund optræder i den stående hunds synsvinkel, må man overveje situationen meget nøje. Som hovedregel må man ikke kommandere en hund frem mod en hund i stand. Og selv om makkerhunden reelt set sekunderer, vil hunden alligevel få den opfattelse, at den nu pludselig sendes frem mod det, den har lært at holde sig tilbage for. Derfor kan det være en god idé, at man selv rejser fuglen, mens hunden holdes tilbage i snor. Derved kan den tilspidsede situation reddes.
Rejsning af vildt
Det er afgørende, at hunden vil rejse vildtet, når jægeren er fremme og med ordene rejs eller avance beder hunden gene vildtet til flugt. Navnlig ved jagt på fasaner er det en stor fordel, at hunden vil gå frem og sende den trykkende fugl på vingerne, så jægeren kan afgive skud.
Der er flere teorier om, hvilken form for rejsning, der er mest effektiv. Alle er dog enige om, at den skal være præcis. Uanset om hunden forsigtigt nærmer sig, eller om den flyver frem som skudt ud af en kanon, skal den altid vide, hvor den har sin fugl.
I Danmark er der tradition for at favorisere hunden, som rejser hårdt, hvorimod man i de sydeuropæiske lande foretrækker en hund, som mere behersket går vildtet op. Begge metoder har ulemper og fordele.
Kanonrejseren sender vildtet på flugt – hårdt og uden slinger i valsen. Den temperamentsfulde ekspedering virker overbevisende og er i mange situationer også en fordel. Fuglene letter øjeblikkelig, når de ser stenstøtten eksplodere i et tigerspring. Fasanen når ikke at flytte sig og tager til vingerne uden først at løbe et par meter eller tre. Og den dag hunden står for en fasan i læbæltet, er det en fordel, at den kan sende fuglen på vingerne øjeblikkelig, så den bliver på den rigtige side af hækken. En mere behersket rejsning kan medføre, at fuglen når skjul og først letter, når den er beskyttet af læbæltet.
Men selv kanonrejseren kan komme til kort, når den møder en dreven fasankok. Under en jagt langs en røromkranset kanal blev der pludselig stille. Hunden havde stand. Jeg kunne ikke se den, men kommanderede rejs, da jeg ikke ønskede at mase mig ud i rørskoven, der var tæt som en mur. Hunden havde i reglen en meget hård rejsning, og da jeg sagde rejs, var det som at slippe en spændt fjeder. Hunden sprang gennem de tætte rør. Men reaktionen udeblev. Fasanen viste sig ikke, og i stedet blev der atter stille. Jeg kommanderede endnu engang rejs, men med samme resultat. Rør der sprang efterfulgt af total stilhed og endnu en stand. Tredje gang er lykkens gang, tænkte jeg, og endnu en gang var det som at sende et levende projektil gennem rørskoven. Denne gang udeblev reaktionen ikke. Men i stedet for skål og lyden af baskende fasanvinger lød der et ordentlig plask. Hunden var sprunget på hovedet i kanalen. Kokken havde trukket det længste strå og sejrsikkert lettede den fra rørskoven med skål og sjaskvåde halefjer.
Selv om eksemplet er atypisk, viser det, at det er en fordel, at hunden kan rejse sit vildt, selv om jægeren står på afstand af den. Selv om fasanen blev rejst i tre tempi, gik hunden hårdt på fuglen hver gang, der blev kommanderet rejs. Og det er trods alt det vigtigste. I mange tilfælde er det også en fordel, hvis afstanden fra hunden ud til den trykkende fugl er stor. Rejsningen i flere tempi giver da jægeren mulighed for at følge med. Men hunden må virkelig gøre et forsøg på at rejse vildtet. Den skal altså avancere nogle meter, inden den igen glider ind i standen. Et par demonstrative ryk imod fuglen kan næppe kaldes et rejsningsforsøg og vil – såfremt det gentager sig – nærmere blive behæftet med den lidet flatterende benævnelse: en træg rejsning.
Tilhængerne af den mere beherskede rejsning hævder ofte, at kanonrejseren tit kommer for langt frem i terrænet, før vildtet går på vingerne. Dermed bliver skuddet langt og stressende. De foretrækker i stedet, at hunden langsomt går mod fuglen, så hundeføreren har mulighed for at følge med. På den måde er der mere tid til at afgive skud, når vildtet sendes på vingerne.
Hvad man foretrækker er i sidste ende mere en smagssag, end det er et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Vigtigst er det, at hunden vil rejse i samme sekund, den får tilladelse, og at den som nævnt er præcis under sin avancering.
Træg rejsning (boks)
Man skal være klar over, at nogle hunde ikke vil rejse, og gennem tiden er der skrevet mange linjer om dette problem. Til gengæld er man enige om, at problemet er vanskeligt at løse, og nogen universalløsning eksisterer ikke. Ja, ofte findes der slet ingen løsning.
Skriv et svar