6

Apportørens jagtdressur

Overgangen mellem terrændressur og jagtdressur er ikke særlig markant. Eneste forskel er at man så småt begynder at nedlægge vildt for den apporterende hund.

Efterhånden som hunden bliver mere og mere stabil bærer dressuren mere og mere præg af egentlig jagt. Dog bliver en jagthund aldrig helt færdig, og gennem hele dens korte liv skal man være indstillet på at justere og finpudse. Givetvis vil der også blive behov for at gå tilbage i grund- og terrændressuren for at genetablere mistede færdigheder.

Den første duejagt

Jagt på skovduer, også kaldet ringduer foregår normalt i september måned, selv om der kan nedlægges duer alle måneder fra sæsonens begyndelse til dens afslutning d. 31. januar. Men i de øvrige jagtmåneder har mange jægere lovet sig bort til andre jagtlige gøremål, og derfor er duejagt primært forbundet med de første dage i september.

         Duetrækket afventes ofte i skjul, og for den unge hund er en afslappet duejagt en god begyndelse. Bedst er det som altid at overlade skydningen til andre. Derved kan man helt koncentrere sig om hunden og dens uddannelse. Vil man både opdrage hund og skyde duer, kan det nemt blive en rodet forestilling.

         Inden man tager hunden med i skjul, skal den dog være helt fortrolig med skud afgivet på ret tæt hold. Selv om hunden på dressurbanen er dus med skud, er det en anden situation, når dens ejer pludselig trykker sig i skjulet ved synet af de indflyvende duer for kort tid efter at smide bøssen til skulderen og skyde et skud eller to mod himmelrummet.

Inden der kommer duer, er det derfor en fordel at vise hunden, hvad der i de kommende par timer kan forventes at ske i skjulet. Affyr evt. et skud eller to inden duerne begynder at ankomme samtidig med, at man insisterer på, at hunden forbliver i skjulet.

         Den værst tænkelige begyndelse er at ankomme til stubmarken, hvor duerne allerede trækker godt og intenst. Da kommer jægeren op i hundetræneren, og der er risiko for at opstilling af skjul og lokkeduer foregår i et hæsblæsende tempo, alt imens man skeler efter de mange fugle, der jager over marken. I samme øjeblik den sidste lokkedue er sat op, kommanderes hunden i skjul og i næste øjeblik begynder skyderiet – og dermed nedbrydningen af det forarbejde, som har taget måneder at opbygge.

         Derfor må den meget jagtivrige krydse fingre for, at duetrækket bliver mere moderat på hundens første jagt.

Rolig dueapportør

Når de første duer falder, er det en god idé at lade hunden blive tilbage i skjulet, alt imens man selv samler duerne op. Derved udviskes forbindelsen mellem skud og apportering. Den første due, som hunden sendes på, bør i øvrigt først hentes 5-10 minutter efter, at skuddet er faldet. Derved har hunden ikke erindring om, at skud betyder apportering.

         Duen skal være forendt og må ikke ligge synligt på marken. Hunden skal finde frem til den urørte apport ved hjælp af næsen og ikke ved hjælp af synet. I modsat fald vil den ved de efterfølgende apporteringer undersøge alle de opstillede lokkefugle, før den begynder at bruge næsen.

         I reglen volder duerne sjældent problemer, selv om nogle hunde kan have lidt vanskeligt ved at vænne sig til de løse fjer, der klæber sig til tunge, mund og svælg. Men jo hurtigere opsamlingen er, jo mindre er risikoen for, at den første apportering ender i en ubehagelig situation. Hunden skal også her kaldes hjem i samme øjeblik, den er fremme ved duen. Sker der ikke noget, må man kalde igen, samtidig med at man bevæger sig væk fra hunden. Dette har i reglen den udløsende effekt, og i næste nu er hunden på vej tilbage med sin første rigtige apportering.

         Det væsentlige for duejagtapportøren er dog ikke at hente de skudte duer. I langt de fleste tilfælde volder de sjældent problemer at finde, og derfor er det kun i særlige tilfælde, man har brug for en hund. Duejægerens hund skal først og fremmest kunne sidde stille. Derfor er det denne del af træningen, man skal koncentrere sig mest om på de første jagter. For at undgå at hunden springer ud af skjulet, når det første skud falder, kan det være en god idé at sætte line på hunden. I dag markedsføres tøjrepæle til hunde, som kan skrues i jorden. Såfremt underlaget er nogenlunde fast og stabilt, er det en nem og enkel måde til at komme uønskede begivenheder i forkøbet. I øvrigt kan denne løsning også anvendes på den (næsten) færdigdresserede hund. Hunden må så vidt muligt aldrig få held til at prelle eller knaldapportere, og pælen er ikke et udtryk for, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. Tværtimod viser det, at man tager opgaven seriøst og for enhver pris ønsker, at jagten og jagtdressuren afvikles uden ophidsede råb og skrål. Ikke alene ødelægger det jagtens stemning; man risikerer også at tabe ansigt over for hunden.

         Såfremt man ikke holder hunden i snor, kan der falde en fugl, som er så fristende, at hunden ikke kan modstå den. Og lykkes det hunden at nå frem til den nedlagte due, er spillet tabt. Har den først fat om en nedlagt fugl, kan den ikke straffes for at knaldapportere eller ignorere stopfløjten eller kommandoen. I hvert fald kan man ikke udelukke, at afstraffelse i den forbindelse vil have en meget uheldig indvirkning på hundens opfattelse af det at hente varme og nyskudte skovduer. Duen modtages uden ros og vanlig opstandelse.

Om apportering af duer (boks)

En forudsætning for at lade hunden apportere duer, er naturligvis, at den under træningen er vænnet til at apportere duer. Noget langt de fleste jagthunde dog er, da aflivede tamduer er et af de mest anvendte apportemner under jagthundens dressur. Det skyldes, at det uden for jagtsæsonen er vanskeligt at skaffe frisk vildt, og derfor udgør apportering af duer et væsentligt indslag hos langt de fleste, som træner jagthunde.

         Er hundens dressurniveau eller mentale udvikling ikke på det ønskelige niveau, når duejagten begynder 1. september, må man overføre ideerne til andre jagtformer, hvor man deltager for første gang. Og uanset om man deltager på en andejagt, en fasanjagt eller en jagt efter agerhøns, er det vigtigt, at hunden ikke sendes på det første stykke vildt, den ser falde mod jorden.

         Bedst er det at afvente begivenhederne på afstand og undgå at andre – ikke mindst andre hunde blander sig under hundens første apporteringer. Kun dødskudt, ikke synligt vildt bør man sende hunden på.

Træn under duetrækket

Selv om enhver jæger drømmer om et godt duetræk, er det som nævnt ikke ønskeligt at løbe ind i drømmetrækket første gang, man er på jagt med sin nye apportør. Her er det en fordel, at der er minutter mellem chancerne, så de forhåbentlig positive oplevelser har tid til at fæstne sig. Tre positive oplevelser kan udviskes af bare en negativ, såfremt den opleves i umiddelbar tilknytning til de foregående.

         En jagt med en lille håndfuld duer på tasken og et tilsvarende antal uudnyttede chancer er et særdeles godt resultat. På sådanne dage er der tid til at snakke med hunden og give den et rigtig godt førstehåndsindtryk af jagten. I trækkets mere stille perioder kan man desuden træne hunden i nogle af de ting, som den allerede behersker, navnlig dirigering og frit søg, da det under duejagt primært er disse discipliner, der bliver brug for.

         Selv om det ikke er nødvendigt at lade hunden hente mere end en eller to nyskudte og endnu ikke menneskeberørte duer, kan man udmærket arbejde med de allerede hentede eller apporterede duer. Fra skjulet kan man evt. lære hunden, at man i visse situationer vil have duerne bragt til skjulet i en bestemt rækkefølge. Som oftest vil det primært dreje sig om situationer med anskudte duer, som ikke må lide længere end højst nødvendigt. I andre tilfælde ønsker man blot de skudte duer væk fra indflyvningsbanen så hurtigt som muligt. Duer, som faldt i højt græs, kan derimod godt vente. Også i sådanne tilfælde er det en fordel, at man er i stand til via dirigering at kontrollere begivenhedernes rækkefølge.

Apportering af anskudte duer

Sker det, at man skyder til en due, der tegner for skuddet men alligevel holder sig på vingerne, må man i første omgang forsøge at bremse den med endnu et skud. Det er ikke en god idé at sende hunden efter den lavtflyvende fugl i håb om, at den er fremme ved nedfaldsstedet kort tid efter, at duen mister pusten og falder mod jorden. I reglen lykkes det de anskudte duer at nå et nærliggende træ, hvor de sætter sig. Ofte vil duen ret hurtigt forende og falde mod jorden, og ser man duens fald, kan man blot samle duen op, når trækket ebber ud, og jagten indstilles.

         Men omvendt sker det også, at den ramte due kommer til kræfter. Skuddet var med andre ord ikke så dødeligt, som det i første omgang tegnede til. Derfor bør man altid nærme sig den påskudte due med bøssen i anslag samtidig med, at man gennemser trætoppene for synet af den hårdt ramte due. Af og til bliver duen siddende, selv om man kommer den nær. Mere almindeligt er det dog, at den kaster sig fra grenen, når den føler sig opdaget. Her må jægeren være hurtig med sit skud. Duen, der på den måde nedlægges, hentes af jægeren, da den unge hund endnu ikke bør koble lyden af skud og synet af fuglevildt sammen med apportering.

         Er duen som sunket i jorden, kan det som antydet tidligere være præcis det, der er sket. Da skal duen oftest findes under det træ, hvor den satte sig. Kan man ikke finde fuglen, kan man i de tilfælde, hvor man føler sig sikker på, at duen ikke opholder sig i træerne, slippe hunden med ordene søg apport.

         Under en blæsende efterårsjagt på fasaner løb vi engang på et fantastisk duetræk. På et tidspunkt kom en af de mange flokke os for nær, og der faldt et par skud. Desværre fortsatte en af de ramte duer på stive vinger. I den kraftige vind nåede den langt, før den kantede sig ned i en lille remise med høje graner. Jeg var overbevist om, at duen var forendt og satte hunden ind i granernes mørke, alt imens min kammerat krøb i skjul for de tiltrækkende duer på remisens modsatte side. Men hundens eftersøgning i granerne var resultatløs, selv om jeg følte mig sikker på, at duen for længst var forendt. Den sikre due var pludselig ikke længere så sikker, og jeg masede mig gennem granerne for ved selvsyn at undersøge sagen. Duen var borte, selv om en lille bunke fjer på den golde granbund fortalte, at duen havde haft jordforbindelse. Den sad altså næppe i grenene, og det hele så meget mærkeligt ud. Ikke mindst, da hunden overhovedet ikke viste fjerene og nedfaldsstedet interesse. Jeg opgav og opsøgte atter min kammerat, som kunne få det hele til at falde på plads. Han fortalte, at en stor duehøg var fløjet bort med den skudte due i fangerne i samme øjeblik, vi begyndte eftersøgningen. Beskyttet af jagtloven sejlede den store rovfugl sejrstolt forbi ham på blot 15 m afstand.

Når hunden ikke vil apportere duer (boks)

Skulle hunden af den ene eller anden årsag ikke ønske at apportere de skudte duer, må man  undlade at tvinge den. Da må man vente til dagen efter jagten, hvor hunden under vante omgivelser kan hente de kolde og udlagte skovduer. Som regel helt uden problemer. Under næste jagt kan man begynde med at kaste en af de første duer, der nedlægges. Nu er overgangen minimal. Hunden kender lugten af den kolde due, og den kender lugten af sin ejers berøring. Den eneste forskel er, at duen er varm.

         Efter et par forhåbentlig positive apporteringer, kan man gå tilbage til skjulet. Den næste due, som falder, apporterer man på samme måde. Betyder det, at man skal forlade skjulet, må man efterligne de foregående oplevelser med de skudte, men berørte duer. Har hunden først taget det første skridt, er slaget vundet og en dueapportør forhåbentlig født.

Den første andejagt

Jagt på svømmeænder er generelt den form for jagt, der stiller størst krav til apportøren. Ofte foregår jagten i vanskeligt terræn i dårligt lys og i dårligt vejr. Andevejr er som bekendt ruskvejr. Men andejagt kan også være ganske afslappet og udramatisk og dermed en glimrende debut for den unge hund.

         Har man adgang til fugtige eller oversvømmede strandenge, kan man udmærket introducere apportøren til jagten i sådanne områder. De lavvandede eng- og moseområder er desuden karakteristiske rammer om et krikandetræk, og netop apportering af de små, håndtérbare krikænder er en fin begyndelse for apportøren.

         Som det er tilfældet med duejagten, bør hunden først og fremmest lære at sidde stille under andetrækket. Kun dødskudte og ikke synlige fugle bør apporteres. Og igen er kunstpauser mellem skud og apportering af vildt et must, ligesom brug af dressurline og en tøjrepæl kan være en rigtig god gardering mod brud på reglementet.

         Modsat duejagten, der foregår i dagslys, anvendes der under andetrækket i morgen- og aftentimerne sjældent skjul. Her gemmer hund og jæger sig i mørket, og når ænderne opdager jægeren, er det i reglen for sent. Da er de allerede på skudhold.

         Mest almindeligt er det, at apportøren sidder ganske tæt ved jægeren, der venter på andetrækket. Men nogle hunde foretrækker at sidde lidt for sig selv, og er det tilfældet, mener jeg, man skal acceptere dette. Modviljen mod at sidde tæt kan skyldes skudstøjen, og er hundens dressurniveau ellers i orden, er risikoen for knaldapport næppe større, fordi den er 5-10 m borte. Line og det udmærkede tøjr kan ligesom under duejagten være en gardering.

Apportering af anskudte ænder

Anskydes der ænder under aften- eller morgentrækket, er det en opgave, der bør overlades til en mere erfaren hund. Dermed er det også antydet, at den unge hunds første andejagt skal assisteres af en erfaren apportør, som bør være inden for tilkaldeafstand.

         At sende en ung og uerfaren hund på en anskudt and må frarådes, selv om mange hunde givetvis vil klare opgaven uden problemer. Chancerytteri hører dog ikke hundedressuren til. Og slet ikke på dette stadie, hvor man er kommet ganske langt og står med det første ben i målet. Ligeledes er det fristende straks at sende hunden på en påskudt and, som den har set tegne og glide mod jorden. Under jagt sker det af og til, at dødskudt vildt fortsætter ufortrødent efter skuddet. Først efter en flugt på måske 200 m slipper livet op, og fuglen falder forendt mod jorden. Navnlig under andejagt er det ganske praktisk, at apportøren holder et vågent øje med det vildt, der skydes til. Hunde, som virkelig anvendes meget til andejagt, bliver ganske skarpsindige, og kan ofte aflæse for os at se ikke synlige skudtegn. Derfor kan det naturligvis være nærliggende at sende hunden på de ænder, den ser falde mod jorden. På den måde kan den lære at holde øje med de påskudte ænder, indtil de er ude af syne.

         Engang drev jeg en del jagt med en kleiner münsterlænder, som havde udviklet evnen til at holde fokus på ramte ænder til det fuldkomne. Hundens dressurniveau er ikke noget at skrive om her, men den havde dog erfaret, at det var mest praktisk at sidde stille under andetrækket. Det gav i reglen de fleste apporteringer. Men hunden var af natur en selvstændig og meget egenrådig knaldapportør, og så snart en and faldt ud af himlen, satte den af sted – uanset hvad dens ejer ellers mente om den sag. Men modsat mange andre knaldapportører, var det kun i de tilfælde, hvor der virkelig var noget at gå efter, den satte af sted. Når vi skød forbi, hvad vi ofte gjorde, var den rolig som en klippe. Hunden evnede at læse selv de mindste skudtegn, og af og til skete det, at hun satte efter en and, som vi helt klart mente, vi skød forbi. I reglen vendte hun tilbage med forbieren i munden. Jeg er den egenrådige kleiner münsterlænder skyldig i meget.

Faldapportør (boks)

Af og til bliver der i mere nuancerede diskussioner om knaldapport nævnt udtrykket faldapport. En faldapportør er i reglen nogenlunde rolig under skudafgivelsen, men i det øjeblik, den ser et stykke vildt træffes og falde mod jorden, sætter den af sted uden tilladelse. Det er en meget almindelig uskik, som man bør tage i opløbet. Desværre skal der nemlig mange ærgrelser til, før hunden erfarer, at kun vildt, der er ramt, skal apporteres. De færreste hunde vil blive vidne til så mange påskydninger, at de vil være i stand til at kende de enkelte jagtsituationer fra hinanden. For det store flertal vil alene lyden af skuddet være startskuddet. Overvejer man at lade hunden afgøre, hvornår den skal apportere, bør den i flere sæsoner holdes i ultrakort snor, inden den tildeles det tunge ansvar.

         Andejægere hævder ofte, at faldapportører er at foretrække under trækket. Dette er dog en sandhed med modifikationer. Bedst er det, at hunden ser op og spørger om lov, inden den sendes. Der tabes næppe brøkdele af et sekund, såfremt hunden først sendes på ordre frem for på eget initiativ at gå efter anden, som faldt.

         Den meget hurtige apportordre kan dog have ulemper. Desværre medfører den apportordre, som afgives umiddelbart efter skuddet, at hunden ikke afventer apportordre næste gang, den befinder sig i en lignende situation. Husk på, at hunden først og fremmest opfører sig, som den gjorde forrige gang, den var i en lignende situation. Derfor kan en lille kunstpause være en fordel i de situationer, hvor der ikke er fare for, at det skudte vildt forsvinder.

         Hvor længe man trækker tidsintervallet mellem skud og apportordre må vurderes fra gang til gang. Vigtigt er det under alle omstændigheder, at hensynet til det anskudte vildts lidelser går forud for hundens dressurniveau. Har man haft en hurtig apportering, som man frygter har sat spor i hundens stabilitetsniveau, må man være særlig opmærksom næste gang, der skydes og evt. falder vildt.

         Den mest effektive apportør er, når alt kommer til alt, den selvstændige apportør, der kan samarbejde, og som er under kontrol. For selv om hunden har en god næse, er det i sidste ende jægeren, der har eller burde have overblikket over jagtens afvikling. Og selvfølgelig er det fascinerende, at en hund på eget initiativ sætter efter en and, den ser falde død mod jorden 300 m borte. Dette opvejer dog ikke tabet af den vingeskudte and, der når at sunde sig og dykker og aldrig mere viser sig på søens eller jordens overflade. Derfor er det jægeren, der skal afvikle jagtens gang og sørge for, at kabalen af apporteringer i sidste ende går op. Terrænet skal i bogstaveligste forstand være støvsuget for vildt. Hvor en god jagt før hen ofte blev målt i fugle på tasken, måles en god jagt i stigende grad på antallet af efterladte fugle i terrænet. Jo færre, jo bedre, og jo større er tilfredsheden, når man går hjem. End ikke de tungeste galger kan veje op på den dårlige smag af skudt vildt, som ikke blev fundet.

Den første trampejagt

Selv om markvildtet er trængt i det dyrkede land, er det stadig muligt at deltage på en regulær trampejagt. For den unge hund er det en rigtig god oplevelse.

         Fasan, agerhøne og hare har det vanskeligt i det åbne land. I områder uden udsætning og intensiv vildtpleje er bestandene ofte så sparsomme, at de ellers så populære vildtarter ikke udsættes for jagt. Dels fordi det hedder sig, at det ikke kan betale sig, og dels fordi jagtglæden ved at nedlægge en hårdtpresset vildtart er for lille. Navnlig agerhønen nyder jægernes beskyttelse, og mange undlader helt at skyde til hønseflokken, hvis de tilfældigt løber over en. Især hundesportsmanden eller -kvinden holder i reglen skuddet tilbage, da han under træningen af navnlig stående og stødende hunde har brug for vilde og frem for alt levende agerhøns.

         Heldigvis findes der stadig områder, hvor der afholdes regulær trampejagt. Navnlig i områder, hvor der udsættes vildt, kan det først på sæsonen ofte betale sig at opsøge dyrkede marker. Men hvor det førhen var almindeligt, at to-tre jægere og en hund eller to afsøgte marklandet, afvikles trampejagterne også som en slags selskabsjagt med mange deltagere.

         Har man mulighed for at deltage på en vildtrig trampejagt, kan det være en særdeles god træning for hunden. Langt de fleste hunde skal før eller siden deltage på jagter, hvor der er flere deltagere, og en skydefri dag i selskab med andre jægere er en god investering. Navnlig da jagten afvikles i åbent terræn, hvor hunden kan se, hvad der foregår. På den måde kan man lære den korrekt opførsel i en lang række situationer. I skov og uoverskueligt terræn vil det tage meget længere tid at vise hunden til rette i forhold til de mange episoder, der kan udspilles under en jagtdag. Med hunden under kontrol kan man således vejlede den i ønskelig opførsel, når den ser et stykke råvildt springe bagud af såten, ser en flok agerhøns lette fra kartoffelmarken, eller ser en af de øvrige hunde apportere en endnu ikke forendt fasankok. Alt sammen indtryk, som kan ophidse hunden og få den til at fortrænge sin lærdom.

         Naturligvis vil de fleste jagthundetrænere også gerne nedlægge en hare eller en fasan, når invitationen eller chancen byder sig. Den fulde opmærksomhed omkring hunden er dog det, som giver det bedste resultat, og derfor er det vigtigt, at man skubber egen jagtlyst i baggrunden og helt og holdent sørger for, at hunden introduceres til jagten på en så hensigtsmæssig måde som muligt.

Uheldigheder under trampejagten

Det er dog de færreste steder, at vildtet kun trampes op. Mere almindeligt er det at anvende stødende hunde i driverkæden. Disse fungerer tillige som apportører. Derved reduceres apporteringsmulighederne for den unge hund der – i line eller fri ved fod – går med i kæden for første gang.

         Synet af det lettende vildt, synet af hundene, der søger og apporterer, og lyden af skud og andre jægeres fløjt og tilråb er dog med til at afprøve hundens lydighedsniveau og sætte den under pres. Derfor skal man være særlig opmærksom på ethvert tegn på uro hos hunden og gøre, hvad man kan for at berolige den.

         Skulle det ske, at den bliver decideret stresset af oplevelserne og begynder at pibe eller trække i snoren, kan man sakke lidt bagud af kæden og på afstand vænne hunden til, at den blot skal forholde sig rolig, indtil den får besked på det modsatte.

         Falder der på et tidspunkt en dødskudt fugl, som hunden ikke ser, kan man trække hunden frem til området og bede den eftersøge fuglen. Forudsat naturligvis, at hunden er rolig og tryg ved situationen. Vigtigt er det, at andre hunde ikke pludselig dukker op og begynder at blande sig i begivenhederne. Ikke alle hunde, som deltager på selskabsjagter, er af lige høj dressurmæssig standard. Derfor er det vigtigt, at den første apportering kan gennemføres i fred og ro. Noget nær det værste, der kan ske, er, at en fremmed hund pludselig viser sig i området og kaster sig over den nyskudte fasan, som ens hund bærer i munden. En ung hund vil givetvis straks slippe grebet, men er hunden selvstændig og egenrådig, risikerer man, at den ikke overgiver sit bytte uden kamp. Tovtrækkeriet vil i reglen ødelægge det nedlagte vildt, og hvad værre er, kan det også ødelægge hundens vildtbehandling. Næste gang, den under returneringen ser en hund nærme sig, vil den klemme kæberne ekstra hårdt fast om vildtet, og dermed er det første klem taget i en ond spiral, der kan ende i permanent eller situationsbestemt hårdmundethed.

Den første hare

På trampejagter med flere deltagere er det af og til anvendt at placere front eller sideposter i f.eks. læbælter, som omkranser de marker, der afdrives for vildt. Kan man placere sig bag en eller flere af disse skytter, kan man i højere grad selv styre begivenhedernes gang. Dog bør der være en mere erfaren apportør til stede, som kan tage sig af eventuelle anskydninger, med mindre hunden allerede er helt dus med disse.

         Under trampejagterne, der oprindelig primært var rettet mod harer, sker det naturligvis også stadigvæk, at der nedlægges harer, selv om arten i mange år har været i tilbagegang. Inden hunden deltager på jagt, forventes det derfor, at den er fortrolig med apportering af kaniner i harestørrelse. Det vil tillige være en fordel, at den tidligere har apporteret en varm og nyslagtet kanin. Dermed burde det ikke volde de store problemer at bringe skudte harer hjem til føreren.

         Alligevel må man indstille sig på, at den første hareapportering ikke går helt efter bogen. Den blodige og varme hare er en helt anden oplevelse for hunden, og er der tale om en stor fuldvoksen hare på 3,5-4 kilo, kan alene det at finde balancepunket volde lidt begyndervanskeligheder. Opmuntrende tilråb, samtidig med at man bevæger sig væk fra haren og hunden, vil i reglen få den til at gå lidt mere kvikt til værks, såfremt den står og nøler med opgaven. Og når først hunden har fået fat om haren og begynder at løbe tilbage mod føreren, skal den roses behersket. Det siger sig selv, at det drejer sig om at afslutte opgaven så hurtigt og positivt som muligt. Kravet om pæn aflevering må man slække på, såfremt hunden viser tegn på at ville slippe byttet, før den får tilladelse.

         Det er kendt af de fleste, at harer generelt udsætter respektdressuren for voldsomme prøvelser. Derfor skal man ikke sende sin hund på en nyskudt hare, som den har set springe af sædet og forende i de klassiske tre-fire koldbøtter. Den slags oplevelser huskes, og næste gang den ser en hare i fuld firspring over markerne, venter den ikke på apportordre. Den husker tydeligt den varme belønning fra forrige gang, hvor den så en hare strække ud over fennerne i høj fart. Den ved med andre ord, at de ikke er uopnåelige.

         Sker det, at haren ikke forender i skuddet, bør den så vidt det overhovedet kan lade sig gøre aflives med et ekstra skud. Er det ikke muligt, må man sætte eller dække hunden af, og selv med et håndkantslag over harens nakke gøre en ende på lidelserne. Men husk at holde et øje på hunden, når haren i bagbenene løftes op fra jorden. En skadet hare vil af og til udstøde et ganske hjerteskærende skrig, som går gennem marv og ben. Det lyder som et barn, der græder. Lyden kan ophidse hunden, og tager man den ikke i opløbet, vil den snart være ved ens side, klar til at assistere ved affangningen. Derved er situationen endt i stress og panik, og mens hunden hopper og danser omkring føreren, forsøger man at få haren taget af dage.

         En hare, der springer over den høstede eller harvede mark, kan næppe karakteriseres som et vanskeligt skud. Alligevel, eller måske netop derfor, sker det af og til, at skuddet bliver placeret for bagligt. Resultatet kan blive et af de berygtede løbskud, der medfører, at haren fortsætter, selv om den kun har støtte fra de tre af benene. I de tilfælde må det kraftigt overvejes at slippe hunden straks, da hvert sekund tæller til harens fordel. Fordelen er dog i sagens natur meget kortsigtet.

B.T. I begyndelsen må man forhindre, at den unge hund apporterer ikke-forendte harer. Men på sigt skal hunden lære at bringe en skudt hare, selv om den bevæger sig. De første gange bør man dog ikke sende hunden efter en hare, hvor man ikke har mulighed for at gribe ind, hvis apporteringen udvikler sig uhensigtsmæssig.

En trebenet hare

Haren på tre ben kan løbe forbavsende stærkt, men før eller siden vil den løbes op af hunden. Og selv om den anskudte hare spræller for sit liv og måske skriger hjertenskærende, når hunden er fremme ved den, falder den som regel til ro i samme sekund, den befinder sig mellem hundens kæber. Måske en instinktiv reaktion, da den ved, at første del af kampen er tabt. Vilde spark vil kun medføre, at hunden lukker kæberne sammen og gør en definitiv ende på dens liv. Samme reaktion ses i øvrigt hos de fleste andre vildtarter, som anskydes og apporteres af hunden. I samme øjeblik, de er i hånden eller i hundens mund, falder de til ro.

         Som barn deltog jeg en gang på en harejagt, hvor der ikke var en duelig apportør til stede. En hare sprang fra den nyharvede mark, men desværre sad min onkels skud for bagligt, og med det ene bagben dinglende som en propel efter sig, løb den af sted over marken. Jeg løb bagefter, og efter en lang jagt lykkedes det mig at løbe haren op. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre en ende på harens lidelser, og med den hårdt ramte hare i armene løb jeg tilbage mod den uheldige jæger. Haren var fuldstændig rolig, og jeg fornemmede, at livet var ved at forlade den. Fremme ved min onkel satte jeg derfor blot haren på jorden i den naive tro, at haren var så afkræftet, at den ikke evnede at flytte sig. Men i samme sekund de tre ben havde jordforbindelse, satte den af sted med 3/4 skrue. Heldigvis var min onkel hurtigere med sit skud, og denne gang endte harens liv brat og uden slinger i bøssen.

         I dag er det heldigvis ikke længere tilladt at drive jagt på harer og andet småvildt uden tilstedeværelsen af en brugbar apportør. Navnlig i de situationer, hvor haren flygter fra anskudsstedet, er en apportør afgørende. På de forskellige dressurkurser, der afholdes rundt omkring i landet, tillægges apportering af hare og opsporing af bortløben hare da også afgørende opmærksomhed under træningslektionerne.

Harepisker

Desværre indebærer apportering af anskudte harer en risiko for efterfølgende harepiskeri efter ikke påskudte harer. Derfor er mange jagthundeejere ikke just begejstret for harejagt i åbent og for hunden overskueligt terræn. I tæt skov, hvor hunden ikke har øjenkontakt med haren, er der mindre risiko for, at oplevelserne efterlader uheldige associationer i hundens opfattelse af rigtigt og forkert. For naturligvis må hunden ikke løbe efter harer, som de ikke har fået besked på at sætte efter. Men har hunden først en gang indhentet en flygtende hare, siger det sig selv, at den næste hare, den ser springe, virker ekstra fristende.

         Når hunden er dus med apportering af dødskudte harer, kan man begynde at lade den hente hårdt ramte harer, der ikke er i stand til at flytte sig fra påskudstedet. Derved kan man kalde hunden hjem i samme øjeblik, den er fremme ved haren og på den måde foregribe, at den begynder at pjatte med det lidende dyr. Når man sender hunden på en trebenet hare, vil den måske være langt uden for høre- og synsafstand, når haren indhentes. Og har hunden ikke tidligere stået over for en spillevende hare, finder den sin egen måde at klare opgaven på.

         Den i denne bog tidligere omtalte bretontæve udviklede en ret uheldig adfærd, når den var fremme ved en anskudt hare. Dens første apportering af anskudt hare var en af de omtalte trebenede, som blev hentet på lang afstand, langt uden for mit kontrol- og indflydelsesområde. Under en jagt i et moseområde blev en stor hare ramt af en posteret jæger. Afskudt uld og jægerens beskrivelse efterlod ingen tvivl. Jeg kunne kun sætte den unge hund på sporet og ellers vente og håbe på, at den klarede opgaven. Hunden var væk længe, men dukkede så pludselig op med den nu døde hare i flaben. Jeg var af den overbevisning, at haren var forendt under flugten, hvilket er meget normalt, hvis kun få hagl har ramt de vitale dele. Men da skindet blev trukket af haren fortalte den knuste ryg en anden historie. Hunden glemte aldrig den oplevelse, og hver gang den kom frem til en anskudt hare, fik den en rusketur, indtil ryggen gav efter og apporten lå stille. Det var effektivt, men ikke særlig heldigt for den, der skulle have harestegen i ovnen eller gryden.

         Havde jeg været til stede, første gang hunden stod ansigt til ansigt med en ikke forendt hare, kunne jeg måske have foregrebet den uheldige adfærd.

Den første klapjagt

En meget stor del af det vildt, som nedlægges i Danmark, skydes på efterårets klap- og drivjagter. På en jagt kan en ung hund lære mere om apportering af vildt, end den kan på adskillige jagter med mere naturlig og beskeden vildttæthed.

         I reglen ledes klap- og drivjagten af en tilknyttet skytte, der sørger for, at jagten afvikles, så de ofte betalende jægere får den jagtmæssig oplevelse, de forventer. Derfor er den jagtansvarlige meget afhængig af et velfungerende team af apportører og drivere. Det siger sig selv, at hundene, der deltager på sådanne jagter, skal være af en særlig høj dressurmæssig standard. De mange skud og de mange fugle kan virke ekstremt ophidsende, og har man ikke fuld kontrol over hunden, inden man møder op på en stor ande- eller klapjagt, har man det i hvert fald slet ikke, når man forlader den igen. Derfor er en klapjagt ikke stedet, hvor man træner sin hund i de færdigheder, der må anses som basale.

         Først når man føler, at man har kontrol over hunden, bør man rette henvendelse til en skytte eller terrænplejer og forhøre sig om muligheden for at deltage på en eller flere af efterårets jagter. I reglen er skytten dækket ind, da navnlig hundesportsfolk sætter stor pris på at deltage på jagterne, idet f.eks. markprøver for retrievere typisk afvikles under klapjagter på ænder og fasaner. Men en forespørgsel lønner sig i reglen altid, og måske opstår der en ledig plads på et tidspunkt, som man kan udfylde.

         Inden man tager opstilling i rækken af hundeførere, er det dog praksis, at man viser skytten, hvad hunden kan. I den, som i de fleste andre situationer, gælder det om at være ærlig og sige, hvad man ved, hunden kan klare. At man påpeger tænkte situationer, som man ikke ved om hunden kan løse, efterlader kun et positivt indtryk. Såfremt skytten ved, at man f.eks. ikke er 100% sikker på, at hunden kan holdes tilbage ved mødet med råvildt, kan han udpege en post, hvor risikoen for den slags provokationer er minimal.

         Ligeledes er det en god idé at bede skytten om at forklare reglerne for deltagelse. På selve dagen er der mange hensyn at tage, og alle skal helst kende deres opgave og vide, hvad der forventes af dem.

Mental forberedt

Når den store dag oprinder, er det vigtigt at få så meget som muligt ud af oplevelserne. Husk at man først og fremmest deltager for at lære sin hund, hvordan den skal opføre sig. Ikke hvordan den kan opføre sig. Det gælder om at stikke en finger i jorden og tænke på, at de øvrige hundeførere også har deltaget på en stor jagt med en ung og uerfaren hund. De fleste af dem endda adskillige gange.

         Efter parolen, hvor jagtværten og den ansvarlige for jagtens afvikling har givet de nødvendige informationer om jagtens afvikling, går eller kører man til første såt.

Som ny hundefører bliver man tildelt en post, hvor der ikke forventes at falde en masse fugle. På fasanjagter vil man i reglen blive placeret et stykke bag skytterne, hvorimod man ved andejagter ofte står lidt tættere på de enkelte skytter. Bed dog altid jagtgæsten fortælle, hvor han ønsker, man skal opholde sig under drevet.

         Når såten blæses i gang og de første skud begynder at falde, er det vigtigt at have sin fulde opmærksomhed omkring hunden. Man kan evt. sætte sig ned ved siden af den og forsøge at berolige den, såfremt den virker opstemt. Fugle, som falder dødskudte, opsamles efter såtens afblæsning. Lettere anskudte fugle skal så vidt muligt eftersøges straks. For at undgå problemer, er det dog en god idé at alliere sig med en af de mere erfarne hundeførere. Denne kender i reglen rækkefølgen i såterne, der skal afdrives, og kan derfor foregribe uheldige afsøgninger af næste såt. Man står næppe øverst på listen, næste gang der inviteres apportører såfremt ens hund i bestræbelserne på at fange en bortløbet fugl rydder næste såt for vildt. Fugle, der falder eller søger tilflugt i områder, som skal afdrives senere på dagen, bør man ikke sende hunden ind i uden tilladelse. Er der noget, man er i tvivl om, er det en god idé at spørge nabohundeføreren.

Apportering af snepper(boks)

En af de mest populære vildtarter vi har i Danmark, er skovsneppen. Men apportering af den sagnomspundne vadefugl kan give problemer.

         De færreste jægere jager snepper. Fuglene nedlægges i reglen tilfældigt under andre former for jagt. På driv- og klapjagt i skov og krat er sneppen en ret almindelige sidegevinst, og derfor skal hunden naturligvis være i stand til at bringe fuglen til tasken den dag, det lykkes at sende en skovsneppe til jorden.

         Af en eller anden årsag er der dog mange hunde, som ikke bryder sig om sneppen. De ignorerer den nærmest som en slags uinteressant færtstøj, når de lokaliserer den. I stedet for at samle den op, snuser de blot til den og fortsætter deres eftersøgning efter fasan eller and. Der er givetvis et eller andet ved sneppen, som forvirrer dem eller vækker deres afsky. Derfor er det ikke unormalt, at man skal arbejde lidt med de nedlagte snepper, før hunden overvinder sin modvilje eller blot erfarer, at sneppen skal bringes til hånd på lige fod med alle andre nedlagte vildtarter, den finder på sin vej.

         Et par nedfrosne eksemplarer kan tøs op, og med dem kan man pudse formen af, inden sæsonen starter. Dermed er det første skridt taget. Bedst er det dog, hvis man under jagt kan låne en nyskudt og varm fugl, så man kan lave et par kast og lokke hunden til at overvinde den modvilje, den evt. måtte udvise. De første gange man har mulighed for at introducere hunden for en nedlagt sneppe, er det således om at udnytte muligheden. Undlad dog at overdrive og stop, så snart legen er god. Den nedlagte fugl er i øvrigt særlig værdifuld for den heldige jæger, og derfor bør man aflevere fuglen så pæn og intakt som muligt, når man er færdig.

Problemvildt (boks)

Man må undre sig over, at f.eks. en setter eller pointer vil gå gennem ild og vand for at få tænderne i en fasan eller agerhøne, men vender den anden kind til, når den møder en nyskudt krage eller and. Hønsefuglebegæret er nedarvet, hvorimod lysten til at gabe over dykand og måge etc. ofte skal fremelskes via inspirerende prægning og dressur.

         Selv om præferencerne for de forskellige vildtarter ses mest markant hos stående engelske jagthunderacer, vil langt de fleste hunderacer have vildtarter, som de sætter mere pris på end andre.

         Inden hunden deltager på jagt, er det derfor en fordel, at hunden er vænnet til at hente både måge, krage, dykand og husmår etc., selv om de nævnte vildtarter ikke står øverst på den apporterende hunds topti-liste.

         Den magelige jæger og dressør vil hævde, at dette er unødvendigt, eftersom han eller hun ikke driver jagt på de nævnte arter. Med stor sandsynlighed sker det dog på et eller andet tidspunkt, at der nedlægges en krage eller sølvmåge på en jagt, hvor ens hund er den ansvarlige. Da er det både ærgerligt og pinligt, hvis hunden afviser ordren og lader vildtet blive, hvor det faldt.

         Skulle man opleve, at hunden f.eks. ikke vil apportere en krage, vil et par fristende kast hen over græsplænen i mange tilfælde tænde dens jagtlyst og få den til at overvinde den ubehagelige smag. Virker det ikke, kan man prøve at binde vingerne til den vante dummy, som hunden er glad for at hente. Det hjælper i reglen. Inden man vender tilbage til den døde problemfugl, kan man evt. stoppe den i en strømpe. Før hunden sendes efter strømpen med den indlagte krage eller måge, kan man trække strømpen over dummyen, og dermed lade hunden tage det første skridt. Efterfølgende vil overgangen til mågen eller kragen være meget lille.

         Jægere, der er tilhængere af tvangsdressur, vil ofte krybe til anvendelse af tvang, når de løber ind i en problemart, som hunden nægter at apportere. Og givet er det, at det er det første skridt, som er det vanskeligste. Når først hunden en gang har taget fat om fuglen, vil begejstringen stige gang for gang, forudsat at man laver træningen afvekslende og fængslende. Alligevel må det tilrådes, at hundens førstehåndsindtryk af den nye vildtart er positivt. Derfor skal tvang være absolut sidste udvej, da resultatet meget vel kan blive det stik modsatte af det, man forestillede sig. Det er muligt, at man på græsplænen kan få hunden til at hente og bringe måren eller kragen. Men så snart hunden under jagt ikke mærker sin ejers stikkende øjne, vil den være tilbøjelig til at forbigå den ubehagelige vildtart i al ubemærkethed. Fænomenet er ikke just ukendt og kan opleves de fleste steder, hvor flere jægere træner hund sammen.

         Tvangsdressuren kan være en farbar vej mod etablering af den basale forståelse for at bringe og aflevere et apportemne. Men det skal understreges, at kun lystbetonet dressur kan bringe hund og træner videre i forløbet. At tvinge en hund til at hente en vildtart, den ikke bryder sig om, er derfor ikke løsningen. Træneren må udvise mere fantasi. Og husk i den forbindelse ikke at gentage en succesfuld øvelse. Selv om man almindeligvis siger, at man ikke skal gå tilbage til en fuser, gælder det i hundetræning om ikke at gentage en succes, før oplevelsen er faldet på plads i hundens erindring. Det vil sige, at man ikke bør genoptage øvelsen før i næste undervisningslektion.