Apportering af ræv

Jagthunden, som vender tilbage med den nyskudte ræv, er en fascinerende oplevelse, som vidner om træning, lyst og vilje hos både hund og ejer.

Nogle hunde og linjer har anlægget i sig og apporterer ræv spontant og uden betænkeligheder første gang, de står snude til snude med en anskudt ræv. De fleste må dog motiveres.

Inden man begiver sig i kast med ræveapportering, skal man således være klar over, at visse hunde er mere egnet til denne opgave end andre. Generelt har en ruhår lettere ved at hente en ræv end en setter. Men naturligvis findes der ræveapportører inden for de fleste racer. Anlægget for ræveapportering er således ikke et racespørgsmål alene. Mere end noget andet handler det om den enkelte hunds tillærte anlæg. Selv om hunden væmmes ved synet og lugten af ræven, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan oparbejde hundens lyst, så den i sidste ende bliver nærmest lidenskabelig. Derfor er det førerens fornemme opgave at finde og udvikle lysten, hvor stor eller lille den end er fra begyndelsen. Det er nemlig lysten, som skal bære værket. Kun den hund, som virkelig har lyst til at hente ræven, bliver en pålidelig ræveapportør.

Ræveapportering er ikke just noget nyt fænomen i dansk jagthistorie. Alligevel har importen af de tysk inspirerede fuldbrugsprøver virket som en katalysator for den krævende træning. I dag arbejder mange ejere af stående kontinentale jagthunde således systematisk med apportering af ræv. For at bestå den krævende prøve skal hunden nemlig fuldføre et 300 meter langt ræveslæb og spontant – og uden hjælp – bringe den udlagte ræv tilbage til føreren, som venter ved sporets begyndelse. Den udlagte ræv kan ikke ses af føreren, og denne har derfor ikke mulighed for at støtte sin hund, når den er ved enden af det kraftigt lugtende færtspor. Hundeføreren må stole på sin hund. Derfor vægter prøveformen den spontane opsamling og returnering højt.

Den påskudte ræv

På jagt sker det, at en ramt ræv går flere hundrede meter efter påskydningen, inden den forender. Og det er denne situation, som man forsøger at imitere på fuldbrugsprøven. Kun den hund, som virkelig vil apportere ræv, bringer den til føreren.

Naturligvis har apportering af ræv også interesse for den jæger, som ikke agter at anvende sin hund til prøver. Forudsat er det dog, at hunden deltager på jagt, hvor der nedlægges ræv. Og det gør de fleste hunde før eller siden. Mange anser dog ræveapportering for en vanskelig disciplin, der er forbeholdt de mere øvede. Men det er lidt af en skrøne. Langt de fleste hunde vil apportere ræv med gejst og glæde, hvis føreren er tålmodig og evner at opbygge træningen trin for trin.

Den sikre vej til en dårlig begyndelse er at smide en ræv få meter foran hunden og kommandere apport. Selv om hunden er vant til at opsamle kilotunge kaniner, vil langt de fleste få komplekser, når de nærmer sig ræven for første gang. Den lugter stærkt, og forsøger de at løfte den, viser det sig, at den er tungere og mere uhåndterlig end noget, de tidligere har haft i munden. De fleste hunde opgiver. Er hundeejeren klog, gør han det samme. Han indser, at han ikke har en spontan ræveapportør og begynder systematisk at tilrettelægge træningen mod det nye mål, apportering af fuldvoksen ræv.

Men desværre er det ikke alle hundeførere, som kendetegnes ved tålmodighed og evne til at nedbryde et stort mål til mange delmål. De insisterer på, at hunden skal, og med magt lykkes det nogle at gennemtvinge deres vilje. Andre må alligevel efter en lang kamp til sidst opgive. Men i begge tilfælde er resultatet det samme. Ejeren har skabt et negativt billede af ræven i hundens bevidsthed, og vejen til den spontane ræveapportering er nu meget længere, end før han begyndte.

Det drejer sig om at skabe en glidende overgang fra apportering af kanin og fuglevildt til ræv. Det vil i praksis sige, at man skal vænne hunden til to ting, nemlig lugten og vægten.

Opdrætteren, der er fokuseret på ræveapportring, kan begynde med at smide en rævehale ind til hvalpene, når de er 5-6 uger gamle. På den måde bliver de dus med lugten på et meget tidligt tidspunkt. Samtidig husker de færten og genkender den med glæde, når de blive ældre.

Også ræveskind viklet om hundens første dummy kan gøre hunden dus med lugten. Evt. kan skindet sys omkring en bold. Den tidlige tilvænning gør under alle omstændigheder hunden bedre rustet til opgaven.

Tilvænningen til vægten

Tilvænning til vægten bygges ligeledes langsomt op. Har hunden først bildt sig ind, at den ikke kan løfte ræven, kan det være vanskeligt at udviske denne forestilling. Man begynder derfor med at lade hunden apportere en sandsæk, som over nogle dage gøres tungere og tungere. Det er vigtigt, at dummyen gøres til noget helt specielt. Allerede tidligt i forløbet laves derfor en byttehandel med hunden. Den bringer den tunge sandsæk og modtager som belønning f.eks. en pakke leverpostej. Hunden lærer lynhurtigt denne forbindelse, og når hunden glædeligt henter en sandsæk på 8-9 kilo, går man over til ræven.

Hunden er nu vænnet til lugten via ræveskindsdummyen, og den er vænnet til at apportere noget tungt og blødt. Det den udsættes for, bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for den. Alligevel tilrådes det altid at begynde med en lille ræv. Helst en, der er væsentligt mindre end de sandsække, hunden kan og vil hente. I langt de fleste tilfælde springer hunden direkte på ræven og hjembringer den uden problemer. Og sker det, får den en hel bakke Stryhn’s.

Vil den mod forventning ikke tage ræven trods ihærdige opfordringer, tyder noget på, at man har forceret træningen. Først når rævedummyen indeholdende den tunge sandsæk apporteres med lyst og gejst, er tiden moden til den endelige prøve.

Skulle det vise sig, at hunden ikke evner at sidestille opgaverne og fortsat viser modvilje mod den rigtige ræv, kan det blive nødvendigt at tvinge sin vilje igennem. Dette forudsætter naturligvis, at hunden har lært at apportere konsekvent fra hånd. Ved hjælp af tvang kan man således hurtigt overvinde hundens fobi og komme videre med træningen. Men det skal understreges, at man ikke kommer langt med tvang alene. Det er næsten umuligt at arbejde med en lettere trykket hund, og normalt er det mange gange nemmere at lære hunden at apportere ræv, når den synes, det er sjovt. Samtidig er det nemmere at irettesætte en motiveret hund den dag, den ikke synes, det er så sjovt og måske ligefrem nægter at samle ræven op.

Ophidset leg

Hundens duelighed som ræveapportør hænger ofte sammen med de påvirkninger, den modtog, mens den var hvalp. Lærer man den unge hvalp at jage en rævehale, tyder erfaringer på, at den har lettere ved at kaste sig over en evt. anskudt ræv, når den bliver voksen. Det er vigtig, at hunden, som skal lære ræveapportering, tillige er skarp. Ellers giver det en falsk tryghed at medbringe en ræveapportør på jagt. Hunden må være i stand til at affange den anskudte ræv. Mange hunde har denne skarphed i sig. Eksempelvis avlsudvælges mange af de tyske stående hunderacer på baggrund af deres skarphed over for rovvildt.

Føreren kan dog også opelske voksenhundens evne til at fange og affange en ræv ved at lege med det tidligere nævnte ræveskind. Under legen vil den lære at holde fast, og skindet er faktisk et fantastisk redskab til at fremelske hundens beslutsomhed. Denne til tider lidt ophidsende leg giver næppe problemer med hundens generelle vildtbehandling, når den bliver ældre. Dette ses dog af og til fremført. Men skal hunden anvendes til ræveapportering, er der ingen vej uden om den ophidsende leg med ræveskindet.

Det sker, at selv en godt ramt ræv løber langt inden den forender. 2-300 meter er ikke ualmindeligt. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at følge sporet af ræven. Noget der sjældent volder de store problemer, da ræven efterlader et kraftigt færtaftryk i bund og vegetation.

Inden man begynder at træne hunden til slæb, skal den dog være helt vild med at apportere ræv. Eller rettere: Den skal være fuldstændig vild med det, ellers bringer man sig i problemer. Oftest er det her, den mindre rutinerede laver fejl. Såfremt hunden ikke er 100% motiveret for at apportere ræv, må man skabe denne lyst, inden man begynder at lægge slæb.

Det første slæb bør anlægges på græsplænen. Efterfølgende flyttes træningen til åben mark, og først når evne og gejst er helt i top, går man i skov. Men man må ALDRIG lægge et slæb, hvor man ikke med øjnene kan følge hunden, når den slippes. Såfremt hunden går fra ræven, når den har snuset sig frem, må man være over den med det samme og insistere på, at den gør sit arbejde færdig. Sker det, at hunden ikke vil samle ræven op, er det et signal om, at føreren har gjort en fejl. Derfor må han nogle trin tilbage i dressuren og dér lave nogle mere simple øvelser, som hunden kan overse.

Det er nemlig afgørende, at man ikke laver opgaven så vanskelig, at hunden ikke kan følge med. Nogle vil hævde, at ræveslæbet og den efterfølgende apportering i sig selv er vanskelig. Og det er rigtigt. Det ER krævende at bringe ræven hjem. Men det må ikke være så krævende, at det bliver for krævende. Hunden skal bevare lysten hele vejen. Derfor er det altafgørende, at føreren tilrettelægger træningen, så hunden ikke mister mod og lyst. Forståelsen for den individuelt tilpassede træning er afgørende.

Ræveslæb uden observans

Det eneste tidspunkt, hvor man lægger et slæb, og hvor hundens ejer ikke kan se, hvad der sker, er på en prøve, hvor hunden skal apportere ræv uden hjælp fra føreren. Ellers må hundens ejer eller en hjælper altid være i nærheden, såfremt den forsøger at snyde.

Man ser ofte hunde, som vender hjem til deres fører, og lader som om de ikke kan finde frem til den udlagte ræv. Nogle hundeejere tager hundens signaler for gode varer og hjælper hunden på vej. Men hunden kan lugte ræven helt fra start til mål, og det er ikke her, ræven så at sige ligger begravet. Opgaven har været for krævende, dressuren for slap og inkonsekvent eller sporet for langt. Derfor må man så vidt muligt aldrig bringe sig i den situation. Har hunden først erfaret, at den kan unddrage sig, glemmer den det aldrig. Under en jagt falder der måske en fasan, mens hunden er på vej hjem med ræven, og så har man balladen. Derfor skal hunden fornemme førerens stikkende øjne i nakken. Den skal vide, at det har konsekvens, såfremt den ikke fuldfører sit arbejde. Det er denne følelse, som skal bygges op i hunden, såfremt lysten en dag skulle svigte. Kun derved kan man føle sig 100% tryg ved ræveapportøren på såvel prøve som på jagt.

Frys ræven ned (Boks)

I løbet af efteråret kan det være en fordel at samle et antal ræve, som grundet dårlige eller ødelagte skind ikke skal pelses. Flere jægere og hundedressører går ofte sammen om en vildtfryser, hvor de kan gemme vildt, herunder bl.a. ræv, til træning uden for sæsonen, hvor det ellers er vanskeligt at fremskaffe vildt.

En nedfrosset ræv kan anvendes adskillige gange, såfremt den efter endt brug fryses ned. Det er dog vigtigt, at man sørger for, at ræven er tøet op, inden hunden apporterer den. En kold og stiv ræv kan nedsætte hundens lyst. Samtidig må man indstille træningen, inden ræven bliver uappetitlig. Begynder hårene at løsne sig, er forrådnelsen sat ind, og ræven bør ikke længere anvendes til træning.

I den kolde årstid kan ræven dog holde sig flere dage, såfremt den hænger luftigt og køligt efter endt brug.

B.T. Har hunden stor lyst til at hente ræv, kan man godt træne 2-3 gange ugentlig.

B.T. Halen lige i vejret. Lysten lyser ud af hunden, og kun den hund, som har lysten, kan anvendes som ræveapportør. Pligtapportøren giver kun falsk tryghed, når en påskudt ræv forsvinder fra påskudstedet.

B.T. Hunden, som apporterer ræve alene af pligt og frygt for repressalier, vil før eller siden svigte og vende hjem uden ræv, selv om den har fundet den.

Apportering af ræv