Vandapportering

3

Vandapportering

Alle apporterende jagthunde skal kunne apportere fra vand. Under jagt sker det af og til, at et stykke vildt falder i en sø eller et vandhul. Derfor må hunden naturligvis være i stand til at hente fuglen og bringe den i land.

Heldigvis elsker de fleste jagthunderacer at arbejde i vand, men det forudsætter, at de på et tidligt tidspunkt er blevet introduceret til vand. Selv racen gammel dansk hønsehund, der fra naturens side ikke er den store vandhund, kan ende med at blive en glad og effektiv vandapportør, hvis dens ejer tager opgaven alvorligt og bygger passionen op trin for trin. Omvendt findes racer og linjer, som kendetegnes ved en umættelig passion for vandarbejdet. Disse kan være dus med vand allerede første gang de opholder sig i elementet. Men uanset anlæg er det vigtigt at understrege, at der skal gøres en prægningsindsats

Et eksempel (boks)

Jeg havde en gang en bretontæve. En gudsbenådet jagtlyst drev den gennem krat og sump. Men når det gjaldt apportering fra vand, var det så som så med begejstringen. Vel svømmede den ud efter de ænder, der faldt i søer og andre steder. Dirigerbar var den også. Men gnisten for ænder og andejagt manglende, og selv om jeg er af den overbevisning, at jeg gjorde en stor og ihærdig indsats for at få vandarbejdet op i femte gear, lykkedes det mig aldrig helt. På et tidspunkt fik tæven hvalpe, og jeg beholdt en hanhund, som jeg fra første øjeblik syntes særlig godt om. Men denne gang var jeg indstillet på at få den vandapportør, som jeg ikke havde i den første hund. Hunden apporterede næsten daglig ænder og alene den øgede opmærksomhed gav åbenbart pote. Hvalpen fik samme passion for andejagt og apportering i vand, som tæven havde for jagt på fasan og agerhøns.

         Da hvalpen var 7-8 måneder, var vi to, der gik en tur med bøssen. Hvalpen var vænnet til skud og var med for blot at snuse lidt til jagtens stemning. Et par gråænder lettede fra en sø, som et gennemstrømmende vandløb holdt delvist fri for is. Begge ænder faldt, da de fløj over til min kammerat, som gik på søens modsatte side. Den ene and gik ned i nyisen, og inden jeg nåede at gribe ind, var unghunden sprunget i søen. Og mens nyisen sprang for brystet af den, kæmpede den sig ud efter andrikken, som den bragte til land i fin og rutineret stil. Det var dens første apportering, og selv om episoden ikke ligefrem gik efter bogen, indikerer den alligevel, at førerens prioritering kan spille en afgørende rolle. I øvrigt blev hundens passion for andejagt senere ganske stor, og blev der sagt søg apport og peget mod søens dynd, søgte den ufortrødent, indtil anden var fundet. Den krævede kun en opfordring, og den skulle kaldes op, hvis den efter 15-20 minutters arbejde endnu ikke havde fundet anden.

Tilvænning til vand

I reglen er det bedst at vænne hunden til vand på det tidspunkt af året, hvor vandtemperaturen er nogenlunde tålelig. En lun sommerdag ved stranden er f.eks. et godt sted at introducere hvalpen til vand. Dog forudsat at man finder roligt vand uden dønninger og bølger. Stille dage eller dage med fralandsvind er absolut at foretrække. På sådanne rolige kyststrækninger kan hvalpen soppe rundt uden at få andet end våde poter.

         Efterhånden som selvtilliden stiger, vil den bevæge sig længere og længere ud. Navnlig i de tilfælde, hvor dens ejer iklæder sig waders eller smider bukserne og animerer hunden med ud på lidt dybere vand. Men så snart man kan se, at hunden begynder at blive ængstelig, vender man omkring og går tilbage mod strandbredden. Derved erfarer hunden, at den selv styrer forløbet. Den kan jo altid vende omkring.

         Ved på den måde hele tiden at bevæge sig på kanten af hundens grænse, flyttes denne centimeter for centimeter. Til sidst er hunden så lang ude, at vandet løber hen over ryggen på den, og den mister forbindelsen til bunden. Den svømmer med andre ord. Uvant med den underlige fornemmelse vil den måske straks vende omkring og søge bundforbindelsen igen. Undgår man at lave et stort nummer ud af præstationen og blot taler roligt og opmuntrende til hunden, vil den snart komme igen. Og inden man går hjem, har hunden haft sin første positive oplevelse med vandarbejdet.

         Skulle hunden være lidt mere tilbageholdende, må man evt. gennemføre den nævnte tilvænning over flere dage. Hundens første oplevelse med opholdet i vandet skal være så positiv og udramatisk som overhovedet muligt. I den forbindelse kan et par vandglade hunde være med til at vise vejen. Er hunden allerede glad for at apportere, kan man ligeledes anvende dummyer til at få hunden ud i vandet. Dog skal man kende sin hund godt, så man ikke risikerer at kaste dummyen et sted, hvor hunden ikke tør hente den. Dette vil skade hele hundens opfattelse af apportdressuren, og sker det, må man altid selv gå ud og hente emnet, samtidig med at man animerer hunden til at følge med. Det gælder i øvrigt i alle lignede situationer. Et apportemne må aldrig opgives under træningen, og sker det, at hunden mister inspirationen, inden den finder emnet, må man forsøge at snyde den, således at den kan gå ud af situationen med en positiv opfattelse. Nederlag hører ikke træningsperioden til, og er dummyen faldet et sted, hvor den ikke kan findes, må man uden at hunden ser det, liste endnu en eller flere ud i området, således at hundens tro på egne evner opretholdes og styrkes gang for gang. Dette gælder ikke mindst under apportering fra vand.

Vandskræk (boks)

Langt de fleste hunde vil blive glade for at arbejde i vand, hvis de modtager den rette stimulering, mens de er unge og modtagelige for indtryk. Ældre hunde, der aldrig har oplevet glæden ved at opholde sig i vand, kan derimod udvikle aversion mod at få våde poter. Når sådanne hunde skal vænnes til vand er det – ligesom med hvalpen – vigtigt, at tilvænning sker i hundens eget tempo. At tvinge hunden i vand er den sikre vej til udvikling af vandskræk, selv om der sikkert er hundeejere, som har fået en brugbar vandapportør ud af anvendelse af denne metode. Dette står dog ikke mål med de hunde, der er ødelagt ved brug af tvang.

         Passionen for vand kan svinge meget fra race til race og fra individ til individ. Nogle hunde er næsten lige så vanskelige at få i vandet, som andre er at få op igen. Da de fleste apportører skal kunne anvendes til andejagt og andre former for jagt, hvor vildtet falder i vand og sump, er det meget vigtigt, at man er opmærksom på at få hunden gjort helt dus med det våde og sumpede element.

Vandhund er andehund

Blandt jægere og hundeførere diskuteres det ofte, hvilken disciplin der er vigtigst at beherske for den apporterende hund. Er det det frie søg, evnen til at markere, eller er det modtageligheden for dirigering på stor afstand. Der findes ingen facitliste på diskussionen, og måske derfor er den så populær.

         Når det gælder apportering fra vand er diskussionen mindst lige så interessant. Vandapportøren skal faktisk kunne det hele lige godt. Både markere, søge selvstændigt og frit, samt være modtagelig for retningsangivelser fra føreren, når der er behov for dette.

Apportering fra vand er på mange måder helt anderledes end apportering fra land. På land kan hunden forholdsvis hurtigt afsøge et stort område, og selv om hundens markeringsevne og evne til at anlægge et veldækkende og systematisk søg ikke er i top, vil den – hvis den er ihærdig nok – i reglen finde fuglen før eller siden. Den kan med andre ord satse lidt på heldet og på, at lykken i sidste ende står den kække bi.

         Når det drejer sig om apportering fra vand, er situationen ganske anderledes. Hunden skal oftest svømmende afsøge terrænet, og kan derfor i sagens natur ikke komme over så stort et område, som den kan på land. Derfor er det vigtigt, at dens arbejde er så målrettet og effektivt som overhovedet muligt. Det gælder ikke mindst eftersøgning i koldt vand, hvor kræfterne hurtigt slipper op. Derfor stilles der særlig store krav til vandapportøren og til den jæger, som skal træne sin hund op til andejagt.

         I den forbindelse er det vigtigt, at andejægeren i sit valg af hund satser på race og linjer, der kendetegnes ved stor vandpassion. En hund, som efter en apportering eller to mister gnisten, er vanskelig at træne op til det høje niveau, der tilstræbes. Der skal med andre ord være noget at arbejde med, hvis resultatet skal blive, som man håber.

         Inden man begynder vandapportering, forudsættes det naturligvis, at hunden kan apportere fra land, og at den er fuldstændig dus med at svømme og opholde sig i vand.

Når man første gang sender hunden ud efter en dummy, som er faldet i vandet, kan det virke som om den helt har mistet sin hundeforstand. Kan den se dummyen flyde i vandoverfladen, hvilket må anbefales de første gange, er der ingen ko på isen. Men går den fejl af markeringen, kan den virke desorienteret og initiativløs. I stedet for at søge mod kanterne, hvortil vind og strøm kan have båret dummyen, begynder den gerne at søge i rundkreds i det område, hvor den mener, emnet skal befinde sig.

         Derfor skal dressøren være indstillet på at optræde som den jagtforstandige under de første mange gange ved træningssøen. For det første skal apporteringerne gradvis gøres mere og mere jagtrealistiske, og for det andet skal han eller hun være i stand til at få hunden ledt i den rigtige retning fra starten, således at hunden ikke spilder tiden med at søge i vest, når dummyen befinder sig i øst.

Brinkerne

Apportering fra åbent vand volder sjældent de store problemer, og efter et par animerende kast bør man begynde at gøre træningen mere krævende. I stedet for fortsat at kaste apporten synligt på åbent vand, bør man begynde at lære hunden, at det først og fremmest er på modsatte side af søen, kanalen eller åen, den kan finde noget interessant. Under jagt er det ofte her, at vildtet falder, ligesom det gerne er langs brinkerne, at anskudt vildt søger tilflugt.       Dødskudt eller hårdt ramt vildt, der driver for vind og strøm, vil også af indlysende årsager bremses ved brinkerne. Der er med andre ord mange gode årsager til, at hunden hurtigt erfarer, at det er langs kanterne, den først og fremmest skal anvende sin ressourcer.

         Kan man retningsstyre hunden, når den opholder sig i vand, kan man relativt hurtigt få hunden frem til de områder, hvor dummyen ligger gemt. Navnlig er kommandoen for ud særdeles nyttig. Som tidligere nævnt er det vigtigt at få hunden dirigeret over til modsatte brink, da det i langt de fleste tilfælde er her, man har brug for dens hjælp. Vildt, som falder på land eller driver i land på egen brink, kan man ofte selv samle op.

         Kommandoen for ud læres under græsplænedressuren, og selv om det virker fint på land, kan det i begyndelsen være lidt vanskeligt at få kontakt med den ellers dirigerbare hund, når den opholder sig i vand. Samarbejdsglæden stiger dog gevaldigt, når hunden erfarer, at støtten fra land oftest leder den til succes.

         I reglen lærer hunden hurtigt at søge mod modsatte brink, inden den for alvor kobler næsen til og begynder at afsøge siv og rør og andre former for beplantning langs brinkerne for dummy eller skudt vildt. Til gengæld kan det være vanskeligere at få hunden til at forlade vandet og i stedet påbegynde eftersøgningen på søens modsatte bred. Af og til falder vildtet ikke i vandet, men et stykke inde på bredden af søens modsatte side. Derfor skal hunden naturligvis lære at forlade vandet og begynde eftersøgningen her. I øvrigt er der en gammel regel som siger, at ænder, der falder på land, søger vand, mens ænder, der falder på vand, søger land. Det er og bliver en tommelfingerregel, selv om den i mange tilfælde rent faktisk holder vand. Også under indlæring af denne øvelse er det vigtigt, at hunden lystrer kommandoen ud, da man derved kan få hunden i land og lære den, at også brinkerne kan gemme på dummyen.

Det bedste sted at starte (boks)

Bedst er det at starte vandapporteringerne ved en sø uden siv og rørskov. Træning i områder med sammenvokset pilekrat, siv og sump kan ikke anbefales i begyndelsen, hvor det først og fremmest drejer sig om at gøre hunden glad og fortroligt med vandarbejdet.

         Ligeledes bør de første lektioner i apportering over vandløb henlægges til let overskueligt terræn, hvor hunden tydeligt kan se dummyen falde på modsatte side. Også her bør vandløb eller kanaler med stejle og mudrede brinker undgås.

         Når hunden sidder ved ens side og ser dummyen, der kastes over åen, er den naturligvis opmærksom på, at vandet kun skal forceres. Ikke eftersøges. Insister på, at hunden vælger den korteste vej mod målet. Begynder den at løbe frem og tilbage langs brinken, er det tegn på, at man har forceret øvelsen. Da bør man bremse den, kalde den ind og med tydelig håndbevægelse vise, at man ønsker, at den tager den direkte vej mod målet. Find et oplagt ned- og opgangssted ved åen og husk, at alene det at svømme i strømvand kan betyde, at den mister markeringen af emnet og rammer land langt nedenfor det sted, hvor dummyen ramte jorden. Derfor skal dummyen smides, så hunden hurtigt kan udnytte vinden, når den kommer i land og begynder eftersøgningen.

B.T. Den apporterende andehund skal groft sagt være i stand til at apportere vildt, som er faldet i vand eller vildt, som er faldet på den modsatte side af en å eller sø etc. Derfor skal begge terræntyper indgå i træningslektionerne.

Apportering i siv og rør

Gennemgående anvendes mange timer på at lære hunden at arbejde i vand. En af forklaringerne er, at træningen ofte tilrettelægges med apporteringsprøver for øje. Koldtvildtprøverne afholdes ofte i mindre søer, og prøvernes formål er primært at teste hundens basisegenskaber. Hvordan er dens passion for vand? Kan den sidde roligt, mens der skydes, og der falder en and? Og hvordan er dens behandling af vildtet, som den apporterer? Det er dog vigtigt at understrege, at dette er basisegenskaber for vandapportøren. En hund, der skal anvendes til andejagt, skal kunne meget mere.

         Under andetrækket falder ænderne ofte i rør- og sivskove. Arbejdet i sådanne områder kræver sin hund. Den bløde bund trækker kræfter ud af hunden, og samtidig er der ofte tale om vanskelige apporteringer i de tætte rør- og sivskove, hvor vinden holdes ude og nedsætter hundens mulighed for at fange fært.

         Hunde, som skal anvendes til andejagt, skal derfor være særlig robuste. Både psykisk og fysisk. Apporteringslysten skal virkelig være lidenskabelig, hvis hunden skal udgøre den støtte, som der er brug for, når der drives jagt i sådanne områder. Navnlig på dage, hvor der falder mange ænder, er det vigtigt, at and nr. 10 eftersøges lige så ihærdigt som and nr. 1.

         Det er vanskeligt at træne hunden op til et højt niveau, inden sæsonen starter. Kast af dummyer og koldt vildt i tæt rør- og sivskov vil næppe fremme passionen. Måske snarere tværtimod, da man risikerer, at hunden mister apporteringslysten. Bedst er det derfor, at man i løbet af jagtsæsonen langsomt opbygger hundens lidenskab. De første jagter bør foregå i terræn, der ikke kræver den store indsats. I løbet af sæsonen henlægges trækket til områder, hvor apporteringerne bliver mere og mere krævende. Jagten bør tilrettelægges efter hundens udvikling og overskud, og måske er det først i hundens anden sæson, at den for alvor er klar til at assistere på mere krævende andejagter. Lysten skal være der. Og den skal være stor. I sidste ende er det kun begejstringen, der kan trække hunden gennem rør og siv og klæbende dynd.

Watertail(boks)

Efter vandarbejdet kan der opstå voldsomme smerter i hundens hale. Det kan virke som om halen er brækket. Det skyldes, at hunden anvender halen som en slags ror, når den svømmer, hvilket belaster muskulaturen mange gange mere, end når den i det daglige logrer med halen. I reglen fortager smerten sig efter et par dage, men i perioden kan man vælge i samråd med dyrlægen at give hunden smertestillende medicin. Det kan gøre den meget ubehagelige periode lidt mere tålelig. Efterhånden som hundens muskulatur optrænes, bliver fænomenet watertail eller vandhale mere og mere sjældent.

Tag vandvejen hjem (boks)

Under apportering på modsatte side af en sø vil hunden ofte være tilbøjelig til at tage landvejen hjem til sin fører. I mange tilfælde kan det være en fornuftig beslutning. Hunden sparer måske tid og energi, da den ikke skal opholde sig i det kolde vand længere end højst nødvendigt. Alligevel må man lære hunden, at den skal søge hjem ad samme vej, som den søgte ud. Den skal blive i vandet eller ved apportering på brinken atter gå i vandet og svømme tilbage med fuglen.

         I mange tilfælde er landvejen nemlig slet ikke så farbar, som hunden forestiller sig. Ruten rundt om søen kan være sumpet og tæt bevokset med pil og rørskov, hvilket medfører, at returneringen bliver uhensigtsmæssigt tidskrævende.

         Ikke sjældent anvendes engdragene omkring søer til afgræsning. Og en våd hund, der løber ind i et strømførende hegn, vil ofte smide anden og efterfølgende nægte at opsamle fuglen, der pludselig kan forbindes med smerte. Er fuglen anskudt, mistes den måske, ligesom oplevelsen med strøm kan efterlade uheldige associationer i hundens erindringskæde.

Der er derfor mange gode grunde til at lære hunden, at den skal tage den direkte vej hjem i samme øjeblik, den lukker munden om vildtet.

Tag hensyn til begrænsningerne (Boks)

Både juridisk og moralsk skal jagt på småvildt assisteres af en egnet apportør. Spørgsmålet, der ofte diskuteres i jægerkredse, er dog, hvad der mere præcist forstås ved en egnet apportør. Flere har gennem tiden givet kvalificerede bud. Men nogen endegyldig definition er endnu ikke rodfæstet i jagtkulturen. Nogle mener, at en hund, som har bestået en apporteringsprøve, er at betegne som egnet, mens andre mener, der skal mere til.

         Apporteringsprøverne, der afslutter landets mange dressurkurser, viser først og fremmest noget om hundens dressurniveau. Hvordan hunden reagerer over for anskudt vildt og apportering i krævende terræn, siger prøverne i sagens natur ikke noget om. Apportørens kvalitetsniveau vil først afsløres under jagt, hvor både dressurniveau og de medfødte kvaliteter eller mangel på samme kommer frem i dagens lys.

         Det er således altid den enkelte jæger og hundeførers ansvar at tilpasse jagten efter hans hunds formåen. Har man en hund, hvis evner rækker til at svømme ud efter en and, som falder på åbent vand, bør man naturligvis tilrettelægge jagten efter denne begrænsning. Andejagt i områder, hvor der er risiko for, at apporteringsopgaverne bliver mere krævende, bør derfor undgås. Ligeledes må man undgå at skyde til ræv, såfremt der under jagten ikke deltager en hund, som har vilje og mod til at færdiggøre arbejdet, såfremt den påskudte ræv flygter fra anskudsstedet.

         Ideelt set er det dog hundetrænerens ansvar at ruste hunden mod stort set alle de apporteringsopgaver, som de kan komme ud for på jagt. Selv om hunden kun henter fasaner på klap- og drivjager, er det ærgerligt, at den nægter at apportere en sneppe den dag, en sådan måtte falde i såten.

B.T. Apportørens terræntræning sigter mod at fremelske en hund, som kan løse de mange forskellige opgaver, den møder under sit korte liv som apporterende jagthund, hvad enten den ifølge stambogen kategoriseres som en retriever, spaniel eller stående hund etc.

Apporterende racer (boks)

Nogle hunde fødes med en utrættelig lyst til at apportere. Det gælder i særdeleshed retrieverracerne. Andre har en mere behersket lyst fra naturens side, mens enkelte linjer og racer kendetegnes ved helt at mangle lyst til at bringe emner tilbage til føreren. Men uanset graden af medfødt lyst er det helt afgørende, at hunden med tiden kommer til at elske at apportere. Det gælder både under træningen og i særdeleshed under jagt.

         En stor del af den mere avancerede apportdressur kan kun gennemføres med succes, såfremt hundens apporteringslyst er brændende. Ligeledes vil mange af de opgaver, som hunden bliver sendt på som færdigtrænet jagthund, kræve, at hunden virkelig er tændt på opgaven. Apporteringslysten er hundens motor, og jo mere lyst den har, jo bedre er den, når der under jagt virkelig skal arbejdes offroad. Derfor må træneren finde frem til de virkemidler, der virker for at få hunden op i det terrængående gear.