2
d
Apportering af kaniner og fuglevildt
Under træningen kan man komme ganske langt med anvendelse af dummyer. De fleste hunde finder apporteringen af disse ganske spændende, og derfor er det ikke nødvendigt at anvende vildt, hverken hver eller hveranden gang man træner. Men naturligvis skal hunden tilvænnes vildt, inden den skal med på jagt.
Det er en god idé at starte tilvænning med en fjer- eller skindomklædt dummy. Volder dette ikke nævneværdige problemer, bortset fra almindelig undren og akavet hjembringelse de første gange, gås der videre til anvendelse af rigtig vildt. Evt. aflivede kaniner.
I begyndelsen skal kaninen være lille og kold. Først senere introduceres hunden for en varm og nyaflivet kanin. Målet er, at hunden skal være i stand til at hjembringe en varm kanin i harestørrelse, hvilket vil sige ca. 4 kilo. Samme tilvænning anvendes ved apportering af fuglevildt. Også her startes der op på fjerklædte dummyer, hvorefter der gås over til kolde og varme duer i nævnte rækkefølge.
Vildtet, der anvendes, skal være rent og uden blod og indvolde i fjer eller hårdragt. Det medfører blot, at hunden begynder at slikke, snuse og bide i apportemnet, og da der satses på en hurtig og resolut opsamling af vildtet, er denne adfærd absolut ikke ønskelig.
Overgangen fra skind og fjerklædt dummy sker nemmest, hvis man efter et par apporteringer uden stor dramatik hiver en due eller kanin op af tasken. Også denne smides ud som de forudgående dummyer. I samme øjeblik, hunden bøjer sig over kaninen eller duen, kaldes den hjem. Tøver hvalpen kan man evt. bakke, alt imens hjemkaldet gentages. Hunden tvinges nu til at tage en hurtig beslutning, og i de fleste tilfælde ender det med, at den snupper den uvante dummy. Men i stedet for at gentage øvelsen, stoppes der for den dag, alt imens overvindelsen lagres som en positiv oplevelse i hundens erindring.
Hvis hvalpen, i stedet for at apportere med det samme, begynder at snuse eller lege med emnet, kaldes den hjem – også selv om den ikke kommer med duen eller kaninen. I stedet hentes den, hvorefter man kan prøve at tirre hvalpen til at tage det uvante. Begynder hvalpen at gribe efter duen eller kaninen går det efter planen, og apporten smides, hvorefter hvalpen sendes med det samme. I ren og skær ophidselse vil den måske overvinde sin skepsis og tage apporten.
Svigter denne metode også, kan man lade den overvære andre hundes apporteringer. Det kan være startskuddet. Og ellers kan man, ved bevidst at spille på misundelse, få hvalpen til at åbne gabet over apporten for første gang. En ældre hund medbringes til dressurområdet. Duen eller kaninen placeres synligt for begge hunde, der sidder tilbage. En hjælper trækker den ældre hund frem mod apporten i samme øjeblik, hvalpen sendes. Hvalpen ser nu, at den anden hund nærmer sig. Går det efter planen vil hvalpen i ren og skær jalousi snuppe duen eller kaninen og vende triumferende tilbage, som om den aldrig har lavet andet.
Begynd med kaniner (boks)
Når hvalpen vil apportere en kold kanin, kan man prøve med andre kolde dyr, fasaner, agerhøns, ænder o.s.v. Duer er ikke velegnede i begyndelsen, da de løse fjer klæber sig fast i munden på hunden, hvilket kan få den til bide og lege med dem. Duer kommer først ind i billedet senere i forløbet. Den samme modvilje ses over for bekkasiner, skovsnepper samt skader, krager og måger.
Fra at apportere koldt vildt til at bære varmt, er der kun et lille skridt. Dog skal man være særlig opmærksom, hvis dyret lige er skudt, idet lugten da er meget stærkere. Urin, ekskrementer og blod på pels eller fjerdragt kan distrahere den unge hund og medføre dårlig greb og vildtbehandling.
Hård mund
De fleste jagthunde vil før eller siden behandle et stykke vildt på en måde, som vækker mistanke om hårdmundethed. Oftest er der en naturlig forklaring på, at der er gået hul i duen eller på, at vildtet virker klemt og skamferet. Årsagen kan være, at vildtet ikke var dødskudt og at hunden da forsøgte at fange f.eks. den anskudte fasan under roebladene. Under jagten på fuglen kan det ske, at hunden river hul i skindet eller på anden måde skamferer vildtet. I reglen er dette ikke noget, man bør bekymre sig om, og med mindre det samme gentager sig under de næste apporteringer, kan man tage det helt roligt. Omvendt er det vigtigt, at man konstant er på vagt over for tegn på hårdmundethed. Er tendensen under udvikling, skal problemet løses i opløbet, inden skavanken bliver vedvarende.
Under afprøvning af retrievere og spaniels er man meget opmærksomme på, hvordan vildtet ser ud efter afleveringen. Og selv om man i reglen lader tvivlen komme hunden til gode, slås der hårdt ned på den hund, som afleverer en fugl med f.eks. knuste ribben. Det afleverede vildt undersøges i bogstaveligste forstand til hudløshed. Føler dommeren sig overbevist om, at hunden har haft for hårdt fat i anden eller fasanen, er det farvel og tak.
Hårdmundethed ses i øvrigt ofte under prøver. Og lige så ofte hævder føreren, at han aldrig tidligere har været vidne til, at hunden på den måde har forgrebet sig på vildtet. Sandsynligvis er det i langt de fleste tilfælde også rigtigt. Stress er nemlig den hyppigste årsag til, at hunden pludselig begynder at tygge i vildtet, og under jagt og navnlig prøver er stressniveauet meget højt. Kun ganske sjældent fødes hunden som hårdmundet, selv om der af og til ses en psykisk ustabil hund, som klemmer vildtet til ukendelighed.
Forcering af træningen er ofte det, som fremkalder hundens stressoplevelse, og springer man for hurtigt fra de grundlæggende apporteringsøvelser til apportering af friskt vildt, fremelskes de uheldige tendenser med vildttyggeri. Alene derfor er det en god idé at tilrettelægge sin træning.
Tilrettelæggelse kan forebygge hård mund
I forårsmånederne arbejdes der generelt hårdt på at få de grundlæggende færdigheder på plads. I sommer og sensommermånederne kan man koncentrere sig om at rette op på de småfejl, som de fleste oplever. Men mange er tilbøjelige til at starte op for sent. Først i august begynder de på den mere grundlæggende og krævende del at træningen. Og nu er der pludselig et tidsmæsssigt pres, hvis hunden skal være færdig, inden jagten og prøvesæsonen for alvor tager fat. Vandarbejde, dirigering og apportering i krævende terræn indledes ofte længe, før hunden er parat til den denne del af træningen.
Hunden skal have fuld forståelse for de grundlæggende apporteringsøvelser, inden man kaster sig over den mere krævende del af dressuren. På dressurbanerne ses hvert år desperate og ofte meget højtråbende jægere og hundesportsfolk, som med al tydelighed viser, at de er kommet for sent i gang. Forholdet mellem hund og fører er anspændt, og i skyggen af den dårlige stemning klækkes den dårlige vildtbehandling.
Husk på, at både apportering og aflevering skal foregå i en positiv ånd. Derfor siger det sig selv, at skarpe kommandoer, som den meget anvendte hold fast, opfattes alt andet end positivt. Udtrykket anvendes ofte, når hunden begynder at vende emnet eller gøre antydning til at gnaske. Men eftersom det er en ufravigelig grundregel, at der ikke skal skændes på hunden, når den er på vej tilbage med apportemnet, skal problemet ikke løses med kommandoer og skabelse af en negativ stemning, da den negative ånd er roden til problemets opståen.
Hjertelig modtagelse giver blød mund
Ligeledes er det vigtigt, at man er bevidst om sin fremtoning. Hunden skal i bogstaveligste forstand mødes med åbne arme. Desværre er føreren, som allerede har oplevet dårlig vildtbehandling, ofte tilbøjelig til at møde hunden med en truende attitude. For at komme problemet i forkøbet puster han sig op og nedstirrer hunden. Hunden oplever hjemkomsten alt andet end positivt. Den bliver nervøs og stresset, og dermed er der ikke langt til det lille nervøse klem, der kan gøre anden uspiselig.
En ung labrador, som jeg trænede, havde aldrig vist tegn på hårdmundethed, men under en af dens første jagter blev den sendt på en nem fasan, som var faldet i en lille stump brakmark. Hunden fandt hurtig fasanen og spurtede tilbage med fuglen, som den plejede. Men i bestræbelserne på at få et minde om dens første apportering sigtede jeg på den med en 600 mm. lang telelinse. Og få meter før mig klemte hunden fasanen, så ribbenene knagede. Jeg blev naturligvis nervøs og holdt hunden tilbage resten af formiddagen. Over middag prøvede jeg igen, men situationen var den samme. Få meter før mig blev fuglen, denne gang en agerhøne, klemt. Jeg holdt en pause, indtil det gik op for mig, at problemet givetvis lå gemt i linsens store mørke rovdyrøje, som nedstirrede den. Hunden blev under træning vænnet til linsen og har ikke siden lavet samme nummer. Eksemplet viser vigtigheden af den trygge og imødekommende attitude, når hunden vender hjem med byttet.
Frosne duer
Overgangen mellem dummy og vildt skal gribes rigtig an. Tidligere er kolde kaniner anbefalet. I mangel af kaniner kan der anvendes tamduer, der det meste af året er lette at anskaffe. Flere anvender dog frosne duer, som få timer før de første øvelser tøes op. Derved er de varme på ydersiden, mens kernen stadig er kold og hård. De frosne duer appellerer ikke i samme udstrækning til vildttyggeri, som de friske og bløde duer gør. Først når huden er helt dus med de frosne, kan den introduceres for friske og bløde duer.
Anvendelsen af frosne duer har ligeledes den fordel, at de efter træningen kan nedfryses igen. Dermed kan de genbruges. Dette er ikke tilfældet når man anvender ikke-frossent vildt. Og da det i det lange løb er både dyrt og besværligt, er man mange steder tilbøjelige til at anvende duerne lidt længere end godt er. Desværre er det ofte i sådanne situationer, at den dårlige vildtbehandling begynder. En tilsavlet due, der har været kastet og apporteret adskillige gange, er ikke særlig lækker at apportere, og begynder hundens entusiasme at dale, er der ikke langt til den dårlige vildtbehandling. Hunden begynder da at nøle ved opsamlingen, og undervejs tilbage mod føreren skiftes der greb. Måske medfører det, at der går hul i duen, som efter de mange apporteringer kun hænger sammen i et stykke tyndt skind. Hvis hunden ikke allerede ved det, erfarer den nu, at der inde i duen er en krop af kød og blod. Dermed kan man risikere, at hunden efterfølgende begynder at punktere det vildt, der opsamles. Derfor er det vigtigt, at man anvender frisk og appetitligt vildt under apporteringsøvelserne.
Skulle en hund under introduceringen til de frosne duer vise tegn på hårdmundethed, må man være forsigtig og evt. lade den apportere fra hånd i en periode. Dermed afdramatiseres det nye emne, ligesom det kan hjælpe at lade den bære duen, mens man går tur på græsplænen. Spyttes duen ud, siger man nej og giver den duen tilbage. Men omvendt skal man aldrig anvende kommandoen hold fast. I stedet skal man sikre sig, at forholdet mellem hund og fører fungerer. Evt. kan man give hunden en godbid, når den kommer hjem med emnet. De jægere, jeg har set anvende denne løsning, har formået at få en hund, som styrter hjem med apporten for at få afsluttet byttehandlen. Føreren får fuglen, og den modtager en godbid for veludført gerning. Hunden har slet ikke tid til at gnaske eller vende emnet i munden. Løsningen kan dog afstedkomme lidt for ivrig aflevering. Men det må man hen af vejen arbejde af.
Aflevering af apportemne
Det er en smagssag, om man ønsker, at hunden sætter sig eller blot står op, når den afleverer apportemnet. Nogle foretrækker, at hunden går bag om føreren og sætter sig på dennes venstre side. Denne metode er dog forældet og ses ikke længere praktiseret ret mange steder. På jagt og prøver, hvor der fældes vildt, bliver det mere og mere almindeligt, at hunden aflevere direkte til hånden. Den behøver ikke at sidde, da den derved hurtigere er klar til næste opgave. Samtidig tyder det på, at denne metode giver en mere frimodig aflevering.
Forlanges der for meget af hunden i afleveringssituationen, ser man ofte, at den nedsætter farten, når den nærmer sig føreren. Tydeligvis forsøger den at genopfriske alle de ting, den skal huske, inden vildtet skal overrækkes, så som at sidde pænt, kigge op osv.
Man skal dog være klar over, at mange prøvereglementer (endnu) kræver siddende aflevering, som retfærdigvis også er det pæneste. Desuden har man på almindelig og ikke kommerciel jagt sjældent så travlt, at der ikke er tid til at nyde synet, når hunden med højt løftet hoved sætter sig foran sin fører og på sin egen måde siger værsgo.
I forsøget på at fremme den frimodige aflevering skal man være opmærksom på sit kropssprog. En frontal og nærmest – set med hundens øjne – fjendtlig modtagelse kan gøre hunden nervøs. Ikke sjældent er det netop på de sidste meter, at den hårdmundede hund klemmer kæberne sammen. En mere imødekommende attitude kan være løsningen og er under alle omstændigheder vigtig, selv om stærkt ophidsende tilkendegivelser kan stresse hunden op og få den til at cirkle omkring føreren. Æresrunder er ikke ønskelige, og alt i alt må man forsøge at finde den metode, som passer til den enkelte hund.
Det sker, at en hund nægter at aflevere og ligefrem knurrer ad hundeføreren, når denne forsøger at tage emnet. Problemet er alvorligt, og afleveringen er kun toppen af isbjerget. Et eller andet sted er der ikke enighed om lederskabet, og inden der arbejdes videre med apporteringen, må hundeføreren skabe eller genskabe sin position som flokleder. Ikke gennem brutal magtanvendelse, men ved simple lederskabsøvelser, hvor man ikke risikerer at få fingrene i klemme. Det er mindre risikofyldt at sætte hunden på plads, når den nægter at sætte sig, eller når den springer ud af bilen etc. Man skal ikke begynde at koble lederskabsøvelser sammen med apporterings- og afleveringsøvelser, der altid skal være positive.
B.T. Ofte starter hårdmundethed under dressuren, hvor hunden bliver sendt ud for at apportere vildt, som den dybest set finder uappetitligt. Under lektionerne, hvor man vænner hunden til at finde og apportere vildt, er det derfor vigtigt, at man anvender vildt, som fremtræder pænt og appetitligt. Sendes hunden ud efter en and eller due, som allerede har været kastet adskillige gange, er det næsten som at bede om problemer. Lysten og farten under apporteringen må for enhver pris bevares, da tøvende opsamling og langsom returnering er en af de hyppigste årsager til, at hunden bliver en vildtgnasker.
Apportering med andre hunde (boks)
Dårlig vildtbehandling kan også udvikles under jagt, hvor navnlig måger og krager kan have en skadelig virkning. Bider en måge eller kragefugl sig fast i en hund, kan hunden finde på at aflive fuglen i bestræbelserne på at stoppe ubehaget. Uskikken kan i visse tilfælde overføres til apportering af andre former for fuglevildt. Derfor er det en god regel altid selv at hente de måger og krager, man nedlægger. De nævnte arter flytter sig sjældent særlig langt fra nedfaldsstedet og volder kun meget sjældent problemer at finde.
Ligeledes kan det ske under jagt, at en anden hund forsøger at hive apportemnet fra den apporterende hund. I bestræbelserne på at holde vildtet for sig selv, kan hunden holde ekstra hårdt fast og derved beskadige vildtet. Næste gang, den ser en hund nærme sig, kan den gøre det samme, og på sigt kan uskikken udvikle sig. Under jagt er det derfor vigtigt, at man vælger sine apporteringer med omhu. Er der allerede en eller flere uopdragne hunde i området, bør man holde sin egen hund i kort snor. At sende sin hund ud på en opgave, som i værste fald kan ende i det rene tovtrækkeri, har kun en dårlig indflydelse på hundens udvikling. Eksemplet viser også her, hvor vigtigt det er, at man har styr på sin hund, inden den begynder på jagt. Opstår der en situation som omtalte, er det afgørende, at man kan stoppe hunden og kalde den ud af farezonen.
Træbukke (boks)
Anvendelse af træbukke kan fremme tyggeri, og derfor må det anbefales, at man under den tidlige træning anvender træbukke omviklet med et ru materiale, som giver hunden et godt greb. Eksempelvis et udtjent gulvtæppe. Dummyer lavet i kanvas bliver let glatte og vanskelige at holde i munden, når de bliver våde af hundens spyt.
B.T. Den hårdmundede hund har nemmere ved at mase en due, en agerhøne eller en fasan, end den har ved at mase en stor gråand.
B.T. På træningsbanen er det forholdsvis enkelt at undersøge, om hunden er hårdmundet, hvis man gør det til en vane at undersøge vildtet før og efter apporteringen. På jagt skal man dog være forsigtig med straks at laste hunden, hvis vildtet er ødelagt, når det afleveres. Ofte sker det, at fuglevildt, som falder fra stor højde, bliver beskadiget. Ligesom en gren kan bremse faldet og give fuglen læsioner, som hunden er uforskyldt i.
B.T. Sendes hunden ud efter en anskudt fugl, bør den som hovedregel også være levende, når den bringes. Er selv lettere anskudt vildt altid dødt ved afleveringen, bør man være opmærksom og undersøge vildtet for bid og tyggeskader. Omvendt sker det ofte, at vildtet forender under returneringen. Selv når det er en hund med blød mund, som bærer det hjem til føreren.
Piberi (Boks)
Ikke meget i denne verden er mere irriterende end at gå på jagt med en hund, som piber. Aftentrækkets mystik ødelægges fuldstændig, såfremt jagthunden ikke formår at holde inde med sin iver. Derfor skal man også være klar over, at hunde, som piber, ikke får lang snor på jagtprøver, uanset hvor fremragende de ellers måtte være. Navnlig på markprøver for retrievere diskvalificeres de hunde, som konstant klager sig, mens de venter på, at det bliver deres tur.
Problemet skyldes ofte en kombination af dårlige nerver og dårlig dressur. Men selv om unghunden viser sig at have tendens til at pibe, er det langt fra umuligt at vænne den af med denne uskik. Men det forudsætter, at man tager fat om problemet første gang, det viser sig. Jo flere gange man overhører skaberiet, jo mere sætter uskikken sig fast. Til sidst har man en mere eller mindre uhelbredelig piber til irritation for sig selv og ikke mindst de mennesker, man ynder at gå på jagt med.
Hvordan man helt eksakt løser problemet, når det viser sig første gang, er der næppe nogen endegyldig løsning på. De fleste hunde, som har et trygt forhold til deres fører, og som allerede har lært betydningen af ordet nej, vil dog holde inde i samme øjeblik, kommandoen falder. Ikke fordi man siger nej, men fordi hunden pludselig får noget andet at tænke på. Hjælper det ikke, kan meningen evt. understreges med et fast greb om kæbe- og næseryg. Er man 100% konsekvent, vil piberiet aldrig få lov til at slå rod i unghunden. Med tiden vil langt de fleste hunde ganske enkelt vokse fra problemet. Dog findes der hunde, som er umulige at kurere, og har piberiet først manifesteret sig, findes der ingen let løsning. At afstraffe hunden er formålsløst, da hunden ikke aner, hvad den gør forkert.
Afslutningsvis bør man være opmærksom på, om man i det daglige er lydhør over for hundens piperi. Såfremt hunden piber hver gang, den skal ud, er tørstig eller føler trang til opmærksomhed, er det naturligt, at den overfører signalerne til lignende situationer, hvor den ønsker at fremtvinge en eller anden reaktion. En hund bør ikke via piberi fortælle, hvornår den skal ud. Det er ejerens ansvar at sikre sig, at det aldrig kommer så vidt, at hunden bliver så trængende, at den ligefrem trygler om at komme ud.
B.T Såfremt hunden gives noget andet at tænke på, når den piber, vil uskikken gang for gang kunne fortrænges. Evt. kan hunden dækkes ned, hver gang den indleder koncerten.
Skriv et svar