4
Markering – også på lyd
Den del af træningen, som kræver mindst opmærksomhed, er markering, selv om evnen til at markere og huske, hvor vildtet faldt i langt de fleste tilfælde er det, der gør forskellen mellem succes og fiasko.
De fleste hunde udvikler hurtigt en forbavsende god evne til at bemærke, hvor dummyen eller vildtet tog jorden. Og har hunden set, hvor vildtet faldt, er det sjældent nødvendigt at støtte den undervejs mod målet. Derimod skal man være særlig opmærksom på at holde hunden i ro, når den oplever, at der falder noget ned fra himlen. Faren for knaldapport lurer altid og må for enhver pris holdes nede.
Markering på lyd kan være nyttig at indlægge i den daglige træning. I mange situationer har hunden ikke mulighed for at se fuglen falde mod jorden. Men kan den på lyden retningsbestemme nedfaldsstedet, er den halve sejr allerede vundet. Under ande- og duejagt sidder hunden ofte gemt bag sløringsnet eller høj vegetation og er derfor forhindret i at følge slagets gang med øjnene. Men lyden af fuglevildt, der rammer jorden eller vandspejlet, er nyttige informationer, som betyder, at hunden i reglen selv finder frem til vildtet uden retningsanvisninger fra føreren.
Under jagt sker det ofte, at der falder flere stykker vildt mod jorden inden for samme korte tidsperiode. Ofte har man et ønske om at få de nedlagte fugle bragt hjem i en bestemt rækkefølge. Det vil typisk være i de situationer, hvor en fugl tegnede for et ikke dødeligt skud. Også i de situationer, hvor vildt falder på vand, kan det være en fordel at få hunden ud efter en fugl, som vind og strøm truer med at føre bort.
I sådanne og lignede situationer er det derfor en fordel, at hunden husker de enkelte markeringer og accepterer, at det er føreren, der bestemmer, hvornår de nedlagte fugle skal hentes. Overlades denne beslutning til hunden, vil den typisk gå efter den fugl, som den så falde mod jorden sidst. Evnen til at markere og huske de enkelte fugle er derfor også en del af den mere avancerede træning af apportøren.
Apporteringskommando (boks)
De fleste jægere anvender ordet apport, når de sender hunden ud mod en apportgenstand, som hunden har set falde mod jorden. Har man flere hunde, er det en fordel, at hunden trænes til at apportere på navn. Anvendes ordet apport, vil alle hunde ved ens side stryge af sted i samme øjeblik, kommandoen falder.
Drejer det sig om en blindapportering, altså apportering af vildt eller dummy, som hunden ikke har set falde i området, anvendes ofte udtrykket søg apport. Hunden skal herefter anlægge et frit søg, hvor den udnytter vind og terræn så godt som muligt.
Ved man præcis hvor fuglen er faldet, kan det være en fordel at dirigere hunden frem til området. Her anvendes ofte udtrykket ud eller bach, når man sender hunden frem mod det sted. I den forbindelse er det vigtigt at koble håndsignaler til kommandoerne. Og husk at overdrive retningsangivelserne under indøvning af dirigering. Skal hunden søge til venstre for føreren, peges der med venstre arm og hånd mod målet, og skal hunden søge mod højre, kastes højre arm og hånd i den ønskede retning. Af og til ses et områdefløjt tilknyttet, når hunden er fremme i det område, hvor den skal slå sanserne til og begynde at søge.
Dirigering på lang afstand
Dirigering af den apporterende jagthund gør altid indtryk på tilskueren. Og flot ser det ud, når en hundefører på stor afstand kan lede sin hund frem til en fasan, som hunden ikke allerede har set falde mod jorden. Men for lidt og for meget fordærver som bekendt alt. Og givet er det, at dirigering er balancens kunst. Støttes hunden for meget under apporteringsøvelserne, går det ud over dens selvstændighed og det frie søg. Den søger da konstant støtte hos sin fører. Dette er naturligvis ikke ønskeligt.
Omvendt skal hunden være modtagelig for kommandoer, når den arbejder på en apportopgave. Er den ikke lydhør for fløjt og retningsangivelser, vil man miste en del, navnlig anskudt vildt, fordi hunden ganske enkelt søger i det forkerte område, alt imens det anskudte vildt bevæger sig længere og længere væk fra nedfaldsstedet. Dirigentens fornemme opgave er at lede hunden på rette spor så hurtigt som muligt. Når først hunden er fremme i området, må den støtte sig til færten og selvstændigt følge op på det spor, som det anskudte vildt har efterladt.
Dirigering er dog også nyttig i mange andre situationer, hvor dødskudt vildt falder i områder, som jægeren ikke har lyst eller mulighed for at bevæge sig hen til. Kan man tørskoet lede hunden ud i en våd og sumpet eng, er det naturligvis en fordel. En hund, som ikke har lært dirigering, vil muligvis insistere på, at dens fører forlader posten og følger med.
Det er i reglen ret enkelt at lære hunden dirigering til husbehov, forudsat at den naturligvis er stoplydig og kan sættes af uden at flytte sig. Nemmest er det at lære den at søge ud til siderne samt søge ind mod føreren. Den diciplin, som man bør bruge mest tid på, er kommandoen for ud, da den dels er den vanskeligste og dels er den, som man oftest har brug for.
Begynd med at sætte hunden af, og gå væk fra den. Vend om efter nogle få meter og kast derefter en dummy ud til den ene side. Med tydelig retningsavisning sendes hunden ud for at apportere. Øvelsen skal blot repetere det allerede indlærte.
Efter denne øvelse kastes der nu to dummyer. En til hver side. Igen sendes hunden ud mod den dummy, der ønskes. Første gang mod den sidst kastede, da det falder mest naturligt for hunden. Efterfølgende bestemmer man selv rækkefølgen. Skulle hunden ignorere det tydelige håndsignal og gøre tegn til at springe mod den uønskede dummy, bremses den i opløbet, hvorefter man selv henter dummyen. For en apportglad hund er det en ret alvorligt at blive stoppet undervejs mod dummyen, og handlingen tages til efterretning. Skulle det ske, at hunden når at sætte i den forkerte retning, bremses den på fløjte eller kommando og bæres tilbage til udgangspunktet. Efterfølgende henter man selv dummyen.
Bedst er det at træne hunden på en langhåret græsplæne, der akkurat er i stand til at skjule de udkastede dummyer, som falder 10-15 m fra apportøren.
Når hunden er dus med dirigeringsprincipperne højre og venstre, begynder man at lære den kommandoen for ud. Også her sættes den af. Dummyen kastes nu hen over hovedet på hunden. Lad dem falde 10-15 m bag den. Med kommandoen ud eller bach, hvis man foretrækker dette udtryk, sendes hunden ud efter apporten, som den har markeret. Samtidig vinkes hunden ud med håndsignalet. I begyndelsen kan man anvende begge hænder. Men i løbet af kort tid bør man gå over til enhåndsdirigering, da man under jagt i reglen kun har en hånd fri.
Vedligeholdelse af frit søg
Den jæger, som ønsker at gå til prøve med sin hund, skal tilstræbe en hund som mestrer alle disciplinerne; markering, dirigering og frit søg. Navnlig på retrieverprøver på højt niveau.
Under jagt er hundens evne til at anlægge et energisk og selvstændigt frit søg dog det, man oftest har brug for. Den hund, som har lært at søge selvstændigt, vil kunne løse langt de fleste af de opgaver, den sættes ud på. Derfor er det vigtigt, at man under dressuren er særlig opmærksom på at oparbejde hundens evne til at holde koncentrationen under det frie søg. Det skyldes, at mange faktisk sætter hundens selvstændighed over styr under træningen.
En hund, der er sat ud i frit søg, skal som hovedregel ikke støttes eller animeres. Standser den op under afsøgningen og ser mod føreren, skal man ignorere den diskrete opfordring om hjælp og retningsangivelse. Efter et par sekunders anmodning om støtte vender hunden dog tilbage til søget, og den erfarer hurtigt, at den er alene og skal søge, indtil opgaven er løst.
I mange situationer er man under jagt ikke selv klar over, hvor vildtet befinder sig, og derfor er hundens initiativ meget afgørende. Det gælder ikke mindst under jagt i de tidlige morgen- og aftentimer, hvor der af og til skydes til ænder, som falder uden for synsvidde. I sådanne og mange lignede jagtsituationer, er det vigtigt, at hunden kan afsøge et stort areal uden støtte og hjælp.
Under træningen forud for jagtsæsonen er det vigtigt at opbygge hundens evne til at holde koncentrationen omkring det frie søg. Det vil i praksis sige, at man tilstræber at holde hunden så længe på opgaven, som dens psyke og dressurniveau tillader og ikke længere. Opgaverne med at finde de udlagte dummyer må ikke være så vanskelige, at hunden mister farten og gnisten under søget. Derfor skal den i begyndelsen relativt hurtigt finde frem til en af de dummyer, der er gemt i terrænet.
Gang på gang tilstræbes det at flytte grænserne minut for minut. Der udlægges færre dummyer i terrænet, og man tilstræber, at hundens evne til at arbejde koncentreret også udvides. I sidste ende skal hunden være i stand til at søge i ganske lange tidsintervaller uden indblanding fra føreren. Under jagt vil man dog af og til støtte hunden i bestræbelserne på at få hunden frem til en evt. anskudt fugl så hurtigt som muligt. Er det frie søg først grundlagt, volder det sjældent problemer at blande sig fra tid til anden. Men under træningen gælder det om at holde både fløjte og hænder i ro.
Det er naturligvis formålsløst, såfremt hunden bliver ved med at finkæmme en del af området, selv om det naturligvis er prisværdigt, at den er grundig. Men det er også vigtigt, at søget er fremadrettet, og at hunden kommer frem i det område, der skal afsøges. Skulle hunden have vanskeligt ved at slippe en del af terrænet, kan man flytte sig en anelse. Men stadig skal hunden ikke bremses i søget eller dirigeres bort fra området. Alene det, at føreren flytter sig, vil i reglen medføre, at også hunden trækker med i samme retning. Normalt er føreren jo omdrejningspunkt i hundens frie søg, og ved på den måde at flytte sig i terrænet, kan man støtte hunden, uden at den oplever det som hjælp.
Kan man fornemme, at hunden er ved at køre kold og ikke kan finde den eller de dummyer, der er udlagt, kan forklaringen være, at emnet er faldet i et område, der ikke kan bære færten bort fra dummyen. Det kan også skyldes, at man har arbejdet så meget med hunden, at den er mentalt eller fysisk træt. Uanset årsagen til hårdknuden er det dog vigtigt, at man kommer ud af øvelsen med optimismen og troen i behold.
Derfor er det altid en fordel at have en eller flere reservedummyer med ud i terrænet. Derved kan man liste en ny ud i området, som man ved, at hunden hurtigt vil finde. På den måde vil den føle, at den har løst opgaven, og det truende nederlag vendes til sejr. Næste gang må man dog være mere opmærksom på hundens begrænsning og fortsat tilstræbe, at grænserne skal flyttes, men ikke overskrides.
Terrænskifte
Når man driver jagt med en stående hund eller en spaniel, der søger vildt foran sin fører, er det i mange situationer en fordel, at hunden støtter sig til de skel, der er i terrænet. Den stående hund vil f.eks. typisk vende tilbage mod føreren, når den under søget når markens kant, markeret med ny afgrødetype eller et læbælte etc. Det vil være upraktisk, hvis hunden går gennem læhegnet og afsøger marken på modsatte side, hvor man f.eks. ikke kan se, hvornår den opnår stand. Kun i de tilfælde, hvor hundeføreren direkte kommanderer hunden videre, skal det tillades at springe over de tydelige grænser. Som hovedregel skal skel opfattes som stop.
Men hvor praktisk det end måtte forekomme, at den søgende hund respekterer de fysiske markeringer, lige så upraktisk kan det i mange situationer forekomme, når det drejer sig om apportering af skudt vildt. Nogle hunde kan under søget virke meget hæmmet af grænserne og vil ofte være tilbøjelig til at blive inden for området, selv om lykken ligger gemt få meter inde på den modsatte side. At bevæge sig fra en terræntype ind i en anden kan ganske enkelt virke som en usynlig mur, og det, der burde være et lille fysisk skridt, kan virke som et stort psykisk skridt for hunden. I stedet for at skifte terræn kan den søge i mange og lange minutter efter en dummy, den har set falde tæt på en lille lavvandet bæk. Men at springe over bækken, forekommer den helt ulogisk, og i stedet vender den hvert et græsstrå på den side af bækken, hvorfra den kom. Lignende træk ses, når der falder en fasan i udkanten af roemarken. Den mindre rutinerede hund vil da bruge al sin energi på at søge i roemarken eller uden for roemarken. At søge i grænselandet mellem åben mark og den tætte roemark kan virke helt ulogisk. Derfor skal man under terræntræningen være meget opmærksom på at lære den apporterende hund at ignorere de tydelige skel.
En af de bedste andeapportører, jeg har kendt, lod sig aldrig hæmme af terrængrænser og kunne under et frit søg skifte mellem land, vand og sump. Den tog de forskellige terræntyper med i et samlet søgsoplæg og pressede dermed vildtet foran sig. En evt. anskudt and kunne ikke gemme sig i sivskoven, mens hunden afsøgte brinkerne. Ænderne var under konstant pres, og med mindre de på åbent vand valgte at dykke, blev de i reglen hurtigt sorteper.
Apportering i krat og skov
Vildt, der falder i rørskove, krat og tæt skov, volder i reglen de vanskeligste eftersøgninger for den tobenede jæger, som alene må støtte sig til synet. Navnlig ved jagt i sådanne områder skal den apporterende hund vise sit værd. Derfor drejer det sig om at gøre hunden dus med mere krævende terræn, allerede mens den er hvalp, selv om tilvænning ikke skal overdrives. Under de tidlige ture i skoven lærer hvalpen desuden at holde sin fører under observation. I åbent terræn kan den tage det mere afslappet og alligevel holde øje med sin fører. Under skov- og kratprægningen er det dog vigtigt, at man har en finger på pulsen og ikke gør hunden utryg. Målet er, at den skal kunne søge frit uden at miste førerkontakten. Derfor må man støtte den, når den virker lidt usikker.
Under jagt sker det ofte, at vildtet falder i terræn, som både hunde og mennesker i reglen går i en stor bue udenom. Brændenælder, tæt og tornet brombærris og områder med tjørn og tidsler etc. Også vildt, som falder i sådanne områder, skal naturligvis eftersøges og apporteres. Desværre er det ikke så nemt at forberede hunden til det stikkende og sviende arbejde. Ikke meget tyder på, at hunde, der er trænet i så hårdt terræn, klarer sig bedre i sådanne områder end hunde, der ikke er. Hundes smertetærskel er forskellig, og nogle hunde pløjer sig gennem brombærrene uden at lad sig bremse, mens andre tydeligt lader sig mærke af rifterne, der uvilkårligt opstår under søget i det stikkende krat.
I reglen skal der dog mere end en dummy eller kold due til at få hunden ind i et terræn, der påfører den ubehag eller smerte i et eller andet omfang. Derfor er det først under jagt, man virkelig kan se, hvor pågående ens hund er over for hårdt terræn. Mange hundeejere er blevet positivt overrasket, når jagten begynder. Jagtoplevelserne får ganske enkelt hunden til at yde mere, end den gør under træning med dummyer og koldt vildt. Men også under jagten må man så vidt muligt udskyde apportering i f.eks. brændenælder og brombærkrat, til hunden har deltaget i flere jagter i mere behageligt terræn. I øvrigt kan jagt i områder med mange brændenælder henlægges til efter den første periode med frost. Frosten nedsætter nældernes sviende berøring mærkbart.
I samme forbindelse skal det nævnes, at selv hunde, som arbejder frit og uhæmmet i brændenælder, i løbet af dagen må betale prisen for indsatsen. I samme øjeblik, jagtfeberen falder, melder smerten sig, og en ret voldsom kløe kan indfinde sig.
Knaldapportering (boks)
Hunde, som uden tegn fra føreren sætter af sted i samme øjeblik, der falder et skud, er vanskelige at anvende til jagt. Navnlig i de tilfælde, hvor der falder mere end ét stykke vildt inden for de samme sekunder, er en hund, som går i skuddet, en pestilens. Den egenrådige hund vil gå efter den første fugl, den ser styrte mod jorden. Den vil altså ikke markere den eventuelt anskudte fugl, der falder umiddelbart efter. Da fænomenet knaldapport ofte bunder i en mangelfuld lydighedsdressur, vil en knaldapportør som oftest være umulig at bremse, når først den er sat i gang. Derfor er det knaldapportøren, som bestemmer rækkefølgen. Et ansvar man ikke kan overlade til hunden.
Når det gælder det, som til tider omtales som faldapport, er problemet knap så alvorligt. En hund, som sidder roligt, når der skydes, men som går i samme øjeblik, der falder vildt, kan i enkelte tilfælde have sin fordel, selv om det naturligvis udelukker muligheden for at prioritere de enkelte apporteringer. Men navnlig under efterårets andejagt i dårligt lys kan en faldapportør til tider registrere en påskydning, som føreren ikke bemærkede. Derved kan den fra tid til anden bringe vildt, som jægeren ikke selv var klar over, han ramte. I enkelte tilfælde kan hunden, som går uden tilladelse, altså redde situationen. Og jo hurtigere hunden er fremme ved en anskudt fugl, jo større er chancen for at den finder den.
På efterårets store ande- og fasanjagter er en faldapportør dog nærmest uanvendelig, med mindre den holdes koblet under drevet, hvor der ofte falder mange fugle.
Når det gælder jagten med stående og stødende hunde, er begrebet faldapport om ikke at foretrække, så dog til at leve med. Langt fra alle fuglehunde opnår så stor jagtlig erfaring, at de aldrig går i skuddet eller under fældning af vildt. Ved jagt med stående og stødende hunde vil der ofte kun fældes en eller to fugle ved hver situation, og selv om det altid bør være føreren, som bestemmer, hvornår der skal apporteres, er apport før tilladelse kun i sjældne tilfælde decideret ødelæggende for selve jagten. Dermed ikke være sagt, at knald- eller faldapport er en fordel. Det er det absolut ikke, selv om der fra tid til anden høres påstande om det modsatte.
Skriv et svar