Søget

dddd

Søget

Jagten med den stående hund er i udpræget grad afhængig af dens evne til at afsøge terrænet systematisk. Den må udnytte vind og terræn så godt som overhovedet muligt. Ikke mindst i dag, hvor chancerne for at møde vildt i det åbne land er så beskedne, som tilfældet er. Der er ikke råd til at spilde chancer, og derfor skal et skolet søg stå meget højt på listen over dressurmål. Ikke meget er mere ærgerligt end at se markens eneste hønseflok lette uden for skudhold, ganske enkelt fordi hunden ikke formåede at bringe sig i god vind af fuglene.

Den stående hunds afsøgning af marken kan sammenlignes med et sejlskib, der i et modvindskryds skærer sig op imod vinden. Ved terrænets afgrænsning skal hunden vende snuden og søge mod markens modsatte skel eller markering. På den måde fortsætter den frem og tilbage, indtil marken er finkæmmet og afsøgt for luftbåret vildtfært.

         Det er vindretningen, som er bestemmende for, hvordan hunden vælger at afsøge marken. Derfor skal hunden så vidt muligt altid slippes i modvind, da dette giver det mest regulære søgsoplæg. Kommer vinden skråt på marken, vil det virke, som om hunden søger frem i terrænet i stedet for at afsøge det på bredden, som den burde. Men hundens udnyttelse af vinden og terrænet er mest effektiv, når den arbejder næsten vinkelret på vindretningen. Derfor skal man altid stikke en finger i vejret, inden man begynder at blande sig og justere hundens søgsoplæg. Selv om vinden blæste ret på marken, da man slap hunden, kan det være, at vinden længere fremme i terrænet blæser fra en helt anden retning. En jagtforstandig hund vil straks tage højde for de nye vinde og ændre strategi og oplæg. En jagtforstandig fører vil gøre det samme.

         Hundens afstand mellem slagene vil afhænge meget af vind og terrænforhold. På åben mark er der langt mellem slagene, hvorimod en afsøgning af f.eks. roemarker kræver, at hunden nærmest pakker marken ind i snævre slag, så der ikke opstår færtlommer bag den. På åben mark er 20-40 m mellem slagene ofte passende, dog afhængig af den pågældende dags færtforhold. I roemarker og andre former for vindhæmmende terræn er 7-12 m mere normalt. Det betyder også, at hunden på flade stubmarker kan afsøge et langt større område, end den kan i f.eks. en tæt knæhøj mark med rodfrugter.

Fremdrift i søget

Der skal i sagens natur være fremdrift i søget. I modsat fald vil hunden løbe frem og tilbage i samme rille. Dette er dog sjældent et problem. Langt de fleste hunde vil gerne frem mod nye områder, og derfor sker oftere det modsatte, nemlig at søget bliver for åbent og fremadrettet. Navnlig når hunden ikke rigtig tror på, at der forefindes vildt i området. Da fristes den til at tage let på opgaven.

         Især på vintersædmarker, hvor der i jagtsæsonen sjældent forefindes vildt, kan det være vanskeligt at holde hunden på marken. Da vil den hellere anvende ressourcerne på læbælter, remiser og lodne markskel. Naturligvis fordi den både erfaringsmæssigt og instinktivt ved, at det ofte er i sådanne biotoper, vildtet skal findes. Men uanset hvor effektiv biotopsøgeren måtte være, er det vigtigt, at det er føreren, der bestemmer jagtens gang. Og markerne skal afsøges korrekt. Fasanen, der gemmer sig i læbæltet, skal hunden nok arbejde sig frem mod. Om ikke før så siden. Ærgerligt er det under alle omstændigheder at gå frem mod hunden, som har stand langt fremme i terrænet, og undervejs støde en flok høns eller to. Hunden må altså lære, at den skal tage chancerne, som de ligger. Set over en sæson eller to er der heller ikke meget tvivl om, at det systematiske søg giver langt flere jagtbare situationer end det mere tilfældigt anlagte søg efter smørhullerne i terrænet.

Biotopsøgeren

Myten om biotopsøgerens fortræffeligheder får dog ny næring, når den velskolede hund arbejder sammen med en selvstændig hund, som primært går efter at finde fugl så hurtigt som overhovedet muligt. Også selv om det sker på bekostning af søgets grundighed. For naturligvis vil den hund, som kommer først frem til markens udyrkede pletter, have større chancer for at finde fugl. I visse terræntyper vil den skolede hund aldrig opnå en chance, når den arbejder med en hund, som fra begyndelsen insisterer på at komme først fra start og til mål. I det lange løb vil den velskolede hund, der kommer ud til kanterne og får hele marken med, dog løbe med sejren og titlen som den bedste vildtfinder. Derfor er det vigtigt, at føreren holder den unge hund tilbage og viser, hvordan terrænet ønskes afsøgt.

         Kontrollen må dog aldrig blive på bekostning af hundens jagtglæde. Hunden skal søge kontrolleret, men uhæmmet. Man kan nemlig ikke tvinge hunden til et effektivt søgsoplæg. I hvert fald ikke uden at det går ud over dens evne til at finde vildt. Naturligvis er det formålsløst at fremelske en dressurbundet hund, som løber pænt og systematisk fra side til side uden at bringe sig for vildt. Derfor kan man kun med diskrete vink og fagter vise hunden til rette. Som hovedregel er det nemlig hunden selv, der skal have overblik over terrænet. Og derfor er det vigtigt, at man også overlader initiativet til hunden. Man kan vise hvilket terræn, der skal afsøges. Men hvordan det skal afsøges, må man lidt forenklet sagt lade hunden om at bestemme.

         Ad åre vil den stående hund således udvikle et ganske imponerende overblik over sit terræn. Trækker den på en fært i venstre side af marken, kan det betyde, at den kommer for langt frem i terrænet, når den atter søger ind mod marken. Men da vil den falde tilbage i terrænet og på den måde undgå at efterlade uafsøgte områder bag sig. Det ser ganske imponerende ud, og man kan kun undre sig over, hvordan den kan have dette overblik. Navnlig når man tænker på, at hundens oversigt set fra et hundeperspektiv må være ret begrænset.

         Som nævnt er det åbne søg generelt det største problem blandt stående hunde. Omvendt ses også hunde, som ikke har tilstrækkeligt drive i søget. Hunden skal frem i terrænet og lægge pres på vildtet. I modsat fald overlades initiativet til fuglene. Navnlig i områder, hvor fasanerne eller agerhønsene har mulighed for at løbe uset ud af terrænet, er det vigtigt, at søget er både bredt og frem for alt fremadrettet. Af og til ser man dog hunde, som søger frem og tilbage som et pendul uden at komme videre. Det skyldes ofte, at de er for knyttet til deres fører og ikke søger frem i terrænet, før de presses. At hunden under søget tilpasser jagten i forhold til føreren er naturligvis meget positivt. Omvendt er det vigtigt, at hunden udnytter sine ressourcer så effektivt som overhovedet muligt. Derfor skal den ikke bruge mere tid på afsøgningen end højst nødvendigt. Den skal med andre ord sørge for, at afstanden mellem slagene er så store, som færtforholdende tillader. I modsat fald vil den spilde kræfter, som den måske får brug for senere på dagen.

         På smalle marker kan det være vanskeligere at finde balancen mellem førerkontakt og fremdrift. På den ene side risikerer man, at hunden har afsøgt marken, inden man er nået mere end nogle få meter frem i terrænet. På den anden side er der fare for, at hunden går i selvsving og blot løber initiativløst frem og tilbage. Bedst undgår man problemet ved kun at lade den mindre erfarne hund søge på brede marker, som giver den unge hund tilpas albuerum.

Søget er adelsmærket (boks)

Den stående hunds adelsmærke er søget. Det skyldes ikke kun den visuelle oplevelse, det er at se den hurtige hunds friktionsfrie løb over markerne. Hundens søg er i bund og grund hundens jagt, hvor jagtens udbytte og håndgribelige resultat afhænger af dens evne til at holde ikke blot en, men en helt række bolde i luften på en gang. Således skal hunden tage hensyn til både vindretning og styrke, luftfugtighed og temperatur, jæger og makkerhund samt vildtet og terrænforholdende. Hunden må lære at tilpasse sit søg til de konkrete forhold, og derfor skal der meget træning og mange timers arbejde til, før den stående hunds format er fuldt udnyttet. Vel kan de fleste stående hunde løbe ud på marken og tage stand for en fasan eller agerhøne. Men at opnå en stående hund, der arbejder klogt på vind og terræn, er dog en helt anden opgave. Desværre har kun de færreste mulighed for at give hunden alle de oplevelser, der skal til, for at terræn- og jagtdressuren kan kaldes fuldendt.

Søget grundlægges tidligt

Hundens forståelse for at udnytte vinden grundlægges meget tidligt i dens liv. Under de tidlige apportøvelser vil hunden lære at anvende vinden, ligesom den modtager en meget stor del af sine informationer via luftvejene. Derfor er udnyttelse af vinden ikke noget, som hunden først skal lære, når man begynder på mark- og terrændressuren. Alligevel er der en tendens til at hunde, der i en meget tidlig alder har haft mulighed for at krydssøge, lægger ud med en større grundforståelse end hunde, der ikke er præget på at krydse op i vinden.

         Det må derfor tilstræbes, at man så vidt muligt altid slipper hvalpen i modvind, når man går tur med den. Man kan evt. tilrettelægge sine daglige lufteture således, at man går ud i modvind, hvor hunden er fri, og går hjem i medvind, hvor hunden er koblet. Ligeledes er det en god idé at opsøge marker med langt græs på et meget tidligt tidspunkt i hundens liv. Her opmuntrer man hvalpen til at følge én, mens man siksakker frem imod vinden. Det høje græs tvinger i positiv forstand hvalpen til at løfte hovedet, og i reglen fatter den lynhurtigt systemet. Måske vil man opleve, at den tager teten og af egen fri vilje krydser frem i vinden som en dreven hund, der ikke har lavet andet. Det er der ikke noget underligt i. Generationers målrettede avlsarbejde har sat sit præg på alle racer, og selv om hunde i reglen bliver gode til det, de anvendes til, vil de enkelte racer alligevel være genetisk programmeret til at udføre de opgaver, de er tiltænkt. En retriever er programmeret til at apportere, en stående hund til at søge på vinden.

Den første søgslektion

Inden hunden er klar til at søge i marken, skal den være mentalt modnet, og jagtlysten aktiveret. Hunden kan og skal ikke motiveres til at søge.

         Viser det sig, at den fjoller rundt på det tidspunkt, hvor man havde tænkt at begynde på markdressuren, må man vente, indtil hunden viser forståelse for, hvad det drejer sig om. I reglen vil man dog under de daglige lufteture få en fornemmelse af, hvor hunden befinder sig i sin udvikling.

         På et tidspunkt gik jeg med en bretonhvalp, som selv, når jeg slap den, undlod at vige fra mine bukseben. En mørk og blæsende efterårsaften slog vildskaben dog pludselig ned i den. Med ét for den ud til siden og tilbage igen. Sekundet efter gentog det sig. Igen et udslag på 20-25 m. Den pludselige trang til at slippe hæmningerne stod på i ganske få sekunder, hvorefter den atter indfandt sig i betryggende nærhed af mine støvler – tydelig overrasket over de kræfter, der så pludselig havde hjemsøgt den. Men allerede dagen efter gentog fænomenet sig, og for hvalpen blev den blæsende efterårsaften et vendepunkt i dens liv. Den hængte aldrig siden i mit bukseben og uanset, hvor lang jagtdagen havde været, og hvor meget den havde ydet, forsøgte den altid at finde vildt. Og altid i galop og med en utrættelig tro på, at der med garanti var et eller andet i næste slag. Selv da jeg gik den sidste tur med den i en alder af kun 8 år, forsøgte den, plaget af gigt og smerte, at finde vildt. Den skulle altid lige!

Søg i ukendte områder

De første ture i marken bør henlægges til områder, hvor risikoen for at møde vildt er næsten ikke eksisterende. Ironisk nok er det ikke særlig vanskeligt at finde sådanne områder i dagens kulturlandskab.

         I første omgang drejer det sig om at få indlært principperne i søget. Først senere skal hunden præsenteres for vildt som agerhøns, fasan og – ikke mindst – harer. Det er en fordel, at man fra første færd forsøger at etablere en række rutiner, som hunden kan kende fra gang til gang. F.eks. er det en god idé at køre eller cykle ud til det område, som man agter at starte hunden på første gang. At forsøge sig på de områder, som man normalt lufter hunden på, er ikke en god idé. Navnlig ikke, hvis området også anvendes af andre hundeejere. Andre hundes store og små visitkort vil da bremse søgsoplægget og forhindre, at søget opnår den rytme og kontinuitet, som ønskes.

         Når hunden begynder på markdressuren, er det i en periode slut med at løbe rundt på må og få. Kun på velkendte arealer bør den slippes for at tømme sig og evt. strække benene og føle sig fri, hvis de mange indtryk under dressuren ser ud til at hæmme den.

Ved at holde hunden koblet mellem søgslektionerne opnår man et mere eksplosivt take off, når hunden slippes. Den kraftige acceleration er et godt afsæt, og selv om de første slag kan bære præg af lidt for meget overskud, vil hunden snart føle glæde ved at løbe frit. Og er kontakten til føreren ellers i orden, vil den tilrettelægge sit søg efter dennes placering i terrænet.

         I begyndelsen er det vigtigt, at man viser hunden til rette ved at krydse frem og tilbage over marken i god fart. Derved lærer hunden systemet, og den hund, der på et tidligt tidspunkt lærer at udnytte vinden, vil snart falde ind i rytmen og lægge sig på vinden, alt imens den søger frem og tilbage over terrænet.

Justerer med følelse

I begyndelsen må man se gennem fingre med skønhedsfejlene. F.eks. kan man ikke forvente, at hunden altid kommer helt ud til markens kanter. Mere sandsynligt er det, at den vender omkring nogle meter, før den når afgræsningen. Det skal man ikke bekymre sig om. Når først hunden har erfaret, at der af og til findes vildt i de lodne skelkanter, efterlader den ikke disse uafsøgt. Tværtimod kan interessen for skellene blive så voldsom, at hunden hænger for længe på kanterne på bekostning af afsøgning af selve marken.

         Det skal også forventes, at hunden af og til vender tilbage mod sin fører, hvis den pludselig føler, den er kommet for langt frem i terrænet. Også dette skal man tage positivt. Men prøv at animere hunden til at søge på bredden, når den er på vej tilbage. Al indlæring af søget skal foregå som animering. Man kan ikke tvinge hunden til at søge ud til kanterne. Kun vise den hvad man ønsker. Det er dog særlig vigtigt, at man er opmærksom på, at hunden vender rigtigt, når den er på vej mod markens kant. Hunden skal da vende op imod vinden. Slår den tilbage i vinden, vil den afsøge det terræn, som den én gang har afsøgt, hvilket er alt andet end effektivt.

         I reglen kan man se, om hunden gør tilløb til denne uheldige kovending. Derfor drejer det sig om at flytte egne ben så hurtigt som muligt, samtidig med at man vifter hunden frem mod terrænets kant. Derved kan man foregribe, at hunden slår tilbage i terrænet. En af årsagerne til, at hunden kovender, er i øvrigt, at den søger kontakt med sin fører. Derfor er det vigtigt, at man bevæger sig på tværs af marken, og hele tiden giver hunden en mulighed for at se, hvor man befinder sig. Når den under søget kaster et blik på føreren, kan man bekræfte den i dens søgsretning og med hånden pege i samme retning, som den søger. Derved stiger lysten og troen på, at den gør det rigtige. På sigt skal man dog holde hænderne i ro, da de evige retningsbestemmelser kan påvirke hundens selvstændighed.

         Såfremt en hund konsekvent kovender, må man søge ud til den side, hvor problemet er størst. Ofte er det kun en af siderne, der volder problemer for hunden. Ved at placere sig forholdsvis tæt på markens afslutning kan man nemmere gribe ind og presse hunden frem i terrænet, inden den vender omkring.

         De fleste hunde, som er i besiddelse af jagtlyst og selvtillid, vil sjældent vende forkert. Forkerte vendinger hører da også til de mindre almindelige problemer. Mere almindeligt er det, at hunden søger for offensivt og ikke får marken helt med i sit oplæg. Navnlig under afsøgning af marker, som hunden ikke tror på, er den tilbøjelig til at gå lidt useriøst til værks. F.eks. vil hunden, der aldrig har fundet vildt på en grøn vintersædmark, være tilbøjelig til at lægge så stor afstand mellem slagene, at f.eks. trykkende agerhøns kan gemme sig, uden at hunden kan færtlokalisere dem. Ligeledes kan den have tendens til at skære hjørnerne af. Ofte er det åbne søg en direkte udspringning af manglende bredde på søget.

         På sigt må man naturligvis insistere på, at hunden går grundigere til værks. Kan man ikke på grund af afstanden til hunden med arm- og håndbevægelser vise den, at den skal søge helt ud til kanten, før den vender, må man fløjte den ned. En jagtglad hund bryder sig ikke om at blive afbrudt i sit arbejde, og når man med hånden viser den retningen og sender den af sted igen, ved den godt, hvad der forventes. Ellers må den atter bremses.

Den først mark (boks)

Rammerne omkring hundens første marksøg skal være afgrænsede. Bedst er det, at der er tydelig markeringer i form af markant anderledes afgrødetyper. F.eks. stubmark omkranset af en pløjemark eller mark med høstet majs. Marken skal være langt fra trafikeret vej, da man kan miste kontrollen over hunden under de første lektioner. Navnlig hvis en hare pludselig blander sig i undervisningen. Af samme årsag er det en fordel, at man starter op på marker, hvor chancen for at møde hare og andre former for vildt er minimal.

Forbigåelse af vildt

Hundens søg skal være så velskolet, at den ikke efterlader vildt bag sig. Navnlig hundetrænere med kontinentale hunde ser med stor ærgrelse på den fugl, som trædes op bag hunden. Altså i det område, som hunden allerede har afsøgt. Ejere af de mere stortgående engelske hunde anser ligeledes forbigåelse af vildt som en stor synd. Dog med knap så stor alvor som ejere af ruhår, korthår og weimaranere etc. Denne toleranceforskel skyldes, at de engelske racer er skabt til jagt i store, nærmest grænseløse områder, hvor der var langt til skel og nabo. At hunden gik lidt for stort og åbent betød ikke så meget. Den vandt det mistede ind, da den kom over et større område. Set over dagen som helhed tabte den lidt på gyngerne. Til gengæld vandt den på karrusellerne. Derfor havde det oprindelig kun mindre betydning, at hunden sløsede lidt med afsøgningen et sted eller tre.

         Den kontinentale hund er fremavlet under helt andre vilkår. De fleste racer så dagens lys hos jægere, som ikke havde grænseløse terræner til rådighed. Grundighed i søget var derfor afgørende. Ikke mindst da det nedlagte vildt spillede en rolle i husholdningen. Når man var på jagt, var det afgørende at få alle chancer med, og det var grundighed frem for sporten, der oprindelig prægede avlen og dressuren af de kontinentale hunde. Selv om tiderne har skiftet adskillige gange, siden de fleste engelske og kontinentale racer så dagens lys, hænger den gamle opfattelser stadig ved i mange kredse.

         I princippet er der dog ikke forskel i vurderingen af de to jagthundetypers søgsoplæg. I dag må også ejere af engelske stående hunde affinde sig med, at terrænet ikke er grænseløst. De stående engelske hunde er for længst blevet folkekære og folkeeje. De er ikke længere forbeholdt velhavere og andre med adgang til vidtstrakte terræner. Både skolelæreren og håndværkeren vil have sit mere beskedne jagtterræn grundig afsøgt, når han eller hun er på jagt med sin setter eller pointer. Men selv om hunden nærmest pakker marken ind i tætte veldækkende slag, kan det ske, at den går forbi vildt, som den ikke bemærker.

         Vinden arter sig ikke altid, som det umiddelbart ser ud til. Således er det ikke ualmindeligt, at vinden kan løbe i forskellige retninger på samme mark. Navnlig når fuglene raster og ikke søger føde, er der en tendens til, at de finder et sted med læ. Og et sted med læ er også et sted med dårlige færtforhold. Derfor er det også bedst at jage hønsefuglene på det tidspunkt af dagen, hvor de søger føde. En flok agerhøns, der har klumpet sig sammen under siestaen, fylder ikke meget. Ligger de uheldigt på marken, kan de snildt putte sig mellem slagene, uden at hunden bemærker dem.

         Fugle, der opholder sig ved skel, diger og læbælter, kan ligeledes ligge i en lomme, hvor færten bæres op i vinden og bort fra markens overflade. Heller ikke her efterlades den stående hund mange chancer.

Slået på fugl

Når hunden gang på gang bliver slået på fugl, som man siger, når makkerhunden finder fugl i samme terræn, er der grund til at være på vagt. Sandsynligvis er det ikke næsen, der er problemer med. Mere sandsynligt er det, at hunden ikke er så koncentreret, som man kunne ønske. Englænderne kalder ofte den type hund for en joyrunner, altså en hund, som elsker at løbe uden egentlig at have et formål med det. Som tidligere nævnt vil kun den hund, som er 100% fokuseret på at finde vildt, også finde det. Måske kan fældning af vildt få lidt alvor ind i søget.

         En spinkel hanhund, som jeg engang trænede, var en vaskeægte vildtfinder, som jeg havde store forventninger til. Hunden var meget blød af sind og krævede næsten ingen dressur. Alle antenner var slået ud for at behage mig, og i en meget tidlig alder var markarbejdet stort set færdigt. Desværre blev den under en af dens første jagter overfaldet af ikke blot en, men to hunde. Første gang det skete var i ren og skær aggression, da den kom for tæt på makkerhunden. Denne oplevelse rystede den af sig. Senere, under samme jagt, blev den igen genstand for overgreb. Denne gang fordi en ny makkerhund sandsynligvis tog den for et stykke vildt, da den i fuld firspring drønede forbi i den meterhøje sivskov. Overfaldet var brutalt og værst af alt; det kom som et lyn fra en klar himmel. Resten af dagen hang hunden ved mine støvler. Jeg undlod at deltage på jagt med hunden i en periode og gav den under træningen i marken lidt længere snor, end den ellers havde fået. Snart var alt ved det gamle, og jeg følte, at tiden var moden til en lille fasanjagt med en anden hund.

         I begyndelsen hvilede det ene øje konstant på makkerhunden, mens den holdt sig på behørig afstand. Da de første fasaner lettede, smed den dog lidt af sin ængstelse. Men desværre blev den kort tid efter atter bekræftet i sin mistro. I skoven var der nemlig – uvist af hvilken grund – trukket en strømførende tråd, og naturligvis ville skæbnen, at hunden løb på tråden, netop som den passerede makkerhunden. Tilliden var definitivt brudt, og selv om hunden ad åre lærte at søge med andre hunde, blev den aldrig helt tryg ved situationen. Og dens manglende tillid kostede koncentration, og under jagt, hvor der deltog andre ukendte hunde, var dens evne til at finde vildt kun en skygge af sig selv.

Rapportering

I Danmark, hvor de stående hunde primært anvendes i overskueligt terræn, er det ikke nødvendigt, at den stående hund rapporterer – altså forlader standen for at hente sin fører og lede denne frem mod fuglene. Alligevel kan det i visse tilfælde være en stor fordel, ligesom det under alle omstændigheder er et charmerende træk. Desværre er det ikke altid, man er opmærksom på de signaler, hunden sender, når den vender tilbage til sin fører. Ofte kommer den lidt undskyldende. Andre gange lidt legende. I begge tilfælde forsøger den tydeligt at fortælle et eller andet. Ved at virke imødekommende og af bedste evne tyde hundens signaler vil den måske forsøge at trække én i den retning, hvor den har fundet fuglene.

         Engang havde jeg en tæve, som lå med hvalpe. De sidste uger med hvalpene trættede, og en eftermiddag besluttede jeg mig for at køre en tur i marken med hende. Trods det at hun var hæmmet af de mælkefyldte kirtler, arbejdede hun fornuftigt og opnåede relativt hurtigt et par situationer. På vej hjem fandt hun en fugl ved kanten af en stribe brakmark, der næppe var mere end 20-25 m bred. Skulle jeg over til hende, skulle jeg springe over en bred og fedtet grøft, hvilket jeg ikke umiddelbart havde lyst til. Derfor besluttede jeg at gå en bue oven over hende, således at jeg kunne passere grøften via en overkørsel. Men da jeg begyndte at gå ud af syne, blev tæven nervøs. Givetvis var det moderinstinktet, som nu pludselig blandede sig i jagtinstinktet, og da jeg fortsatte, så jeg hende gøre noget, jeg aldrig tidligere havde set hende gøre. Hun bakkede ud af standen. Kort tid efter søgte hun helt op til mig, hvilket hun heller aldrig gjorde, med mindre hun blev kaldt ind. Havde jeg ikke set optrinet, havde jeg næppe tænkt dybere over situationen. Da havde jeg givetvis blot undret mig lidt og sendt hende i søg igen.

         Men spændt på at se, hvad der skete, besluttede jeg mig for at lade hende lede spillet. Og fasanen havde hun ikke glemt. Hun havde stadig et regnestykke at gøre op, og med vinden ind fra ryggen gik hun tilbage mod det sted, hvor hun stod for fasanen. Fremrykningen i brakmarken var yderst forsigtig og for hvert skridt kiggede hun fra side til side, som om hun ledte efter fasanen med øjnene. Fremrykningen tog lang tid, men jeg sagde ingenting og fulgte bare med. Omtrent hvor hun stod første gang, strammede hun op og tog stand. Jeg kom bag om hende og stirrede gennem græsset og fik et af de i øvrigt ret sjældne øjeblikke, hvor man ser en vild og trykkende fasan i øjnene. Fuglen blev rejst, og vi gik hjem. Begge en oplevelse rigere.

         Efterfølgende har jeg været lidt mere opmærksom på de signaler, som hunden sender, når den vender hjem til sin fører. Engang gik jeg med en ung hund, som løb tilbage til mig, når den havde stødt en fugl langt fremme i terrænet. Den forsøgte helt tydeligt at fortælle mig et eller andet.

         Hundens rapportering udspringer af dens forståelse for, at jagten er et teamwork, hvor den er afhængig af flokkens øvrige medlemmer. Ikke mindst flokkens leder. En gang overværede jeg et dressurkursus, hvor de mere erfarne hunde skulle apportere ræv for første gang. Ræven var gemt i langt græs, og hundene, der aldrig havde haft ræv i munden før, blev en efter en sendt ud i terrænet med ordren søg apport. I reglen var hundene hurtigt fremme ved den stærkt lugtende ræv. Men ingen af hundene bragte den hjem. Enkelte forsøgte, men opgav, da apporten var for tung og uhåndterbar.

         Reaktionen kan næppe overraske nogen, men til gengæld var nogle af hundenes reaktioner overraskende. Flere af dem vendte nemlig hjem logrende og dansende foran deres fører. En enkelt forsøgte endda meget tydeligt at lokke sin ejer med ud til det bytte, den havde fundet. Det kunne jo være, at floklederen, som i hundens øjne kan alt, også var i stand til at klare denne opgave. Desværre blev hundens tydelige rapportering ikke mødt med forståelse. Tværtimod. Hundeføreren følte sig krænket over, at hunden, som skulle apportere, hvad den havde fået besked på, i den grad svigtede ham. Brummen blev sat på og apportordren gentaget højere og meget bestemt. Der blev bakset med lidt tvangsapportering, men alt endte i fiasko og sænket hale. Ingen kom hjem med ræven.

Maskinsøg eller jagtsøg

Danske jægere, som overværer en markprøve afholdt syd for landegrænsen, vil ofte overraskes over hundens meget maskinelle søgsoplæg. De højt præmierede hunde vil afsøge marken i et særdeles veltilrettelagt søg. Navnlig hunde, der afprøves på de populære Hubertusprøver søger meget disciplineret. En af de væsentligste årsager er, at hundene her afprøves enkeltvis. Dermed bliver de ikke presset frem i terrænet af en makkerhund.

Set i fugleperspektiv søger hunden som efter et fastlagt mønster, og den lader sig ikke slå ud af kurs af svage færtindtryk. Først når den fanger fært af vildt, slår den bremserne i og tager stand. Det ser meget overbevisende ud, og er uden diskussion også effektivt. Dog hører man af og til kritikere, som kalder det maskinsøg, idet de påstår, at hunden er så opsat på at følge systemet, at den ikke finder vildt i samme udstrækning, som den hund, der arbejder i et mere naturligt anlagt jagtsøg.
Om man skal foretrække jagtsøg eller maskinsøg vil afhænge meget af den jagtform, man dyrker og ikke mindst den type terræn, man jager i. På fjeldet, hvor vinden ofte svøber og efterlader store færtløse lommer, kommer jagtsøget til sin ret. Her er det en fordel, at hunden primært koncentrerer sig om de områder, hvor den erfaringsmæssigt ved, at der er størst chance for vildt. Ligeledes er f.eks. norske og svenske rypejægere ikke begrænset af skel på samme måde som jægerne i lavlandet. Derfor kan de tillade, at hunden efterlader uafsøgt terræn bag sig, da den i stedet anvender energien i de områder, som er mest lovende. En fjeldhund vil i mange situationer arbejde som en decideret biotopsøger og fokusere på at undersøge fjeldets mest vildtrige partier.

         I det dyrkede land, hvor vinden i reglen er mere jævn og konstant, vil maskinsøgeren derimod drage fordel af sin uddannelse, og med mindre fjeldhunden omskoles, vil hunden med det skolede søg finde flere fugle og skabe flere jagtbare situationer end fjeldhunden

Vindende slag (boks)

Hønsefuglene vil i reglen opholde sig tæt på markens skel, hvor de kan finde føde, skjul og læ. Derfor er det ofte ved markens begyndelse og afslutning, at man skal finde fuglene. Det siger sig selv, at hunden bør få hele marken med fra begyndelsen. Mange hundeførere er dog tilbøjelige til at slippe hunden i selve marken, således at hunden løber lidt frem i terrænet, inden den lægger sig på vinden og begynder afsøgningen. Denne fremgangsmåde medfører, at hunden ikke kommer i vind af det vildt, som trykker ved markens kant. Under træningen i marken er det derfor vigtigt, at man konsekvent viser hunden, at den skal begynde med at afsøge kanterne, inden den arbejder sig ind på marken.

         Dette første slag kaldes ofte det vindende slag, da mange hunde gennem tiden har afgjort en markprøve til egen fordel ved at finde fugl i netop allerførste slag. På en vinderklasseprøve vil den hund, der først finder fugl, opnå et stort plus i dommerbogen. Man siger, at den har slået den anden hund på fugl.

         Det er i reglen ganske enkelt at lære hunden at begynde afsøgningen ved kanterne. Med tydelig retningsangivelse sendes hunden af sted langs markens kant. Skærer den ind i marken, må den fløjtes tilbage og begynde forfra. Dette kan gentages et par gange, men under de første lektioner må man stille sig tilfreds med, at hunden løber nogle meter langs kanten, inden den fortsætter ind i marken. Gang for gang skal man dog insistere på, at den tager mere og mere af kanten med. Men forlanger man for meget under de første øvelser, kan hunden blive forvirret og tabe modet.

Søg i skov (boks)

I Danmark har vi lange og stolte traditioner for at træne de stående hunde til markjagt. Både forår og efterår bruges der meget energi på at sætte hunden op til den kommende jagt- og markprøvesæson. Men når jagtsæsonen begynder, og markprøveperioden er forbi, er det åbne land som blæst for jægere og jagthunde. Da er de på jagt i skoven.

         Men kun de færreste træner hunden i skoven inden jagtsæsonen, og først når de er færdigtrænet i marken, kommer de med på skovjagt. Man må kravle, før man kan gå, har filosofien været. Men prioriteringen er ikke særlig logisk. Allerede når hvalpen er 6 måneder gammel, skal den være dus med de arbejdsopgaver, den skal udføre som voksen. Naturligvis skal den også vide, hvordan den skal arbejde i skoven. Venter man med at træne hunden i skov og krat til den er 1½-2 år gammel, kan dressuren nemt ende i en hård kamp, som man i sidste ende risikerer at tabe.
En af forklaringerne på, at kun de færreste arbejder ihærdigt på skovarbejdet, er, at der ikke afholdes skovprøver for de stående hunde. Og da mange bruger prøverne som mål for jagthundens træning, er skovdisciplinen ikke særlig højt prioriteret i dressuren, som sigter direkte på prøverne. Stort set alle markprøver afholdes i åbent terræn, og kun fuldbrugsprøverne har skovsøget som en af de mange discipliner. Men fælles for alle markprøver er, at det kun tæller positivt i dommerbogen, når hunden finder sneppe, agerhøne og fasan. At hunden finder hare eller råvildt giver ingen præmie. Jo mindre interesse den viser hårvildt, jo bedre er det. Men når hunden skal med på jagt, er situationen en ganske anden. Nu skal der også hårvildt for bøssen, og den hund, som kan sende ræv og buk ud af skovsåterne, scorer mange point hos de posterede skytter.

         Det kan dog ikke anbefales, at den stående hund driver med råvildt og hare. Alligevel kan den sagtens gøre stor nytte på jagter, hvor det primært drejer sig om at få vildtet frem mod skytterne, der står på post. Hundens søg i skoven er alene tilstrækkeligt til at presse løbende vildt frem eller tilbage. Også uden at hunden hænger i haserne på det.