5
Møde med hårvildt
Under jagt og træning i terrænet vil hunden ofte støde på vildt, som den ikke skal apportere. Derfor er det vigtigt, at hunden har lært, at flygtende vildt skal ignoreres.
Det er i reglen fasaner, og i særdeleshed harer, som volder problemer. Synet af en hare, der springer af sted foran hunden, virker som ilt til et allerede iltert blod. Mange hunde vil gennem hele livet løbe efter det vildt, de møder, selv om føreren højlydt protesterer, hver gang det sker. Og den eventuelle straf trykker ikke hunden mere, end at den gør det samme næste gang, den støder på en hare, fasan eller et stykke trykkende råvildt etc.
Gennem tiden er der udtænkt mange tiltag for at dæmpe uskikken, der kan spolerer enhver jagt. De fleste tiltag er uden virkning, når først den manglende respekt er blevet et indgroet reaktionsmønster. Derfor må man, så vidt det overhovedet er muligt, forhindre, at den apporterende hund preller fuglevildt eller pisker efter hare og råvildt. Det drejer sig om at lære hunden, at den skal forholde sig i ro, når den møder fristelserne. Husk, at man ikke kan opdrage en hund ved hjælp af straf. Derfor må den lære, hvordan den skal opføre sig i de enkelte situationer. Først når den ved, hvad der forventes af den, kan den irettesættes, hvis den alligevel gør, som den selv har lyst til.
Bedst er det at lære hunden, at det flygtende vildt er endnu et signal for stop på lige fod med håndsignaler, fløjte- og verbale kommandoer som sit eller dæk. Dette indlæres mest effektivt i områder med mange harer. Parker, golfbaner og grønne områder i industrikvarterer huser ofte en tæt bestand af harer, der tillige er vænnet til synet af mennesker og hunde, og derfor tillader, at man nærmer sig. Spotter man en hare, der fouragerer på en mark eller græsplæne forsøger man at trække hunden op mod haren. I samme øjeblik hunden ser haren, kommanderes den dæk eller sit. I sekundet efter kaldes den op, og man bevæger sig bort fra haren. Situationen skal virke rolig og afslappet, og haren skal ignoreres. Derfor må stemmeføringen være behersket og kontrolleret. Når hunden spontant stopper ved mødet med haren, kan man lade den gå fri ved fod. Gang for gang giver man hunden mere og mere snor, og til sidst kan man lade den søge i områder, hvor man ved, der er harer. Men forsøg altid at være et skridt foran hunden. Ofte ved man erfaringsmæssigt, hvor harerne trykker, ligesom man af og til kan spotte dem, når de trykker i sædet. Dette giver mulighed for at sætte ind med stopsignalet i absolut samme sekund, som haren forlader sit leje.
Opsøg en hare
De mange forberedende ture i hareområdet med hunden fri ved fod er i reglen en god investering, selv om navnlig ejere af stående hunde og spaniels brænder for at se den unge hund udfolde sig i søget efter vildt. Men da netop manglende respekt over for harer er et af de områder, der traditionelt anvendes mange ressourcer på at bekæmpe, er den grundige forberedelse godt givet ud. Samtidig kan harerne ofte findes på det tidspunkt af året, hvor det alligevel ikke er muligt at træne hunden i terrænet pga. af fuglevildtets yngleaktivitet.
Hunde, der først har fået smag på at piske efter harer, kan i øvrigt med fordel trænes efter samme recept. Igen er det den ignorende opførsel over for haren, der er det vigtigste. Den ophidsede skældud, som man af og til ser anvendt, virker kun ophidsende på hunden. Det vil næste haremøde også gøre. Men da er det ikke sikkert, at hunden er i rem.
Tidligere var det almindeligt at kurere hunden ved hjælp af elektrisk halsbånd. Og i de rette hænder var det fjernbetjente dressurhalsbånd i mange tilfælde en effektiv kur mod harepiskeren, selv om også eksempler på det modsatte er set. Uheldige følgevirkninger var desværre et ikke ukendt resultat af el-halsbåndet. Skaderne opstod primært, når det elektriske hjælpemiddel blev anvendt i forbindelse med manglende reaktion ved hjemkald, ved manglende respekt over for fuglevildt og ved manglende respekt over for andre hunde. Strøm givet i situationer, som hunden ikke helt forstår, kan efterlade højst uhensigtsmæssige forbindelser i hundens erindring. I dag må strøm dog ikke anvendes til dressur af hunde, og derfor giver det ikke mening at diskutere fordele og ulemper samt retningslinjer for anvendelsen af denne ulovlige metode.
Sker det under jagt eller træning, at en hund ignorerer den opspringende hare og pisker efter den, selv om det indlærte stopsignal efterfølges af fløjt og verbale stopsignaler, må man som i alle andre sammenhænge vende problemets årsag mod sig selv. Måske var man et øjeblik ukoncentreret og kom for sent med kommandoen. Stopsignalet skal helst falde, før hunden sætter af sted. Har den allerede taget det første skridt, er det mange gange vanskeligere. Årsagen til den manglende respekt kan også skyldes, at man overså hundens manglende koncentration. En mentalt træt hund er mere tilbøjelig til at give efter for provokationerne.
Før eller siden kommer de fleste ud for, at en hund kaster sig ud i harejagten, selv om den i mange lignende situationer har opført sig efter bogen. Det er vanskeligt at sige, hvad det er, der udløser den uønskede reaktion. Engang gik jeg med en stående hund, som var særdeles flink til at dække for de opspringende harer, selv om jagtlysten absolut ikke fejlede noget. Efterhånden ignorerede hun blot harerne, når de sprang op af jorden og uden at slå søgsoplægget i stykker, fortsatte hun sit arbejde.
I en af hendes sidste jagtsæsoner blev der dog nedlagt en del harer for hende. Herunder havde hun flere apporteringer efter anskudte harer, der blev hentet efter lange og hæsblæsende forfølgelser. Disse oplevelser satte sine indtryk, og sidst på sæsonen piskede hun efter harer, så det var en lyst. Jeg vendte det blinde øje til og besluttede at tage fat på problemet, så snart jagtsæsonen var forbi. Under den allerførste forårstur i marken, søgte hunden på en lille opharvet mark. Ved markens ende sprang en stor hare, næppe mere end fem meter fra hunden. Men nu var alt ved det gamle. Hunden fornemmede tydeligt, at vi ikke var på jagt og bortset fra et lille ryk og et henkastet blik, udløste haren ingen reaktion. Uanfægtet fortsatte hunden sit søg efter fuglevildt. Eksemplet viser, at situationerne for os at se kan være identiske, selv om hunden med dens fremragende fornemmelse for nuancerne kan opleve det helt anderledes
Kræver mange situationer
Som udgangspunkt gør hunden, som den gjorde sidste gang, den var i en lignende situation. Og sidst omtalte hund var i en situation, hvor jeg ikke havde bøsse i hånden, og derfor ignorerede den haren.
Eksemplet kan også vendes og anvendes til forståelse af de situationer, hvor hunden efter tre-fire vellykkede ignoreringer pludselig bryder alle regler og sætter af sted. Men for hunden er der måske tale om en oplevelse, som den ikke umiddelbart kan kende fra sit erindringslager. Og når hunden ikke kan huske, hvordan den gjorde sidst den var i en lignede situation, slår instinkterne til og den gør, som den føler for. Derfor skal der mange vellykkede situationer til, før man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at ens hund er hareren. Spørgsmålet er, om man nogensinde når så langt. Under en markprøve mødte jeg en gang en selvsikker hundefører, der kun havde hånlige træk til overs for de hunde, der på denne prøve piskede efter harer. Hans hund løb ALDRIG efter harer, oplyste han. Få minutter efter den bombastiske udtalelse blev han kaldt frem til afprøvning. Desværre gik det ikke som ALTID. Få sekunder efter at hunden var sluppet, løb den på en hare. Hverken dressur eller respekten for fløjten og de høje råb holdt. På fuld hals forsvandt hunden efter haren. Hunden var færdigbedømt på under 10 sekunder, og for den skuffede hundefører var prøven forbi. Eksemplet viser i øvrigt, at man altid skal være forsigtig med folk, som anvender udtrykket aldrig og altid. Navnlig når det drejer sig om hundefolk.
Ikke hareren (boks)
Det hævdes ofte, at en apporterende hund ikke skal være hårvildtren. Den skal blot kunne bremses ved mødet med en hare eller et springende stykke hjortevildt. I de tilfælde, hvor en hare anskydes, er det afgørende, at hunden kan sendes på haren, indhente den og bringe den til sin fører, som kan gøre en ende på lidelserne. I praksis skal en hund dog kun have en ganske lille opfordring, og den vil – uanset hvor hareren den end måtte være – sætte efter den eventuelt løbskudte hare på fuld tryk. Kun meget hårdhændet dressur kan efterlade så varige indtryk, at en hund ikke tør give efter for fristelserne, når dens fører peger mod den flygtende hare og siger apport.
Det store problem opstår først efterfølgende. Givet er det, at de hæsblæsende jagter efter trebenede harer efterlader uhensigtsmæssige indtryk, og næste gang hunden ser en hare, der ikke er anskudt, skal man være særlig opmærksom på at holde den tilbage.
Kaninhegn (boks)
I de senere år er det blevet populært at oprette kaninhegn til indlæring af jagthundens hårvildtrespekt. Ideen er importeret fra det det britiske kontinent. Og selv om der kun i begrænset omfang jages kaniner i Danmark, kan hunden med fordel lære de grundlæggende regler for møde med hårvildt i hegnet, der ofte kaldes for en rabbitpen.
Hegnet er typisk omkring 10x 50 m, og kaninerne lever et ret frit liv med mange underjordiske gangsystemer, hvor de kan søge tilflugt, når hunden kommer for nær.
Selve træningen praktiseres på stort set samme måde, som tidligere beskrevet under haretræningen. For den hundeejer, der kun har en eller to hunde, kan det næppe tidsmæssigt forsvares at indrette et kaninhegn. Kun i de tilfælde, hvor man har mange hunde i oplæring, og måske er bosiddende et sted, hvor der ikke er adgang til områder med harer i tilstrækkeligt antal, kan det være en fordel at finde et område, hvor man kan indrette en lille indhegning med måske 10-20 kaniner. Husk dog, at kaninerne skal passes på lige fod med andre dyr, man påtager sig ansvaret for, ligesom de skal beskyttes mod besøg af ræv og rovfugle.
Respekt for fuglevildt
En hund, som løber efter fuglevildt – typisk fasan og agerhøne – er et irritationsmoment på enhver jagt. Man skal dog tænke på, at en lettende fugl er stærkt ophidsende for en jagtglad spaniel eller stående hund. Når hunden efter et langt og trættende søg endelig finder fugl og rejser, er det naturligt, at den eftersætter i forsøget på at fange byttet. En apporterende hund, som normalt kun slippes, når der skal apporteres ikke synligt vildt, vil ikke opleve vildtets flugt nær så fristende.
Men også den hund som kun skal apportere skal lære at modstå fristelserne. Under eftersøgning af skudt vildt, vil den apporterende hund før eller siden støde på en fasan eller en trykkende flok agerhøns. Derfor er det vigtigt, at hunden er kold og bevarer fatningen i sådanne situationer. Preller den, kan der gå afgørende sekunder eller minutter, inden hunden atter er tilbage i det område, hvor den blev sendt ud for at eftersøge en nedlagt fugl. Navnlig anskudt vildt kan i denne periode fjerne sig langt fra nedfaldsstedet, og dermed gøre eftersøgningen mange gange vanskeligere.
Indlæring af respekt over for fuglevildt er mere eller mindre identisk med indlæring af respekt over for hårvildt. Også her indledes respektdressuren med hunden i snor. I samme øjeblik, fuglen bryder op og tager flugten, kommanderer man hunden sit eller dæk og roser den behersket. Igen drejer det sig om at udstråle overskud og overblik. Panikagtige reaktioner efterlader kun stress.
I reglen lærer hunden ret hurtigt at sætte sig ved mødet med de baskende vinger. Men det forudsætter, at man kan finde områder, hvor det er muligt at finde fugle i tilstrækkeligt antal. Mødet med en fugl om ugen flytter ikke grænser, og for mange nye hundeejere uden kontakt til jagtvæsener med udsætning af vildt, kan det blive et problem at få denne del af respektdressuren på plads, inden jagtsæsonen starter.
Navnlig i de tilfælde, hvor hunden først er klar til denne del af dressuren i sommer- og sensommerperioden. I den høje vegetation kan det være vanskeligt at få fuglevildtet på vingerne, ligesom de fleste jægere ønsker fred på terrænet forud for den kommende sæson. Efter jagtsæsonen er de knap så følsomme, da fuglene nu er stærkere og mere knyttet til området.
De tidlige forårsmåneder er derfor de måneder, hvor det alt i alt er nemmest at præsentere hunden for flygtende og lettende fuglevildt. Når hunden respekterer fuglevildtet i rem, trænes den fri ved fod og efterfølgende, mens den søger efter en dummy i et område, hvor man ved eller forventer, at der opholder sig en fasan eller to.
Afslutningsvis skal der kobles skud på øvelserne. Hunden er allerede fortrolig med skud, men skal naturligvis lære at modstå dobbeltfristelserne fra både skud og baskende fasanvinger. Husk at lade fasanen trække ud, inden skuddet afgives. Og kun i de tilfælde, hvor hunden er komplet rolig under vildtets flugt, bør der skydes.
Nænsom respekt (boks)
Selv om man ikke skal acceptere prelning hos den færdigdresserede hund, skal man dog ikke gribe for hårdt ind over for den unge hunds første forsøg på at fange en flygtende fugl. I hvert fald ikke, når det gælder dressur af en stående hund. Såfremt hunden forbinder hønseskrål og baskende vinger med sin førers højlydte utilfredshed, kan den på sigt udvikle en træg rejsning. Til sidst vil den måske nægte at gå frem mod ubehaget, som skjuler sig i det lange græs. Træg rejsning er som bekendt ikke just et ukendt fænomen hos stående jagthunde, selv om det retfærdigvis skal nævnes, at problemet også kan være delvis medfødt.
Kommandoen for stop skal falde på et tidspunkt, hvor man er sikker på, at den unge hund ikke forbinder kommandoen med selve rejsningen. I praksis vil det sige, at man forsøger at nedkorte forfølgelsen gang for gang. Dog er der hundeførere, som forsøger at lære hunden fuld respekt over for flygtende vildt, inden de slipper hunden i marken første gang.
Dressuren må – som al dressur – tage udgangspunkt i den enkelte hund. Meget egenrådige hunde med et meget stort jagtoverskud kan måske med fordel startes op på vildt under kontrollerede forhold. Evt. på steder, hvor man med hunden i snor har mulighed for at lære den, hvad der forventes af den i det øjeblik, vildtet tager flugten. Dog skal man ikke forvente, at den uden videre medbringer denne lærdom til marken. Hunde har det med at gennemskue alle mulige tricks og kunstige indslag i dressuren. Men en hund, som ved, hvad der forventes, er trods alt nemmere at irettesætte end den hund, som preller, fordi den ikke ved bedre.
Arbejd med glæde (boks)
Det giver de hurtigste fremskridt, hvis man arbejder med hundens glæde under træningen. Navnlig når man arbejder med den helt unge hund, som kun kan trænes så længe, den selv har lyst. Til gengæld er indlæringsniveauet ganske højt hos en glad og motiveret hvalp eller unghund. Men der er ting, som er nemmere at lære den end andre.
En ung hund kan lære at knaldapportere på sekunder. Aldrig senere i hundens liv vil det blive nødvendigt at genopfriske dens lærdom, og den vil med stor fornøjelse piske af sted i samme øjeblik, bøssen knalder. Omvendt vil det tage timer at lære den det modsatte, nemlig at forholde sig rolig i skud, uanset hvad der sker. Hundens lyst gør forskellen.
Eksemplet bør man forsøge at overføre til den daglige træning. Kan man få hunden til at udføre opgaverne af egen fri vilje, lærer den det mange gange hurtigere, end hvis den skal have lærdommen repeteret gang på gang, fordi den dybest set hellere vil lave noget andet.
I bestræbelserne på at holde hundens lyst og motivation i top er det vigtigt, at man ikke trækker træningen i langdrag. De enkelte træningsmomenter må ikke strække sig over særlig lang tid. 5×3 minutter er bedre end en lektion på 15 minutter.
En af de første ting, man begynder med, når man begynder træningen af en ny hund, er at etablere øjenkontakt med hunden. Hunden skal lære at se på sin fører, og den hund, der med øjnene har lært at spørge om lov under grunddressuren, er betydelig lettere at dressere, når arbejdet flyttes til mark og skov. F.eks. kan man forlange, at hunden kigger på én, inden man giver den madskålen, ligesom den må lære, at døren først går op, når den sidder pænt og ser sin fører i øjnene.
Selv om mange mere erfarne jagthundedressører ofte blander grunddressuren og markdressuren og træner eller motiverer hunden i samme periode af dens liv, bør det tilrådes, at man som nybegynder har en plan, hvor man holder tingene adskilt.
Har unghunden først lært at prelle og løbe efter harer, kan det blive problematisk at omskole den. Derfor bør man som udgangspunkt ikke gå i terrænet med den unge hund, før den er stoplydig og kan bremses på tilråb, fløjte og håndsignal.
Skriv et svar